"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Nyt om film og teater fra ind-og udland/juni-juli 2009


I denne udgave: Anmeldelse af Katori Halls forestilling om Martin Luther King "The Mountaintop", foromtale af Hanif Kureshis teaterstykke "The Black Album" og omtale af filmen "The stoning of Soraya M."


The Mountaintop


Katori Halls teaterstykke om Martin Luther King

The Mountaintop er en fremragende lille forestilling i London om baptistpræsten og borgerretsforkæmperen Martin Luther Kings sidste aften på værelse 603 på Lorraine Motel i Memphis. Året er 1968, og King har netop holdt sin berømte tale om "The Mountaintop". Nu sidder han på motelværelset og ønsker roomservice. Det får han i form af en usædvanlig stuepige, der ikke forlader værelset igen.


Harewood og Burroughs


David Harewood, en af Storbritanniens mest kendte sorte skuespillere, er forrygende som en mangefacetteret Martin Luther King, idealistisk, rørende, chauvinistisk og selvhøjtidelig - "we are not walking, we are marching", som han fornærmet forklarer stuepigen Camae, der er træt af hans snak om "walks". Og Lorraine Burroughs er næsten lige så forrygende som den sexede og slagfærdige Camae, der ikke blot er med på en flirt og på at sige King nogle sandheder om hans måde at leve på, om politik og hans syn på kvinder. Hun kommer også, viser det sig, med et budskab, der gør King rædselsslagen: At han skal dø næste dag. På hotelværelsets balkon for en hvid mands hånd.

For Camae er den smukke dødsengel, der skal bringe ham over på den anden side til Gud, der er kvinde og naturligvis "Black and Proud".   

Forestillingen, der helt fortjent har høstet flotte anmeldelser hos de britiske anmeldere, spiller på det lille Theatre 503, der ligger ovenover The Latchmere Pub i Battersea i London. Teatret har specialiseret sig i ny dramatik. The Mountaintop er sat i scene af James Dacre og skrevet af den unge, amerikanske dramatiker Katori Hall, hvis mor voksede op som teenagemor lige rundt om hjørnet fra Lorraine Motel. 

Katori Halls bombastiske udmelding i det meget beskedent udseende program om den fremskredne racisme i USA - her glippede jeg lidt med øjnene - kunne give én bange anelser om, hvad det er for en forestilling. Men der er intet bombastisk eller endimensionelt ved forestillingen. Publikum denne aften var i øvrigt både sorte og hvide, dog flest af de sidste.

Kun enkelte steder forfalder forestillingen til sentimentalitet, ligesom man kunne have undværet den direkte reference til Barack Obama i slutningen -  specielt i disse "post-Cairo-talen-tider". Men det er ligegyldige skønhedsfejl i en vittig, sørgelig og superstramt komponeret forestilling, ikke et minut for lang og i øvrigt med et par super-erotiske scener, hvor de medvirkende knap rører hinanden. Det er teaterkunst.

The Mountaintop. Theatre 503, London.  Til 4. juli. Se mere om forestillingen
her
HMB

The Black Album

Hanif Kureishis kommende forestilling på National Theatre i London

"We’re not blasted Christians. We don’t turn the other buttock. We will fight for our people who are being tortured anywhere – in Palestine, Afghanistan, Kashmir, East End!"

Sådan lyder en af replikkerne i forestillingen The Black Album, der får premiere på The National Theatre i London den 14. juli. Forestillingen er baseret på en roman af Hanif Kureishi fra 1995 af samme navn. Af foromtalen fremgår det, at forestillingen handler om en asiatisk (læs, muslimsk) dreng, Shahid, der kommer fra Kent til London for at gå på college. Han finder sammen med en gruppe "antiracister", som det diplomatisk hedder i teksten. Men det er 1989 og fatwa-året, og da Shahid indleder en affære med en lærer vil hans muslimske venner (altså antiracisterne) gøre alt for at holde ham væk fra det dekadente Vesten.


En forestilling over Kureshis roman


En af de medvirkende, Jonathan Bonnici, siger om Kureishis tilgang til stykket: "Han er profan, grov, blasfemisk og direkte - altsammen noget, jeg er en stor fan af". Kureishi siger bl.a. selv om stykkets tema: "Der er tider, hvor vi er for høflige over for hinanden".

The Black Album spiller fra 14. juli til 7. oktober på Cotttesloe, National Theatre. Se mere her.
Sappho anmelder forestillingen i juli.
HMB

The stoning af Soraya M.

Amerikansk-iransk film om en iransk kvinde, der dømmes til døden ved stening

The stoning of Soraya M. havde premiere fredag den 26. juni i Californien. Filmen kunne ikke være mere aktuel. Iran koger og folket vil have mere frihed. I spidsen for frihedsbevægelsen er de iranske kvinder og denne film handler om den grusomste straf, som utro eller påståede utro kvinder kan idømmes i den islamiske republik: Døden ved stening.

Filmen er baseret på en roman af den iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam, der døde i 2008. Romanen og altså også filmen er baseret på den virkelige historie om Soraya, der bliver dømt til døden ved stening i en lille landsby i 1980ernes Iran. Hun er anklaget for utroskab. Sahebjam hørte om hendes historie under et af sine illegale besøg i det Iran, der havde dømt ham til døden in absentia for hans kritik af mullahernes regime. Historien hørte han fra et vidne til rædslerne, Sorayas tante, der ikke længere ville tie.

Filmen har indtil videre fået blandede anmeldelser. I The Huffington Post skriver Chip Hanlon, at det er en af de mest gribende film, han har set. Wall Street Journal har foromtalt filmen og skriver bl.a. at den har skabt utilfreds allerede hos menneskerettighedsforkæmpere.

Elise Auerbach, der er Iran specialist for Amnesty i USA har set filmen og mener, at den animerer til en "frygt, som folk i Vesten allerede har for iranere". Hertil svarer filmens instruktør Cyrus Nowrasteh, der sammen med sin hustru Betsy Giffen Nowrasteh skrev filmens manuskript, at "Stening er indskrevet i den iranske lov. Så længe denne praksis indgår i den iranske straffelov, må der gøres noget ved det".

Vanskelig steningsscene

Cyrus Nowrasteh er født i Colorado af iranske forældre. Filmens dialog er overvejende farsi og i rollen som Soryas tante ses Shohreh Aghdashloo, hvis forældre ligesom Nowrastehs forældre måtte flygte fra Iran, da mullaherne tog magten. Soraya spilles af Mozhan Marnó. Den unge journalist spilles af Jim Caviziel, stjernen fra Mel Gibsons film Passion of the Christ.

Det er da også Mpower Pictures, et selskab grundlagt af produceren af denne film, der har produceret The stoning of Soraya M. Filmen er, skriver Wall Street Journal, optaget i en bjerglandsby i Jordan over seks uger. Den vanskeligste scene at optage var steningscenen, der tog seks dage. Mozhan Marnó var en stor del af de seks dage begravet til taljen i jord, sådan som det foregår i Iran, når et menneske skal stenes.


Tanten og niecen Soraya i The stoning of Soraya M.


På grund af den stærkt udpenslede steningsscene - jeg læste et sted, at den varer næsten 20 minutter - er det ikke så nemt at få filmen distribueret i USA. Men instruktøren mener, at det er ganske nødvendigt for at rette opmærksomheden mod den barbariske straf.

Filmen har kostet mindre end 4 mio. US dollars at indspille. Den skulle inden længe også finde vej til Frankrig, hvor bogens forfatter Freidoune Sahebjam, der var en personlig bekendt af mig, boede til sin død i 2008. Mit interview med ham til Sappho i 2006 kan læses her.

Se mere om filmen her. Lad os håbe, at filmen finder vej til Danmark. Hvem tør? Danmarks Radio? Eller?
HMB