Helle Merete Brix har følt sig foranlediget til at begå et indlæg i Politiken (28/2) med den opsigtsvækkende kerneoplysning, der fremgår af rubrikken: "Jeg giver ikke hånd til Søren Krarup”.
Det er umådelig interessant. Politikens læsere vil med tilbageholdt åndedræt kunne vente på opfølgninger i den kommende tid: - Hvem vil Helle Merete Brix ikke sige hej til? - Og hvem har ikke gjort sig fortjent til en krammer? – Den slags oplysninger får os grå almindeligheder til at føle, at vi kommer tættere på et betydningsfuldt menneske.
Foreløbigt har Helle Merete Brix forklaret os indgående, at hun i lang tid havde sagt et køligt ”daw” eller viftet med fingrene til Søren Krarup, men da han forleden ville give hende hånden, erklærede hun, at det håndtryk besvarede hun ikke, før han havde sagt undskyld for noget, han for knap et år siden skrev om hende.
Husker forkert
Hvad var det da, Søren Krarup skrev? – Ja, det har hun desværre husket forkert - med den skæbnesvangre følge, at han ikke mere får sit liv beriget ved hendes håndtryk. Ifølge Helle Merete Brix havde Søren Krarup kaldt hende ”et utiltalende eksemplar af den menneskelige race”.
Men slår man efter (Kristeligt Dagblad 26/4 2012), skriver Søren Krarup faktisk noget andet:
”Helle Merete Brix er kun et enkelt utiltalende eksemplar af racen” – Hvilken race? – Det fremgår af den forudgående sætning - ikke den menneskelige race i bred almindelighed, men den politisk korrekte race, som har gjort det til en sport at forfølge den, der siger sandheden.
Og her er vi så ved sagens kerne, for det sandhedsvidne, der blev forfulgt af et blodtørstigt ulvekobbel – som Helle Merete Brix altså sluttede sig til – var Lars Hedegaard.
På præcist den dag – den 20. april 2012 – da der i Højesteret faldt dom i Lars Hedegaards sag om overtrædelse af § 266 b – og han blev frikendt med samtlige syv dommerstemmer – havde Weekendavisen bragt et længere indlæg af hans tidligere kammerat og medarbejder i Trykkefrihedsselskabet, Helle Merete Brix, der erklærede, at Lars Hedegaard havde mistet sin troværdighed. Et giftigt og ondsindet forsøg på at sværte ham til i rettens øjne. Man må i hvert fald sige, at timingen var perfekt.
Hendes hovedargument for Lars Hedegaards mistede troværdighed var, at han - i stedet for at stå på mål for sine udtalelser om muslimske fædres behandling af deres døtre – henholdt sig til, at hans ord ikke var fremsat med forsæt til udbredelse i en videre kreds.
Men det er ligeså løgnagtigt som citatet af Søren Krarup.
Lars Hedegaard stod faktisk på mål for sine udtalelser lige til det sidste, altså også i Højesteret. (Jeg var selv til stede.)
Hans dygtige og begavede advokat Karoly Németh kunne imidlertid fastslå, at Lars Hedegaard var blevet snydt af den kilde, der havde givet grønt lys til at lægge hans udtalelser ud på nettet, og at Lars Hedegaard ikke kunne vide, at hans ord i den form skulle udbredes til en videre kreds. (Og den forudsætning kræves i § 266 b)
Er det ikke rimeligt nok? – Jeg mener, selv om han kun sagde sandheden, kunne han selvfølgelig ikke være interesseret i, at den uden hans vidende viderebragtes i en form, som mildt sagt ikke overholdt de formalia, manden selv lægger vægt på.
Han er f.eks. ikke typen, der udtaler sig offentligt i skjorteærmer og med en bajer i hånden.
Alt det ved Helle Merete Brix selvfølgelig godt, men den oppiskede stemning og et uforklarligt nag forledte hende altså til at gå på akkord med sandheden og tilmed være en dårlig kammerat.
Gad vidst, hvor mange der til sidst bliver tilbage, som hun kan trykke i hånden.
Indlægget blev sendt til Politiken, der ikke ville bringe det.
