"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Stormoskéen bliver fremskudt base for den iranske revolutionsgarde

11. september 2009 - Den løbende - af Lars Hedegaard

Den påtænkte moské  på Vibevej i Københavns Nordvestkvarter er direkte styret og finansieret af Irans egentlige magthaver, Pasdaranen

Da Københavns Borgerrepræsentation besluttede at give grønt lys for opførelsen af en kæmpemoské på adressen Vibevej 25-27 i Københavns Nordvestkvarter, havde den ikke gjort sit hjemmearbejde. Til Sappho beretter flere iranske kilder, at foreningen Ahlul-Bait, der står bag byggeriet af Imam Ali Moskéen, er finansieret og dirigeret fra øverste sted i den iranske Revolutionsgarde, der på persisk går under navnet Pasdaranen. og som er Den Islamiske Republiks egentlige magthaver.

Ifølge direktøren for det London-baserede Center for Arabiske og Iranske Studier, Ali Reza Nourizadeh, der indtil han måtte flygte fra Iran var redaktør af et ledende dagblad i Teheran, var Imam Ali Centrets chef, imam Mohammed Mehdi Khademi, indtil 2004 medarbejder ved Revolutionsgardens Afdeling for Ideologi. Afdelingen specialiserer sig ifølge Nourizadeh i propaganda for regimet og "hjernevask" af unge iranere både i hjemlandet og rundt omkring i verden.

Centret i Nordvestkvarteret er blot ét ud af 68 lignende centre over hele verden. De styres og finansieres direkte fra Teheran. Ifølge Nourizadeh har hele operationen et årligt budget på ikke under 1 milliard dollars.

Budget på  11 millioner dollars

Nourizadeh fortæller, at  det danske center i 2004 havde et budget på 6 millioner dollars, som i 2009 er steget til 11 millioner. Det var til at begynde med en aflægger af det største europæiske center i Hamburg, der går tilbage til tiden før ayatollah Khomeinis revolution i 1979.  Det blev i tidsrummet 1961-65  blev ledet af en af ayatollah Khomeinis vigtigste allierede, ayatollah Mohammad Hosseini Beheshti.

Alle imamerne ved Imam Ali-centrene er direkte udpeget af magthaverne i Teheran.  

Ifølge en anden London-baseret iransk journalist og blogger, Potkin Azamehr, der ligeledes måtte forlade sit hjemland kort efter den islamiske revolution i 1979, fungerer de mange Imam Ali-centre på samme måde som Hitler-jugend i Det Tredje Rige. Dvs. at deres opgave er at opfanatisere unge iranere og andre muslimer til udbredelse af den fascistiske ideologi, som det iranske diktatur bygger på.

Og det er der ifølge Azamehr rigeligt penge til, idet Revolutionsgarden, der stod bag den massive undertrykkelse af oppositionen efter det seneste svindelvalg i Iran, sidder på 70 pct. af landets økonomi. Den velbevæbnede garde har sine egne, magtfulde institutioner, herunder sine egne medier, og finansierer sine aktiviteter ved bl.a. narko- og alkoholsmugling, ud over at den har førsteret til alle lukrative økonomiske kontrakter i landet.

Nazister

"Nu præsenterer de iranske magthavere sig som meget religiøse. Men det er i virkeligheden blot nazisme i en ny forklædning. Styret har intet med tro eller religion at gøre. Dets egentlige formål er kriminalitet og rå undertrykkelse af alle, der truer dets privilegier", siger Potkin Azamehr.

I den forbindelse peger han på den sigende kendsgerning, at tyske nazistiske organisationer var blandt de første til at lykønske præsident Ahmadinejad med hans såkaldte "valgsejr" ved de netop overståede valg.

Denne udlægning svarer ganske til Ali Reza Nourizadehs opfattelse. Han oplyser, at Imam Ali centrene bl.a. virker ved at sende unge iranere i Vesten til omskoling i Iran med det formål at forberede dem til "den endelige konfrontation med Vesten".

Det danske center indtager ifølge Nourizadehs oplysninger en fremtrædende plads i den iranske beherskelsesstrategi, fordi de danske myndigheder siden 1980'erne ikke har vist ringeste interesse for at overvåge eller kontrollere de iranske agenter. Danmark er med andre ord en særdeles frugtbar arbejdsmark for diktaturet.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg