"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Jo, det har med islam at gøre

29. august 2012 - Artikel - af Nicolai Sennels

Nicolai Sennels

Volden i Vollsmose har alt med kultur og religion at gøre, mener Nicolai Sennels, der som psykolog har arbejdet indgående med kriminelle muslimer.

Muslimers voldelige angreb på Odense Universitetshospital og blodige kampe mod den franske stat, er eksempler på resultatet af den psykologiske påvirkning, de oplever fra deres kultur og religion gennem opvæksten.

Man behøver ikke være psykolog for at se, at vellønnede og veluddannedes selvrosende påstand om, at antallet af kroner på bankbogen og år på skolebænken er afgørende for adfærd, er et meget endimensionelt syn på noget så komplekst som mennesker.

Andre giver debatten og tonen skylden, som om  man kan tie eller snakke problemerne væk.

Man behøver bare at kigge på Sverige, som har langt flere muslimer og langt, langt mere kriminalitet - herunder voldtægter (fem om dagen alene i Stockholm) og bomber (13 på et halvt år alene i Malmø) - men ingen reel offentlig debat om indvandring, islam eller muslimer.

De, der siger, at menneskers adfærd, herunder kriminelle muslimers, ikke påvirkes af den kultur, de vokser op i, forstår sig ganske enkelt ikke på mennesker og udtaler sig i strid med mere end hundrede års psykologisk forskning i miljøets indvirkning på psyken.

Muslimers voldelige og anti-demokratiske adfærd har alt med kultur og religion at gøre. For ligesom alle os andre er muslimer påvirket af deres egne valg, som først og fremmest påvirkes af de værdier og normer, man formes af i især ens tidlige år.
 
Her vil nogle måske påstå, at indvandrede voldelige og anti-demokratiske muslimer jo er vokset op omgivet af europæisk kultur.
 
Som psykolog giver jeg dem ret, men kun geografisk set, for min erfaring er, at langt de fleste af disse kriminelle fødes, lever og dør i lukkede islamiske parallelsamfund uden nogen betydningsfuld indflydelse fra omgivelserne.

Muslimsk kultur gør voldelig
Som man kan læse i min bog Blandt kriminelle muslimer, har jeg som psykolog for flere end hundrede muslimer observeret især fire psykologiske faktorer, som fremmer kriminel adfærd.
Den første er vrede, der er den primære følelsesmæssige drivkraft bag især meget straffelovskriminalitet, og som jo i vores samfund betragtes som en svaghed.
"Kun små hunde gør, store hunde behøver ikke - de ved, de er store" passer godt på vores syn på aggressiv adfærd.
 
Det er et tegn på manglende personlig modenhed til at styre barnlige og egoistiske tendenser og et synligt vredesudbrud i sociale sammenhænge er vel den hurtigste måde at tabe ansigt på i vores kultur.
Omvendt er det i den muslimske kultur, hvor vrede og trusler i højere grad anerkendes socialt og ses som et tegn på styrke.
Vi hører jævnligt om "hellig vrede" - et selvmodsigende udtryk i vores øjne, og kigger med vantro, hovedrysten og måske et opgivende smil, når vi på tv ser sure muslimske mænd demonstrere deres psykologiske underskud ved at skyde op i luften, mens de skriger som små børn.

Dårlig selvtillid
Den anden kriminalitetsfremmende faktor omhandler det, vi kalder for dårlig selvtillid og i muslimske kredse for ære.
Mens vi ser det som et udtryk for ære, når folk kan håndtere kritik med et "tak for hjælpen" eller et "ellers tak, men jeg tror stadigvæk, jeg har ret" uden at blive sure, ser muslimer det som ærefuldt at reagere aggressivt.
 
Den muslimske æreskultur skaber dermed skrøbelige mennesker, sårbare overfor andres meninger og kritik.
Sammen med den sociale anerkendelse og dyrkning af vreden er denne skrøbelighed en cocktail, der ofte fører til vold og det, der er værre.
Ikke overraskende har de arabiske lande verdensrekorden i gelotofobi, angsten for at blive grinet af. Arabere er således hele 19 gange mere gelotofobe end verdens mindst gelotofobe folk, os danskere.

Offermentalitet
Den tredje faktor omhandler såkaldt locus of control, altså oplevelsen af, hvorfra man oplever sit liv styret. Her i Vesten har vi hovedsageligt indre locus of control - vi føler, at vi selv styrer vores liv.
Ikke mindst siden det lykkedes Sigmund Freud for mere end hundrede år siden at vise, hvordan vi mennesker, ofte ubevidst, er skyld i vores egne ulykker og humørsvingninger, har vi vidst, at den mægtigste herre over vores liv er os selv.
 
Det kan i overdrevne tilfælde føre til malplaceret selvskyld, men som udgangspunkt er det klogt at indse, at vores egne måder at tackler med- og modgang på er afgørende for, hvad vi får ud af de betingelser, vi fødes med og senere selv vælger og forårsager.
 
I den muslimske verden er ydre locus of control dominerende. Her sker alt in'shallah (om Allah vil), og næsten alle områder af livet reguleres af ydre autoriteter, kulturelle traditioner og religiøse love.
Som psykolog oplevede jeg derfor, at muslimsk opdragelse kun i meget ringe grad opøver personligt ansvar, og meget bliver derfor "de andres skyld", hvilket er årsagen til muslimers verdensberømte pinlige offermentalitet.
 
Denne offermentalitet fører til et verdenssyn, hvor man som det undertrykte og forfulgte ofre har ret til at bruge alle midler mod de uretfærdige undertrykkere, først og fremmest grænsesættende ikke-islamiske autoriteter.

 

Identitet

Den fjerde psykologiske faktor omhandler identitet, og ligesom på de tre øvrige områder er vestlig og muslimsk kultur modsatte, hvor den vestlige fører til fredelig adfærd og den muslimske til aggressiv og kriminel.

I Vesten er åbenhed og tolerance overfor folk, der er anderledes, et altgennemtrængende dogme.
Det Gode Menneske er i vores kultur derfor generelt defineret som åbent og tolerant. Dette er rodfæstet i en lang række af vores menneskerettigheder og love, og politikere og medier afsætter gerne tid og kræfter til at fremme positive særrettigheder til minoriteter.
Islam og muslimsk kultur opdrager derimod til intolerance og lukkethed overfor ikke-muslimer samt til et meget stærkt indre sammenhold.
Det ses både ved muslimers tendens til at bo for sig selv, muslimske butikkers åbenlyst diskriminerende ansættelsespolitik og ved, at kriminelle muslimer næsten udelukkende - med mindre det handler om rivaliserende bander eller kvinder - angriber ikke-muslimer.
Denne intolerance skyldes især, at store dele af Koranen i meget grove vendinger beordrer muslimer til at tage afstand fra ikke-muslimer, og beskriver os ikke-muslimer som så dårlige mennesker, at vi fortjener undertrykkelse, vold, drab og helvedes kvaler.
Ikke underligt, at en tysk undersøgelse blandt tyrkere viser, at 46 procent af dem foretrækker et muslimsk flertal i Tyskland.
 
Den stærke os/dem-mentalitet - og ønske om sharia - viser sig også ved, at kriminelle muslimer angriber sekulære autoriteter såsom politi, brandvæsen og hjemmehjælpere, mens islamiske autoriteter i form af imamer, hjemmelavede sharia-domstole og patruljerende muslimske fædregrupper respekteres.

Traditionel muslimsk opdragelse skaber vrede, usikre, uansvarlige og intolerante mennesker, altsammen psykologiske træk, der typisk kendetegner kriminelle - muslimer eller ej.

Bandementalitet
Det, som kendetegner en velfungerende bande, er netop ting, man finder i islam. Frafald er en dødssynd og en stærk os/dem-mentalitet med forbud mod venskab med anderledes troende sikrer et stærkt sammenhold indadtil.
 
Den sociale kontrol sikrer grænseløs loyalitet over for gruppens værdier og uselvisk selvopofring - f.eks. villigheden til at gøre ting, der fører til fængselsstraf - for det man står for, er hurtigste vej til høj status.
Samme kodeks gælder i ikke-muslimske bander, men en del af forklaringen på, at de muslimske bander er underverdenens vindere, er uden tvivl det sociale og psykologiske trumfkort, deres religiøse og kulturelle baggrund er.
 
Det eneste, jeg som fængselspsykolog har hørt, muslimer virkelig frygter, når det kommer til straf, er udvisning.
 
Endelig ved muslimer, at de kan stole på hinanden. Den stærke og ekskluderende identitet blandt muslimer resulterer i sociale koder, som indbefatter denne unikke form for intern tillid.
Man ser f.eks., hvordan stridende muslimske grupperinger pludselig forener sig og angriber samlet, når ikke-muslimerforsøger at stoppe gemytterne. Denne form for tillid er afgørende for en velfungerende bande. Som et muslimsk bandemedlem udtaler:
"Religion er vigtig for os som en måde at definere, hvem vi kan stole på og arbejde sammen med."

Islam er således et perfekt værdigrundlag for kriminelle bander, og kender man islams historie er det ikke overraskende, for deres profet var reelt bandeleder for en gruppe barbarer, med hvem han plyndrede, voldtog og myrdede i flere end 70 angreb på uskyldige omkringliggende byer.

Krigspsykologi
De islamiske skrifters beskrivelser af ikke-muslimer som mindreværdige mennesker har flere ligheder med traditionel krigspropaganda, hvor fjenden fremstilles som umenneskelig for at fjerne egne soldaters empati, øge vreden og dermed lette det unaturlige, at skade et andet medmenneske.
Koranens indflydelse på især unge muslimske mænd er desværre tydelig. En tysk undersøgelse blandt hele 45.000 teenagere viser således, at jo mere religiøse muslimske unge mænd er, jo mere voldelige er de.
Islamismeforskeren Tina Magaard konkluderer efter års forskning i verdens ti største religioner, at "teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende. Der findes også direkte opfordringer til terror ... Der er hundredvis af henvisninger til krig og kamp, kæmpe, kæmper og krig. De er med få undtagelser alle rettet mod andre. Magaard henviser bl.a til "Bekæmp dem, som ikke tror på Gud og den yderste dag, og som ikke forbyder, hvad Gud og Hans udsending forbyder; og blandt dem, der har fået Skriften, skal I bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!" (9:29).

Et andet eksempel, også fra Ellen Wulffs i øvrigt meget politisk korrekte oversættelse af koranen: "Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro." (2:191).
Islam prædiker altså kriminalitet mod ikke-muslimer, og vil man forstå bøllerne i Vollsmose - og det er vi nødt til, hvis vi skal hjælpe dem - kan vi ikke se bort fra, at de er vokset op med den som en rød tråd i familiens kultur sammen med de øvrige kulturpsykologiske faktorer nævnt her.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg