"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sultestrejken der fusede

6. juni 2012 - Artikel - af Ulla Dahlerup

Ulla Dahlerup

Tiderne er skiftet: Når den røde regering følger samme udvisningspolitik som den borgerlige, kan "de gode" pludselig ikke bruge de stakkels asylansøgere til noget.

Gå til side, lad det nu være nok.

De illegale, afviste kurdiske asylansøgeres "sultestrejker" blev en afbrænder. Den styrede iscenesættelse, som startede syv forskellige steder fra Hanstholm til Stefanskirken i København, fik ikke et større medieshow til at rulle. For venstrefløjen, specielt de autonome, samt forskellige humanistiske hjælpeorganisationer stillede ikke op på kurdernes vegne. Og så faldt medieshowet til jorden.

De mange kurdiske organisationer i Danmark må se hinanden i øjnene og betænkeligt spørge: "Hvorfor virker det ikke denne gang, når vi fik skabt så bragende stor opmærksomhed i 2009 med besættelsen af Brorsons Kirke?"

Det gik bedre i 2009

Det var dengang i maj 2009 under en borgerlig VK-regering, at ca. 70 afviste asylansøgere besatte Brorsons Kirke på Nørrebro, hvor de i flere måneder boede i krypten under kirken. Det var en protest imod, at regeringen og Irak havde indgået en aftale om, at 282 afviste irakiske asylansøgere, der ikke frivilligt ville rejse hjem, kunne tvangsudsendes. Om natten den 13. august måtte politiet rydde kirken, mens krigeriske autonome lavede voldsomme optøjer udenfor i gaderne, og råbet: "Asyl til alle her og nu!" rungede mellem husmurene under stor mediedækning. Dagen efter gik ca. 20.000 mennesker fulde af harme ind og ud mellem hinanden i en demonstration fra Brorsons Kirke til Christiansborg.

I 2009 blev de illegale irakerne løbende udsendt af Danmark, for det Nordlige Irak har selvstyre og er godt sted at være for kurdere. For enden af den udvisnings-historie stod ikke nakkeskuddet, men en hverdag og et slidsomt arbejdsliv med selvforsørgelse. Nu har de afviste irakerne været hjemme i årevis, og der sker dem ingenting. Alt har vendt sig til det bedste.

Standardfølelser

Mærkeligt nok glæder "de gode" sig ikke over det. Da den hjemlige ophidselse var stilnet, og rædselsfantasierne havde vist sig at være tomme, blev der bare tavshed. Kirkebesættelsens drama og de hårde gadekampe imod politiet havde været overflødige, men sandheden betyder jo ikke ret meget i en politisk propagandakamp.

USSR-tiden lærte os, at der altid er svorne tilhængere af enhver magt, som har medvind. Det er folk med standardfølelser, uden egen mening eller ægte selvstændighed, folk som kører med på tidens politisk korrekte propaganda og siger ord, som ikke er deres egne. De lever i en tårnhøj, ideologisk utopi, som de ønsker omsat i politik, hvilket tvinger dem til at se ting, der slet ikke er til. Eller de ønsker gadekampe for at tilfredsstille egne radikale og voldelige tilbøjeligheder. Vi har haft flere etniske kirkebesættelser efter samme recept, som satte hele landet på den anden ende. Etniske røverhistorier er en fortsat sygdom sat i system, som afkræver os et uafladeligt hysteri.

Træthed

Men hvorfor vægrer "de gode" sig så ved at rykke ud og støtte kurderne i 2012?

Der er trætheden ved gentagelsen i et samfund, der nu døjer med en økonomisk krise. Desuden, hvis omverdenen skal græde med sultestrejkende, skal de strejkende personer faktisk blive tyndere og tyndere dag for dag, hvilket ikke fremgår af mediefotos fra "sultestrejken". Der er ingen alvor i at lægge sig på en madras med et tæppe over og se lidende ud, men med faste skridt gå ud på toiletterne og spise og drikke i smug, når dagen hælder. På Vor Frue Kirkes toilet så jeg som journalist i maj 2009 en del tomme pizza-bakker ligge smidt på gulvet. Så slår røgen fra det bål ikke mod himlen, men ned mod jorden.

Dårlig PR

Desuden har aktionen savnet kyndige PR-vejledere. Ifølge Jyllands-Posten (4. juni) er fire af de "sultestrejkende" ikke afviste asylansøgere. To hører til i Tyskland, og to fra Sandholmlejren har slet ikke fået deres sager færdigbehandlet og har derfor ikke fået afslag. Det er også ret dårlig PR at lade en temmelig overvægtig, ung kurdisk kvinde, Nurcan Badili, fra det nordlige Irak udtale i TV2 Nord (16. maj): ”Jeg bliver ved med at sultestrejke til jeg dør. Jeg bliver her. Danmark, hjælp mig!” Her havde man virkelig valgt en forkert person til at udtale sig om en sultestrejke. Fuld bug gør kort galop, som et gammelt ordsprog siger. Desuden forlener voldsom og tom retorik os andre en træthed langt ind i sjælen.

Er der mere i vejen, siden venstrefløjens indforståethed med kurderne er brudt?

Ja, tiderne er skiftet, og en rød regering har taget plads for bordenden.

Småpip

"De gode" på venstrefløjen føler sig ikke pint og plaget af illegale kurderes skæbner, fordi de ikke ønsker at kritisere en rød regerings asylpolitik. Kurdernes sag er kun politisk brugbar, når den kan bruges til at hamre døren ind hos en VK-regering og slå den i hovedet med, at borgerlig asylpolitik er inhuman og racistisk.

Når en rød regering følger de samme retningslinjer for udvisning af illegale, uberettigede asylansøgere, så sænker tågedisen sig, og kun småpip høres her og der, som fra gruppen med det patetiske navn "Bedsteforældre for syl", der i en mindre flok gik rundt foran asylcentret Sigerslev i Sydsjælland, men de betyder ikke noget uden deres bagland. Samme fornedrelse rammer den ret så manipulerende gruppe ”Asylret.”

Næste gang kurderne vil opføre et medieshow, må de på stridens dag se at få nogle bedre heste mellem benene og mere fart over feltet.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg