Liberalismen er en protestantisk politisk filosofi

Tak til Ulla Nørtoft Thomsen for ihærdigt arbejde, men man kan vel også passende citere Karl Marx for ordene:

"Filosoffer fortolker verden, de forandrer den ikke".

Og så er der vel ikke mere at tilføje.

Af historiske årsager har tyskland forbudt nazismen. Hvorfor har de det? Det skyldes vel den katastrofale erfaring de har gjord med den ideologi. Er tyskland idag uliberal? Man forholder sig overhovedet ikke til hvad man har med at gøre. Man kan sagtens finde tonsvis af symptomer på Islam og dens individsundertrykkende natur. Man kunne øse tonsvis op af alle de humankatastrofale konsekvenser den giver, både internt og i forhold til alle andre kulturer. Man kan sende soldater ud for at bekæmpe de øjensynlige virkelige konsekvenser af den, og ...alligevel fatter de frelste politiske idealister overhovedet ikke en brik af hvad de har at gøre med, fordi de enten forgøgler, nægter at se i øjnene, moraliserer bort fra virkeligheden, ja endda lyver om, hvad de har at gøre med-hen over hovedet på alle ofrene for denne undertrykkende diktatorreligion.-Det er som om man ikke kan forklare dem at en firkant har fire kanter og en bold er rund. Islam er en diktatorreligion, som tror at hele dens verdensbillede er skabt før virkeligheden. Det ville måske være en god ide at forbyde den på trods af det uliberale forslag, når man nu ikke politisk tør gå i klinch med dens humankatastrofale følger. Muhammedanerne, som jeg vil kalde dem, er låst fast i Deres åndsindskrænkede fængsel, fordi de ikke har frihed til at sige fra internt i Deres religion. Både af eksternt frygt 8slå dem ihjel-øresdrab etc) men også internt frygt for at ende som -vantro- i deres egen religion og dens skrifter. Og imens hopper de moderne verdensfjerne afstumpede moralister rundt og rakker ned på dem som advare imod de logiske konsekvenser muhammedanismen (læs islam) giver. Moralsk set kan det ikke være mere pinligt end det er idag. også rent politisk. Liberalisterne idag har en uoverkommelig opgave.

Tak for en varm og humoristisk replik begrundet i viden.

Tak for en varm og humoristisk replik begrundet i viden.

Ulla Nørtoft gør det godt. Det er da hæsblæsende at læse denne indgående føljeton. Ud over at jeg griner smørret ved Ulla's nye begreb "tosseliberal", vil jeg gerne tilslutte mig Kurt Rosenstrøm's korte men klare "analyse" oven: "Filosoffer fortolker verden, de forandrer den ikke".

Forleden briljerede Tomas Kierstein på FaceBook med at konkludere: ...analysen er klar, nu skal vi bare gøre noget ved det!

Karl Popper er værd at lytte til, når det skal være kort og koncis:
http://eticha.dk/news/en-hyldest-til-karl-popper/

Så igen. Der skal handling til, hvis vi skal undgå at blive nedmonterede som folk og selvstændig nation. I Ulla Nørtoft's argumentation oven er der kun et alternativ, der sikter på handling: Løsning 1: Nationalliberalismen

...at vi kan blive enige om, at "det er noget skidt", det fjerner jo ikke lugten, so to speak!

Tak for dine mange indlysende analyser lige fra Frankfurterskolen til Locke's liberalisme. Jeg hænger ved dine klare ord. Men når du siger, at du ikke vil forbyde islam, har jeg en underlig fornemmelse af, at du skelner mellem islamister som Hizb ut-Tahrir, Det muslimske Broderskab og Minhaj al-Quran og islam. Findes der moderate "rigtige" muslimer, som ikke er fedtet ind i sharia islams tradition på nogen måde?

Det tror jeg ikke. Jeg mener, at det er en tanke værd at forbyde islam. I Tyskland er nazismen forbudt på grund af deres erfaringer. Hvis man ved noget om islam, må man erkende, at islam ikke blot har haft 12 års rædselsregime, men 1400 år på bagen. Der skal imidlertid være et alternativ for de troende, som de kan tilslutte sig uden at komme for langt væk fra deres oprindelige spiritualitet. Jeg vil pege på dele af den sufisme, som ikke er fedtet ind i sharia.

Den sufisme, som sufi-praktiserende vesterlændinge har taget til sig, er stort set en visdomslære tilknyttet nogle sufi mestre med baggrund i Indien, som voksede op i Vesten. Den første er den i Vesten uddannede sufi guru og grundlægger af "Universal Sufism" Pir Vilayat Inayat Khan (1916-2004), som oprindelig kom fra den indiske sufi orden Chisthi i Indien.

Den anden er Idries Shahs (1924-96). Han blev født i Indien i en afgansk adelsfamilie, men voksede op i England. I Amerika har han arbejdet sammen med psykologen Robert Ornstein på Stanford University. Begge har skrevet talrige bøger om sufisme og sufi praksis.

De opfattede sufismen som en universel form for visdom, der går forud for islam. Disse to sufier havde stor indflydelse på 1960erne og 1970erne's hippie og new age strømninger, hvor man søgte efter mystikken i alle religioner. Det havde meget lidt at gøre med traditionel ortodoks sharia islam.

I denne spirituelle gruppe studerer man ikke Koranen, Haditherne eller Siraen dvs. islams tradition, men kun værker af Vilayat Kahn og hans far Murshid Hazrat Inayat Khan (1882-1927) og andre kendte sufi mystikere som Jalal ad-Din Rumi (1207-73) og Mahmud Shabistari's (d.1340) samt andre sufi digtere tilhørende den mystiske poesi.

Det er karakteristisk for denne moderne vesterlandske sufi gruppe, at man ikke behøver at efterleve de islamiske sharia regler for at være sufi. De brugte ganske vidst islams trosbekendelse Shahada: La ilaha illallah som meditationsobjekt, men uden den efterfølgende sætning om, at Muhammad er hans profet. Der er mange i Vesten, som praktiserer denne form for sufisme, og den har ikke noget at gøre med sharia islam.

Hvis kristendommen er en kilde til frihed, hvorfor er der så ikke frihed i Etioptien?

Hvis kristendommen er en kilde til demokrati, hvorfor er der så ikke demokrati i Armenien?

@ Kurt Rosenstrøm: Karl Marx' berømte påstand - "Filosoffer fortolker verden, de forandrer den ikke" - er falsk, og disputten mellem TMP og UNT viser det. Bøger, tekster kan forandre verden - og har påviseligt gjort det. Bibelen og koranen forandrede verden. Hobbes og Locke forandrede verden. Det samme gjorde Sokrates, Platon og Aristoteles alene ved at tale og skrive. Die Bücher von heute sind die Taten von morgen.

@ Henry Harcourt Reilly: Hvad vil det sige, at kristendommen findes i Etiopien og Armenien? Det betyder, at visse ceremonier udføres og visse tekster læses disse steder. Og hvad så mere? Hvad tænker de involverede kristne mennesker, når de gør som de gør? Her er der brug for religionssociologisk forskning. Værsågod at gå i gang med arbejdet. Benyt f.eks. parametre som politisk kultur, affektkontrol, konflikthåndtering, kollektiv identitet og loyalitetsopfattelse og relatér til pågældende trosretning normative skrifter. Når de regionale kristendomsversioner er undersøgt, kan andre religioner granskes.

Torben S. Hansen:

Du har selvfølgelig ret, og jeg var også lidt for hurtigt ude. Marx skrev da også helt præcis i sin berømte 11. tese til Feuerbach:

"Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.”

Men nu skal du ikke kløjes i det du skriver: ”Bøger, tekster kan forandre verden - og har påviseligt gjort det.”

Selvfølgelig har de det, men i hvilken form eller mere præcis i hvilken sammenhæng?

Marx udtryk om filosoffernes fortolkning var et resultat af den værdi og konsekvens som Marx tillagde filosofien eller nærmere: Baggrunden for Marx.s angreb på filosofien var, at tilværelsen kræver handling.

Marx og marxismen ville som bekendt forandre verden ved at gøre opmærksom på politisk praksis, dvs. den konflikt som Marx så imellem arbejdsgiver og arbejder, og så den herskende klasses evne til at fastlægge hvordan virkelighedens skal forstås.

Derfor blev filosofien for Marx en form for ideologi i det øjeblik den indgår som en part af det system, som kontrollerer og opretholder klassesamfundet. Eller sådan set i en hvilken som helst form. Altså en filosofisk bestemmelse i en eller anden politisk horisont. At det forholder sig sådan kan vi jo også se i Ulla Nørtoft Thomsens tekst.

”Lockes tolerancebegreb handler om at tåle, at affinde sig med, at undlade at gribe ind over for. Tolerance er hermed intet andet end det at tilstå andre negativ frihed ved at undlade indblanding og indgreb.”

Her har vi jo den politiske horisont. Eller helt krystalklart:

”Når Locke vil begrænse tolerancen til ikke at omfatte katolikker, er det da heller ikke for at forsvare en troens renhed eller for at beskytte en kristen kultur, men fordi han mente, at katolikkerne udgjorde en fare mod samfundets institutioner, protestantismens religionsfrihed og den engelske frihedstradition.”

Her har vi jo den filosofiske bestemmelse af den politiske horisont som Marx mente. Hvad Lockes mål så end er, er ligegyldigt i den forbindelse. Om Lockes argumentation er ”klar og retfærdig” er kun filosofisk ideologisk sludren i lyset af den stadfæstelse af filosofien som Marx mente.

Retfærdighed er et fortolkningsspørgsmål for filosoffen, for arbejderen er det et spørgsmål om liv og død.

Svaret er: oplysning.

Historikere er langsomt begyndt at erkende, at Oplysningen ikke kun var antikristen, et opgør med kristendommen. At kristendommen til en vis grad banede vejen for, ja var forudsætning for Oplysningstiden.

Det hidtil ensidige fokus på Oplysningens antikristne karakter (Hazards oplysningstese) skyldes formentlig, at man hovedsagelig har beskæftiget sig med Oplysningen på fransk grund. Forholdet mellem kristendommen og Oplysningen var meget mere komplekst end hidtil antaget.

Naturligvis kan man ikke se Oplysningstankerne løsrevet fra den kristne kulturarv, men. Kirken kæmpede længe mod Oplysningen, også i de protestantiske lande, Luther ville skabe en formynderstat.

De lande, hvor frihed, tolerance, demokrati, retsstat og andet er mest rodfæstet, er dem, som er mindst gennemsyret af kristendom -- Danmark, Sverige, Frankrig, Holland, Norge, England. Jeg mener: Kristendommen var en forudsætning for, at man kunne adskille religion og politik, men dens repræsentanter kæmpede imod.

En kort slutbemærkning til TMP, som skriver om den indre fred og Locke. Forklaringen på Lockes manglende engagement kan være, at denne oplysningsfilosof virkede i et land, hvor Oplysningsideerne primært kredsede om økonomi, mens det i »Tyskland« primært handlede om at sikre religionsfrihed (»Tyskland« lå jo som bekendt i ruiner efter religionskrigende); i Frankrig drejede det sig om at liberalisere det politiske system.

John Locke var både en stor liberal og en god kristen.

Harcourt-Reilly (MA, University of Cambridge)

Der er faldet en meningsforstyrrende sætning ud af mit indlæg.

...og man skal heller ikke glemme, at Luther ville skabe en formynderstat.

Men man skal passe på, hvem man kommer i seng med.

Målet for nogle debattører er at vise, at islam ikke er forenelig med demokrati.

De bør interessere sig mere for tilfældet Bosnien.

"Målet for nogle debattører er at vise, at islam ikke er forenelig med demokrati."

Hvad mener du? Selvfølgelig er Islam ikke forenelig med demokrati.

@ Reilly

Jeg er enig med dig i, at kristendommen både var med- og modspiller under Oplysningen. Men oplysningen, og dermed moderniteten, fører til sekularisering, religionen forsvinder eller får mindre betydning med modernitetens indtog.

Der er mange empiriske eksempler på, at moderniteten ikke fører til sækularisering. Det har religionssociologen Peter L. Berger også altid ment. Religion spiller en stadig væsentligere rolle i verdenspolitikken, også i den moderne vestlige verden. For blot få år siden var USA's præsident en genfødt kristen, mens anglikaneren Tony Blair var premierminister i Storbritannien. Og så var præsten Bondevik leder af Kristeligt Folkeparti i Norge. Romano Prodi havde tætte bånd til Vatikanet, forholdet mellem stat og kirke er igen tæt i Rusland, og Putin viser sig ofte ved kirkelige arrangementer. Også herhjemme er Gud kommet ind fra kulden. Alle disse eksempler viser blot, at man ikke kan fastholde en sækulariseringsteologi- og sociologi. Det er luthersk ortodoksi at holde de to regimenter adskilt, men de fleste blander dem alligevel sammen hele tiden. I Danmark er der to kun to religioner, selvom man forsøger at skjule det ved at sige, at det danske samfund er multireligiøst. Kristendom og islam, andre religioner er der ikke. Og årsagen til, at man vil skjule det, er, at man godt ved, at to er et farligt tal. To er farligt, men mange er ikke. Pierre Trudeau indførte multikulturalisme i Canada for at komme ud over problemerne med den engelsktalende majoritet og den fransktalende minoritet. Har man nemlig to religioner, kulturer, folk, og er den ene majoritet og den anden minoritet, kommer minoriteten til at bestemme udviklingen i samfundet, fordi denne minoritet bedre kan organisere sig og tale enstemmigt, medens majoriteten er tavs og uorganiseret. Majoriteter er altid fragmenteret internt, og den kan derfor ikke overvinde en stærk samlet modstander som en minoritet. Der er sandsynligvis flere muslimer end kristne i Danmark. Man forsøger at skjule dette forhold ved at medregne medlemmerne af Folkekirken. Og så skjuler dette tal endda, hvordan det ser ud i de større byer, og det skjuler også alderssammensætningen. Det mest sandsynlige fremtidsscenarie er, at de to religioner vil leve forholdsvis fredeligt ved siden af hinanden -- apartheid. Kirken er ikke længe interesseret i at missionere, omvende. Men set fra et kristent synspunkt er islam jo kætteri. Islam er et ariansk kætteri. Det samme gælder den anden vej. Kirken har vel på sin vis svigtet. Selvom mennesker kan have mange forskellige opfattelser af, hvem Gud, Jesus og Helligånden er, kan kirken som bærende kulturinstitution det ikke. Kirken bestemmer, hvad der er ortodoksi, den rette kristne lære, og hvad der er kætteri. Hvid der er for mange Grosbøll'er, ender det med at udhule kirken som statslig institution. I gamle dage var der også ugudelige præster, men der havde man en meninghed, som så at sige troede for sin præst. Der er der ikke mere. Olien er ved at slippe op. Ortodoksi og kætteri er institutionelle, fordi kirken definerer indholdet heraf. De fleste danskere er kættere. Kætteri er en moderne fordring, som Berger siger i The Heretical Imperative. Hos Berger er der ingen nostalgi, moderniteten skal ikke overvindes. Religion og modernitet lever side om side, men altså ikke altid adskilt. Berger trækker på Eric Voegelin, som de neokonservative var inspireret af. Voegelin står for det modsatte af Hans Blumenberg. Voegelin burde danske konservative dyrke lidt mere. Hvis de kan, han er svær. Voegelin bestemte i The New Science of Politics moderniteten som gnostisk. Og gnosticisme er en form for kætteri. Moderniteten er et kætteri, medens kristendommen er det ortodokse. Man forsvarer sig mod denne gnosticisme ved at være neoortodoks. Dermed kommer man i strid med de progressive humanister, socialdemokrater, marxister, fordi alle disse retninger vil overvinde moderniteten og forløse den. Hos Berger kommer der ikke noget efter moderniteten. Det er for ham historiens afslutning. En lignende tankegang finder man i neokonservative kulturteorier, eksempelvis Daniel Bells, som allerede i 1970'erne talte om religionens genkomst. Og baptistpræsterne sagde til Johnny Cash: Johnny, de unge kommer ikke mere i kirkerne, gå ud og lav noget kristen country og western. Og det virkede, de unge kom tilbage. I saw the light, I saw the light. Og Irving Kristol. Deres tese er, at modkulturen har sejret over kulturen, så at kulturen er blevet modkultur, det vil sige at der ikke findes en modkultur. Kunsten skal provokere, og hvis den ikke provokerer, er det provokerende. På samme måde med kultur. Det er derfor i dag ikke muligt at være kættersk, medmindre man bliver neoortodoks. Man kan ikke lave en modkultur, sige noget nyt og provokerende. Men de neoortodokse er provokerende, Søren Krarup og Tidehverv og imamerne. De er vor tids kættere. Krarup er kætter, fordi tiden er gnostisk. Grosbøll er ikke ved at benægte Guds eksistens. De fleste sociologer og teologer havde efter anden verdenskrig regnet med, at religionen med moderniteten ville forsvinde af sig selv. De var glade for det moderne, fordi stat og evangelium var adskilt. De meste, at kristendommen var en forudsætning for sækulariseringen. Heriblandt P. G. Lindhardt. Løgstrup troede også på det. Han afmytologiserede evangeliet, så det kunne forstås af en ikkereligiøs offentlighed. Det hed den etiske fordring. Kristendommen ophørte så at sige med at være religion, Gud var ikke længere en metafysisk størrelse. Staten begyndte at overtage Guds rolle. Den voksede og voksede, og den blev næsten metafysisk. Folk troede på den, havde blind tillid til den, stolede på dens nåde, nogle få frygtede den. Men kun når alt er tomhed, kommer Gud til syne for os. Og i takt med at velfærdsstaten voksede, følte menneskene sig mere trygge og mindre tomme. Gud forsvandt. Velfærd skaber ateisme. Løgstrup forudsagde i 1968, hvor han kommer med et opgør med Kierkegaard, at konsekvensen af Kierkegaards kristendom er ateisme. Han fik profetisk ret. Over for det unge og stærke islam er der intet tilbage at forsvare sig med. I 1990'erne vendte religionen ganske vist lidt tilbage, men i en noget anden form. Der var ingen religionskritik, der var ingen kulturradikale. Der var fred i kirken, og fred mellem kirke og stat. Nyrup blev som den første socialdemokratiske statsminister kirkeligt viet. Dette årti var nyromantiske, nationalromantiske. Den kolde krigvar slut, ikke mange tænkte på islam. Krarup og få andre gjorde. Man talte om det danske, som blev guden i tiden. Det nationale var en erstatning for det religiøse. I 1993 vedtog alle partier, at der skulle føjes en ny paragraf ind i Skoleloven om, at "børnene skal gøres fortrolige med dansk kultur". Krarup udgav bogen Dansk Kultur. Alt sammen for at værne os mod det europæiske. 1990'erne var
Ationalromantiske og partikularistiske, ingen troede på universelle sandheder. De fleste danskere var kulturrelativister. Et Kierkegaardcenter blev oprettet. Man sagde nej til Maastricht. Det var endnu ikke gået op for os, at Danmark var blevet multireligiøst. I slutningen af 1980'erne, med Murens fald, forsvandt fostillingen om klasser, og denne forestilling blev afløst af kulturer. Før troede vi på klasser, nu tror vi på kulturer. Hvor alt før var klasse og ideologi, blev alt nu kultur og identitet. Nu handler det ikke om, hvad vi tror på, men hvem vi er. Vi deler os ikke efter interesser, men efter værdier. Med kulturen og identiteten kommer også moralen. 1990'erne blev moralens årti. Det begyndte at handle om menneskesyn. Hvor venstrefløjen før mente, at integration af klasser var umulig, mener højrefløjen nu, at integration af kulturer er umulig. Der skete også en afpolitisering. At kæmpe imod multikulturalisme blev regnet for reaktionært. Man skulle acceptere tingenes tilstand. Rollerne blev byttet om. Det blev en kendsgerning, at Danmark var multikulturelt. Hen imod slutningen af 1990'erne og starten af 00'erne vender religionskritikken tilbage. Religionen afløser i nogen grad kulturer som skelsættende markør. Nu er det religionerne, som ikke kan integreres. Fornuften, rationalismen, vender tilbage. Alt bliver også til videnskab, alt skal måles og vejes. Alt bliver dokumenteret med tal og tabeller. Menneskene bliver væk i de store regnskab. Ateister går til kamp mod al religion, mørkemændene. Mange progressive vil gerne ramme islam og skjuler det ved at kritisere kristendommen. Stat og kirke kræves adskilt af venstrefløjen, som ønsker amerikanske tilstande. Ytringsfriheden kommer under pres fra ateister og sækulære kristne. De vestlige demokratier bøjer sig, der er ikke noget at stå imod med. Den gamle mand bøjer af, den unge lugter blod. Den gamle aner uråd, arbejd, thi natten kommer, gamle jas.

Det ville ligge mig fjernt at mene, at ytringsfriheden er truet af ateister, af sekulære kristne og jøder. De er dog dens sande forsvarer.

Fint indlæg Henry Harcourt-Reilly.

@ Henry Harcourt-Reilly: Tak for et udmærket indlæg. Husk, at "Oplysningen" har rødder i 1100-tallets universiteter, hvor kritiske ånder begyndte at tænke på tværs af dogmatik og Aristoteles (Abelard, Bacon, John of Salisbury, Ockham, Buridan m.fl.). En eller anden klog person (husker desværre ikke navnet) hævdede, at "Europa civiliserede kristendommen". Det er bestemt ikke løgn, så længe den ortodokse kirke, Byzans og Rusland holdes ude af kalkulen (her er Jesus tsarens lillebror). "Fidusen" ved Vest- og Centraleuropa var og er, at statsambitionerne holdes i tømme af geografi, klima og politisk kultur. Filip 2., Louis 14., Napoleon 1. og Hitler prøvede at opbygge deres megamaskine. Det mislykkedes heldigvis, og nutidens blodfattige føderalister kommer heller ikke videre med deres "union". Italien har stadig venstrefløjsere, som kan og tør tænke. Prøv at google Luciano Pellicani!

Snarup, ja, rødder.

Europa civiliserede kristendommen, enig.

Forklar mig Hitler i forhold til politisk kultur, klima og geografi i encyklopædisk form.

Det vigtigste ved nazismen er dens nederlag. Som François Furet påviser, udfordrede den borgerligheden militært - og tabte. Victor D. Hanson skriver, at netop frie borgere er bedst til at føre krig. Med kommunismen var det for så vidt det samme. Blot fandt udfordringen af Vesten sted på økonomiens område. Lenin, Stalin og Hitler kan ikke forståes udfra klima og geografi, men som atavismer. Alle tre erklærede klart at ville mobilisere en "natur", en substans, en urkraft. De ville skabe et "nyt menneske" (jvf. Lenin og Che Guevara), de ville antænde, forstærke og styre proletarernes raseri (jvf. eksempelvis "Mein Kampf"). Det handlede om affekt. Borgerlighed handler om kultur i betydningen affektkontrol, analyse, balance, kritik, visdom. Men netop borgerligheden - især som politisk kultur - var svag i Tyskland og Rusland. Thomas Mann fattede det, da brunskjorterne knuste hans vinduer.

Kære Snarup

Jeg køber ikke den med de frie borgere. Preussen havde en fremragende hær, og kun russerne var mere ufrie end preusserne.

Jeg ville gerne have dig til at forklare mig, hvordan Hitler kunne opstå i vores egen kulturkreds. Hvad var han et produkt af?

Han var ikke en arbejdsulykke i tysk historie, vel?

@ Henry Harcourt-Reilly: Preussens hær klarede sig rigtigt skidt ved Jena i 1806, men kom så i fin form efter grundige reformer i retning af borgerliggørelse. Hvorfor gik det så galt under kejser Wilhelm d. 2. og Første Verdenskrigs massenedslagtniger? Det mindste, der kan siges, er at tyskerne i 1914 demonstrerede forskellen mellem aggressiv nationalisme og defensiv patriotisme.
Der er delte meninger om borgerlighedens kampevne. Nietzsche mente, at "kun barbarer kan forsvare sig". V.D. Hanson argumenterer indirekte - bl.a. med en præsentation af Xenofons "Anabasis" - for, at (også) her ramte den neurotiske livsfilosof ved siden af.
M.h.t. Adolf og de ulykker, han nedkaldte over verden: Det står fast, at Tysklands civilsamfund var svagt. Weimarrepublikkens legitimitet var for tynd. "Pæne" mennesker - bedsteborgere og intellektuelle - betragtede al politik som en snavset affære. "Consensual government" var en by i Sibirien. Det er dybt deprimerende at læse om det store socialdemokratiske partis kapitulation overfor de brune horder i Berlin allerede i sommeren 1932 og kommunisternes samarbejde med Goebbels under transportstrejken i december dette år. Men flokmentalitet, ansvarsflugt og blind autoritetstro var massivt udbredt.
Nietzsche frygtede i øvrigt Tysklands fremtid. Han advarede mod "de vilde hunde i kælderen". Her ramte han plet.
Hvad var nazismen? Hitlers stedfortræder Martin Bormann lukkede diskussionen om dette emne: "Nationalsocialismen er Førerens vilje!" Men over et halvt århundrede efter Hitlers selvmord ignoreres dette punktum af en tankeløs venstrefløj, der har behov for at "tæske en død krikke".

Spejlsalen i Versailles-paladset, 1871: Preussens gamle kong Wilhelm græd af sorg, da Bismarck gjorde ham til kejser over et nyslået tysk rige. Tyskerne jublede over at have ydmyget Frankrig. Så fulgte den tyske "gründer-periode" med en buldrende industrialisering, der på mindre end en generation gav briterne baghjul. Tysklands succes på en stribe områder frembragt hybris. Nietzsche blev nervøs og advarede: "Ein grosser Sieg ist eine grosse Gefahr!" Der var noget galt i hovedet på alt for mange tyskere, og samtidig blandede den storskrydende og uduelige kejser Wilhelm d. 2. sig i udenrigs- og militærpolitik. Efter hybris ramte nemesis i form af Hitlers dødsdrift.

Ja, Nietzsche havde ret. En sejr er farligere end et nederlag. Ved du så også, hvem han havde det fra? Ellers skal jeg fortælle dig det. Det er nemlig ikke uinteressant.

Kan vi blive enige om, at de konservative kræfter, først og fremmest junkerne, har været hovedskurke i nyere tysk historie?

Socialdemokraterne holdt i lange perioder den demokratiske fane højt, og de forsvarede offentligt jødernes rettigheder.

Hvad var der galt i deres hoveder, mener du? Aggressiv nationalisme?

Jeg har altid regnet tyskerne for et mærkværdigt folkefærd, dygtigt, men mærkværdigt.

Tyskerne var og er mærkværdige. Og franskmænd, spaniere, englændere, grækere og polakker - for slet ikke at tale om danskere. Central- og Vesteuropa er noget helt specielt på grund af magtdelingen - i modsætning til Kina, Rusland, Indien og fortidens islamiske imperier.
Engang blev Tyskland af tyskerne selv betegnet som das Land der Dichter und der Denker. Det blev i 1930'erne ændret til Land der Richter und der Henker (vistnok af Erich Kästner).
De preussiske junkere gennemgik en langvarig forfaldsproces i 1800-tallet (som den gamle danske værneadel). Deres - og i det hele taget Hohenzollerdynastiets og Preussens - medansvar for nazismen blev officielt fastslået af de sejrende magter efter sammenbruddet i 1945. Men det bliver dommen ikke mere rigtig af. En junker som præsident Hindenburg og især hans søn Oskar spillede en helt afgørende rolle ved Hitlers udnævnelse til kansler i 1933 (især fordi Goebbels havde fået fingre i dokumentation af, at Oskar på forfalsket grundlag havde skaffet statsstøtte til slægtens godser; så her var et vigtigt pressionsmiddel).
Hitler beundrede den største af Preussens konger, Frederik den Store. Men det er svært at finde ligheder og forbindelse mellem Preussens gamle overklasse og de brune tæskehold i Berlins gader. Afstanden var så svimlende stor, at hverken Hindenburg, von Schleicher (den uheldige möchtegern militærdiktator) eller den tåbelige Franz von Papen fattede, hvad de var oppe imod. Det gjorde den kommunistiske formand Ernst Thälmann heller ikke (ikke engang i kz-lejren).
Det, der (også) var galt i mange tyske hoveder - især i middelklassen - i første halvdel af det 20 århundrede, var manglende borgerdyd. De socialdemokratiske arbejdere var forsåvidt mere politisk modne, som de efterlevede deres reformistiske lederes opfordring til at praktisere "Gas- und Wassersozialismus" på kommunalt niveau (Bernstein tog effektivt afsked med Karl Marx).
I hvert fald er det nogenlunde korrekt, at landbefolkningen nord for Main sympatiserede med nazismen, mens storbyerne var røde. Syd for Main forholdt det sig omvendt (Adolf begyndte sin karriere i München).

Venstreorienterede historikere har svært ved at fatte, hvad Adolf Hitler (1889-1945) og hans kumpaner egentlig talt docerede? Nazisterne er blevet fejlplaceret på den yderste højrefløj - et lille stykke længere ude end det venstrefløjen i dag kalder højreradikalisme.

Det politiske spektrum, som strækker sig fra de venstreradikale til de højreradikale er imidlertid et fantasifoster, skabt af socialister. Nazisterne har intet at gøre på den borgerlige højrefløj, ligesom de revolutionære marxister intet har at gøre på den socialistiske venstrefløj.

Disse bevægelsers ideologier er utopier. Det er udenoms-palamentarisme eller revolutionær ekstremisme, som falder helt udenfor det almindelige politiske spektrum. De ønsker nemlig ikke at være en del af det politiske demokrati, men at skabe et nyt menneske og et nyt totalitært samfund til afløsning af den virkelighed vi har. Det er som Torben Snarup Hansen siger atavismer.

Det almindelige politiske spektrum udgøres derimod af politiske partier, som tilhører forskellige politiske ståsteder som socialisme, socialdemokratisme, socialliberalisme, konservatisme, liberalisme og nationalkonservatisme. Her er der ikke plads til nogen form for samfundsomvæltende radikalisme eller ekstremisme, som vi ser hos de kvasi politiske eller religiøse fascister.

Hitler blev i 1919 medlem nummer 7 af Anton Drexlers (1884-1942) Tyske Arbejderparti i München og tog i løbet af kort tid magten i partiet, som nu kom til at hedde Det Tyske Nationalsocialistiske Arbejderparti. Hitler delte Drexlers forestilling om, at der eksisterede en jødisk-kapitalistisk-frimurer sammensværgelse, som havde til hensigt at bemægtige sig verdensherredømmet.

De fleste medlemmer af de første nationalsocialister kom fra forskellige såkaldte folkelige bevægelser, som Hammerbund, Germanenorder og Thuleselskabet. Disse foreninger var ekstremt nationalistiske, utopiske, antisemitiske og germanistiske, og så havde de tidens race-mystik og okkultisme med sig i bagagen.

Mange af Hitlers nærmeste disciple kom fra Thuleselskabet, som på den tid holdt sine møder på Hotel De Fire Årstider under ledelse af en vis Rudolf Freiherr von Sebottendorf (1875-1945). De var alle inspirerede af antisemitisme, teosofi, germanisme og drømte om en fremtidig storhedstid.

Hitler kendte til alle disse visioner fra sine ungdomår i Wien (1907-13), hvor han udviklede sit storhedsvanvid og sine talegaver. Hans guruer var Richard Wagner (1813-63), Paul Anton de Lagarde (1827-1891), Julius Langbehn (1851-1907), Georg Ritter von Schönerer (1842-1921), Karl Lueger (1844-1910), Guido Anton von List (1848-1919), Jörg Lanz von Liebenfels (1874-1954) og sidst men ikke mindst Houston Stewart Chamberlain (1855-1927).

Wagners antisemitisme er velkendt, og hans kone Cosima Wagner havde en omfangsrig brevveksling med Chamberlain, som var gift med deres datter. Chamberlain skrev SS officerernes bibel "Die Grundlagen des neunzehnten Jahrhunderts" (1899), som fortolkede verdenshistorien ud fra en racemæssig synsvinkel. Hitler var hele livet besat af Wagners mytologiske germanisme og musik og kyssede Chamberlains hånd på dødslejet i 1927.

Lagarde var orientalist og skrev om en livskraft, som skulle puste nyt liv i nationen og et racebaseret folkefællesskab. Langbehn var elev af Lagarde og interesserede sig for spiritisme og den svenske 1700-tals mystiker Emanuel Swedenborg. Han skrev det antisemitiske værk "Rembrandt der Erzieher", som August Strindberg var begejstret for.

Hitlers politiske visioner var inspireret af Schönerer, som var med til at grundlægge det Pan-Germanske Nationalistparti i Østrig. Han var modstander af liberalisme, socialisme og katolicisme, fanatisk antisemit og blev på et tidspunkt fængslet for vold mod politiske modstandere.

Schönerer brugte germanske symboler i sin propaganda og hans tilhængere hilste ham med et "heil". Lueger var borgmester i Wien og leder af det Kristlig Sociale Parti. Han var en politisk høg, antisemit og havde en evne til at mobilisere folket, som Hitler beundrede.

Hitlers hemmelige åndsiv stod imidlertid i gæld til de to gale magikere: Von List og Von Liebenfels. De var kultiske og okkulte, og derfor skjulte Hitler senere sit kendtskab til dem. List skrev bøger om Runemagi og værket "Der Unbesiegbare", en germansk mytologisk katekismus, som beskrev grundlovene for en germansk verdensanskuelse. Han var leder af et spirituelt selskab med en inderkreds kaldet "Hoher Armanen-Orden", hvor man troede på et ufejlbarligt gudemenneske, en fører, som selv stod udenfor de evige love.

Liebenfels var medlem af List-Selskabet og en frafalden cisterciensermunk, som startede en ny tempelherreorden i et forfaldent slot ved navn Werfenstein. Han opfattede senere sig selv som nationalsocialismens fader. Wilfried Daim (f.1923) skrev en bog om ham Der Mann, der Hitler die Ideen gab, 1958.

Liebenfels så det som sin opgave at skabe det "rene" racemæssige grundlag for arianismen og udgav tidsskriftet Ostara, som Hitler var en flittig læser af. Ostara er en germansk gudinde for morgenrødens skønhed, foråret og den opgående sol. Han dekorerede Ostara med symboler fra den nordiske mytologi og forskellige hagekors.

Han skrev bøger i en pseudovidenskabelig stil om noget han kaldte "Ariosophie". En af hans bøger havde den besynderlige titel: "Theozoologi oder Die Kunde von Sodoms-Âfflingen und dem Götter-Elektron". Teorien gik ud på, at Eva bollede med en stor abe og nedkom med en jøde.

På den ene side af dette neo-manikæiske vanvid fandtes de hvide, blonde og blåøjede arier med det "rene" blod, som han kaldte "Arioheroiker". På den anden side fandtes de abelignende undermennesker, som han kaldte "Afflinge" eller Chandalas efter det indiske ord for kasteløse. Liebenfels anbefalede selvfølgelig en "Ausrottung der Tiermenchen". Hitler fulgte det til punkt og prikke med sin "Endlösung". En kult med dette ideologiske galimatias som indhold har selvfølgelig ikke noget at gøre i det almindelige politiske spektrum.

Det er bestemt ikke uinteressant, at Koranen og haditherne mangfoldige steder siger, at jøderne nedstammer fra "aber og svin". Ifølge Albert Speer havde Hitler et meget positivt syn på islam. Han beklagede, at frankernes rigshovmester Karl Martel ("Hammeren" 686-741) i året 732 besejrede maurene i et slag ved Poitier i Frankrig.

Hvis maurene ikke var blevet standset ved Poitier var germanerne sandsynligvis blevet muslimer og ikke kristne. Hitler foragtede kristendommen for dens svaghed og afmagtsfilosofi. Vend den anden kind til, når du bliver slået på den ene kind. Muslimernes dødsforagt i deres jihad begejstrede Hitler. Han kunne derfor godt tænke sig, at germanerne var blevet muslimer i stedet for.

Den politiske radikalisme er en forvrængning af virkeligheden. Når en religiøs tro samtidig forbindes med en ekstrem ideologi opstår en dødsensfarlig cocktail, som ikke har noget at gøre i et parlament. Det påstås at Hitler var kristen. Det var han ikke. Men måske troede han, at han var det gudemenneske, som List-Selskabet fablede om - én der stod over loven.

Hitler talte ofte om, at forsynet havde skænket ham rollen som fører, og havde ironi nok til at kritiserer SS for at gøre ham til en slags SS helgen.
Når radikalisme og pseudo-religiøsitet forenes i en politisk ideologi for at frelse verden eller for at skabe et nyt og bedre menneske og for at gennemføre en revolution i et samfund, kommer blodet til at flyde.

Snarup og Pallis

Hvad fik den den gennemsnitlige tysker til at støtte op om nazismen? I modsætning til kommunismen krævede det nazistiske magtapparat jo ikke total underkastelse.

Hvad fik den den gennemsnitlige tysker til at støtte op om nazismen?

Godt spørgsmål. Jeg er vist ikke den rette til at besvare det, fordi jeg hverken er sociolog eller historiker. Jeg har beskæftiget mig lidt med nazismens okulte rødder i håb om at forstå de personers åndsliv, som skabte denne kult.

Men spørgsmålet er et spørgsmål om den politiske og sociale situation i Tyskland i tyverne. Når vi kommer til trediverne og DNSAP endelige magtovertagelse ændrer billedet sig i uhyggelig retning af en fører-psykose. I tyverne er der vist ikke mange borgerlige intellektuelle, som forestillede sig, hvad der skulle komme. Det gjorde derimod kommunisterne og de spirituelle Rudolf Steiner folk.

Der var mange faktorer, som gjorde det tillokkende for gennemsnits tyskeren at slutte sig til enten de venstreradikale eller de højreradikale kræfter. Tysklands nederlag i første verdenskrig og den lammende Versailles traktat medførte, at Weimar Republikken var et meget svagt folkeligt parlamentarisk system i økonomisk kaos. I 1923 udviklede der sig en enorm inflation, så penge ikke længere var noget værd.

Den lavere middelklasse var i en social krise. Den var presset af både kapitalister og kommunister, og inflationen åd al deres opsparing. Måske er det forståeligt, at de blev tiltrukket at nazismen, som både var anti-kapitalistisk og anti-kommunistisk.

Vi må ikke glemme, at nazismen begyndte i München i Bayeren, som i 1919 en kort overgang var en Sovjetrepublik. München Putch'et november 1923 var både en opstand mod socialister, men også et angreb på jødisk ejendom.

Der var i Tyskland på den tid flere forskellige højreradikale og venstreradikale oprør både i Berlin og Ruhr. Der var mange bevæbnede frikorps i begge lejre, som kæmpede mod hinanden i gaderne med mange døde til følge.

Hitler fik 9 måneder i brummen for det mislykkede Putch, men folk fik hørt hans taler under oprøret. I fængslet fik han så tid til at skrive "Mein Kampf" og blev dermed de højreradikales vigtigste politiker.

Jeg synes det er vigtigt at fremhæve, at nazisterne var en del af en koalisation af Völkisch bevægelsen, som var meget nationalistisk og antisemitisk. Nazisterne overtog avisen Münchener Beobachter og omdøbte den til Völkische Beobachter. Hitlers åndelige mentor på den tid Dietrich Eckart (1868-1923) blev redaktør.

Jeg vil anbefale at man læser artiklen om Dietrich Eckart i Wikipedia. Så får man et godt indtryk af, hvad det var for folk, der flokkedes omkring Hitler. Desuden vil jeg anbefale, at man også læser George L. Mosse: The Crisis of German Ideology: Intellectual Origins of the Third Reich (1965). Den tyske oversættelse hedder: Die Völkische Revolution: über die geistigen Wurzeln des Nationalsozialismus. (1999)