"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Vi går mod mørkere tider

7. juni 2019 - AktueltArtikel - af Aia Fog

Deres nye antiracistiske handlingsplan opererer med en ny og ekstremt vid fortolkning af racisme, der sætter ”oplevelsen” og ikke objektive fakta i centrum for, hvornår man kan anklage for andre racisme. Dette ud fra den betragtning, at ytringsfriheden ikke længere skal kunne overtrumfe den enkelte borgers oplevelse af at være udsat for racisme.

Bilerne ud af byerne og haver på hustagene, LGBT-hype og dick-pics (billedcollager af partiansattes penisser), dans i neon-grønne tylsskørter og fælles-ekstase til Love is in the Air: Alternativet har været et, på overfladen, harmløst peace-love-and-happiness-møder-klimapopulisme-parti udsat for tidligere kaospiloter, frafaldne (kultur)radikale og millenium-segment galore.

Men man skal ikke skure hunden mod hårene, som en gammel ven altid sagde, eller given hest i munden, for Alternativet udgør i al sin individualiserende socialkonstruktivisme og ultra-globalisme en vigtig markør for de opløsningstendenser vi også ser andre steder i vores samfund: plejehjems-sager, alarmerende forhold på hospitaler og sygehuse og senest vuggestue-skandalen som TV2 afdækkede i en dokumentar i sidste uge.  

Alternativet skriver sig ind i denne opløsningsproces med deres politik og deres ageren. For der hviler en egen iscenesat total-dekadent stemning over partiet, der giver mindelser om fin de siècle og Berlin i mellemkrigsårene: Alt er i spil, sæderne i forfald og kønnene i opløsning. Alternativet står som eksponent for den narcissisme, der sætter individets uhæmmede ret til selvudfoldelse over fællesskabet, politisk korrekthed over realiteterne og nydelse over samfundspligten.

At de for øjeblikket spiralerer mod spærregrænsen pga. dårlig ledelse og sex-chikanesager er måske heldigt målt med parlamentariske alen, men det fjerner ikke den strømning, den dekadente, men uerkendte drift mod ”Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død”, som partiet repræsenterer, og som fik godt 10% af københavnerne til at stemme på dem ved seneste kommunalvalg.

Derfor er der også al mulig grund til at interessere sig for partiets seneste søsætning, en såkaldt ”antiracistisk handleplan”, der illustrerer det normskred væk fra fællesskabet og hen mod en individualistisk oplevelseskultur, som Alternativet repræsenterer.

Deres nye antiracistiske handlingsplan opererer med en ny og ekstremt vid fortolkning af racisme, der sætter ”oplevelsen” og ikke objektive fakta i centrum for, hvornår man kan anklage for andre racisme. Dette ud fra den betragtning, at ytringsfriheden ikke længere skal kunne overtrumfe den enkelte borgers oplevelse af at være udsat for racisme.

Men ikke nok med det. Alternativet har sendt sin spidskandidat i Københavns Omegn, Sikandar Siddique, i byen med en lancering af partiets nye handleplan, der også omfatter forslag om, at man skal kunne springe politi og anklagemyndighed over i racismesager og gå direkte til en dommer. Siddique, der har (haft?) et meget kærligt forhold til Hizb ut Tharir, kan på denne måde tjene begge sine herrer ved at lade Hizb ut Tharirs erklærede modstand mod demokratiske frihedsrettigheder gå hånd i hånd med Alternativets enøjede narcissisme.

Således udtaler Alternativets Lys i Omegnen, Sikandar Siddique, til Ekstra Bladet:  ”Anklagemyndigheden er for tilbageholdende med at rejse straffesager om racisme. Man tillægger ytringsfriheden for stor vægt.”

Vi går mod mørkere tider.