"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Stoltenbergs svigt

20. august 2012 - Artikel - af Hans Rustad

Hans Rustad

Utøya-massakren kunne være undgået, konkluderede en rapport sidste mandag. Nu anklages Stoltenberg og hans regering for uhørt, fatal sjusk med sikkerheden. Et svigt, der kalder på et tilbundsgående opgør med en virkelighedsfjern dialoglinje, skriver Hans Rustad.

Terror er synonym med begivenheder udenfor ens kontrol. Det gælder også konsekvenserne.

Man kan beklage det, men terror forandrer vore samfund uanset, hvor meget man ønsker at bevare dem som de var.

Terroren har også en retroaktiv virkning, som dukker op, når man spørger: Hvordan var det muligt?

Den effekt udløste 22.juli-kommisionens rapport, da den blev fremlagt i Oslo for en uge siden af lederen Alexandra Bech Gjørv.

Rapporten blotlagde svigtet den fatale dag, både det manglende beredskab og den manglende evne og vilje til at tage terror alvorligt.

Politiet, men også den politiske ledelse, helt op til statsminister Jens Stoltenberg personligt, fik en hård medfart.

Stoltenberg ignorerede advarsler

I 2005 var der konkrete planer om at lukke Grubbegaten – den gade, der ligger bag regeringsbygningen.

Den når helt op til bygningen i modsætning til forsiden, hvor en stor plads mellem Akersgata og nogle høje boligblokke skaber betryggende afstand.

Det blev hurtigt klart efter 11. september, at denne nærhed udgjorde en uacceptabel risiko. Simulerede angreb med en bilbombe viste uhyggelige konsekvenser.

Tanken om at spærre gaden af blev lanceret allerede under Kjell Magne Bondevik, men det er Stoltenbergs regering, som har siddet med regeringsansvaret de sidste syv år.

Det gør det vanskeligt at lægge ansvaret over på andre.

Da ministeren for Fornyings- og administrationsdepartementet i 2007 ville tage afspærring af gaden op i et regeringsudvalg, som bestod af lederne fra de tre koalitionspartier, intervenerede Stoltenberg, og skrev, at han ikke fandt det nødvendigt.

Hans højre hånd, Karl Eirik Schjøtt-Pedersen, skulle tage sig af sagen.

Nu siger Stoltenberg, at hans indblanding ikke skyldtes, at han nedprioriterede sagen, men tværtimod var udtryk for at han ville fremskynde den.

Men fem år senere kunne Anders Behring Breivik køre sin bil helt op til indgangen.

Det var heller ingen vagter, som fik fjernet en sådan fejlparkering. Man var vant til det.

Virkeligheden knuser Stoltenbergs egne ord.

Fra helt til skydeskive

Sidste mandag blev den grufulde sandhed, som havde ligget der helt siden Utøya-massakret, åbenbaret.

Stoltenberg formåede ikke at beskytte sin egen regering og sine ansatte.

Og endnu mere tyngende: heller ikke "sine" børn. Utøya er samlingssted for børn af folk, som har været med i Arbeiterpartiet og AUF i generationer. Det går i arv.

Derfor ramte Utøya-massakren Arbeiterpartiet midt i hjertet.

At dette bagslag skulle ramme regeringen ét år senere må være kommet som en overraskelse. Man var forberedt på kritik. Men ikke på, at den skulle ramme så hårdt.

Stoltenberg er tidligere blevet hyldet for sin omsorgsfulde håndtering. Nu blev hans regering stillet til ansvar for at det gik så galt. Det må være kommet som et chok at gå fra at være offer til at blive skydeskive. 

Pressen har i lang tid givet politiet skylden, fordi de var for langsomme til (med) at tage til Utøya.

Man har regnet ud, at de kunne have været der ca. en halv time før. I det tidsrum henrettede Breivik snesevis af unge. Pressen har ikke undset sig for atskyde enkeltofre foran sig, og har nærmest hængt dem rundt om halsen på politiet.

Forældre har rettet bitre anklager: ”Min sønn/datter kunne være blevet reddet.”

I den seneste uge har det været socialdemokratiske aviser, der har haft efterladte på forsiden med samme anklage.

Men denne gang er anklagen rettet mod den øverste ledelse for politiet og for regeringen.

Avisen Verdens Gang rykkede ud og krævede Stoltenbergs afgang. Statsministeren sagde i august i fjor, at han tog det hele og fulde ansvar.

Det mente flere, var ord som forpligtede, da Gjørv-kommissionen dokumenterer, at det manglende beredskab var systematisk.

Men Stoltenberg mente, at det at tage ansvar også betyder at påtage sig arbejdet med at korrigere fejlene.

Både politisk og menneskeligt synes han at have vanskeligt ved at forholde sig til, at den største katastrofe i fredstid kunne gøres til hans og Arbeiderpartiets ansvar - de som netop var ofre. 

Socialdemokratisk kritik af Stoltenberg

Men det var hvad Arne Strand, redaktør for socialdemokratiets egen avis, Dagsavisen, skrev i en kommentar tirsdag: Varemerket smadret.

Arbeiderpartiets største force har været at fremstå som symbolet på tryghed. Denne tryghed forudsatte tillid. Denne tillid er nu borte, den blev knust af braget i Regeringskvarteret og drabene på Utøya.

Alene det, at en af Arbeiderpartiets mest erfarne pressemænd, og tidligere ministersekretær, formulerer sådanne tanker viser, at selvtilliden er krakeleret, og at der må findes nogle nye svar.

De sædvanlige fraser holder ikke længere:

”I alle valgkamper til alle tider har Aps styringsdyktighet gitt plusspoeng ved valget. Det har slått til enten statsministeren het Einar Gerhardsen, Trygve Bratteli, Gro eller Jens. Ap har i hele etterkrigstiden vært det dominerende regjeringspartiet. Ingen har tvilt på at Ap har den erfaring som trengs for å styre landet på en trygg måte. Partiets slagord om «stø kurs» er et uttrykk for det. 22. juli-kommisjonen utfordrer «stø kurs»-myten. Ap kan være frarøvet sitt beste argument.”

Strand punkterer her nogle forestillinger om Arbeiterparti-staten, som har været selvfølgelige og selvindlysende. Nærmest trosartikler.

Han har næppe selv set rækkevidden af sine ord.

Hvis trygheden er falsk, har vi så levet på en illusion? Hvis alle havde været omfattet af samme selvtillid, ville hammeren ikke været faldet med samme kraft.

Men det forhold, at udvalget og sikkerhedstjenester har advaret og indtrængende tilrådet sikkerhedstiltag, gør at trygheden ikke bare kan siges at være en illusion, men et bluffnummer.

Det er her det politiske ansvar melder sig, og det lader sig ikke bortforklare.

Breivik kunne være blevet stoppet

Det leder til det store og tunge spørgsmål, om man selv må bære ansvar for omfanget af katastrofen:

Hvis Grubbegata havde været afspærret, og hvis politiet havde haft effektive rutiner, ville Breivik være blevet standset, før han kom til Utøya.

En opvakt  borger skrev hans bilnummer ned,ringede ind og gav det til politiet umiddelbart efter. Der blev sedlen liggende i tyve minutter, før der skete noget. Breivik sad fast i en bilkø og havde en politibil lige bag sig ud af Oslo. 

 

Strand fælder en hård dom over sit eget parti:

”Regjeringens hovedoppgave er å sørge for at velgerne har tillit til at det er trygt å bo i Norge. Beredskapen må til enhver tid være på topp. Til det har vi forsvaret, politi, brannvesen, helsevesen og mange andre vesener. Svikter tilliten til at regjeringen håndterer beredskapen på en forsvarlig måte, forsvinner regjeringens velgergrunnlag. 22. juli-kommisjonen er en historie om total og fundamental svikt i beredskapen og politiet. Bare helsevesenet og brannvesenet besto prøven. Forsvaret ble ikke satt på noen prøve.”

En helt ny retning

Kommissionens rapport har givet Utøya-sagen en helt anden retning.

Retssagen har domineret nyhedsbilledet og debatten.

Man har ventet i spænding på dommen 24. august - tilregnelig eller utilregnelig?

Med ét er dette ikke så vigtigt. Breiviks rolle som en isoleret og enlig gerningsmand er blevet tydeligere. Ved sin optræden i retten har han dagligt demonstreret, hvor atypisk han er.

Det andet hold retspsykiatere, Agnar Aspaas og Terjen Tørrissen, ville gerne placere ham i en ideologisk sammenhæng og anklage det uldne "miljøet" på højrefløjen, men måtte selv indrømme, at Breivik er uden sidestykke.

Fra 9. april og frem

Dermed er politikken og det politiske ansvar blevet hovedsporet. Og det er et langt mere omfattende spørgsmål.

Man ser allerede nogen drage paralleller til 9. april – en dato, hvor Arbeiderpartiet kæmper med en tilsvarende ansvarsproblematik.

Heller ikke den gang ville man se truslen, og da invasionen kom, brød det hele sammen.

Politikerne gik i panik, den militære mobilisering var kaotisk, og Aftenposten manede til besindighed og ikke-provokerende opførsel, mens norske soldater døde nogle få mil derfra.

Kun en konge af dansk afstamning og en resolut Stortingspræsident, reddede nationen fra at bøje sig for de tyske krav.

Mens Fogh Rasmussens regering tog et opgør med samarbejdspolitikken og Danmark blev en "krigsnation", har Norge bevæget sig i stik modsat retning, og er blevet dialoglinjens fremmeste forsvarer. 

Dialog og ikke-vold er blevet selve grundpillerne både hjemme og ude. Selv da terroren ramte, svarede Norge igen med rosen-optog.

Det er hele dette bygningsværk, som nu kan vise sig at være bygget på sand.

 

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg