"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Pinlig udvikling i Breivik-sagen: Sagkyndige behøver ikke vidne

31. maj 2012 - Artikel - af Hans Rustad

Hans Rustad

Afgørelsen er et tilbageslag for Breiviks forsvarere, der til gengæld kan glæde sig over, at domstolen vil give særbehandling til højrefløjskritikere.

Først sagde Stein Lillevolden nej, så sagde Hanne Nabintu Herland [to af de vidner, som Breiviks forsvarere ønsker at indkalde, red.] nej til at vidne og journalisterne blev hysteriske.

Nu siger dommeren i tingsretten Ina Strømstad, at privat indkaldte sagkyndige vidner ikke har vidnepligt. Det står Herland frit at sige nej, uden at det får konsekvenser for hende.

Sagen er pinlig, først og fremmest for team Lippestad [Breiviks forsvarsadvokater, red.], der har indkaldt vidner, som nærmest må stå i retten og inkriminere sig selv.

Advokat Lippestad siger, at han ikke kender til andre vidner, der ønsker at bakke ud. Det passer ikke. Document.no kender mindst to andre, der alvorligt har overvejet at sige nej.

Nu er der intet, der forhindrer dem i at gøre det.

Ifølge retsplejeloven kan Herland afslå, fordi hun er indkaldt som privat sagkyndigt vidne. Kun normale vidner har ifølge retsplejeloven pligt til at møde i retten.

"Er man privat engageret sagkyndig, bygger det på en aftale med den anden part, og den aftale kan man sige nej til. I så fald har man heller ikke nogen mødepligt for retten," siger tingsretsdommer Ina Strømstad, der er medlem af dommernes mediegruppe, til den norske radio NRK.

Forsvarerne vil ikke opgive Herland

Ifølge NRK ønsker forsvarerne, at religionshistorikeren Hanne Nabintu Herland skal vidne alligevel. De prøver nu ihærdigt at få en ny samtale med hende, men leder samtidigt efter andre religionshistorikere, der kan overtage Herlands rolle.

Hvis Herland afslår, kan politiet altså ikke trække hende i retten, sådan som det tidligere er blevet antydet.

Forskelsbehandling

I fredags blev det kendt, at retten havde truffet beslutning om, at nogle af de sagkyndiges vidneudsagn gerne måtte spredes via de elektroniske medier.

Det gjaldt bl.a. Lars Gule, Øivind Strømmen og Matthias Gardell, der skal tale om højrefløjen, som de betragter som politiske modstandere.

Derimod skulle vidneudsagn af bl.a. Ole Jørgen Anfindsen, Bruce Bawer og Peder Nøstvold Jensen [også kendt som Fjordmand, red.] ikke udsendes. Den ene part fik altså fuld adgang til medierne, mens den anden blev udelukket.

NRK talte i går med Oslo Tingsret, som ikke kunne give nogen fyldestgørende forklaring på forskelsbehandlingen. Begge grupper var af forsvaret indkaldt som sagkyndige.

Sagen er pinlig for retssikkerheden og for Oslo Tingsret samt for journalisterne, der har hyldet Lillevolden og sablet Nabintu Herland ned.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg