Udlændingestramningerne fra 2002 er en saga blot og danskere, der har stemt på Dansk Folkeparti i sikker forvisning om en stram udlændingepolitik, er til grin.Sammenbrud
Jeg meldte mig for godt 14 dage siden ud af Dansk Folkeparti, da jeg ikke kunne leve med, at partiet ikke ville tage mine påvisninger af sammenbruddet af to af hjørnestenene i stramningerne i udlændingepolitikken alvorligt; 24-årsreglen og tilknytningskravet.
EU´s opholdsdirektiv (udmøntet i bl.a. Metock-dommen) har reelt umuliggjort en stram dansk politik på familiesammenføringsområdet, når vi taler om danske statsborgere, der som bekendt også er EU-borgere. Fuldt lovligt er det muligt at omgå 24-årsregel og tilknytningskrav ved at tage et kortvarigt ophold i et andet EU-land, formentlig vil helt ned til seks uger være tilstrækkeligt.
For ikke-danske statsborgere benyttes såkaldte pendlerægteskaber, der – som det er udførligt redegjort i SFI´s rapport Ændrede familiesammenføringsregler – som slutsten givetvis vil have, at sådanne par vil kunne godtgøre en tilknytning til Danmark på samlet mere end 50 procent og dermed få opholdstilladelse.
Det er ikke kun i teorien, at dette er muligt. Det sker også i praksis. Den nævnte rapport fra SFI kombineret med de seneste to kvartalstal fra Danmarks Statistik fortæller, at det forholder sig sådan, at stramningerne fra 2002 er en saga blot på nær for en mindre del af dem med tyrkisk baggrund, der er begyndt at gifte sig internt i Danmark. For de undersøgte ti landegrupper (inkl. hovedparten af dem med tyrkisk baggrund), Pakistan, Marokko, Somalia osv. osv. kan der ikke registreres en forøget tilbøjelighed til at gifte sig internt i Danmark, hverken for danske eller ikke-danske statsborgere.
Og lad mig lige få med, at forskerne ved SFI muligvis/sandsynligvis har en politisk dagsorden, idet det i rapporten skinner igennem, at Danmark lige så godt kunne gå tilbage til de gamle regler, når nu de nye alligevel ikke virker. Det ændrer blot ikke ved, at forskerne på SFI næppe har begået egentlig videnskabelig uredelighed. Der er jo ikke tale om (politiske) vurderinger, men om at fastslå fakta. Hvis Dansk Folkeparti kan sandsynliggøre, at SFI har snydt på vægten, trækker jeg mig bukkende tilbage, mens jeg undskylder. I modsat fald fastholder jeg min kritik.
Egentlig er det set i bakspejlet fuldstændig logisk, at de etniske minoriteter fra tredjeverdenslande ville finde en vej ud af stramningerne af 2002. Vand har det som bekendt med at finde en vej at løbe nedad. Rige lande som Danmark har en enorm tiltrækningskraft, og gives der en vej, så vil den også blive fundet og benyttet.
Jeg henviser i øvrigt til min artikel om emnet, der bl.a. kan findes på Nomos´ hjemmeside.
Dansk Folkepartis svigt
Og så må jeg vist lige få slået nok en ting fast. Jeg medgiver, at det kan diskuteres, om DF bør true med at vælte VK-regeringen på dette spørgsmål. Jeg mener klart ja, men det kan diskuteres, selvom jeg – efter at have undersøgt sagen – har svært ved at tro, at det kan lade sig gøre at føre en meget værre udlændingepolitik end den, som VKO har ført gennem ni år, også de horribelt mange tilladelser til såkaldte studier og arbejde taget i betragtning, et arrangement, der har inviteret til svindel i den helt store stil.
Men det kan ikke diskuteres, om danskerne skal have besked om, at væsentlige dele af udlændingepolitikken er brudt sammen og har været det længe. Det skal danskerne fortælles. Og det har jeg Gud hjælpe mig brugt tid på af alle partier at fortælle Dansk Folkeparti. Og partiet, hvis hele eksistensberettigelse hviler på at føre en stram udlændingepolitik, har ikke villet lytte. Jeg skal undlade at motivforske og må blot se undrende til.
Til grin
Jeg bilder mig ikke ind, at dette lille pip fra min side vil føre til det store. Men jeg vil stilfærdigt konstatere, at de danskere, der har stemt på Dansk Folkeparti i sikker forvisning om en stram udlændingepolitik, er til grin. Hvis jeg bliver spurgt, hvem man bør stemme på til næste valg, vil jeg ikke kunne svare. Måske man burde blive hjemme for i det mindste at give sit lille bidrag til at få stemmeprocenten ned, så man kan udtale sin stille foragt over for de politiske partier, der har valgt at sælge Danmarks selvstændighed til EU. Og skulle der findes et parti (det har jeg ladet mig fortælle, at der gør), der på et konservativt grundlag er skeptisk over for EU, så har det parti forstået at gå meget stille med dørene, når det kom til de reelle konsekvenser af Danmarks medlemskab af denne frygtelige molok, der er i færd med hastigt at æde Europas nationalstater.
Jeg er ret sikker på, at Dansk Folkeparti engang forstod, hvad opgaven gik ud på. Jeg er i dag helt sikker på, at DF ikke længere er klar over dette.
Morten Uhrskov Jensen er historiker, forfatter til bogen "Et delt folk. Dansk Udlændingepolitik 1983-2000" og medlem af Sapphos redaktion.
Læs Martin Henriksens svar her.
