"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Vort mismods vinter

1. oktober 2021 - Artikel - af Jannich Kofoed

“Et atomkraftværk! Et atomkraftværk! Min vindmøllepark for et atomkraftværk!” Nu kommer regningen for den fanatiske klima- og dommedagsreligion, som vi er blevet hjernevasket med i over en generation.  Hvornår slår det igennem i medierne?

Er der nogen, som kunne tænke sig at købe en let brugt elektrisk Porsche? For så har en af mine svogre  sådan én til salg. Fra ny koster den vistnok i omegnen af 1,3 millioner, uden ekstra udstyr, men prisen kan forhandles drastisk ned, for han er helt elektrisk for at slippe af med den. Den har ellers bragt ham vidt omkring til fjerntliggende bysamfund og egne, han aldrig havde troet, han skulle se.

Men det er netop problemet: Ligesom rumskibscomputeren HAL i Stanley Kubrick’s ”Rumrejsen år 2001” tog kontrollen fra astronauterne, så har det elektriske tre tons tunge monsters uslukkelige tørst efter strøm tvunget min svoger til paniske svinkeærinder og omveje for at nå frem til en elstander med den nødvendige kapacitet. Lykkeligt fremme venter så en rum tid med opladning på hovedgaden i Nørre Fjernby, som kan bruges til hektiske telefonopkald til forretningsforbindelser, afspændingsøvelser - eller til at drømme om en moderne benzinbil, der kører 30 kilometer på literen, mens prisen på strøm er steget, fra du satte stikket i, til du måtte hive det ud igen i utide, fordi andre bilister i køen begyndte at dytte ad dig.  

En privatøkonomisk fidus

Alle småsparere bør allerede nu sætte deres penge i firmaer, der producerer kabeltromler, forlængerledninger og benzingeneratorer. Selv overvejer jeg at købe en 10.000 W-benzingenerator i Harald Nyborg. Den skal stå og hoste og nede på Kapelvej fra årle morgen, hvor jeg vil afkræve Nørrebros klima-flagellanter en blodig pris for at stemme rødt og grønt, når de om morgenen skal have ladet deres patetiske plug-in-hybridbiler op til 40 kilometers snøvlende kørsel. Hvis altså de til den tid overhovedet kan komme ud af København; for snart skal fortove og kørebaner hugges op (igen), når der skal nedlægges tusindvis af kilometer kabler til el-opladere, som kraftværkerne nu forudser, at de slet ikke kan fodre med strøm.

Men dernæst melder det spørgsmål sig, om de ulykkelige ejere overhovedet har råd til at lade bilen op?

For nu kommer regningen. Selv ikke Danmarks Radio kan slippe for - mellem sine sædvanlige tophistorier om spisevægring, overspisning, snustobak, stress, mobning og selvskader - at udklemme den kendsgerning, at borgerne i det meste af Europa allerede nu står med en gloende varm regning i hånden og dertil, om kort tid med iskolde fødder. Ganske vist kan vejreksperterne ikke levere en pålidelig vejrudsigt for fem dage, mens de skråsikkert spår om vejret femhundrede år fra nu; men de har desværre nok ret, når de med belæg i statistikken hævder, at denne vinter bliver lang, og mørk og hård.  

Journalisternes søforklaringer

I medierne får vi serveret en hel masse hændelige uheld, som tilsammen har ført til energiprisernes lodrette himmelflugt: vinteren i 2020 var meget kold (Aha?). Dette års sommer var meget varm, (Javel!) og derfor var der ikke nok vand i de norske elve. (Nåda!) Der var også varmt i Asien, hvor de skruede op for klimaanlæggene. (Fråds!) Endelig var der overraskende mindre blæst til vindmøllerne i Nordsøen (Pokkers!). Og drejer de endelig rundt, har vi ikke teknologi til at oplagre strømmen (Hvad?) Asiaterne har desværre købt den flydende naturgas fra Qatar for næsen af os. (Ærgerligt!) Og nu er vi i lommen på Putin, som strammer hanen med naturgas (Øv, hvor lusket!).

Men det bliver alt sammen forklaret i Danmarks Radio som børnesygdomme og vokseværk: Giv tid, giv tid. Hvad vi ikke får fortalt, er, at var det ikke for EU’s blodige kvote-beskatning af kul, olie og naturgas samt nedlæggelsen af sunde kernekraftværker, så ville vi europæere have kunnet møde de energikrav, som forudsigeligt ville opstå efter Corona-krisen, og som netop skulle have hjulpet os på fode igen.

I stedet nedlægger man gasfelter i Holland, land efter land siger nej til at udforske nye olie- og gasfelter, og de kernekraftværker i Tyskland, som skulle have bakket Danmark op i mangelsituationer, eksisterer snart ikke, hvorfor vi nu lader vores elbiler op med brunkul.

Hvad med kernekraft?

Om det overhovedet er livsnødvendigt at forcere vind- og solenergi, og dermed påføre vores befolkninger store afsavn, tvivler jeg på, men jeg ved det heller ikke, og frygt for klodens fremtid er ikke det første, der slår mig, når jeg står op om morgenen. Men jeg kunne godt ønske mig, at de statsbetalte medier belyser problemet og samtidig gør sagligt rede for, hvad der i grunden er så forfærdeligt ved f.eks. kernekraft? Men glem det: Ingen fra Ren Energioplysning bliver nogen sinde inviteret i studiet.

For mig er det ellers indiskutabelt, at kernekraft er den absolut reneste og mest pålidelige energiform, vi har. Tre Mile Øen blev berygtet, men det var fordi Hollywood lavede en konspirations- og skrækfilm om ulykken – og husk, der skete aldrig en nedsmeltning. Så var der Tjernobyl; ja, hvem vil ikke betakke sig for at bo i nærheden af et atomkraftværk bygget af korrupte og løgnagtige kommunister og vrangvillige og vodka-stangstive bygningsarbejdere? Okay, Fukujima, måske? Ja, det er nok dumt at bygge kernereaktorer ovenpå et jordskælvsområde, så ved vi det, men der omkom ikke én eneste japaner, og vi mangler stadig at se de første kræftdødsfald som følge af ulykken.

Alligevel er det som om, at det spørgsmål er afgjort én gang for alle: Atomkraft er Beelzebubs værk.

Lomborg yt – Greta ind

Derfor tager en producer eller en journalist aldrig kontakt til en fortaler for kernekraft, højest for at mistænkeliggøre ham eller hende og placere dem i samme kategori som Holocaust-benægtere. Selv Bjørn Lomborg er en paria i Danmarks Radio og TV 2. Bjørn Lomborg er ellers ”soft”, han mener for det første, at mængden af Co2 er et problem, for det andet, at en del af problemet er menneskeskabt. Men da han anbefaler andre metoder at tackle problemerne på end brandbeskatning, askese, afvaskning af tomme dåser i varmt vand og affaldssortering i 10 beholdere, er også Lomborg dømt uden for det gode selskab.

Derimod er der plads til fanatikere, som den lille galning og tungetaler Greta Thunberg. Så når en forsamling af opmærksomhedssøgende teenagere falder for det seneste modelune inden for Weltschmerz, nemlig simuleret eller oprigtig frygt for alt levendes undergang om en snes år, så bliver de forkælede pivehoveder gudhjælpemig taget alvorligt og får masser af sendetid!

I skrivende stund ser jeg, at ”Debatten” på DR2 denne aften har overskriften ”Generationssvigt”, og jeg citerer fra introduktionen:

”De tidligere generationer har svigtet. De har overset klimaet og tilladt sig selv et luksusliv, som den næste generation skal betale regningen for. Sådan lyder det fra en række unge kritikere.”

Jeg kan se og høre det for mig; jeg tror, jeg springer over. Jeg vil i stedet gå på Youtube og se et interview med Greenpeace’s tidligere præsident og stifter, Patrick Moore; han kender sine lus på gangen.