Forleden blev Tintin næsten udvist af et svensk børnebibliotek af en ”kunstnerisk leder”.
”Afrikanere er lidt dumme mens arabere sidder på flyvende tæpper og tyrkere ryger vandpiber,” sagde Behrang Meri, fra Kulturhuset, til Dagens Nyheter. Han fandt det ikke tilstrækkeligt, at Tintin havde fået et forord, der forklarede den historiske baggrund for historierne.
”Børn læser ikke det med småt, de går ind i historien direkte. Det fordomsfulde billede bliver stigmatiserende.
Tintin spejler en karikatur med kolonialt perspektiv. Små børn tager det ind ukritisk,” sagde Behrang.
Og det kan han jo have ret i. Men de fleste historier er karikaturer - også i de voksnes verden.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet høre, at en ny svensk krimi anlagde et kritisk syn på kapitalismen og nu senest menneskers adfærd under finanskrisen.
I det mindste er karikaturer underholdende - og nogle gange er de såmænd rigtige. Det gælder ikke mindst de karikaturer, man finder i Tintin.
Tintin og kommunismen
Selv om Tintin er underholdning for børn og voksne, er der klare politiske perspektiver i historierne. Og de stritter i mange retninger.
Såvel det første album ”Tintin i Sovjet” (1929) som det sidste fuldendte album ”Tintin og Picaroerne” (1975) har ideologiske pointer.
”Tintin i Sovjet” er en direkte og rå kritik af kommunismen som et gigantisk fupnummer. Det album blev først udgivet på dansk som en del af serien ”fra Herges arkiv” i 1975.
Altså ikke den folkelige, officielle serie, som blev udgivet af Carlsen Comics, og som var den man havde let adgang til.
Selv om jeg i de år tilbragte alle åbningstimer i weekenden på Hvidovre hovedbibliotek, og selv om biblioteket var usædvanligt velassorteret med hensyn til tegneserier, så jeg aldrig ”Tintin i Sovjet”.
Albummets eksistens var en slags hemmelighed.
”Med sine fordomme og borgerlige baggrund roder Tintin sig hele tiden ud i mange farlige situationer,” står der i Comikwiki.
Tintins skaber, Herge, har tydeligvis selv været lidt utilpas over ”Tintin i Sovjet”. Alle hans gamle sort-hvide albums fra før Anden Verdenskrig er senere blevet omtegnet og omskrevet - ”Tintin i Congo”, ”Den mystiske stjerne”, ”Den sorte ø” osv.
For det meste uden at der er gjort vold på det oprindelige værk. Grove karikaturer af jødelignende personer er blevet taget ud. Og stregen er blevet lidt smukkere og renere.
Men ”Tintin i Sovjet” blev nok anset for umulig at bearbejde. Jeg måtte vente med at læse den på dansk til 1985 i den originale version.
Man kan godt skælde Herge ud over hans politiske følsomhed. Men manden sad faktisk i fængsel lige efter befrielsen af Belgien, fordi han havde arbejdet på en kollaboratør-avis.
I tidens løb har mange taget Tintin til sig som symbol på deres ideologi. Jeg husker, hvordan jeg i 1990’erne læste en artikel i Politiken, der lancerede Tintin-generationen: De unge idealister.
Og jeg var flad af grin.
Kritik af det totalitære
Tintin har altid været fuld af barok humor, slåen på tæven og eksotiske lande med underlige mennesker.
Der er noget politisk ukorrekt over Tintin, selv i den lidt mere friserede udgave, selv uden at bevæge sig til Congo. Kritikken af østblokkens kommunistiske regimer er f.eks. tydelig i ”Det hemmelige våben” (1954).
Men også i det allersidste færdige Tintin-album ”Tintin og Picaroerne” er kritikken af det totalitære og politiske ganske tydelig.
I et latinamerikansk land deltager Tintin i et kup mod et østblokstøttet diktatur. Dermed hjælper han sit gamle bekendtskab, general Alcazar til magten.
Men selv om Alcazars folk ligner cubanske guerillaer, bliver intet bedre i landet af den grund.
På mange måder kan man derfor tilskrive Tintin det stik modsatte af, hvad Tintin-generationen à la Politiken i 1990’erne gik ud på.
Tintin er gammeldags konservativ skeptisk, men dog nysgerrig og eventyrlysten.
Alle disse nuancer kan børn godt fange. Dummere er de trods alt ikke. Og hvor ville det være synd, hvis de stakkels små skulle overlades til svensk socialistisk socialrealisme.
Christopher Arzrouni er debatredaktør på Børsen
