Men ind kommer man jo. USA gør blot, hvad enhvert sundt demokrati gør: Beskytter sine grænser og tjekker omhyggeligt, hvem man lukker ind.
Det har betydet en åbenhed over en gruppe, som egentlig ikke nyder særlig stor respekt i Europa: De muslimske dissidenter. Lad os tage et par eksempler:
Den berømteste af dem alle er, Ayaan Hirsi Ali, der for nylig gæstede Danmark. I Holland skabte det kæmpeballade, at hun åbenbart havde afgivet ikke helt sandfærdige oplysninger, da hun i sin tid søgte asyl. Og hvad så? Denne frihedskæmper har gjort de europæiske samfund en stor tjeneste ved at gøre det klart for de, der gider lytte, at sammenstødet mellem islam og Vestens værdier er det alvorligste problem overhovedet i dag.
Og da den hollandske regering ikke længere ønskede at betale de beskyttelsespenge, der er nødvendige for at holde Hirsi Ali i live - tænk på, hvordan det gik hendes makker Theo van Gogh - ja, så var det blandt andet den amerikanske forfatter Sam Harris, der fik kontaktet folk med pengepungen i orden og ordnede den sag.
New York som frihedens metafor
En anden muslimsk dissident er Ibn Warraq, Sapphos nye korrespondent. Sidst jeg var i New York spadserede vi rundt i East Village, og han fortalte begejstret om et projekt under oveervejelse: En bog om New York som en metafor for friheden.
En tredje dissident er Taslima Nasrin, der ind imellem betegnes som en kvindelig pendant til Salman Rushdie. Han bor i dag i New York. Nasrin, der er født i Bangladesh, har siden fanatiske muslimer forlangte hende hængt for sin kritik af koranen og islams kvindesyn, rykket rundt blandt en række europæiske lande: Sverige, Tyskland og Frankrig. De seneste år har hun boet i Indien, men også her er muslimske grupper utilfredse med hendes ophold og marts 2008 forlangte den indiske regering, at hun forlod landet. Det gjorde hun så. I dag er hun research fellow på New York University.
Og så kan man da også lige nævne Orman Pamuk, den verdensberømte tyrkiske forfatter. For nogle år tilbage røg han uklar med regeringen i Tyrkiet, fordi han havde sagt noget ikke såpænt om massemord på armeniere og kurdere under det osmanniske rige. Der blev lagt sag an, og Pamuk skyndte sig ud af landet - til USA. Han vendte dog tilbage for at være tilstede ved retssagen, som der i øvrigt ikke blev noget ud af. Men han er vendt tilbage til USA, hvor han underviser på Columbia University i blandt andet creative writing, et uundværligt fag for amerikanske universiteter.
Jøderne og Europa
Ligner det noget, vi kender? Ja, det gør det vist. Der var engang, hvor Europa var i krig, og hvor dissidenter også endte i USA. Det samme gør måske jøderne fra Malmø og andre byer i Europa, når de europæiske lande kapitulerer for alvor og ser i øjnene, at de - heller ikke denne gang - er i stand til at beskytte denne befolkningsgruppe mod overgreb. Og når Israel alligevel er blevet slettet fra landkortet. "That shitty, little country", som en europæisk diplomat kaldte landet for et par år siden.
Men tilbage til de muslimske dissidenter: For ikke engang i USA er det uproblematisk. Også her skal Hirsi Ali som nævnt have politibeskyttelse. En iransk forfatter, som jeg traf i New York forleden, fortæller at der sådan ca. hver femte gang hun holder foredrag - hun holder mange - tropper en rasende muslimsk mand eller flere op, der ikke bryder sig om hendes skildring af Irans syn på kvinder. De forsøger at sabotere foredraget. Nogle gange må politiet tilkaldes: "Jeg har overvejet at få et skilt sat op næste gang", sagde hun til mig. På skiltet skulle stå: Iranske mænd ingen adgang.
Mission for islam
Det er naturligvis sagt i spøg og iranske flygtninge er blandt de grupper fra muslimske lande, der integrerer sig bedst i Vesten. Til gengæld er det ingen spøg, at Europa så kritikløst åbner dørene portene for sharia-begejstrede prædikanter og ovenikøbet fylder penge i dialogmøder og meget andet med sådanne folk. Møder, der kun tjener et formål: At propagandere for islam og forhindre kritik af islams ideologi.
Så måske skulle europæerne lægge kursen om. Det tog os et par tusind år at få banet vejen for de frihedsrettigher, der gør Europa til et fantastisk kontinent, fyldt med demokrati, frihed, kunst og humanisme. Et kontinent, der lykkeligvis har kunnet tilbyde beskyttelse til politiske flygtninge og dissidenter fra verden over, også de muslimske lande. Skal vi ikke kunne blive ved med det?
