Sidste år fandt vores generalforsamling sted i skyggen af terrorangrebene i København og Paris.
I mellemtiden er terrorangrebet i Paris blevet overhalet af et nyt og meget voldsommere terrorangreb.
Resultat er, at Frankrig har befundet sig i undtagelsestilstand i mange måneder. Det betyder, at borgernes ellers grundlovssikrede rettigheder sættes midlertidigt sat ud af kraft, forsamlingsfriheden kan suspenderes, moskéer lukkes fra den ene dag til anden og bliver det også. Så alvorlig og ekstraordinær er situationen i Frankrig og ifølge den franske premierminister Manuel Valls kan undtagelsestilstanden meget vel komme til at vare op til 30 år (!).
Hvem ved, hvornår Danmark kommer til at opleve noget lignende? Hvem ved, hvad der er sket, når vi mødes her om et år?
Der er brug for mere end snak
Herhjemme ved vi nu, at alle aviser og medier underkaster sig islams billedforbud. Frygten er blevet avisredaktør; det blev klart ved 10års jubilæet for Muhammedtegningerne i september.
Vi ved også, at man bliver dømt for at sammenligne islam med nazisme.
Spørgsmålet er altså ikke længere, hvordan vi forsvarer ytringsfriheden, men hvordan vi genvinder den del af den, vi har tabt.
Spørgsmålet er, hvordan vi redder den fra at blive kørt over i en fremtidig krisesituation, hvor ytringsfriheden vil blive betragtet som en luksus, man ikke synes man har råd til.
Med andre ord: Skal ytringsfriheden reddes, skal der nu mere end snak til.
Der skal mere end ord til at forsvare det frie ord.
Derfor slår vi i Trykkefrihedsselskabet for tiden til lyd for ytringsfrihedsrealisme. Der er brug for, at ytringsfriheden forsvares, der hvor den er truet. Og at forsvaret tager udgangspunkt i en nøgtern analyse af den aktuelle trussel.
De færreste er længere i tvivl: Den mest akutte trussel mod det frie ord udgår fra islam og fra de hastigt voksende muslimske parallelsamfund.
De fleste ved nu, at mange moskéer som f.eks. Grimhøj Moskéen er udklækningskaserner for både terrorister og hellige krigere.
Havde det ikke været for dem, ville en lang række danskere ikke være mandsopdækket af PET – et tal vi roligt kan regne med vokser.
De seneste - absolut ikke-overraskende - afsløringer af moskéerne har åbnet manges øjne for det, Trykkefrihedsselskabet har hævdet i 10 år.
Noget må gøres, mener de fleste nu. Det er godt. Men så snart forslagene lægges frem, skydes de ned i ytringsfrihedens navn af visse ytringsfrihedsforkæmpere, der hævder, at man forråder ytringsfriheden, hvis man aktivt ønsker at sætte en bremse for ødelæggelsen af vores frihed og vores land.
Det f.eks. er et overgreb på ytringsfriheden, hvis vi ønsker at holde opflammende kalifatforkyndere ude af landet, hævder han.
Og det er et overgreb på ytringsfriheden, hvis vi ikke kaster statsborgerskaber i grams til udlændinge, der ønsker vores Grundlov og frihedsrettigheder ad helvede til.
Trykkefrihedsselskabet skal sige klart og tydeligt ned til denne defaitisme og denne virkeligsfjerne brug af ytringsfriheden.
For begge påstande er ganske enkelt noget vrøvl, også rent begrebsligt. At nægte ikke-statsborgere indrejse er ikke et overgreb på ytringsfriheden.
Vi har suveræniteten over vores eget territorium og ønsker vi at beskytte det mod frihedsomstyrtende demagoger, er vi i vores gode ret til at gøre det. Det forhindrer ikke kalifat-forkynderen i at ytre sig herfra og til dommedag – et andet sted.
På samme måde med statsborgerskabet. Folketinget har ikke alene ret, men efter min mening også pligt til at sørge for at ingen kalifat-tilhængere får indfødsret.
Folketinget har i det hele taget pligt til aktivt at beskytte det frie ord. Til at bygge et plankeværk omkring ytringsfriheden, hvor det kan trives og vokse i fred – hvor vi kan ytre os uden frygt.
Til en begyndelse foreslår vi i Trykkefrihedsselskabet tre tiltag:
Begræns adgangen til indfødsretten: Intet statsborgerskab til kalifat-tilhængere
Forbyd indrejse for imamer, der forkynder at frihedsrettighederne skal gå ad helvede til og ønsker en omkalfatring af den demokratiske orden og afskaffelse af frihedsrettighederne.
Først og sidst: Få styr på grænsen og stop masseindvandringen.
For åbne grænser æder ytringsfriheden op.
Det faktum må vi prøve at få vores politikere til at forstå – og vi må prøve at få dem til at handle derefter. Det haster.
