Udsat for xenofili

Hudfarvefiksering

En dag, hvor biler, træer og bygninger var indhyllet i en hvid dis, der lagde sig som en kunstig oplysning i en teaterkulisse, skulle jeg modtage en kvindelig dansk patient. Med mig på stuen havde jeg diverse apparaturer, som jeg skulle bruge, og havde derfor hænderne fulde.

Knap havde jeg lagt instrumenterne fra mig og hilst på min patient, før hun omfavnede mig. Et kort øjeblik lå mit hoved begravet mellem hendes store bryster, mens jeg høfligt forsøgte at befri det.

Jeg troede, at det var én, der kendte mig, men forklaringen på kvindens begejstring blev tydelig, da hun sagde: ”Hvor er jeg bare glad for, det er dig!” og forsatte: ”Min mand er neger som dig”, som om det var det meste naturlige i verden. Herefter gav hun mig et ordentligt smækkys på kinden.

På hendes natbord lå et indrammet fotografi af hendes kulsorte mand og to mulatbørn, som hun viste mig. Helt paf og slået ud af kurs forsøgte jeg så godt, jeg kunne, at koncentrere mig om det, jeg skulle. Men det var ikke nemt. Min hudfarve var åbenbart så interessant, at min patient glemte alt om hendes galopperende hjerte og ondt i brystet - grunden til hendes akutte indlæggelse. Da jeg troede det ikke kunne blive mere pinligt, udbrød hun:

”Mørke mænd og kvinder er bare så meget flottere og sjovere” og pegede på sin vinterblege, venstre hånd: ”Danskerne er blege og kedelige.” Endnu engang lød det:

”Ihh, hvor er jeg bare glad for, det er dig”.

Kvinden lignede mest af alt en lille pige, som havde fået en flot gave af sin far.

De xenofile

Ovennævnte oplevelse er desværre ikke enestående. Desværre, fordi det aldrig er rart at få påklistret en masse positive egenskaber pga. ens hudfarve, men alligevel spændende, fordi jeg tit har tænkt på, hvad det egentlig skyldes, at jeg finder det pinligt og frustrerende at møde mennesker, der er halleluja-glade, når de møder mig, fordi jeg ser ud, som jeg gør, og har den baggrund, jeg nu engang har.

Derfor var det befriende at læse om begrebet xenofili – overdreven dyrkelse af det fremmede – i Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts  bog Adskillelsens Politik.

Det var rart at vide, at fænomenet, som jeg har stødt på utallige gange, har et navn, og at der rent faktisk er forskere, som har beskæftiget sig med det. Jeg troede ellers jeg var ved at lide af paranoia. Guderne må vide hvor alene, jeg har følt mig med mine oplevelser.

De ”fremmedelskende”, jeg har mødt, kan inddeles i to kategorier.

Den første gruppe er dem, der bare synes, fremmed mad, musik osv. er spændende og eksotisk, og som ikke tænker mere over det.

Den anden gruppe er dem, der mener, at jeg - og andre med anderledes baggrund - helst ikke må miste vores kulturer. Derfor ser de mig ubevidst som repræsentant for min kultur, og ikke som et individ, der kan udvikle sig og tage andre normer og værdier til sig end dem, jeg er opdraget til. Den sidstnævnte gruppe har også en mening om, hvilken avis jeg må læse, og hvilket politisk parti jeg bør melde mig ind i.

”Leverpostejsneger”

Et eksempel på den sidste gruppe: Jeg stødte på en fyr på en bøssecafé i indre København en dag, hvor solen bagte og himmelen var blå. Jeg sad alene, nippede til et skummende glas øl og læste i Jyllands-Posten, da den pågældende satte sig ned ved mit bord og spurgte mig, hvorfor jeg læste den ”nationalkonservative” avis.

Derudover fik jeg en lektion i, hvilke aviser, politikere og tv-stationer, der ikke var positivt stemt over for de fremmede.

Eftersom jeg ikke var enig i alt det vrøvl, der strømmende ud af hans mund, bad jeg ham om at lade mig være i fred, og da han rejste sig, sagde han, at han aldrig havde mødt en ”leverpostej-neger” som mig.

Da irritationen havde lagt sig, kunne jeg ikke lade være med at grine, for jeg elsker leverpostej med en lille rødbede oven på. Det var ikke et øgenavn, jeg havde hørt før, men jeg var ikke i tvivl om, hvad det betød.

Beslægtet med xenofobi

Mens xenofobi – overdreven angst for fremmede – er almen kendt på vores breddegrader, og kan få de fleste op af stolen, er begrebet xenofili stort set ukendt. Ifølge Eriksen og Stjernfelt er xenofobi og xenofili beslægtede, ja er faktisk to sider af samme sag. Den fremmede er enten en trussel, der skal jages væk, eller en, der skal elskes og forsvares.

Jeg kunne ikke være mere enig. Paradoksalt nok minder den nedværdigende fornemmelse, jeg får af de oplevelser, jeg lige har berettet om, om det, jeg oplever, når nogen håner mig på grund af min hudfarve.

De fleste mennesker i Danmark er enige om, at racisme er modbydeligt og skadeligt for integrationen, men hvad de fleste ikke tænker på er, at overdreven dyrkelse af det fremmede også kan have en skadelig virkning på integration – eller assimilation for sags skyld – skønt det umiddelbart virker sympatisk.

Nyttige xenofile idioter

Endnu et eksempel: Da jeg studerede, boede jeg på et kollegium sammen med en i mine øjne xenofil pige.

En dag mens vi nød en kop te og så tv i vores fælles dagligstue fortalte hun mig, at hun var vild med min accent, og at jeg for Guds skyld ikke måtte miste den. Jeg skulle helst ikke komme til at lyde som en dansker; det ville fjerne det autentiske i mig, mente hun, og dermed ville jeg komme til at lyde en smule kedelig.

Tag den, Ahmed.

Det var et slag i solar plexus på mig. For var der noget, jeg på det tidspunkt gerne ville, var det at lære dansk så hurtigt som muligt – og helst perfekt.

Som barn drømte jeg om at blive set og omfavnet, som jeg var. Det var ikke nemt i et muslimsk hjem, hvor halal (hvad der er tilladt) og haram (hvad der er forbudt) var noget, man skulle lære lige så snart, man kunne tale. Der var ikke plads til at være anderledes og afvige fra normen.

Derfor var det sidste, jeg forestillede mig, da jeg begyndte at assimilere mig, at jeg skulle møde velmenende mennesker med pæredansk baggrund, som advarede mig om, at jeg var ved at ændre mig i forhold til det, jeg kom fra.

Næsten på samme måde som min muslimske familie gjorde. For eksempel var en af mine danske bekendte ved at knække sammen af grin, da han en dag åbnede mit køleskab, der bugnede af forskellige slags pålæg. Først hørt jeg fnisen, og derefter som forklaring på morskaben:

”Hvilken slags muslim er du, Ahmed? Du er altså mærkelig … hvilken muslim har baconpålæg i sit køleskab?”

Den skyldfølelse og skamfuldhed, som jeg har kæmpet imod i mange år, blevet atter vakt til live. Uden at være klar over det minder de fremmedelskende om de fromme muslimer som tit forarges over, at jeg ikke overholder de islamiske regler.

F. eks. islamisten, jeg mødte i toget for nylig. Jeg havde netop sat mig og åbnet en dåseøl, da han fik øje på mig. Han tog sin lille søn i hånden og stillede sig foran mig. Og så fik jeg lektion i, hvor jeg vil ende, når jeg engang ånder ud.

Han tænkte sikkert på Allahs ord: ”De som benægter vores åbenbaring skal brænde i ild. Så snart deres hud er blevet fortæret, vil vi give dem ny hud, så de virkelig kan få pinen at føle.” Koranen sura 4/56.

De fremmedelskende kommer ubevidst kommer til lege nyttige idioter for den slags fromme muslimer.

Ahmed Mohamud er sygeplejerske og næstformand i Trykkefrihedsselskabet. Han kom til Danmark fra Somalia i 1997.