Velkommen tilbage til klassekampen

Som adskillige kommentatorer har bemærket, har den nye RAF-regering set sig nødsaget til i det store hele at kopiere og videreføre Lars Løkkes økonomiske politik.

I en tid, hvor de europæiske regeringschefer farer sammen, hver gang telefonen ringer – af frygt for, at det er Standard & Poor's, der vil fortælle, at landets kreditvurdering desværre har måttet sænkes en kende – er der ikke råd til samfundsøkonomiske eksperimenter.

Det er alt for risikabelt at lægge nye byrder på erhvervslivet eller at øge skatterne væsentligt til skade for borgernes købekraft.

Nå ja, der tales uendeligt om at kickstarte økonomien ved at pumpe 10 milliarder ud i nye offentlige investeringer. Det lyder ikke imponerende på et tidspunkt, hvor de offentlige udgifter allerede har passeret 1000 milliarder.

Økonomisk sprængstof

Så meget desto større grund er der til at undre sig over, at der i regeringsgrundlaget er indbygget et økonomisk konfliktpotentiale, som truer med at underminere den velfærdsstat, de røde regeringspartier har slået sig op på at ville bevare og udbygge.

De har under valgkampen strøet om sig med løfter om tilbagerulning af den borgerlige regerings nedskæringer, social "genopretning" og fantastiske forbedringer af den offentlige sektor, som der naturligvis ikke blev råd til at indfri.

Til gengæld viser regeringsprogrammet, at skal være råd til en økonomisk omfordeling fra den oprindelige danske befolkning – både dem, der er i arbejde, og dem, der lever af offentlige overførsler – til gavn for uintegrerede indvandrere og efterkommere.

Mange af disse nye statsklienter er endnu ikke kommet til landet, men det agter den nye regering at sørge for, at de gør.

Nu må vi se, hvor meget af planen om ny indvandring, der bliver penge til realisere. Meget vil jo også afhænge af, hvor generøst den nye regering vil administrere udlændingebestemmelserne. Men gå vi ud fra regeringsprogrammet, ser det voldsomt ud.

"De udsatte"

Udgangspunktet er, at de uintegrerede, der insisterer på at beholde deres hjemlands kultur, vaner og retsopfattelse, er "udsatte", og de bor i "udsatte" boligområder, som vi plejer at kalde ghettoer.

De er med andre ord stakler, som uden egen skyld, og uden at de selv kan rette op på deres bedrøvelige situation, er henvist til gammeldanskernes godgørenhed.

Enhver tanke om, at de lige som alle os andre må tage sig sammen, gøre deres pligt og først dernæst kræve deres ret – som var det gamle socialdemokratiske slogan – er kemisk udrenset i regeringsgrundlaget.

Indvandrernes og efterkommernes lykke ligger helt i de danske skatteyderes hænder – og nu skal de til lommerne. For vi skal nok ikke regne med økonomiske håndsrækninger til "den nødvendige integrationsindsats" fra Den Europæiske Centralbank eller Den Internationale Valutafond, efter at Grækenland har været der.

Ifølge aldeles utilstrækkelige beregninger, som Dansk Folkeparti tvang den tidligere regering til at fremlægge, koster den hidtidige indvandring netto ca. 20 milliarder om året – penge, som skatteyderne måske hellere ville have brugt på noget andet.

Indvandrerbyrden

Men nu skal der bruges mere, og det tidligere VOK-flertals forsigtige forsøg på at lette på indvandrerbyrden skal rulles tilbage. Starthjælpen og kontanthjælpsloftet skal fjernes, så det kan blive mere lukrativt at leve et liv som shariatilhænger i selvvalgt isolation fra det danske samfund.

Desuden vil Vestager-Thorning kabinettet sørge for, at der kommer flere "udsatte" til landet.

For at citere regeringsprogrammet:

"Regeringen vil fjerne pointsystemet og tilbageføre 24-årsreglen og tilknytningskravet til den definition, der var gældende, før pointsystemet blev indført i 2011. Regeringen vil også ændre 28 års reglen, der dispenserer fra tilknytningskravet, til en 26 års regel."

"Indvandringsprøven skal afskaffes. De nye gebyrer for ansøgning om opholdstilladelse fjernes, ligesom den forhøjede garantistillelse på 100.000 kr. sænkes til 50.000 kr. Den herboende ægtefælle kan stille garantien."

Og det er det mindste af det:

"Reglerne om familiesammenføring for børn skal revideres, da der er mange og forskelligartede eksempler på, at børn kommer i klemme pga. disse regler."

Hvad der ligger i disse kryptiske bemærkninger er usikkert, men mon ikke menneskesmuglerne vil opfatte det som en invitation til at sende uledsagede børn til Danmark, hvor de så har krav på at blive sammenført med deres klan hjemme i Somalia, Afghanistan, Pakistan osv.?

"For at skabe bedre retssikkerhed skal der oprettes et uafhængigt klagenævn for familiesammenføring, som behandler klager over afgørelser vedrørende familiesammenføring."

Så ved vi, hvad klokken er slået. Underligt nok foreslår regeringen ikke, at der skal oprettes "uafhængige klagenævn" for danskere, der fører sig uretfærdigt dømt, brandbeskattet, ofre for kriminalitet begået af "udsatte" o.lign.

"Efter norsk forbillede skal der indføres en ret til fortsat opholdstilladelse for familiesammenførte personer, der er udsat for vold i hjemmet."

En smuk tanke, der garanterer fast ophold med alt betalt for tusinder: Far giver mor et par på kassen – eller mor påstår at have været udsat for vold – og mor får fast ophold pga. vold i hjemmet. Det samme gør far, fordi det vil stride mod konventionerne, hvis børnene skulle undvære ham.

En ny vækstbranche

Og så kommer det virkelige slagnummer:

Afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og asylansøgere, der får deres sag behandlet, skal kunne bo og arbejde uden for asylcentrene efter et halvt år.

Her bliver en vækstbranche for mindst to grupper af erhvervsdrivende: 1) Der er givetvis allerede tilgået de professionelle menneskesmuglere besked om, at den nye regering er til at have med at gøre, og at klaner, der ønsker at investere i et dansk brohoved, nu får meget bedre muligheder for at få gang i en ny kædeindvandring. 2)

Samtidig åbner der sig en frugtbar arbejdsmark for indvandreradvokater, hvis opgave det bliver at forhale asylansøgernes hjemsendelse ud over seksmånedersgrænsen, hvorefter de skal ud i samfundet og således i praksis opnå sikkerhed for aldrig at blive repatrieret.

Læg hertil, at regeringen har bekendtgjort, at den vil lette mulighederne for familiesammenføring – f.eks. med fætteren eller kusinen hjemme i oprindelseslandet. Sådanne forhold har vi tidligere kendt. Nu er der grund til at frygte, at de kommer igen.

Omfordeling

Baserer vi os på de hidtidige erfaringer med massiv indvandring fra Islams Hus, er der grund til at forvente, at også den nye bølge, der nu må imødeses, medfører betydelige udgifter. De må nødvendigvis bæres af den del af befolkningen, der yder et nettobidrag til samfundshusholdningen.

Der er ingen andre steder at tage dem fra, og den nye regering har jo for længst bekendtgjort, at den vil bygge sin økonomiske politik på det såkaldte forsigtighedsprincip. Det medfører – hvis det da bliver efterlevet – at en ny udgift ikke vil blive afholdt, før der er skaffet økonomisk råderum til den.

Så hvis vores nye regering faktisk agter at bruge ressourcer på sin nye indvandringspolitik, er der kun tre steder, de kan komme fra – hvis man altså ser bort fra en gældsætning af landet:

Regeringen kan håbe på en økonomisk vækst, der skaber plads til indvandring, men ingen prognoser stiller en sådan vækst i udsigt. Den kan, som den anden mulighed, hæve skattetrykket, men det har den netop bekendtgjort, at den ikke vil i noget større omfang.

Det levner en tredje mulighed: Pengene til indvandringen og den dertil knyttede "integrationsindsats" og belastning af alle offentlige systemer må tages fra nedskæringer i andre offentlige udgifter – altså fra en økonomisk omfordeling fra gammeldanskere til indvandrere og deres efterkommere.

Som det ofte er blevet bemærket, er det topmål af dumhed gang på gang at foretage det samme – mislykkede – eksperiment og forvente et andet udfald, end det man har fået hver gang, man har prøvet.

Fyrre års erfaringer

Hvad ved vi om de økonomiske konsekvenser af fyrre års hovedsageligt muslimsk indvandring?

Vi ved, at hver indvandrer fra mindre udviklede lande ifølge en CEPOS-beregning i gennemsnit koster netto 29.600 årligt – eller 2 millioner over et livsforløb – og at tallet næsten er det samme for andengenerationsindvandrere – altså folk, der er født og opvokset i Danmark.

Vi ved – som Nicolai Sennels for nyligt har gjort opmærksom på – at 70 pct. af pladserne i ungdomsfængslerne er optaget af unge mænd med anden etnisk baggrund, og at hver plads koster omtrent 2 millioner om året.

At en flygtning ifølge det nu nedlagte integrationsministerium koster 250.000 om året, mens hans sag behandles.

At antallet af indvandrere på førtidspension er blevet tredoblet på ti år. I Aarhus er antallet vokset med 99,7 pct. på bare fem år.

At en tredjedel af folkeskolens budget går til specialundervisning, og at en meget stor del af disse midler går til indvandrerelever, som har svært ved at følge med.

Som Nicolai Sennels også har påpeget, er 64 pct. af skolebørn med arabisk baggrund trods pengeudpumpningen funktionelle analfabeter efter ni års skolegang.

Oven i kommer indvandrernes uforholdsmæssige belastning af sundhedsvæsenet, psykiatrien, politiet, retsvæsenet og den offentlige administration.

Der er således næppe tvivl om, at de sande omkostninger ved den hidtidige indvandring ligger betydeligt over det officielle tal på 20 milliarder om året.

Men den nye regering vil altså have os til at tro, at der vil ske noget andet, når ladeporten til Danmark atter slås op. Den har i hvert fald ikke præsenteret os for en oversigt over de forventede udgifter.

Til gengæld hører vi fra den nys udnævnte integrationsminister Karen Hækkerup, at hun ønsker sig en anden tone i indvandrerdebatten.

Det er fuldt forståeligt, og man må gå ud fra, at den bl.a. skal udmønte sig i, at triste fakta om indvandringens konsekvenser udrenses af den offentlige samtale ud fra det gamle princip, at hvad folk ikke ved, har de ikke ondt af.

De gode hensigter

De økonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser af indvandringen er altså betydelige, og vidste de nye ministre ikke det, kunne de garanteret have fået det oplyst af deres embedsmænd.

De ved hvad de gør. Alligevel får vi at vide, at politikerne ikke bevidst har tilsigtet disse højst håndgribelige konsekvenser. De vil det gode ud fra deres idealistiske forestillinger om globalisering og multikulturel idyl og har overhovedet ikke overvejet, hvilke sociale og samfundsøkonomiske konsekvenser deres godhjertede planer kan få.

Den almindelige, snusfornuftige antagelse om, at de naturlige og forventelige konsekvenser af en handling også må være de tilsigtede, gælder åbenbart ikke, når vi taler om indvandring. Her tæller alene den gode hensigt.

At hævde noget andet er udtryk for konspirationsteorier, får vi at vide. Senest af Jeppe Juhl her på Sappho, der ligesom de fleste andre fornuftige mennesker ikke tror på konspirationsteorier.

Klasseinteresser

Det gør jeg heller ikke. Men jeg tror på klasseinteresser, og en klasses varetagelse af sine økonomiske og magtmæssige interesser er ikke udtryk for nogen konspiration, men simpelthen for rationelle overvejelser om, hvad der fremmer den pågældende klasses materielle stilling og bestyrker dens magt.

Vi har en elite her i landet – jeg vil kalde den en klasse – der har højst håndgribelige fordele af indvandringen af uintegrerede og uintegrerbare fra mindre udviklede lande. At denne klasse betegner sig som progressiv gør ingen forskel.

Engang var det ganske almindeligt at analysere samfundet ud fra klasseinteresser.

Lad mig minde om, hvad Socialdemokratiets i sin tid mest ansete intellektuelle, historikeren Gustav Bang, skrev i 1915 i sit skrift om Den materialistiske Historieopfattelse. Kritikken er henvendt på borgerlige historikere, der meget nødigt inddrog økonomiske og materielle forklaringer:

"Ideerne fører deres egen selvstændige tilværelse, uden at der spørges om, hvorfra disse Ideer tager deres Udspring og henter deres Næring. ... De ideologiske forestillinger om Godt og Ondt, om Ret og Uret, om Sandt og Usandt, om Skønt og Hæsligt osv., spiller en mægtig Rolle i den historiske Udvikling; den materialistiske Historieopfattelse underkender ingenlunde denne Ideernes store Betydning; den viser blot, at disse Ideer ikke svæver frit i Luften, men at de tværtimod bunder i den Tænkemåde, som hersker hos de forskellige Klasser i Samfundet."

Det skriver jeg meget mere om i min bog Ræven går derude, mor, som Trykkefrihedsselskabets Bibliotek udsender i november. Her har jeg også forsøgt at indkredse den klasse, der har fordel af den igangværende opløsning af Danmarks sammenhængskraft.

Åndernes verden

Ideerne om multikultur, kulturrelativisme og om et postnationalt Danmark styret af internationale konventioner, som ingen har haft lejlighed til at stemme om, svæver heller ikke frit i luften, men bunder i en tænkemåde, der er naturlig for vor tids herskende klasse.

Nå, men hvad skal vi med det gamle bras fra Gustav Bangs tid? hører jeg nogen mumle. Er vi ikke kommet meget videre i de forløbne 100 år?

Hvis tankers alder skulle være et argument mod dem, er der sandelig mange tanker, som af samme årsag burde køres på historiens losseplads. Gustav Bangs materialisme er ca. lige så gammel som relativitetsteorien.

Endnu ældre er udviklingslæren, folkesuveræniteten, demokratiet, menneskerettighederne, forestillingen om ytringsfriheden (der allerede har fejret 350 års jubilæum). Og hvad skal vi stille op med kristendommen, der er 2000 år gammel?

Og hvis det er forældet at undersøge ideologiske forestillinger i deres sammenhæng med materielle interesser, må man jo spørge, hvornår vi tog springet ud i den rene ånd.

Hvornår ankom vi til lykkelandet, hvor tanker udspringer af tanker, der udspringer af tanker – alt sammen uden sammenhæng med noget der kan spises og drikkes, som man kan bo i eller iføre sig, når det er koldt?

Min erfaring er i hvert fald, at selv de mest religiøse mennesker, der mener, at man frelses alene ved tro, er levende interesseret i deres næste løncheck, hvilken bil de har råd til, om de har et ordentligt sted at bo og den slags.

Jeg bemærker også, at mange fortalere for indvandringens berigelse ikke selv vil bo i ghettoerne, og at de ikke vil have, at deres egne børn skal gå i den mangfoldige og multikulturelle folkeskole, som de finder passende for deres mindre velbeslåede medmennesker.

Jeg vil i hvert fald fastholde, at indvandringspolitik også er økonomisk politik. Det samme gælder de herskende tanker om multikulturens velsignelser, om alle religioners ligeværd, om

nødvendigheden af "den gode tone" osv.

Det er ikke bare politik med økonomiske – håndgribelige og materielle – konsekvenser. Det er også interessepolitik, dvs. politik, der gavner visse lag i samfundet, og som går ud over andre.

Det er ikke svært at påvise samfundsgrupper, som drager økonomisk fordel af indvandringen af uintegrerede. Jeg har skrevet om det i flere bøger, og nu kommer der en ny, hvor det er forklaret i detaljer.

Et spørgsmål om magt

Men jeg tror ikke, at den egentlige drivkraft bag indvandringspolitikken – hverken regeringsprogrammets eller den, som skiftende regeringer har ført i de forløbne årtier – er økonomisk omfordeling.

Vigtigere er magtpolitikken, som den økonomiske politik er et redskab for. Og som allerede de gamle romere var opmærksomme på, er det meget nemmere at styre en stat, hvis befolkningen er opsplittet i uforenelige etnier, kulturer, religioner og retsopfattelser. "Del og hersk", lød det romerske slogan.

Regeringsgrundlaget bærer tydeligt præg af samme tankegang. Ganske vist bedyres det, at man vil et "Danmark, hvor alle kan tale det danske sprog". Men hvis det er ønsket, hvorfor vil den samme regering så "prioritere modersmålsundervisning"?

Har arabiske elever, der forlader folkeskolen uden at kunne læse og skrive et ordentligt dansk, virkelig brug for arabiskundervisning, hvis meningen er, at de skal kunne indgå i det danske samfund?

Smukt lyder det også, når regeringen ikke vil "acceptere, at religiøse retsinstanser træder i stedet for lovgivning og domstole i Danmark.

Afgørelser om ægteskab, forældremyndighed og straf løses hos myndighederne – ikke hos religiøse overhoveder. Regeringen vil efter afslutningen af den igangværende undersøgelse om parallelle retsopfattelser blandt religiøse minoriteter i Danmark tage initiativer for at komme religiøse retsinstanser til livs."

Hidtil har det unægtelig været en sej kamp at komme den parallelle shariahåndhævelse til livs, der ulykkeligvis grasserer i de muslimske ghettoer.

Tror man virkelig, at det vil blive nemmere, den dag der kommer flere muslimer til landet? Og tror man, at vil blive nemmere at skabe et Danmark, hvor "mennesker med forskellige sociale og etniske baggrunde bor side om side", den dag, der er en halv eller hel million muslimer i landet, når det ikke er lykkedes med 250.000?

Vil det fremme integrationen, at regeringen nu vil til at bruge tildeling af statsborgerskab som et integrationsredskab, hvor princippet dog tidligere var, at statsborgerskab var noget man kunne opnå, efter at man i praksis havde bevist sin vilje til at lade sig integrere?

Vil det gavne samfundets sammenhængskraft, at det nu skal være muligt at have dobbelt statsborgerskab – altså at man kan opnå dansk statsborgerskab uden at opgive sit tyrkiske, pakistanske, iranske, irakiske eller afghanske?

Det er svært at frigøre sig fra den tanke, at der ligger magtpolitiske motiver bag. Regeringspartierne har utvivlsomt læst, hvad Information skrev den 27. januar 2010: En meningsmåling viste, at der var massivt rødt flertal blandt indvandrere og flygtninge.

Hvis de kunne bestemme alene, ville Socialdemokratiet få absolut flertal, og S, SF, De Radikale og Enhedslisten ville tilsammen sidde på 169 af Folketingets 179 mandater, mens Dansk Folkeparti og De Konservative ville ryge ud.

Kan det nu passe?

Er det ikke for langt ude at tro, at nogen direkte kan være interesseret i at bruge indvandringspolitikken som magtpolitisk redskab?

Det må dog være gået op for multikulturalisterne og tilhængerne af ny indvandring, at det i det lange løb vil gå ud over dem selv og deres egne børn. Kan de virkelig tænke så kortsigtet?

Hvad det sidste angår, er det jo langt fra første gang i verdenshistorien, at en hersker, et herskerlag, en herskerklasse – eller hvordan man nu vil betegne dem – ikke har kunnet se ud over deres næsetip, men bevidstløst har ført en politik, som de mente ville være til deres øjeblikkelige fordel, men som endte med at rive dem selv med i faldet.

Hvis den russiske tsar havde optrådt lidt mere fornuftigt og affundet sig med en mere beskeden rolle som konstitutionel monark, havde han og hans familie måske overlevet.

Så kunne Rusland måske have været sparet for den tragedie, der kom til at udspille sig i årene efter 1917.

Og havde den franske adel og den enevældige konge tænkt sig bedre om i årene op mod 1789, ville meget have set anderledes ud.

Eller, for at tage et nyere eksempel, hvordan kunne den græske regering finde på at gældsætte landet til op over skorstenen – bl.a. ved at fastansætte titusinder af klienter i den offentlige sektor – når det dog måtte stå klart, at det ville ende så galt, som det er endt?

Man kan nævne det ene eksempel efter det andet. Pointen er, at magthavere sjældent er fremsynede, når de mener, at deres politik giver dem øjeblikkelige fordele.

Og hvad den mere eller mindre bevidst gennemførte samfundsopløsning angår, mangler vi heller ikke eksempler på det. Hvor mærkeligt det end lyder.

En begmand til højrefløjen

Den 23. oktober 2009 kunne det britiske dagblad The Telegraph citere Andrew Neather, en tidligere rådgiver for premierminister Tony Blair og udenrigsminister Jack Straw, for den oplysning, at den kæmpemæssige vækst i indvandringen i løbet at det seneste årti delvis var et politisk motiveret forsøg på radikalt at forandre landet og på at "gnide højrefløjens næse i diversitet ("rub the Right's nose in diversity").

Andrew Neather fortalte, at Labours lettelser i indvandringskontrollen, der blev gennemført i 2000, skyldtes en bevidst plan om at "åbne Storbritannien for masseindvandring", selv om ministrene havde været nervøse for at diskutere det offentligt af frygt for at støde "kernevælgerne i arbejderklassen" fra sig.

I stedet argumenterede de med, at indvandring var en økonomisk fordel, og at der var brug for flere indvandrere.

Han kunne også berette, at det af ikke-offentliggjorte regeringspapirer fremgik, at den nye indvandringspolitik var et bevidst forsøg på at gøre Storbritannien multikulturelt.

"Men ministrene ville ikke tale om det," fortalte Andrew Neather. For det var ikke just noget, der ville bekomme deres kernevælgere.

"Nu har vi i det mindste fået sandheden, og den er sprængfarlig," lød en kommentar fra Sir Andrew Green, formanden for tænketanken Migrationwatch.

"Mange," fortsatte han, "har længe haft mistanke om, at masseindvandringen under Labour ikke blot var en tanketorsk, men også en sammensværgelse. De fik ret."

"Denne regering har åbnet for tre millioner indvandrere af kyniske, politiske grunde, skjult bag en lusket økonomisk kamuflage."

Tysklands fortynding

Næsten samtidig med den britiske lettelse i indvandringen, nemlig i marts 2000, udsendte den tyske udenrigsminister Joschka Fischer fra De Grønne sit berømte "indslusercirkulære" der stillede meget lemfældige krav til invandrere, og som derfor blev en velkommen håndsrækning til menneskesmuglere (deraf navnet).

Den nye politik medførte med ét slag, at 300.000 indvandrere – heriblandt tjetjenske terrorister, prostituerede og folk, der arbejdede sort – fik afgang til at slå sig ned i Tyskland.

Det skete trods protester fra tyske diplomater i udlandet, men Fischer havde andre planer. Som Die Welt online gengiver hans tankegang, mente han, at "Tyskland skulle inddæmmes udefra, og indadtil gøres mere heterogent gennem tilstrømning – så at sige 'fortyndes'".

I 2005 blev der iværksat en undersøgelse af Fischers politik, men den synes at være løbet ud i sandet.

Tilbage er indvandrerne.

Og tilbage står at undersøge, i hvor høj grad den nye danske indvandringspolitik er motiveret af de samme ønsker, som besjælede venstrefløjen i England og Tyskland.