"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Islams pres på ytringsfriheden sker nu pr. stedfortræder

15. oktober 2021 - Artikel - af Aia Fog

Islams pres på ytringsfriheden har i flere år været trængt i baggrunden for andre trusler mod det frie ord. Men nu er presset vendt tilbage. Ikke som vi kender det i form af særkrav fra imamer og muslimske interesseorganisationer, men pr. stedfortræder. Det varsler nye tider. 

Trykkefrihedsselskabet har kun ét formål, nemlig at gå i brechen for det frie ord, hvor som helst det er truet og uanset hvem, der truer det. Siden selskabets stiftelse i 2005 har truslen mod ytringsfriheden og det frie ord i massiv grad kommet fra islam. Så meget endda, at selskabet i adskillige år havde islam som dominerende omdrejningspunkt, og derfor af mange er blevet betragtet som en islamkritisk forening.

Men det er vi ikke.

Vi er præcis der, hvor ytringsfriheden er under pres, og vi har derfor også flyttet os med det pres: til tech-giganternes monopollignende status og dermed også deres statslignende magt over ytringsfriheden, og til danske politikeres angreb på ytringsfriheden ved indførelse af lovgivning, som f.eks. ændringen af straffelovens spionbestemmelse i § 108, underskrivelsen af Marrakech-aftalen og kriminaliseringen af bestemte ytringer i forbindelse med gennemførelsen af den såkaldte imam-pakke.

Senest har den omsiggribende woke-bevægelse med absurde særkrav om indførelse af et uendeligt antal kønspronominer, kønsneutrale forældrebegreber, juridisk kønsskifte, defamering af historiske personer med krav om, at de fjernes fra historieskrivningen og angreb på statuer og mindesmærker givet os rigeligt med arbejdsopgaver, der intet har med islam at gøre – men til gengæld alt at gøre med en ny og totalitær tidsånd, der ikke bare er gift for ytringsfriheden, men også for vores historie, kultur og vores demokrati.

Det nye er, at islam igen har sneget sig ind som en dominerende magtfaktor i angrebet på det frie ord. Men denne gang på en ny og ganske ildevarslende måde.

Der er især to emner, som Trykkefrihedsselskabet har beskæftiget sig indgående med, der illustrerer – eller varsler, om man vil – at vi endnu en gang bevæger os mod nye tilstande.

Det første er de danske reaktioner på mordet på den franske lærer Samuel Paty, som for et år siden fik skåret halsen over efter at have vist Muhammed-tegninger i sin undervisning. Reaktionerne på mordet var som de plejer: afsky, fordømmelse og hændervriden – men ingen reel debat om rækkevidden af Paty´s henrettelse, der jo sendte klare signaler til enhver underviser om, at netop lærernes ytringsfrihed i form af deres metodefrihed pludselig var kommet under massivt pres. Et pres, der herhjemme hurtigt blev konkretiseret, da ”Charlotte” som underviser på Københavns Professionshøjskole fik så mange trusler på livet, at hun måtte gå under jorden og fik sin egen PET kontakt, da hun på Facebook skrev, at hun i sympati med Paty ville lade Muhammed-tegninger indgå i sin undervisning.

Søndag den 7. november afholder Trykkefrihedsselskabet offentlig debat om emnet, men vi har hverken kunnet få Skolelederforeningen eller Danmarks Lærerforening til at deltage i debatten. De vil end ikke diskutere spørgsmålet selvom de som lærernes repræsentanter og interesseorganisationer skulle være de første til at råbe op for at sikre deres medlemmers metodefrihed. Men det vil de ikke.

Vi har fra en pålidelig kilde i Skolelederforeningen fået at vide, at der er flere skoleledere på de indvandrertunge skoler, som har bedt deres forening om ikke at deltage i debatten, fordi det så bliver meget værre for dem ude på skolerne.

Det er ildevarslende, fordi det indikerer, at islam nu fylder så meget og har så stor magt på skolerne, at tidspunktet for assimilation eller bare integration af et muslimsk mindretal er forpasset, fordi islam reelt har erobret definitionsretten.

Det anden emne, er det stigende antal straffesager efter straffelovens § 264 d som rejses næsten udelukkende mod islamkritikere.

§ 264 d kriminaliserer gengivelse af billeder af personer i ydmygende situationer. En i sig selv glimrende beskyttelse, men det ser ud som om, at § 264 d bliver brugt til politisk forfølgelse af islamkritikere.

Sigtelserne, tiltalerne og domfældelserne hober sig efterhånden op med Dansk Folkepartis Erik Høgh-Sørensen som seneste eksempel. Det er stærkt alarmerende, fordi der ingen forskel er på de billeder af ofre for islamiske terrorangreb, som f.eks. Uriaspostens Kim Møller nu retsforfølges for at have bragt – og billederne af f.eks. George Floyd, som i månedsvis kørte i båndsløjfe på de statsstøttede medier.

Den eneste forskel er udgiveren. En antagelse vi fik bekræftet, da Trykkefrihedsselskabet i foråret politianmeldte en række statsstøttede medier for overtrædelse af netop § 264 d: i ingen af tilfældene fandt politiet grund til at gå videre med sagen.

Det er altså ikke et spørgsmål om, hvad man eksponerer, men hvem, der gør det. Det ligner et politisk motiveret indgreb i ytringsfriheden målrettet en specifik gruppe personer af en bestemt observans. Eller sagt mere direkte: totalitær forfølgelse af politiske modstandere.

Trykkefrihedsselskabet har fulgt § 264 d sagerne i flere år nu, og det bliver vi ved med, for de er langt fra slut, og det er vores forventning, at der kommer flere til.

Fælles for både Muhammed-tegninger i undervisningen og lærernes metodefrihed og § 264 d sagerne er, at de har islam som underliggende tema og at presset på ytringsfriheden i begge tilfælde sker pr. stedfortræder og ikke som de sædvanlige særkrav fremsat direkte af imamer eller muslimske interesseorganisationer som vi ellers har været vant til. Det er nyt, og det indvarsler en genopblussen af islams pres mod (ytrings)friheden, men i en ny og farligere form, fordi afsenderen denne gang er skjult. Det vil gøre kampen for ytringsfriheden stadigt mere vanskelig i de kommende år.