"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Uffe og misforståelserne

Februar 2006 - Mogens Rukov

Vore forfattere og andre intellektuelle har grundlæggende misforstået ytringsfriheden. De tror, den er en del af takt og tone. Den er tværtimod en del af utakt og utone

Det må være let at forstå for enhver, selv nuværende og tidligere udenrigsministre: vi betragter ytringsfrihed som fundamental for den europæiske udvikling på samme måde, som vi betragter habeas corpus acten, den inderste tanke i retsstaten, retten til ikke at blive vilkårligt forfulgt og vilkårligt dømt, som fundamental.

Det må være let at forstå for enhver, selv ældre herrer, at vi ikke betragter ytringsfriheden som retten til at plapre om hvad som helst. Ytringsfriheden indgår i det ret selvfølgelige net af forpligtelser, som mennesket står i. Det er blevet så populært at lade et begreb som krænkelse indgå i debatten. Det er krænkende, når man overser, at der i ytringsfriheden netop indgår overvejelser om, hvad man bør sige og hvad ikke. Jeg behøver ikke angribe en person fordi han er tidligere eller nuværende udenrigsminister. Jeg behøver heller ikke rose ham. Men jeg har retten til begge dele. Det er ytringsfrihed.

Det må være let at forstå for enhver, at cyberspace ikke begrænser ytringsfriheden. Det giver bare ytringer et andet liv. Det må også være let at forstå for Uffe Ellemann-Jensen, at netop sagen om karikaturtegningerne viser, at cyberspace ikke er den globaliserede verdens målestok. For at sagen skulle rulle, måtte nogle imamer fra Danmark foretage langsomme rejser, hvorefter cyberspace netop ikke blev brugt som kontrol af de rejsende ”ambassadørers” oplysninger. Kommunikationens langsomhed, ikke cyberspaces hurtighed har karakteriseret karikaturtegningerne, sådan at løgn og rygter indgår i sagen. Og det kan undre. Undren er en del af ytringsfrihedens rammebetingelser. Og det er dumt af denne Uffe, at han udgiver moderniteten for at være det, den netop – overraskende nok – ikke er.

Det må også være let at forstå, at god tone, ytringens venlighed, er en del af den moralske omgang mellem mennesker. Men netop hvor der er tale om at overskride den gode tone, gælder ytringsfrihedens nødvendighed. D’herrer har grundlæggende misforstået ytringsfriheden. De tror, den er en del af takt og tone. Den er tværtimod en del af utakt og utone.

Det må også kunne ses, at vores forfattere og andre intellektuelle ikke bekymrer sig om ytringsfrihed, men finder smutveje til Emma Gade, selskabstonen, kammertonen. De norske forfattere støttede straks ytringsfriheden, da det bare kom på tale at kritisere eller antaste den en smule, heriblandt en så fremragende en person som Lars Saabye Christensen. Hanne-Vibeke Holst er derimod citeret for at ville fratage en kritiker mikrofonen ved et møde, som de danske forfattere holdt. Hun er dansk, han norsk. Måske er det derfor, jeg læser nyere norsk litteratur og ikke dansk, som keder mig.

Uffe Ellemann-Jensen startede sin kritik af ytringsfriheden ved at påkalde sig et stykke i den franske Menneskeretserklæring af 1789, som han havde misforstået, ikke læst til ende, ikke overvejet. Han fortsætter med at kritisere den ud fra sit eget lille gadekær, en misforståelse af cyberspace og globaliseringen. Han misforstår endda selve begrebet gadekær, hvor vi andre ser, at karikaturtegningerne har fået den virkning, fordi især arabiske gadekær har brug for at mudre op i den, få en fjer til at blive fem høns.

I 89, efter murens fald, forudsagde Uffe, at Tysklands genforening ville tage 10 år. Den tog et. Nu forudsiger han, at fremtiden er en fetaost.

Mogens Rukov er afdelingsleder på Den Danske Filmskole.