"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Præventiv censur på Grenaa Rådhus

12. april 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Maleri, der forestiller Kurt Westergaard med en bombe i turbanen, er blevet fjernet fra Grenaa Rådhus efter én til to klager. Kurt Westergaard kalder udviklingen trist.

Kurt Westergaard er ikke velset. I hvert fald ikke i Norddjurs Kommune, hvor man har fjernet et maleri, der forestiller den verdensberømte Muhammed-tegner, fra en udstilling på rådhuset i Grenaa. Maleriets motiv er en tilsløret muslimsk kvinde og en gris, der kigger på et billede af Kurt Westergaard, der er iført turban med tilhørende bombe.

Maleren bag værket hedder Hans Christian Sørensen. Han er tilknyttet den lokale kunstnergruppe Fornæs Gruppen, der udstiller på Grenaa Rådhus i april. Men nu er Hans Christian Sørensens maleri ikke længere en del af udstillingen. Det blev fjernet i sidste uge, da der indløb klager over værket.

Sappho har spurgt Norddjurs Kommunes borgmester Jan Petersen (S), hvorfor kommunen har fjernet maleriet fra udstillingen.

”Beslutningen er begrundet i, at nogen borgere følte sig stødt over maleriet, og så kunne det måske støde nogen flere, og så valgte vi at fjerne maleriet,” siger Jan Petersen til Sappho.

Ifølge borgmester Jan Petersen er der tale om en administrativ beslutning truffet af Norddjurs Kommunes kommunaldirektør Jesper K. Schmidt. Borgmesteren tilkendegiver, at han er enig i sin kommunaldirektørs beslutning. Hvem, der har klaget til kommunen over maleriet, ønsker borgmesteren ikke at fortælle.

Én til to henvendelser

Norddjurs Kommunes kommunaldirektør Jesper K. Schmidt oplyser til Sappho, at kommunen har fået én til to mundtlige henvendelser vedrørende maleriet. Henvendelser som kommunen har valgt at reagere på.

”Der har ikke været tale om nogen proteststorm. Men når nogen fortæller mig, at maleriet kan have den effekt, kan det jo godt være, at der er flere, der føler sig krænkede. Så du kan sige, at kommunen reagerer på forventede henvendelser,” siger Jesper K. Schmidt til Sappho.

Muhammed-tegning er okay

Billedkunstner Hans Christian Sørensen forstår ikke rådhusets beslutning. Han afviser, at maleriet er en provokation.

”Jeg synes, det er okay, at Kurt Westergaard har tegnet Muhammed, men det betyder ikke noget for mit maleri, og hvis nogen skulle blive forargede over motivet, skulle det være Kurt Westergaard eller grisen,” siger Hans Christian Sørensen til Kristeligt Dagblad.

Hans Christian Sørensen forstår heller ikke, at rådhuset siger, at de har modtaget klager fra besøgende. Kunstneren har selv været på udstillingen flere gange, og han har kun modtaget positive kommentarer fra publikum. Han betegner overfor Kristeligt Dagblad sit maleri som surrealistisk og sjovt.

”Kunst skal være originalt og ikke kopiere noget. Vi kan alle male blomster, men det ser man så meget af. Kunst skal kunne debatteres, det er meningen med det. Det er forskellen på kunst og udsmykning,” siger Hans Christian Sørensen.

En glidebane grundet angst

I Århus kalder Kurt Westergaard sagen for trist og ser den som et udtryk for angst.

”Jeg synes principielt, at censur er noget skidt. Det her er en konsekvens af den angst for terror, der ligger bag det hele. Det er en angst for, hvad der kan komme til at ske, hvis man generer en bestemt befolkningsgruppe. Hans Christian Sørensens maleri er jo en kommentar til hele den situation, vi står i,” siger Kurt Westergaard til Sappho og uddyber:

”Det er noget af en glidebane at begynde at censurere på den måde. Der er måske ting, der aldrig bliver til noget, hvis man er kronisk angst for at generere nogen. Den ny type frygtsomhed er virkelig trist. Jeg har respekt for, at folk bliver bange. Det kan jeg sagtens forstå. Men den her type censur hæmmer folk i deres udfoldelse.”

Muslimer forveksler Westergaard og Muhammed

Issmat Mohamed, der repræsenterer partiet Venstre i Integrationsrådet i Norddjurs Kommune, mener ikke, at der var grund til at fjerne Hans Christian Sørensens maleri fra rådhuset. Han havde hellere set, at billedet var blevet hængende udstillingsperioden ud, og at man havde taget en diskussion om maleriet. Issmat Mohamed mener desuden, at noget af balladen omkring billedet kan bunde i en misforståelse, da nogen muslimer forveksler Kurt Westergaard med profeten Muhammed.

”Kurt Westergaard har jo også skæg, men jeg er bange for, at nogle tror, det er et billede af Muhammed,” siger Issmat Mohamed til Århus Stiftstidende.

Læs også:

Auktionshuset Lauritz.com nægtede i januar at sælge en Kurt Westergaard-akvarel til fordel for børnene på det jordskælvsramte Haiti

Radisson SAS Scandinavia Hotel i Århus smed i februar 2008 Kurt Westergaard ud af hotellet angiveligt af frygt for de andre gæsters sikkerhed

I februar 2008 blev Kurt Westergaards hustru Gitte bortvist fra sit arbejde som pædagog i børnehaven Lille Rygård i Århus, da nogen af forældrene frygtede for deres børns sikkerhed, så længe Muhammed-tegnerens hustru arbejdede i institutionen

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg