"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Samvittighed og magt: Om Akbar Ganjis metamorfose

1. oktober 2005 - Artikel - af Ali Alfoneh

"I dag er mit forslåede ansigt Den Islamiske Republiks sande ansigt," siger Irans berømteste politiske fange.

Uanset hvor man befinder sig i den iranske hovedstad, drages blikket uvægerligt mod det sagnomspundne bjergkæde Alborz, som med sine sneklædte tinder og Den Nære Orients højeste punkt, Damâvand, tårner sig majæstetisk over Teheran. Alborz som er centrum for de ariske folks mytologi, har siden 1971 dannet rammen om nye og tragiske kapitler i iranernes sagnhistorie. En historie sammensat af beretninger om ondskab og heltemod fra det berygtede Evin-fængsel.

Beliggende ved bjerglandsbyen Evin på de maleriske bjergskråninger i det nordvestlige Teheran, husede den iranske efterretningstjeneste SAVAKs moderne sikkerhedsfængsel i 1970erne det kejserlige styres politiske modstandere. Det vil først og fremmest sige marxistiske eller islamistiske guerillaer, som systematisk blev torteret i overensstemmelse med fagets seneste "videnskabelige fremskridt". Efter 1979-revolutionen blev rollerne byttet om, og siden har Evin-fængslet på skift huset monarkister, liberale, religiøse konservative, sekulære nationalister, marxister, maoister, trotskister, radikale islamister, ja sågar forhenværende tilhængereaf grundlæggeren af Den Islamiske Republik Iran, storayatollah Ruhollah Khomeini.

Irans måske mest berømte politiske fange, Akbar Ganji, er netop en forhenværende Khomeini-tilhænger. Under 1979-revolutionen var Ganji en hengiven islamist. I årene efter revolutionen blev han tilknyttet den iranske Revolutionsgarde og gjorde karriere i det post-revolutionære styres bureaukratiske apparat, blandt andet som udstationeret ved den iranske ambassade i Ankara. I den anden halvdel af 1990erne forlod Ganji sin embedskarriere og valgte journalistikken. Karriereskiftet skulle vise sig fatalt, idet han kom på sporet af historier om seriemord på intellektuelle og dissidenter såvel i Iran som i udlandet. Under Mohammad Khatamis første præsidentperiode (1997-2001) gav man pressen større ytringsfrihed, og Ganjis afslørende journalistik fulgte sporene tilbage til toppen af det politiske system: Sikkerheds- og efterretningsministeren Ali Fallahian og republikkens magtfulde ekspræsident, Akbar Hashemi Rafsanjani (Ganji 1999 & 2000).

Det var her, at det revolutionære systems uhyrligheder gik op for Akbar Ganji. Den revolution, som han havde kæmpet for, var degenereret til et halvtotalitært styre, præget af en "fascistiske fortolkning af religion og stat" (Ganji 2000a), og hvor dissidenter og intellektuelle blev myrdet for at skabe en stemning af terror i samfundet og for at lukke munden på systemkritikerne. Det var mere end den forhenværende Khomeini-tilhænger Ganjis samvittighed kunne bære.

Men tilbage i april 2000 troede Ganji stadig, at Den Islamiske Republik kunne reformeres. Under en konference i Berlin med overskriften "Iran efter parlamentsvalget" (med henvisning til reformfløjens jordskredssejr ved parlamentsvalget i februar 2000) advarede Ganji iranerne mod to farer: "Den ene er de konservative kræfter i Iran, og den anden den voldelige opposition i udlandet". Her tænkte han på organisationen Mujahidin-e-Khalq (MEK), Folkets krigere. "De konservative i Iran er angste for at miste deres uretmæssige magt og rigdom.

Derfor modsætter de sig moderniseringen og demokratiseringen. Denne modstand kommer til udtryk ved en neofascistisk terror, godt hjulpet af den udenlandske terror [idet terror begået af MEK retfærdiggør magthavernes brug af politistatsmetoder]" (Riyahi et al. 2000:360-361).

Ganjis artikler og deltagelse i Berlin-konferencen sendte ham direkte til Evin-fængslet, hvor han forfattede "Det Republikanske Manifest" i to bind (Ganji 2002 & 2005). Her fremstillede han Den Islamiske Republik som en totalitær konstruktion, der slet ikke lader sig reformere. Mere grundlæggende mener Ganji ikke længere, at det liberale demokrati overhovedet lader sig forene med et religiøst islamisk styre.

Ifølge officielle beretninger indledte Ganji en sultestrejke i protest mod de skærpede straffe i Evin-fængslet den 19. maj 2005, som han angiveligt opgav på grund af talrige opfordringer fra den bekymrede iranske offentlighed. Imidlertid skriver Ganji selv fra Evin-fængslet, at hans tilstand skyldes tortur, og ikke sulte-strejke. Således lyder det seneste kapitel i beretningen om ondskab og heltemod fra Alborz bjergkædens skråninger.

 

LITTERATURHENVISNINGER:

Ganji, Akbar (2005): Manifest-e Jomhouri-Khâhi II [Det Republikanske Manifest II]. www.gooya.com

Ganji, Akbar (2002): Manifest-e Jomhouri-Khâhi [Det Republikanske Manifest]. Essen: Nima Verlag

Ganji, Akbar (2000a): The Fascist Interpretation of Religion and Government. Tehran: Tarh-e Nô

Ganji, Akbar (2000): The Red Eminence and the Gray Eminences: Pathology of Transition to the

Developmental Democratic State. Tehran: Tarh-e Nô

Ganji, Akbar (1999): Ghosts‚ Darkhouse: Pathology of Transition to the Developmental Democratic State. Tehran: Tarh-e Nô

Riyahi, Sahar et al. (2000): Negareshi tahlili be projeh-ye bohrânsazi [Analytisk gennemgang af kriseskabelsesprojektet]. Tehran: Enteshârât-e Wâzhegân

 

AKBAR GANJIS BREV FRA EVIN-FÆNGSLET TIL VERDENS FRIE FOLK

Oversat fra persisk af Ali Alfoneh

Evin, fredag den 1. juli 2005

"Nitten dage er gået, siden jeg indledte min sultestrejke. Gennem 30 dages sultestrejke har jeg tabt 19 kilo, det vil sige et vægttab fra 77 til 58 kilo. De har spærret mig inde i Isolationscelle Nr. 240 og påført mig andre straffe som forbud mod at tale i telefon, forbud mod at modtage besøg, forbud mod at læse avis samt forbud mod udluftning.

I totalitære regimer forvandles løgnen til en dyd. Løgnerne påstår: "Vi har ingen politiske fanger", "Vi benytter os ikke af isolationsfængsling", "Der er ingen sultestrejker i de iranske fængsler", ja fængslerne er ligefrem blevet forvandlet til "hoteller"! Med andre ord løser de problemerne ved at kalde tingene for noget andet, end det de er. Enmandsceller kalder de for en "suite" og tror, at problemet derved er løst! Forvandles et æsel til papegøje, blot fordi vi kalder det en papegøje? Det at være fanget vil sige at være berøvet sin frihed. Ændres fængslets natur, hvis vi blot kalder det for et hotel? En politisk fange er en person, som indespærres på grund af sine anderledes tanker og for at give udtryk for sin anderledes tænkning. Alle menneskeretsinstitutioner har gennem mange år dokumenteret tilstedeværelsen politiske fanger i Iran, hundreder af folk hvis eneste forbrydelse er deres anderledes tænkning.

Teherans løgnagtige offentlige anklager påstår den ene dag, at Ganji er blevet isolationsfængslet på grund af sin sultestrejke. Den anden dag siges det, at Ganji er blevet isolationsfængslet som straf, og at han må blive der, indtil straffen er blevet afsonet. I den seneste offentlige udtalelse siges det: "På grund af Ganjis vejrtrækningsproblemer har lægerne anbefalet, at han anbringes i et stille og roligt miljø." Men løgneren glemmer sine tidligere løgne og tvinges ud i nye. De har glemt, at for en måned siden hævdede Teherans offentlige anklager, Alizadeh, at Ganji ikke er syg. I dag siges det, at Ganji, ifølge lægerne, har vejrtrækningsproblemer (læs astma). Men har lægerne også ordineret patienten isolationsfængsling, telefonforbud, besøgsforbud, forbud mod aviser og forbud mod sol og frisk luft?

I skal vide, at hvis der med afsoning af straf menes tilbagetrækning af mine tidligere synspunkter, så får jeg aldrig afsonet min straf. Alle mine skrifter, i særdeleshed "Det Republikanske Manifest"s første og anden bog er resultaterne af min tænkning og refleksioner. Nådesløs kritik af disse værker tilfalder andre. I skal vide, at Ganji ikke standser, før han når sit mål. Falske tilståelser var Stalins foretrukne metode, en metode som de iranske stalinister har arvet efter ham.

I dag er mit forslåede ansigt Den Islamiske Republiks sande ansigt. Nu er jeg billedet på retfærdigheden. En retfærdighed, som nøgternt set viser den uret, som lederne af Den Islamiske Republiks praktiserer. Mit forslåede og forvredne ansigt viser paradoksalt nok ønsket om retfærdighed, og udstiller den utilslørede uret. I dag spørger enhver, der ser mig, forundret: "Er De Akbar Ganji? Hvad har de dog gjort mod dig?"

Ja, jeg er hverken syg eller sultestrejker. Med deres opfindsomme torturmetoder har de reduceret min vægt fra 77 til 58 kilo. De skjuler denne sammenfaldne krop fra andre så Den Islamiske Republiks sande ansigt holdes skjult fra andre. Hvorfor tror I, at de ikke lader journalister fotografere mig og offentliggøre billeder af mig?

Som jeg gang på gang har sagt, må hr. Khamenei (Den Islamiske Republiks Øverste Leder og statsoverhoved, red.) holdes ansvarlig for min eventuelle død i fængslet. Mortazavi (Teherans øverste undersøgelsesdommer, red.) modtager sine ordrer fra Khamenei. Jeg er modstander af hr. Khameneis uindskrænkede magt og ikke-folkevalgte styre. Jeg har sagt, at den uindskrænkede og livsvarige magt er uforenelig med demokrati. Jeg har sagt, at sådanne ytringer vil blive mødt med stærke og hurtige reaktioner fra hr. Khamenei, og denne forudsigelse er gået i opfyldelse. Han tåler ingen kritik af sin person. [Præsidentkandidaterne] Karroubi, Moin og Hashemi Rafsanjani har nu også følt Khameneis religiøse folkestyre på egen krop. Revolutionsgarden og Basij-militsens omfattende og systematiske indblanding (ved det seneste præsidentvalg i Iran i juni 2005, red.) påkaldte sig selv [konservative kandidater som] Larijanis og selveste Mohsen Rezais (forhenværende leder af Revolutionsgarden, red.) kritik.

Mortazavi har sagt til min kone: "Hvad sker der, hvis Ganji dør? Der dør 10-15 mennesker i de iranske fængsler hver eneste dag. Ganji er blot én af dem." Dette er hr. Khameneis ord, udtalt fra Mortazavis mund. Ganji dør, men frihedstrangen, stræben efter demokrati, ønsket om politisk retfærdighed, håbet, ønsket og idealet dør ikke. Kærlighed til næsten og selvopofrelse for folket lever bestandigt og varer evigt.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg