"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Asmaas holocaust-porno på Facebook

11. april 2011 - Artikel - af Poul Osmundsen

Poul Osmundsen

Hvorfor er Asmaa Abdol Hamids 5000 Facebook-venner så ligeglade med hendes Israel-hadende billedgalleri?

 

Ingen venne-reaktion

Asmaa Abdol-Hamid har 5000 venner på Facebook.

Ikke alle er – hvis man skal dømme ud fra navnene – palæstinensere; en hel del er danskere. Jeg har ikke orket at gennemgå alle 5000 navne, men blandt de mere kendte er Clement Kjersgaard.

Mærkeligt nok har ingen af de mange tusinde ”venner” reageret på et lille galleri, Asmaa Abdol-Hamid har haft liggende på Facebook i adskillige måneder.

”Vor tids Holocaust”, hedder galleriet, og det er ellers stærk kost. Billeder fra de nazistiske jødeudryddelser er sat sammen med tilsvarende fra den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Israeler=nazist

Det sker efter ligningen: Nazistisk soldat peger med gevær mod lille jødisk dreng=israelsk soldat peger med gevær mod lille palæstinensisk dreng. Andre billeder sammenstiller billeder af dræbte jøder med billeder af dræbte palæstinensere i tableauer af den vante, palæstinensiske døds-pornografiske art.

Facit er givet på forhånd. Israels politik over for palæstinenserne er et ”holocaust”, altså et planlagt folkedrab. De fleste af billederne sætter direkte lighedstegn mellem israeler=nazist.

Den form for propaganda er der masser af på internettet; søg og du skal finde. Men hvad der kan undre, er, at en kvinde der trods alt stadigvæk regnes for en stemme, der lyttes til i den offentlige debat, kan have rendyrket, usmagelig anti-israelsk propaganda liggende på sin Facebook-side, uden at nogen reagerer.

I betragtning af at medierne slår ned som høge, hver gang en ubetydelig spindoktor, ansat hos en næsten lige så ubetydelig minister, ytrer sig tumpet om en ligegyldighed på Twitter, burde Asma Abdol-Hamids lille galleri vel også vække en smule opsigt.

Man kan for eksempel forbløffes over, at Facebook, der ellers er så emsig, når det drejer sig om at lukke sider med nøgne damer, godtager denne greuel-propaganda.

Man kan også undre sig over, at ingen af de 5000 ”venner” gør ophævelser over, at Asma Abdol-Hamid blander fotos af sin egen gøren og laden med denne anti-israelske døds-porno.

Blandingen virker nærmest pervers; har den kvinde ingen fornemmelse for, hvad der er passende?

Er det ikke hate speech?

Især kan man spørge sig selv, hvorfor medierne ikke tager sagen op. Hvor er du, Clement Kjersgaard? Så vidt jeg kan se, er du stadig ”ven” med Asmaa og hendes lille galleri.

Folk er blevet slæbt i retten for ”hate speech” for mindre end dette. Lars Hedegaard og Jesper Langballe skulle steges for deres udtalelser om, at den muslimske familiekultur har et problem med seksuelle overgreb; skidt med om der faktisk er noget om snakken, de skulle betale prisen for at have nævnt elefanten ved navn.

Men en fremtrædende muslimsk venstrefløjs-debattør kan i månedsvis have ”hate speech” i billedform liggende på Facebook, uden at nogen som helst reagerer.

Ikke at jeg mener, at Asma Abdol-Hamid skal slæbes i retten – lige så lidt som Lars Hedegaard og Jesper Langballe skulle. Men omvendt: Så længe den skandaløse paragraf 266b eksisterer, skal der være lighed for loven.

Det er den ene side af sagen.

Offentlig ufølsomhed over for anti-Israel propaganda

Den hænger sammen med den anden side af den, der på sin vis er værre. Nemlig en stadig større ufølsomhed i offentligheden – især ”eliten” - over for anti-israelsk propaganda, selv af den art det har det med at kamme over i ren antisemitisme.

Israel og israelerne dæmoniseres på det groveste; den omgivende arabiske verden er et hængedynd af politisk undertrykkelse, racisme og religiøst hysteri. Men i sidste ende peger de anklagende fingre altid mod Israel, det eneste demokratiske retssamfund i Mellemøsten.

Selvfølgelig er israelerne ikke uskyldshvide. For en udenforstående virker bosættelsespolitikken uklog; men på bundlinjen står, at israelerne netop debatterer disse ting, øver selvkritik, og rent faktisk forfølger dem, der har begået overgreb mod palæstinensere.

Dette er desværre ikke det billede, der tegnes i medierne. Asma Abdol-Hamids galleri er ekstremt, men det udgør kun et yderpunkt i et kontinuum af holdninger i den vestlige verden, der alle bevæger sig ud mod denne ende af skalaen.

Alle jøder er skyldige

I den arabiske kulturkreds skelnes der slet ikke mellem israelere og jøder; de er alle ”skyldige”. Og ikke engang på grund af konflikten i Mellemøsten, men i en dybere, teologisk forstand, som det fremgår af koranens opfordring til at dræbe jøder.

Denne råddenskab breder sig raskt væk til Vesten. Malmøs borgmester, Ilmar Reepalu, har således åbenlyst svært ved at skelne mellem israelere og svenske jøder, som han har anbefalet at undsige Israel for at få lov til at gå på gaden i fred!

Men han er ikke alene, selv om han trods alt – endnu – er ekstrem. Venstrefløjen er generelt dybt fjendtlig over for Israel, og den stærkt kritiske holdning er udbredt langt ind i borgerlige kredse.

Samtidig trives allehånde sammensværgelsesteorier om ”jødernes” store økonomiske magt, deres trækken i verdens tråde bag kulisserne, deres skyld i alt ondt i denne verden.

Følgerne er skræmmende. Israel, israelerne og i stigende grad jøderne som sådan dæmoniseres og umenneskeliggøres. Derfor kan en Asma Abdol-Hamid slipper af sted med sit galleri, uden at nogen reagerer; for de fleste af hendes venner er galleriet ”sandheden”; det er jo sådan de er, israelerne/jøderne, ikke sandt?

Det er måske årsagen til, at verdens reaktion på mordet på den jødiske Fogel-familie i marts blev så ligeglad, hårdhudet til tider nærmest fjendtlig.

Rituel slagtning

Fogel-familien – far, mor og tre børn, herunder et barn på tre måneder – blev brutalt myrdet, nærmest rituelt slagtet i deres hjem i en bosættelse på Vestbredden.

Efter alt at dømme blev mordet begået terrorister fra Al Aqsa Martyrernes Brigade; denne er en del af terrorist-fløjen af Fatah, den politiske bevægelse, som har magten i de palæstinensiske områder på Vestbreden.

Dermed har mordet også forbindelse til den angivelig ”moderate” Mahmoud Abbas, formanden for selvstyreområderne, og en mand, man i Vesten bakker op, både politisk og økonomisk. Smukt!

I de vestlige medier så man stort set bort fra den perverse brutalitet i drabene; det meste af dækningen gik på, at dette var en følge af bosættelsespolitikken. Selve den menneskelige tragedie fyldte ikke meget.

Det ville den med garanti have gjort, hvis ofrene havde været palæstinensere og gerningsmændene var israelere. Palæstinensere er nemlig pr. definition ofre og israelere gerningsmænd.

Men israelere er onde. De er en slags nazister. De vil udrydde palæstinenserne. Det ved vi jo. Blandt andet fra Asma Abdol-Hamids Facebook-side, hvor de fremstilles som barnemordere.

Men det rører ikke hendes 5000 Facebook-venner.

 

Poul Osmundsen er journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg