Locke og den indre freds problem

Tak til forfatteren - eller forfatterne, det var jo Ulla Nørtoft, der startede - og naturligvis til Sappho for god tankeinitierende samfundsfilosofi. Desværre er de fleste gode ideer, som i udgangspunktet kunne se ud til at være attraktive løsninger for alle (som den liberale ide med de fælles spilleregler), forbundet med mindst en hage. Alle samfundssystem kræver at folk flest, der opholder sig i samfundet, følger systemets regler. Findes der en eller flere grupper, der nægter at følge de fastsatte rammer, så har vi balladen. Om det er minimalstaten eller socialiststaten eller shariastaten, det er et fedt. Det er hvad virkeligheden viser og har vist os.

Det homogene samfund som Erlander talte om for mere end 50 år siden, og som han priste som årsagen til Sveriges fremgang og velstand den gang, var jo baseret på fælles værdier. Historisk overvejende på religion. I de homogene samfund sloges man nok så lystigt med andre "homogene" folk fra "nabosognet", men i bygden var det fredeligt, så længe alle overhold reglerne.

Det homogene samfund eksisterer ikke længere. Vi kan heller ikke i dag diskutere, som om alle mennesker - indenfor et område - i bund og grund er ens. Det er de ikke. Islams udrejse jihad, folkevandringen, som har pågået de sidste 30 år fra Mellemøsten og Afrika til Europa, har for altid ændret grundlaget for samfundsudviklingen. Jeg kunne fristes til at sige, at en invasiv kultur, der ikke stoppes ved grænsen af en anden stærk kulturs armeer, men tillades at tage plads ved de oprindeliges bord uden modydelse, det medfører uden nogen som helst diskussion store og meget alvorlige problemer.

Rationel filosofisk argumentation virker ikke. Jeg har selv under flere år anvendt begreb som "praktisk etik". Men denne praktiske etik er baseret på et værdisæt, der er i karambolage med det værdisæt, som den praktiske etik skal sætte ud af spillet. Det må nødvendigvis være sådan. For historien og den barske praktiske virkelighed har kun alt for tydeligt vist, at der hvor islam trænger frem, findes der efter en vis tid - det kan dreje sig om århundreder, men tiden kan også være betydeligt kortere - kun et sæt spilleregler, islams! Alle andre er ulovlige.

At forsøge tvinge islams tilhængere til "underkastelse" under et verdsligt system med hjælp af liberalismens principper og regler kommer aldrig at lykkes. Vist bliver det før eller senere et faktum, at den grænseløse hjælp, som samfundet i dag yder til denne ideologis tilbedere i hele Europa kommer at ophøre, når Europas økonomi kollapser om nogle få år, men det får jo ikke islam til at forsvinde eller glide ind i en ny sekulær verdensorden, efter min opfattelse. Tvært i mod vil det medføre borgerkrig a la Rhodesia/Zimbabwe, Sydafrika og mange andre steder, hvor irrationelle kulturer har forsøgt at erhverve, eller tilskanse sig de vestlige materielle værdier, som var bygget op i deres samfund af de Europæere, som mange i dag kalder for kolonisalisatører, uden at ville tage hjælp af disse menneskers viden. Vi ved hvordan det kommer til at gå.

Jeg mener, at skal man bevare resterne af det demokrati og den retsstat, som endnu findes og have en mulighed for at udvikle det til noget bedre, da behøver vi måske at begynde at se på os selv som en "invasiv" kultur - guderne skal vide, at vi har fået skylden for at være det mange gange under årene - der gør noget ved det og handler som en sådan for at forsvare vore kommende generationer mod "de andre". Det er det praktisk etik handler om. Det kan være spændende at sætte forskellige tankesæt op mod hinanden, men når det gælder overlevelse, da tvinges man bestemme sig for, hvilket system man vil have, og så må man kæmpe for det! Når islam er inde i billedet, er det desværre ikke muligt at komme udenom den kamp - for i den ideologi findes, der som sagt ingen "fælles" spilleregler, kun sharia!

Det liberale samfund forudsætter IKKE, at befolkningen er homogen eller deler værdier og religion, som Hans Erling skriver. Liberalismen antager præcist det modsatte.

Det liberale samfund forudsætter alene, at alle respekterer de fælles spilleregler, eller at de fælles spilleregler kan gennemtvinges med politi og retsvæsen.

Jeg tror langt hen af vejen, at dette er muligt, men at der også skal meget andet og mere til for at hindre en islamisering af samfundet. Nemlig at vi alle hver især, og ikke mindst offentligt ansatte på skoler, socialkontorer, i sundhedsvæsenet, plejesektoren m.m. ikke giver efter for muslimske krav om særbehandling. Det er noget, der stiller krav til os alle, og der er også en lang række måder, hvorpå staten ved at stramme op på lovgivningen kan bidrage til forsvaret mod en snigende islamisering. At staten ikke gør nok er åbenlyst, se bare på kriminalitetsproblemerne og chikanerne i ghettoerne, som der ikke bliver sat ind over for.

Til gengæld kan jeg ikke se, at det skulle være muligt at forbyde islam, eller at det ville virke. Og Hans Erling går slet ikke ind på den diskussion. Eller på diskussionen om, hvad det rent faktisk ville indebære.

Hans Erling diskuterer noget helt andet, nemlig en apokalyptisk fremtid, hvor økonomien er kollapset, og samfundet er præget af borgerkrig. Vi er heldigvis ikke der endnu, men skulle det komme dertil, er det selvfølgelig slet ikke umuligt, at samfundet vil forfalde til noget, der minder om en sådan Hobbesiansk naturtilstand, med alles kamp mod alle.

Og hvad man i dén situation gør for at undgå "frygt og fare for voldsom død" handler jo netop IKKE om, hvordan man kan leve fredeligt sammen i et samfund, som er dét problem, jeg diskuterer, men om hvordan man selv og ens egne kan klare sig, så ens liv ikke "bliver ensomt, fattigt, uhumsk, dyrisk og kort." Det er en hel anden problemstilling.

Når Torben skriver, at liberalismen antager, at samfundet som liberalismen skal fungere i, ikke behøver at være homogent, kan jeg fint følge ham. Inden vi afgør, hvor uenige vi egentlig er, synes jeg, vi skal stille nogle retningslinjer op for, hvad vi hver især lægger i begrebet homogenitet - og hvad det egentlig er, vi er uenige i i den forbindelse. Jeg tror nemlig slet ikke vi er uenige i noget som helst. Jeg tror bare ikke at den "liberale antagelse" har taget hensyn til islams aktuelle indflydelse på de vestlige samfund.

Hvad jeg konstaterer oven er, at islam ikke følger andre end islamiske spilleregler, noget der forhindrer den liberalistiske tankegang i at få fat i muslimer flest og derfor aldrig kan skabe det fælles samfund som er ønskværdig uanset, hvor meget vi så ringer efter politiet og anvender retsvæsnet. Empirien fortæller os desværre, at borgerkrigen, eller endnu værre folkemordet på den ene part, er det mest vanligt forekommende resultat, når "loven" forsøges sat i gennem.

Jeg tror ikke på at Torbens milde ønskescenario, selv om jeg da også ønsker, at alle kunne ordnes via fornuftens brede vej. Militær indgriben bliver før eller siden nødvendigt for at opretholde samfundsfunktionerne, og jeg fristes til for enkelthedens skyld at henvise til den nok så berømte tale, Lars Hedegaard holdt i Brussel i 2007.

Jeg er helt enig med Torben i, at det ikke går at forbyde islam. Det er lige så absurd som at forbyde socialisme eller liberalisme for den sags skyld. Ikke fordi islam ikke burde forbydes at udøve, præcis som nazismen i sin mest dekadente form er det. Men det er umuligt, fordi der findes simpelthen alt for mange muslimer, der ville gøre voldelig modstand.

Jeg indser, at jeg måske er gået udenfor emnet. Jeg har forladt den disputerende filosofi, her baseret på Hobbe og Locke, der trods alt hver især levede i tider, hvor islam ikke havde reel indflydelse på det "civiliserede" Europa, og hvor den vesterlandske filosofi frodedes. Torben har jo selv inddraget islam i sit oplæg, men går efter min opfattelse kattepotisk udenom emnets farlighed, når han mener at politi og retsvæsenet kan tvinge islmisterne, deres proselytter og medløbere til underkastelse.

De diskussioner, jeg mener vi skulle have, er, om hvorledes vi kommer af med de kræfter, som ikke respekterer vore love, ikke respekterer demokrati og retsstat, men der i mod ønsker at omkuldkaste disse institutioner til fordel for Allahs ufejlbarlige sharialov! Her mener jeg, at diskussionsgrundlaget skal være "praktisk etik" med formålet at overleve som "art" (non-muslim)! Hvis Torben mener det kan gøres med retsvæsenet og politiets hjælp, så er vi slet ikke uenige om den sag - så er det bare det, at vi nok ser lidt forskelligt på, hvordan det i virkeligheden kommer til at ske! Deportation af flere millioner mennesker fra Europa og hvorhen, ja hvordan skal det gå til, og hvad skulle beslutningen medføre?

Er liberalismen en religion eller blot religions erstattende?

Langt de fleste mennesker vægter følelsen af tryghed/sikkerhed og forudsigelighed i tilværelsen højere and både egen- og andre menneskers ret til at leve det frie liv - dette gælder især kvinder. Langt de fleste kvinder indløser hellere end gerne naboens frihed i statsapparatet igennem demokratiet hvis centralmagten til gengæld øger hendes sikerheds- og tryghedsfølelse og mulighed for at planlægge langt ud i fremtiden under løftet om mere stabile og forudsigelige samfundstilstande. Var det ikke tilfældet, så ville ultraliberale partier jo være konsekvent iblandt de største partier overalt i verden og det er de jo ikke - de er tværtimod altid ibland de mindste. Folk prioriterer altså ikke friheden højest.

Jeg er ked af at sige det, men den liberal utopi blev ihjeldolklet i det sekund kvinderne fik stemmeret.

Er der intet grundlovsmæssigt der forbyder et despotisk flertal at krænke mindretallets ret til at leve det frie liv, såfremt individerne i dette ikke selv truer, udøver vold, injurierer eller uretmæssigt tilegner sig andre menneskers ejendom, så vil man altid ende med flertalsdespoti ("demokratur").

Og der er Danmark nu.

Dertil må konstateres, at mennesket altså er et kollektivt orienteret hierarkisk flok- og stammevæsen af natur og vil derfor altid have en 100% naturlig hang til kollektive, hierakiske samfundsindretninger gældende for egne medlemmer, ikke fjendtligt sindede medlemmer fra andre flokke/stammer der pludselig kommer væltende i kæmpemæssige antal.

Den sammenhængskraft der er en absolut forudsætning for opretholdet af et civiliseret konsensus ligger netop i disse helt naturlige forhold omkring menneskenaturen og den ofte ideologisk doktrinært betingede manglende erkendelse af (eller respekt for) dette forhold, er netop det, der gør, at en uhæmmet multikulturs uværgelige samfundsmæssige konsekvens er destruktionen af den samfundsbærende tillid ("den sociale kontrakt") imellem folk, når dominanssyge fremmede stammer slå sig ned i stort antal og ødelægger sammenhængskraften hvilket uværgeligt leder til en smadring af civilisationstilstanden.

Man kan ikke kurere menneskearten for menneskenaturen med politisk abstraktion. Forsøgene på netop dette, er suverænt verdenshistoriens største dræber.

"Deportation af flere millioner mennesker, og hvorhen .." skriver Hans Erling Jensen.

Ingen kan rigtig lide at tænke den tanke til ende.

Mæææn, mon ikke det simpelthen vil komme til en ultra kort proces, når huset står i flammer? Modstanderen bliver "udvist" og må finde tilbage til sit oprindelige hjemland, hvor nød må lære nøgen kvinde at spinde, og europæerne vil have så travlt med at overleve på ruinerne, så bekymringer om fjendens tarv naturligt rykker ned i rækken. Senere, når vi har pustet ud, vil vi jo nok begynde at se os om efter, hvad der blev af ham.

I øvrigt bliver det ikke første gang i Europas historie, at muslimerne har måttet forlade Europa.

Ideen om et fælles sæt af spilleregler, der skulle være uafhængige af et fælles sæt værdier, er lidt naiv. Derfor er hele grundlaget i oplægget velmenende som ideal, men vakkelvornt i praksis.

Man kan ikke i Hobbes og Lockes verden tale om mennesker med vidt forskellige værdier, mål og tro. De var alle kristne eller kulturelt domineret af kristendommen og kristne værdier, omend netop i strid om kristendommen og magten.

Og fordi de havde fælles kristne værdier, kunne der fødes og udvikles tanken om et fælles sæt af spilleregler i politik, der var uafhængig af et fælles sæt værdier. Det er Jesu ord om at "give kejseren, hvad kejserens er" om igen og således en teologisk funderet værdi på tværs af kristne menneskers magtkampe og stridigheder - altså et nærmest ontologisk kristent bud på at sikre et samfund både indre fred og den enkelte frihed inden for kristendommens rammer.

Uden for den kristent dominerede kulturkreds giver adskillelse mellem spilleregler og værdier ingen mening. Med islams sharia bekæmpes denne skelnen eksplicit som en antitese til kristendommen.

Scenariet, selve virkeligheden er lavintensiv krig.
Med offentige områder der kan mødes alt og alle på, og private områder, mere eller mindre overvågede og med større eller mindre nærhed af væbnede styrker.
Lidt om nærområdet:
Fra Lokalavisen-

http://lokalavisen.dk/litauere-stoppet-paa-vej-til-indbrud-vi-er-faret-vild-/Sjaelland-Politi/20121101/artikler/121109930/1265h

http://rudersdal.lokalavisen.dk/ekstremt-mange-indbrud-i-weekenden-/Lokale-nyheder/20121029/artikler/710309460/1036

Fra Snaphanen:
Enligt Migrationsverkets GD kommer nu 5 000 asylsökande i månaden till Sverige. Plus den stora anhöriginvandringen som just påbörjats. Tillsammans kommer cirka 200 000 asylsökande och anhöriga att söka sig hit under 2012+2013. Enligt Agenda ikväll rör det sig om en tredubblad asylinvandring nästa år jämfört med 2011. Sverige har beviljat en miljon uppehållstillstånd under 2000-talet! Det handlar om en demografisk förändring som pågår utan att den får diskuteras.

Finland tar emot mindre än 2 000 asylansökningar på ett år, en tämligen konstant siffra. På en och en halv vecka tar Sverige emot fler asylsökande än vad Finland gör på ett helt år! Sverige har OECD:s största sysselsättningsglapp mellan utrikes och inrikes födda (27 procent mellan 25-64 år). Ingen politiker i regering eller opposition verkar se att detta kan ha någonting med SD:s framgångar att göra. Även journalisterna gör vad de kan för att inte rapportera relevanta fakta och ge analyser. Document.no – Til tallene nedenfor skal tillæggges 21.000 bevilligede familiesammenføringer indtil 1.9 i år.

Sikrings- og overvågningsområdet går fremtiden i møde med sindsro, men baggrunden er dyster.

”Meget taler for, at det skulle være betydelig lettere at få alle til at respektere nogle fælles spilleregler, end et fælles sæt af værdier, og selv når det ikke er muligt at opnå tilslutning til de fælles spilleregler, så taler meget for, at det skulle være uligt lettere at opnå folkelig og politisk opbakning til at håndhæve fælles spilleregler frem for at håndhæve et fælles sæt af værdier og religion.” (Torben Mark Pedersen.

”Fælles spilleregler” er udtryk for udmøntning af nogle grundværdier i lovregler – for eksempel en forfatning. Der er således ikke nogen modsætning mellem ”et fælles sæt af værdier” og ”nogle fælles spilleregler.” Det er en falsk dikotonomi. Der er intet der tyder på, at det skulle være lettere at respektere det ene frem for det andet.

Spørgsmålet er derfor hvilke fælles værdier demokratiets etablering og opretholdelse forudsætter hos borgerne.

Demokratiet vil jeg karakterisere som et politisk system, der bygger på en forudsætning om borgernes elementære ligeværdighed. Demokratiet anerkender ikke, at der er nogen som har en særlig ”gudgiven” eller nedarvet ret til at bestemme, hvorledes samfundets love skal være, og det bøjer sig derfor for kravet om, at alle i princippet har lige ret.

Den demokratiske bestræbelse bør forstås som et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden. Den vokser ud af et rationalt spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvorledes samfundets love skal være. Det er, fordi det ikke er muligt på en rationelt uangribelig måde at begrunde, at nogen har en særlig ret til at bestemme lovene, at man i stedet kan slutte, at så bør alle have lige ret.

Således kan man negativt begrunde rationaliteten i den demokratiske bestræbelse. Demokratiets grundværdi er således – politisk ligeværdighed.

Det næste spørgsmål må så være, hvorledes man fra demokratisk hold bør forholde sig til religionen. Eftersom demokratiet forudsætter, at den enkelte må have frihed til selv at tænke de politiske spørgsmål igennem, så forudsætter det også, at alle kan få den nødvendige baggrundsviden. Det kræver som minimum, at der er frihed til at debattere og til at argumentere for forskellige politiske holdninger. Demokratiet kan ikke leve uden en almindelig respekt for den enkeltes ret til at gøre sig sine egne tanker om tilværelsens mening og til at diskutere disse tanker med andre. Det kan ikke leve uden åndsfrihed, og til den hører også religionsfrihed.

Fordringen om demokrati er altså knyttet sammen med en fordring om religionsfrihed. Fordringen om demokrati kan komme i konflikt med fordringen om religionsfrihed, hvilket historien til overmål demonstrerer. Hvilke konsekvenser kan vi udlede af dette skisma?

Hvad angår fordringen om demokrati, så giver den mig ret til en politisk indflydelse, som på et basalt plan skal være ligeværdig med andres, og som har sit udtryk i den demokratiske afstemning. Men denne ret modsvares så også af en forpligtelse til at bruge retten på en sådan måde, at demokratiet opretholdes. Det vil sige, at jeg moralsk er forpligtet til at bruge min politiske indflydelse til at stemme for en lovgivning, som sikrer, at demokratiet ikke svækkes.

Hvad angår fordringen om religionsfrihed, så giver den mig ret til at ”dyrke” min egen religion uden indblanding fra statsmagten, og derfor også uden indblanding fra lovgivningsmagten. Men i et demokrati er jeg selv en del af lovgivningsmagten, i og med at jeg har ret til at deltage i valget af den lovgivnde forsamling. Derfor modsvares min ret til religionsfrihed af en pligt til i mit politiske valg at bøje mig for andres tilsvarende ret. Det indebærer, at jeg ikke politisk må tvinge dem ind under min egen religion, og at jeg derfor heller ikke må kræve gennemførelse af en lovgivning, som jeg begrunder på gyldigheden eller sandheden af min egen religion.

I et demokrati er retten til religionsfrihed altså direkte forbundet med en fordring om, at den enkelte skal kunne adskille sin politiske forpligtlse fra sin religiøse overbevisning. Den enkelte ”betaler” sin religionsfrihed med en pligt til ikke at bruge sin religion som politisk platform. Ligesom han ”betaler” sin demokratiske ret til politisk ligeværdighed med en moralsk pligt til at bruge sin politiske indflydelse på demokratiets opretholdelse.

I demokratiet er religionsfriheden knyttet sammen med forpligtelsen til ikke at begrunde sin politiske holdning i sin religion, men alene at begrunde holdningen i de nødvendige forudsætninger for demokratiets opretholdelse.

Et velfungerende demokrati kræver derfor, at borgerne kan adskille deres demokratiske forpligtelse fra den forpligtelse, som deres religiøse overbevisning indeholder. Men hvorledes sikres, at dette krav opfyldes? Principielt er der forskellige muligheder.

Den første er, at borgerne faktisk er så rationelle, at de hver især helt bevidst er i stand til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse overbevisning. Men hvor mange er så rationelle? Hvis folk helt bevidst er i stand til at adskille politik og religion, så er der grund til at tro, at deres religion ikke stikker særlig dybt. Det er næppe troværdigt, at folk, som alvorligt bekender sig til en religion, der per definition går ud over, hvad der kan bgrundes rationelt, også vil have rationalitet til selv at adskille politik og religion. Men hvis det ikke er troværdigt, hvorledes kan man så få den krævede adskillelse mellem politik og religion ind i den enkelte borgers hoved?

Den enkleste mulighed er, hvis religionen selv bringer adskillelsen med sig. Hvis altså religionen selv afstår fra at ville være politik og derfor ikke har nogen politisk lovgivning – ingen politiske budskaber – med i sin foryndelse. Men det er naivt at tro, at alle religioner opfylder den betingelse.

Den rent principielle gennemtænkning af forholdet mellem demokrati og religion må acceptere, at religioner kan være forskellige med hensyn til, i hvilken grad de indeholder en politisk lovgivning, og derfor hvor vanskeligt de har ved at bøje sig for det demokratiske krav om adskillelse mellem politik og religion. Det vil være lettere for en religion, jo mindre den selv kræver af politisk lovgivning; og lettest, hvis den ud af sin egen forkyndelse – og ikke som følge af et ydre krav – helt afstår fra at være politik.

Dette er en begrebslogisk konklusion, der bygger på, at universelle værdier kan begrundes rationelt og at demokratiet ved logisk eksplikation kan udledes som en moralsk fordring alle er underlagt alene qua person af den universelle fordring.

Problemet for Vestens sekulære civilisation har ikke mindst været filosoffernes afvisning af, at værdier kan begrundes rationelt. Den amerikanske Uafhængighedserklæring drypper så at sige af religion i forsøget på at begrunde visse umistelige basale menneskerettigheder.

Rettighederne har vi fået af ”Skaberen” og de anses for selvindlyende. Hvad der måske er selvindlysende for en monoteist er det afgjort ikke for en polyteist eller en ateist eller en rationalist der kræver en logisk begrundelse for eksistensen af umistelige universelle rettigheder. En henvisning til en Almægtig skabergud er selvfølgelig ingen forklaring, men netop udtryk for, at man har opgivet at begrunde rettighederne rationelt.

Argumenterne for at værdier ikke kan begrundes rationelt finder vi hos David Hume (1711-1776) og senere hos de logiske positivister.

I ”A Treatise of Human Nature” (1740) påpegede Hume, at man ikke kan slutte fra ER til BØR. Det centrale er her, at man ikke kan slutte fra en eller flere påstande om, hvad der er tilfældet, til en påstand om, hvad der bør være tilfældet. Man kan altså ikke slutte fra deskriptive præmisser til en normativ konklusion.

Det afgørende er så, hvorpå denne rigtighed begrundes. Humes argument hviler på en rent begrebslogisk afklaring af forholdet mellem er og bør. Og accepterer vi dette argument, så må vi også acceptere, at vi ikke kun kan begrunde en erkendelse på basis af empiriske konstateringer, men også ved hjælp af begrebslogiske eksplikationer. Så kan argumentet fra, at vi ikke kan slutte fra er til bør, altså ikke i sig selv udelukke, at vi rationelt kan begrunde en universel etisk norm. Rent begrebslogisk må vi altså konkludere, at hvis vi rationelt kan begrunde en gyldig etisk fordring, så må det ske begrebslogisk.

Den første der betrådte den begrebslogiske vej var Immanuel Kant med formuleringen af det kategoriske imperativ. I vor tid har filosoffen Kai Sørlander, som jeg støtter mig til i denne kommentar, kritiseret det kategoriske imperativ og erstattet det af en universel fordring kaldet ”det etiske konsistenskrav”, der følger af rent begrebsmæssige overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

Fordringen implicerer (blandt andet) politisk ligevædighed og følgelig en demokratisk styreform, og dermed er der givet en positiv etisk begrundelse for demokratiet som en styreform vi alle er forpligtet på at etablere alene fordi vi er personer.

i større opfang ukendt og ubelyst univers, det er, set herfra, for meget at ville.

I et univers der, tillige af en mængde ganske kyndige folk, tolkes på meget forskellig vis, er det en mulighed blandt mange at ville opstille eksistensen af umistelige universelle rettigheder. Både blandt lægfolk og indsigtsfulde eksperter vil der efter min opfattelse være en del der ikke anser eksistensen af umistelige universelle rettigheder som eksisterende i andet end forvirrede sjæle i deres teori og ejheller beviselige i praksis dækkende hele univesets udbredelse.

Fortvil dog ikke. At ukendskab eller forvirring kan spille en rolle, bør ikke være forhindringer for opsætninger af værdier eller rettigheder, for den sags skyld, de sidste bør dog empirisk kunne eftervises reelt eksisterende, set herfra, for at kunne hævde de ER eksisterende og universelle.
Den amerikanske forfatnings formuleringer er ikke, herfra tolket, skildrende universelle betingelser, men er et udgangspunkt, en vision for den nye stat.

Kommer muligvis tilbage senere.

Mennesket er et rovdyr på to ben som Sigmund Freud - og Hobbes sagde - sagde, og rovdyret må holdes nede, og det er det, kulturen bruges til.

Kulturen skal dæmpe rovdyrene. Nu er kulturen ikke længere i stand til at holde rovdyret nede, og derfor slår det sig mere og mere løs, og det er der ikke noget overraskende i.

Eller sagt på en anden måde: de naturlige og nødvendige aggressioner som mennesket er født med slår om i had til sine omgivelser - menneske og samfund - hvilket er udtryk for, at følelserne er frustrerede. Og når følelserne er frustreret er hjernen det også. Den nødvendige balance mellem biologi og kultur fungerer ikke længere hensigtsmæssigt.

Nutidens humane ideer om at sætte rovdyret i centrum er gået for vidt og viser kun gennem fremmedpolitikken, at mennesket ikke lærer af historien, og at den totale uvidenhed råder i det politiske liv.

Overalt i samfundet udfolder den herskende elite dens aktiviteter i form af tekster og ytringer for at skabe det rette underlag for korrekt politisk tænkning. Et massivt pres hvor det nationale, flaget, danskheden og synet på historien bliver mistænkeliggjort i forskellige sammenhænge.

Forståelsen for Nationalstaten eller det nationales store betydning forsvinder derfor gradvis – og det er katastrofen.

Det er som filosof Rune Selsing og cand. Polit Eva Agnete Selsing skrev i en fremragende Kronik i Berlingske Tidende om nationalstatens betydning (26maj 2012):

Nationalstaten giver mennesket identitet og dermed en sikkerhed og tryghed i følelserne. Mennesket føler overordnet, at der en sammenhæng i kaos.

Forsvinder denne sammenhæng folder rovdyrene sig ud. Udviklingen er som at læse i en åben bog, men mange politikere kan ikke læse.