Der er blæst om Ole Sohns kommunistiske fortid. Der var der også i 1998, da han var tæt på at blive formand for Dansk Forfatterforening. Det lykkedes ikke, men mange forfattere var dengang ligeså lige glade med Sohns totalitære fortid, som de er med totalitær islam i dag, skriver Helle Merete Brix.Forfattereningen 1998
Den aktuelle ballade om SF-politikeren Ole Sohns fortid som formand for DKP bragte mine tanker tilbage til foråret 1998, da Dansk Forfatterforening skulle vælge ny formand på generalforsamlingen. Lige op til selve dagen, var der spænding om udfaldet. Der var to kandidater. Forfatteren Knud Vilby og forfatteren Ole Sohn.
Men allerede i efteråret 1997 var en lille gruppe af foreningens medlemmer gået i gang med et klart projekt: Nej tak til Sohn som formand. Vibeke Vasbo stod i spidsen for gruppen, som jeg selv støttede op om.
Og hvorfor ikke Sohn som formand? Det burde være indlysende, men lad mig blot gøre det klart her. En mand, der helt frem til Berlinmurens fald, øjensynligt havde været pot og pande med DDRs leder Erik Honecher, var naturligvis ikke værdig til posten som formand for en forening, der - i det mindste i vedtægterne - har til formål at beskytte ytringsfriheden.
En tysk-født oversætter fra gruppen var rystet ved tanken. Og som hun syrligt bemærkede, så måtte man i så tilfælde forvente, at der ville opstå ret akavade situationer, når forfattere fra det tidligere DDR kom på besøg og spurgte, hvorfor formanden var så godt inde i østtyske forhold.
I Information skrev Rune Lykkebjerg forleden en kommentar til den aktuelle ballade med overskriften “Den pæne mands pensum”. Lykkebjerg skriver blandt andet: “Og da han (Ole Sohn, red.) som forlægger i 2008 udgav den tyske journalist Cora Stephans roman Caruso synger ikke mere, som skildrer overvågningskulturen i Østtyskland, skjulte han for forfatteren, at han selv havde været formand for Danmarks Kommunistiske Parti. Hun vidste kun, at den pæne mand sad i det danske parlament. Naturligvis blev den erklærede antikommunistiske forfatter oprørt, da det blev afsløret, at hun uden at vide det var blevet udgivet af den sidste danske kommunistleder.”
Ligeglade forfattere
Min kommentar har tre pointer. Først den opmuntrende. Det nytter at kæmpe for sin sag. For Sohn blev ikke formand. Takket være ikke mindst Vasbos energi og dygtighed med hensyn til at bruge medierne, blev der skrevet og diskuteret om sagen på en måde, der nok ikke huede Sohn. På selve dagen havde han formentlig lugtet, at der ingen fremtid var i dette job. Sohn havde pludselig fået tilbudt et mere spændende arbejde og trak sit kandidatur.
Min anden pointe er mindre opmuntrende. Den handler om, hvor ligeglade mange forfattere var med Sohns fortid i forhold til at få ham som formand.
Hvad rolle spillede det i dag? Og troede vi virkelig, at Sohn ville forsøge at knægte ytringsfriheden? Sådan lød de typiske argumenter, når man talte med mange kolleger i foreningen i årene 1997-1998.
Hvad det sidste angår, nej, det havde vi ikke nogen forestilling om. Vi mente blot, at Sohns fortid, og ikke mindst hans manglende selvopgør i forbindelse med denne fortid, måtte have konsekvenser for hans virke.
Dette selvopgør synes svært at foretage, ikke blot for Sohn, men for adskillige på den yderste venstrefløj. Ikke så mærkeligt, for de har levet på en livsløgn. Mens modige dissidenter i kommunistiske diktaturer satte livet på spil for at indføre en borgerlig orden, gjorde aktivister på den yderste venstrefløj i de frie demokratier i Vesten alt for at afskaffe den. Et eksempel på et sådant manglende selvopgør finder man hos den amerikanske kommentator Christopher Hitchens, der i sin aktuelle selvbiografi Hitch 22: A memoir har Leon Trotskij på listen over de historiske personligheder, som han beundrer mest.
Min tredie pointe er denne: Sohn kan slippe af sted med sine manøvrer for at krybe uden om fortiden, fordi det han støttede var et kommunistisk diktatur. Havde det nu været Pinochets Chile eller Sydafrika under apartheid, han så varmt omfavnede, havde rasende forfattere og kommentatorer fra nær og fjern gjort hvad de kunne for at bringe manden til fald. Ganske rimeligt, for disse styrer var vitterligt ikke demokratiske. Men hvorfor disse milde blikke på de kommunistiske diktaturer?
Totalitær i forklædning
Det er min påstand, at mennesker af samme støbning, som ikke kunne se noget problem med Sohn og ytringsfriheden i 1998, i dag er de, der ikke har blik for islams totalitære substans. Tænk blot på de mange danske forfattere, der benægter, at der findes selvsencur med hensyn til at skrive noget fornærmende om islam. Eller som gør et nummer ud af at argumentere for, at der er en verden til forskel på Salman Rushdies fine roman De Sataniske Vers og Jyllands-Postens pauvre Muhammedtegninger.
Det totalitære kommer i mange forklædninger: Som en ateistisk utopi om lighed og lykke uddelt i ligelige mængder til folket. Eller lanceret som en særlig inderlig form for spiritualitet og med en revolutionær kraft, der ikke længere synes at have tag i de brede masser i de europæiske velfærdsstater. Man gør sig selv og sit samfund en stor tjeneste ved at gennemskue sådanne ideologier og strømninger. Og ved at gennemskue dem, der aldrig har ønsket at tage et opgør med deres egen andel i dem. Som for eksempel Ole Sohn.
