Det er ingen hemmelighed, at man i den pædagogiske verden har dyrket en betydelig bekymring og vrede over det, man har opfattet som ti forbandede år under Fogh.
Man har lidt med de lidende og af bedste evne forsøgt at skærme dem mod ”regimet”, som Kristian Horst benævnte VKO, da han underviste mig og andre på masteren i Medborgerskab ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
Eftersom jeg til daglig er lektor på en pædagoguddannelse og underviser i pædagogik, har jeg været med på et par konferencer i Pædagogiklærerforeningen i disse onde år.
De røde synger
Vi indleder med at synge ”Røde Vilfred” og ”Skipper Klements morgensang”. Herefter går vi over til dagens emne, der er det samme hvert år, nemlig ”Kritisk pædagogik”.
Målet er også altid det samme, nemlig sammen at finde ud af, hvordan vi bedst bekæmper neoliberalismen og neokonservatismen.
Vi har også en international forening, ConCrit. Den afholder sine konferencer under lunere himmelstrøg. Samme emne: ”at identificere og kritisere de rådende nyliberale og nykonservative tendenser på undervisningsområdet og udvikle alternative løsninger".
Alle er venstreorienterede, så man behøver ikke at hykle nogen form for pluralisme.
Markant formålsparagraf
Da ”regimet” i 2006 (med støtte fra S og R) vedtog et nyt lovgrundlag for pædagoguddannelsen, enedes man om en ret markant formålsparagraf.
I § 1 stk. 2 står der som én ud af seks pinde anført, at uddannelsen skal kvalificere den kommende pædagog til at kunne "formidle samfundsmæssige mål og værdier til alle uanset sproglig og kulturel baggrund".
Uha. At formidle vil sige at overføre fra generation til generation. De færdiguddannede pædagogerne skal kunne give vore samfundsmæssige mål og værdier videre til alle børn og unge, herunder også børn og unge med indvandrerbaggrund.
Loven udtrykker umiskendeligt en konservativ, kulturbevarende dannelsestanke og en tilgang til medborgerskab og det multikulturelle, der må betegnes som nationalliberal eller konservativ. Alt det modsatte, forsikrer jeg jer, af det, vi plejer at være enige om i Pædagogiklærerforeningen.
Mirakuløst forsvindingsnummer
Imidlertid mærker hverken pædagogiklærerne eller deres studerende noget til denne folketingsbeslutning. Den umiskendeligt nationalliberale eller konservative formulering i loven er nemlig mirakuløst blevet siet fra i den bekendtgørelse, hvis funktion er at konkretisere og detailregulere pædagoguddannelsen på basis af loven.
Hverken i de fælles mål, der er formuleret for pædagoguddannelsen eller i de mål, der er formuleret for de enkelte fag på uddannelsen er der skyggen af ovennævnte formålsformulering.
I målene for faget Pædagogik er der intet. Der er heller ikke noget i målene for faget Dansk, kultur og kommunikation
Heller ikke i nogen af de øvrige fag er der skyggen af mål, der korresponderer med lovens formålsparagraf.
Det betyder ikke, at det multikulturelle er fraværende i uddannelsen. Faget Pædagogik rummer både ”etnicitet” og ”kulturforståelse, -analyse og -konflikt” som centrale kundskabs- og færdighedsområder. Altså som noget, pædagogerne skal vide noget om.
Faget Dansk, kultur og kommunikation rummer tilsvarende ”kulturbegreber”, ”kulturmøder”, ”kulturel mangfoldighed” samt ”forestillinger og normer af etisk, æstetisk, ideologisk og religiøs karakter”.
Men en løs angivelse af ”kulturel mangfoldighed” som videns- og færdighedsområde ækvivalerer selvsagt ikke med den forsvundne formålsparagraf i loven, der eksplicit kræver færdigheder i at formidle samfundsmæssige mål og værdier til alle uanset deres kulturelle baggrund.
Pyt med Folketinget
Mens loven er vedtaget af Folketinget og underskrevet af dronningen og den ansvarlige minister, Bertel Haarder, er bekendtgørelsen udarbejdet i ministeriet af embedsfolk og eksperter fra den pædagogiske verden.
De ministerielle embedsmænd skal i sagens natur følge lovens ånd og bogstav loyalt. De må i deres udarbejdelse af bekendtgørelsen designe og detailregulere uddannelsen, så den er delt fornuftigt op i fag og faglige elementer. De må opstille mere detaljerede mål og indholdsbestemmelser.
Men en bekendtgørelse har kun hjemmel ét sted, og det er i den eller de love, som den gør folket ”bekendt med”.
Bekendtgørelsen er underskrevet af en afdelingschef og en fuldmægtig i ministeriet, og forfatterne må naturligvis ikke bare stryge en del af den formålsformulering, som Folketinget har vedtaget for uddannelsen. Det har de ikke desto mindre gjort.
Jeg skal ikke kunne sige, om man har ladet formålsparagraffen vandre ud af bekendtgørelsen, fordi man 1) har glemt at få den med, 2) har misforstået den eller 3) bare ikke synes, den skal med.
Men væk er den.
Nyt bilag
I forbindelse med, at pædagoguddannelsen skal akkrediteres i indeværende år, er man imidlertid i ministeriet kommet i tanke om, at bekendtgørelsen nok ikke er helt fyldestgørende.
Udover bilagene med mål- og indholdsbeskrivelser for de enkelte fag er man nu i gang med at lave endnu et bilag til bekendtgørelsen. Dette nye bilag 10 skal formulere slutmålene for den samlede pædagoguddannelse.
Mon man har brugt lejligheden til at sikre sig, at bekendtgørelsen nu også følger loven så loyalt som muligt?
Nej. Det lyder i udkastet til det nye bilag 10, at en pædagog skal kunne: ”Formidle samfundsmæssige mål og værdier med brug af et bredt spekter af udtryks-, samværs- og kommunikationsformer”.
Det nye bilag har sådan set noget af formålsparagraffen med, men det skærer uden videre den meget betydningsbærende sidste del væk.
Hermed stiller det ikke længere det gyseligt u-multikulturalistiske krav vedr. pædagogers færdigheder i at formidle samfundsmæssige mål og værdier også til indvandrere fra andre folkeslag.
I stedet for at løse sin opgave og formulere i detaljer, hvad pædagoger skal kunne på dette ret så væsentlige område, kryber bekendtgørelsen igen uden om.
Komplet forvrængning
Ved i tilgift at skrue resterne af den samfundsmæssige integrationsformål sammen med ”udtryks- og samværs-” former, får vi det naive resultat, at pædagoger skal kunne formidle samfundsmæssige mål og værdier til ikke-rigtig-nogen gennem leg, musik, drama, aktiv lytning og kreative værksteder.
Resultatet er igen en komplet udviskning og forvrængning af den meget klare intention, der er i loven. Et andet resultat er, at pædagoguddannelsens undervisning i multikulturalisme og mangfoldighed fortsat kan varetages uden at belemres med ”regimets” målformuleringer.
Er der da ingen instanser, der kan tilrettevise en sådan enig lille skare af pædagogiske eksperter?
Tilfredse rektorer
Professionshøjskolernes rektorkollegium fik faktisk udkastet til bilag 10 i høring. Rektorerne er generelt godt tilfredse med dette på mange måder også udmærkede dokument. Men – og nu bliver det næsten farceagtigt – de synes jo fornuftigvis, at der mangler noget om ”det interkulturelle og internationale element”.
Rektorkollegiet foreslår derfor en tilføjelse. Pædagogen skal have viden om:”Pædagogisk praksis i et komparativt, internationalt og interkulturelt perspektiv”.
Heller ikke rektorkollegiets formulering er fyldestgørende i forhold til lovens formålsparagraf.
At have viden om pædagogisk praksis i et interkulturelt perspektiv er ikke det samme som at have forudsætninger for at banke Danmarks samfundsmæssige mål og værdier ind i hovedet på alle uanset sproglig og kulturel baggrund.
Man må derfor også spørge rektorkollegiet: 1) Har de glemt, at lovens formulering findes, 2) har de misforstået lovens formulering, eller 3) kan de bare heller ikke lide lovens formulering?
Bekendtgørelsen skal selvsagt ikke gengive loven ordret. Man må gerne folde ud og eksplicitere. Men man må ikke lave forsvindingsnumre.
Hvad hjælper det, at folkevalgte politiske ledere i Europa eksplicit tager afstand fra multikulturalismen som strategi og målsætning, når lovgivningen preller af på den selvrefererende røde boks, hvori guvernementet uddannes?
Se høringslisten og fortæl mig, hvordan en eneste borgerlig tanke skulle kunne slippe helskindet igennem det maskineri.
Et forslag
Kan man derfor ikke gøre andet, så foreslår jeg, at man i det nye bekendtgørelsesbilag lader formuleringen stå, som den står. Så skal det nok vise sig for Røde Vilfred i Pædagogiklærerforeningen, at opgaven nok er vanskelig at gennemføre, men kun alt for let at forstå:
At formidle samfundsmæssige mål og værdier til alle uanset sproglig og kulturel baggrund.
