"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lars Løkke Rasmussens kærlighed til Afghanistan sætter dansk udlændingepolitik i relief

2. september 2021 - Artikel - af Aia Fog

Lars Løkke Rasmussen har aldrig lagt skjul på sin store kærlighed til Afghanistan og det afghanske folks kamp for et uafhængigt og islamisk Afghanistan. I disse dage, hvor medier og politikere henter hundredevis af afghanere til landet og dermed fortsætte importen af islam, står Løkkes næsegruse beundring for afghanerne som et deprimerende sindbillede på årtiers politisk inkompetence og uvidenhed.

Efter flere tilløb er jeg nu ved at læse Lars Løkke Rasmussens bog ”Om de fleste og det Meste - erindringsglimt”. En let læst og ganske velskrevet erindringsbog, der udkom sidste år. Bogen skuffer, hvis man havde ventet sig slibrige afsløringer. Dem skal man lede efter. Man skal også lede længe efter ”erindringsglimt” om den største svøbe i dansk politik i Løkkes år som aktiv politiker: islam. Emnet er nærmest fraværende, men to passager afslører, at Løkke på trods af, at han har været statsminister i to omgange og i perioder med adskillelige islamiske terrorangreb, stadig er spejlblank på islam og truslen fra Fredens Religion: han lægger ikke skjul på sin store kærlighed til Afghanistan og det afghanske folk, som han beskriver som ”…det mest stolte, frihedshungrende, ærekære og gæstfrie folk (han) nogensinde har mødt”, og han undrer sig over danskernes manglende engagement: ”Vi har nok kunnet identificere os med afghanernes kamp mod det sovjetiske regime, men ikke deres kamp for et uafhængigt og islamisk Afghanistan”.

Men ikke nok med det: Lars Løkke nærmest promoverer sin manglende viden om og negligering af islam, som har fået mange til at overveje, om vore politikere overhovedet har loddet dybden af, hvad vi står over for og midt i: Jeg ved, hvad vi gør. Og det er mere, end du aner. Men jeg ved også, at det har sin grænse. Parallelt med oprustning af tjenesterne, terrorsikring, skærpede straffe, international deling af efterretningsoplysninger og overvågning er vi derfor nødt til at engagere os mere, ikke mindre, i de internationale problemer og strømninger, der nærer de fundamentalistiske ideologier: fattigdommen, krigene, flygtningestrømmene, den globale ulighed, migrationspresset på Europa.”

Jeg skal ikke gå ind i, om oprustning, terrorsikring mv. overhovedet var nødvendigt, hvis ikke Løkke og hans kolleger havde ladet islam komme ind i landet, men blot bemærke, at hvis fattigdom, krig, global ulighed og migrationspres er det, der nærer (radikal) islam og terror, ville alle muslimer for længst være assimilerede eller i det mindste integrerede i smørhullet Danmark, hvor Løkkes påståede parametre for radikalisering indtil videre er fraværende.

Det er som om Løkke hverken ænser eller anerkender den helt grundlæggende præmis, når vi taler islam: at islam er grundfjeldet hos alle muslimer, som er mindst lige så forankrede i deres kultur, som vi er i vores og at de derfor, naturligt nok, er totalt afvisende over for alle integrationsforsøg. Tværtimod har muslimer en bloc præcis samme håb og forventning til os om, at vi kan se lyset i islams krav om renhed og underkastelse, så vi kan slippe for vores liberale demokrati og sekularisme, som de betragter som vestlig dekadence og normløshed.

Den manglende forståelse for islam og muslimernes forankring i deres kultur deler Løkke med stort set hele politikersegmentet – endda langt ind i Nye Borgerlige, som på lange stræk synes at abonnere på opfattelsen af, at det er muligt at etablere et religionsfrit rum, hvor danskere og muslimer kan mødes.

Det seneste eksempel er NB´s Denise Rostgaard, som for nylig skrev på facebook, at hun altid møder mennesket før ideologien. En tilsyneladende sympatisk tilgang, men bundnaiv og fuldstændig håbløs i det omfang de mennesker, hun møder, ikke også møder hende på samme vilkår. Og det gør muslimer aldrig. Det er ikke en mulighed for en muslim at sætte islam til side blot et øjeblik, hvilket burde være basisviden for enhver politikeraspirant efter 50 års fejlslagne integrationsforsøg.

Det er som om danskerne med majoriteten af de folkevalgte i spidsen nægter at acceptere, at vores kultur og civilisation altid vil være uspiselig for muslimer – uanset hvor længe de opholder sig i vores midte. Tværtimod tiltager muslimernes afsmag for Danmark og vestlige værdier for hver ny generation, og den kan ikke holdes i ave af hverken tildækningsforbud, imam-love eller kvote-ordninger på gymnasier og folkeskoler. Det har aldrig virket og det vil aldrig komme til at virke.

I disse dage hvor vi henter vi hundredevis af nye muslimer til Danmark fra det muslimske Afghanistan Lars Løkke skriver så henført om, står hans ”erindringsglimt” som endnu et vidnesbyrd om danske politikeres negligering af den største trussel mod danskernes sikkerhed og velfærd siden Besættelsen. Man siger, at den, der skriver, definerer historien. Den historie Lars Løkke Rasmussen fortæller er dog mest interessant ved det, den ikke nævner. Og det, der ikke blev gjort.  

 

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis