Peter Frederik Suhm om Trykkefriheden, 1771

Peter Frederik Suhm (1728-98),
historiker, skribent, kritiker,
ledende forkæmper for
ytringsfriheden, som han
sammenknyttede med kampen
for skabelsen af en dansk identitet

Endelig er den forønskte Dag fremkommet, den Tid jeg saa meget haver længtes efter, at enhver kan skrive hvad han tænker,(1) at Baand og Lænker ej mere ligge paa Forstanden, at enhver kan vise sig som han er. En priselig Gjerning af vor allernaadigste Konge, en Gjerning, som man maa haabe at han holder stivt over, da den er hans egen Gjerning; at han for de gode Skrifter, de gode Tanker, som den vil frembringe for Lyset, seer igjennem Fingre med de onde, de slette; thi Forfølgelser for Skrifter, som end kunde have fortjent det, er det samme som Forbud at skrive; det var at nedrive med den ene Haand hvad man opbygde med den anden; det var at qvæle Genierne, og ved Frygt at gjøre Hænderne stive og Hjernerne sløve." ... [Hvem erkjender ikke i disse faa Ord som en Spaadom om vor forqvaklede Skrivefriheds forestaaende Skjæbne; det maa have anet ham disse Politirets-Kjendelser og fiskalske Aktioner, der saavel under det Guldbergske Ministerium,(2) som siden efter, har forvoldt vor Tænkefrihed den megen Svindsot og Svækkelse, og saa vældigen dæmmet for Oplysningens Udbredelse hos os.] – "Vel er der ... vigtige Sandheder, som det vilde være alt for bedrøveligt, om de bleve angrebne, men man kan ej forbyde at skrive mod dem, uden tilligemed at ophæve Skrivefriheden; thi deres Grændser vilde blive hel vanskelige at bestemme. Engelland viser ogsaa, at Imodsigelse mod Sandhederne have ikkun tjent til at sætte dem i større Lys. De slette Skrifter forsvinde desuden af sig selv, de gode blive evig ved. Et slet, forargeligt, ondt, ugudeligt Skrift frembringer ofte gode. Dersom vi ej have faaet Philopatrejas,(3) saa havde vi og maattet savne Philodanus.(4) ... Overhovedet ... har man Aarsag at haabe, at Skrivefriheden vil bringe vort Folk fra forfængelige Ting til alvorlige; opmuntre det; udbrede Kundskab; forjage Dorskhed og Søvn; gjøre os igjen til et Folk, som vi have afladt at være; berige, udvide vort Sprog, uden hvilket at holde i Agt og Ave intet Folk kan kaldes et Folk ... De store tale ej vort Sprog, læse ej Skrifter som udkomme paa det, saa at mange kunne være hele deres Livstid i vort Land, og dog aldeles ikke forstaae vort Sprog, eller forstaae det ilde; ja, de kunne endog besidde Embeder, høje Embeder. Saalænge dette Onde ej hæmmes, saa nytter Skrivefriheden lidet, saa forestille vi intet Folk, saa faae vi ej nogen Nationalcharakter, saa blive vi stedse fremmede i vort eget Land, saa ere og blive vi foragtede i vore egne, som i andres Øjne, ja saa ere vi og i Sandhed Foragt værdige."

Francois Voltaires brev til kongen
af Danmark underskrevet den
15. januar 1771 vakte så stor
opsigt, at det blev udgivet på
både fransk og dansk

Ved kongeligt reskript af 14. september 1770 indførtes uindskrænket trykkefrihed - en handling, der vakte en sådan opsigt i Oplysningstidene Europa, at selveste Voltaire sendte et smigrende brev til kong Christian 7., selv om det var den egenrådige førsteminister Johan Friedrich Struensee, der havde givet ordren.

Reskriptet var forsynet med følgende fortale: "Det er saavel skadeligt for Sandheds upartiske Undersøgning, som og hinderligt i at oplyse de ældre Tiiders Vildfarelser og Fordomme, naar redeligen sindede, og for det almindelige Vel samt deres Medborgeres sande Bedste nidkjære Patrioter skulle, formedelst Persons Anseelse, Befalinger, eller forudfattede Meninger, skrækkes fra, eller forhindres at skrive frit, efter deres Indsigt, Samvirtighed og Overbeviisning, samt at angribe Misbruge, og lægge Fordomme for Dagen."

Derfor bestemte kongen: "I saadan Betragtning tillader Kongen udi sine Riger og Lande i Almindelighed en uindskrænket Frihed for Bogtrykkerierne saaledes: at ingen efterdags skal være pligtig og forbunden til at lade sine Bøger og Skrivter, som han vil overgive til Trykken, underkaste den hidtil anordnede Censur og Approbation, eller til den Ende at indlevere samme til at igjennemsees af dem, som slig Forretning har været overdraget." (Kilde: Ole Feldbæk (red.): Dansk identitetshistorie 1. København, C.A. Reitzels Forlag, 1991, s. 167-68)

Uheldigvis for de siddende magthavere medførte trykkefriheden bl.a. en strøm af skrifter vendt mod den Struensee, og allerede ved reskript af 7. oktober 1771 blev skrivefriheden atter indskrænket, således at forfattere eller deres bogtrykkere kunne stilles til ansvar for injurier og opfordringer til oprør.

Kilde:

Uddrag af Peter Friedrich Suhm: Samlinger, bd. 1, 1771, her citeret fra Peter Friedrich Sumhs Samlede Skrifter. Femtende Deel. Kjøbenhavn, G. Poulsens Forlag, 1798, s. 50-53. Bemærk, at der inden for de skarpe parenteser er medtaget en kommentar af Suhms anonyme udgiver.

(1) - Se efterfølgende forklaring.
(2) - Efter Johan Friedrich Struensees fald i januar 1772, overtog den konservativt sindede historiker og teolog Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) i voksende omfang styret i sin egenskab af stats- og geheimekabinetssekretær. Han blev afsat i 1784.
(3) - "Den fædrelandskærlige" – pseudonym hvorunder skribenten Jacob Christian Bie i 1770 afprøvede den nye trykkefrihed ved at udgive et skrift, der kritiserede stat og kirke.
(4) - "Den danskerkærlige" – pesudonym hvorunder Ove Høegh-Guldberg i 1771 udsendte sit flyveskrift "Azan eller den for Gjeld udfriede Fyrste".

Følg os her: