Mens vestlige statsledere og presse jubler over, at deres nordafrikanske krig har skabt frihed og demokrati i Libyen, meddeler lederen af landets midlertidige styre, Mustafa Abdul-Jalil, at der altså ikke bliver tale om demokrati i vestlig forstand – og heller ikke frihed, sådan som vi forstår det.
Faktisk snarere det modsatte, idet grundlaget for det nye Libyen bliver shariaen. Eksisterende love, der afviger fra islamisk rettroenhed, vil blive kendt ugyldige.
Som sin første regeringshandling efter at have erklæret Libyen frit har Abdul-Jalil ophævet Gaddafi-styrets forbud mod at have mere end en hustru, ligesom han har skyndt sig at bekendtgøre en nyordning af landets bankvæsen, der nu skal bringes i overensstemmelse med principperne i "Islamic banking".
Denne udvikling synes at være kommet helt bag på de vestlige politikere – bl.a. de danske – der åbenbart ikke har set nyheder de seneste otte måneder.
Havde de tændt for fjernsynet, ville de ellers have bemærket, at de skæggede oprørere ikke er gået til kamp under slagord som demokrati, frihed og menneskerettigheder, men derimod har råbt Allahu akbar, hver gang, de har affyret et skydevåben.
På tv har man også kunnet se, hvordan de formodede frihedskæmpere har benyttet enhver pause i kamphandlingerne til at stikke numsen i vejret som bevis på deres hengivenhed for et gudsstyre.
Islamistisk højborg
Under en aktion i Irak i oktober 2007 erobrede de vestlige koalitionsstyrker nogle dokumenter, der kastede lys over den libyske deltagelse i krigen mod det nye irakiske styre.
Dokumenterne blev analyseret i en rapport fra anti-terrorisme centret ved det amerikanske militærakademi i West Point, og denne rapport har været velkendt i den amerikanske regering.
Det mest slående ved West Point-analysen er påpegningen af, at de libyske byer Darnah og Benghazi, hvorfra det vellykkede oprør mod Muammar Gaddafi havde sit udspring, længe har været hovedbastion for islamiske voldsgrupper.
Faktisk rummer korridoren fra Benghazi via Darnah til Tobruk en af de største koncentrationer af islamiske terrorister noget sted i verden.
I forhold til indbyggertallet er det også herfra, at de fleste selvmordsbombere i Irak er rekrutteret.
Nu sidder de hellige krigere på magten – godt hjulpet af NATO.
Beundringsværdigt klarsyn
Man kan ikke andet end beundre de islamiske strategers overlegne klarsyn. Det er lykkedes dem at formå Vesten til at føre deres krig og nedkæmpe deres modstandere, og det er jo ikke første gang.
Libyen er faktisk det femte land, hvor de vestlige magter under påberåbelse af at ville fremme frihed og demokrati og beskytte civilbefolkningen har indsat militær og spenderet enorme summer – og dermed sikret, at brutale sekulære regimer er blevet afløst af ligeså brutale teokratiske.
Tidligere er denne tragiske komedie blevet opført i Bosnien, Kosovo, Irak og Afghanistan.
Det har naturligvis ikke været de velmenende vestlige lederes hensigt at bane vej for shariaen eller nye gangsterregimer, som ikke var en tøddel bedre for menneskerettighederne, friheden og demokratiet end de gamle.
Men det er ikke desto mindre blevet resultatet af de vestlige krigseventyr i Islams Hus.
Europæisk tiggergang
Som for længst meddelt, skal de flere hundrede millioner kr., Danmark har brugt på at bane vej for flerkoneri og islamisk banking i Libyen, tages af det almindelige forsvarsbudget – med det resultat, at der nødvendigvis må skæres ned på forsvarets øvrige aktiviteter.
Der er ellers nok at bruge penge til, f.eks. forsvaret mod muslimske sørøvere ud for Afrikas kyst.
Som om det ikke var nok, står Europa nu med hatten i hånden for at bede om penge fra menneskeretskrænkerne i Kina og shariaregimerne i den arabiske verden. Under EU's eminente lederskab er det lykkedes at gøre euro-zonen til et økonomisk fallitbo med det foreløbige resultat, at Grækenland er gået bankerot.
Grækenlands gæld til europæiske banker må formentlig nedskrives med 60 pct., hvilket medfører, at euro-zonens skatteydere må ryste op med tusinder af milliarder til refinansiering af først og fremmest de franske banker, som ellers ville gå fallit.
Men her stopper det ikke. Man behøver ikke have gået på Copenhagen Business School for at kunne forudsige, at en græsk statsbankerot vil føre til spekulation mod statsobligationerne i andre europæiske lande, der også har brugt euro-paraplyen til at gældsætte sig til op over skorstenen.
Foreløbig snakkes der om Italien, Spanien, Portugal, Irland og Belgien, som altså i givet fald skal reddes af Tysklands skatteydere.
Fra USA og Den Internationale Valutafond er der næppe mere hjælp at hente, så det er ikke underligt, at EU er begyndt at bede om økonomisk forstærkning i Kina, Saudi-Arabien og de arabiske Gulf-stater. Det kan blive muntert.
Samtidig med, at vi bebrejder disse lande, at de ikke overholder menneskerettighederne, tigger vi penge af dem for at kunne opretholde offentlige velfærdsordninger, som vi ikke længere har råd til.
Tid til "respekt"
Deres uduelighed og enfoldighed til trods må det være gået op for selv EU-bureaukraterne og de europæiske politikere, at hjælp fra diktaturstater ikke kommer uden modydelser.
Hvis saudierne og deres velbeslåede venner i Islams Hus skal sætte penge i den europæiske underskudsforretning, vil de utvivlsomt kræve mere "respekt" for islam foruden en betydeligt bedre "tone".
Så vi kan nok se frem til en bølge af statsfinansieret byggeri af stormoskeer, yderlige muslimsk massetilvandring og accept af sharialovgivning i Europas muslimske parallelsamfund.
Og så naturligvis et forstærket pres på ytringsfriheden. EU og de europæiske regeringer kan jo ikke risikere, at åbenmundet islamkritik får araberne til at kræve deres penge tilbage.
