Først vil gerne takke alle dem, der er mødt op i dag – og ikke mindst de politikere og meningsdannere, der har talt her til støtte for retten til at ytre sig frit.
I er med til at holde lysene tændt i en i øvrigt mørk tid.
Da jeg fik at vide, at Trykkefrihedsselskabets bestyrelse havde besluttet at afholde dette arrangement, var der et par fra samme bestyrelse, der rådede mig til at vise mine bløde sider og mere menneskelige følelser, som de åbenbart mener, at jeg er i besiddelse af.
Lad nu være med at være så hård, som du plejer, sagde de.
Og jeg skal da også gerne bekende, at jeg de seneste tre uger har været i forskellige følelsers vold.
Først naturligvis chokket over, at en mand, som jeg troede var et postbud, viste sig at være en revolvermand, der ville skyde mig en kugle for panden.
Dernæst glæden over, at så mange politiske ledere utvetydigt fordømte attentatet. Og at så mange aviser gjorde det.
Dagen efter mordforsøget blev jeg kendelig rørt, da jeg læste lederartiklerne i bl.a. Politiken og Ekstra Bladet – i hvert fald begyndelsen af lederne, hvor der stod dyre ord om den umistelige ytringsfrihed og hvor forkert det var at slå mig ihjel.
Men jeg fik ikke brug for ret mange kleenexer til at tørre øjnene. Det viste sig nemlig, at lederskribenterne benyttede attentatet til atter at fortælle deres læsere, hvilket usselt og racistisk kryb jeg er. Og da jeg var færdig med disse og andre skriverier om min sag, var jeg næsten selv ved at hælde til den anskuelse, at det nok ville have været bedst for landet og menneskehedens fremtid, om attentatmanden havde været noget bedre til at ramme.
Så blev jeg både glad og stolt over at se en politimand citeret for den opfattelse, at mordforsøget kunne skyldes jalousi. Man kunne måske forestille sig, at den ca. 25-årige drabsmands kone – eller en af hans koner – har et godt øje til mig, hvilket har fået den desperate mand til at skyde sin rival.
Næsten alle – venner som fjender – tror imidlertid, at attentatet er forårsaget af noget jeg har sagt eller skrevet – og altså er et forsøg på at forhindre mig i at sige eller skrive mere.
Det er også den opfattelse jeg selv hælder til.
Siden Trykkefrihedsselskabet startede i slutningen af 2004 er vi år ud og år ind blevet beskyldt for at være fremmedfjendske, racistiske, højreekstremistiske – og slet ikke interesseret i ytringsfriheden.
Det morsomme er, at hvis man kikker på de mange gæster, vi i årenes løb har inviteret til København, så er mindst halvdelen af det man plejer at kalde ”anden etnisk herkomst” – folk fra forskellige arabiske lande, Pakistan, Indien, Kina, Rusland osv. – vi har også haft svenskere på besøg.
Men pressen har med få undtagelser ikke interesseret sig en døjt for, hvad der er blevet sagt og diskuteret på disse møder, hvor enhver har kunnet komme, og hvor ordet har været frit. Ingen fra Danmarks Radio eller de fine aviser har gidet komme og rapportere om, hvad vore mange interessante gæster har haft at berette.
Hvis en af os fra TFS derimod er kommet for skade at fremsætte blot en enkelt ubetænksom bemærkning, har de været over os som høge. Der kan man se, hvilke umennesker vi er, og hvordan vores egentlige formål er at indføre et fascistisk tyranni med lynchninger og gaskamre, og hvad der ellers hører til.
I Politiken er jeg blevet kaldt vaneforbryder, og avisens nuværende kulturredaktør forlangte for et par år siden i hollandsk fjernsyn, at forkerte meninger – dvs. de meninger, der ikke deles af Politiken – skulle forbydes, og at hun i øvrigt gerne så mig straffet, hvilket anklagemyndigheden da også efter bedste evne og med stor energi har forsøgt.
I dette land kan man uden mindste risiko stå frem og sige, at der naturligvis vil blive indført sharia med alt hvad det indebærer af barbariske straffe og undertrykkelse. Man kan uden at nogen krummer et hår på ens hoved udtale, at utugtige kvinder naturligvis skal have kastet sten i hovedet, indtil de dør, og at muslimer, der vender islam ryggen, selvfølgelig skal slås ihjel.
Hvis man derimod siger eller skriver, at det altså er, hvad islam går ud på, så kan man regne med racismebeskyldninger, straffesager og – som vi nu kan se – mordforsøg.
Dem, der udslynger racismebeskyldninger mod andre mennesker og forlanger, at de skal fratages ytringsfriheden og have deres meninger forbudt, må føle sig meget sikre. De kan slet ikke forestille sig, at det en dag kan komme dertil, at det er deres meninger, der skal forbydes, at det er dem der bliver trukket i retten – og Gud forbyde det – at det er dem, der en dag åbner døren for et postbud, der viser sig at være morder.
Fra Trykkefrihedsselskabet har de intet at frygte, for vi til enhver til forsvare også modstanderes ytringsfrihed.
Men når vi allerede står i en situation, hvor mord og mordtrusler er blevet midler i den politiske kamp – og det viser jo den skæbne, der har ramt Pia Kjærsgaard, Naser Khader, Kurt Westergaard og nu mig – hvordan kan man så være så sikker på, at volden altid gå i en bestemt retning?
Hvordan kan man vide, at de klokker, der i dag ringer for de onde, ikke en dag vil ringe for dem, der opfatter sig som de gode?
Derfor siger jeg: Var det ikke bedre at begynde at lytte til, hvad folk faktisk prøver at sige, i stedet for at hænge dem ud som fredløse, som man kan behandle efter forgodtbefindende?
Kunne det ikke tænkes, at dem, der de seneste år har advaret mod masseindvandringen af mennesker, der ikke kan eller ikke vil integreres i vores samfund, faktisk nærer en dyb bekymring for, hvordan det skal gå med Danmark og med vores børn?
Kunne det ikke tænkes, at dem, der advarer mod den truende islamisering, faktisk er bange for islamiseringen, fordi de har set, hvordan er gået overalt, hvor islam er trængt frem?
At de er bange for, at vi kan miste den dyrebareste frihedsret vi har, nemlig ytringsfriheden? Når den er tabt, får vi den sandsynligvis aldrig tilbage.
Derfor spørger jeg, og derfor vil jeg blive ved med at spørge.
Derfor taler jeg, og derfor vil jeg blive ved med at tale.
Mange tak.
Tale holdt på Christiansborg 21. februar
