Ingen undskyldning til Bent Kim

Som det vil være de fleste bekendt, har Dagbladet Politiken indgået et forlig med angivelige efterkommere af religionsstifteren Muhammed repræsenteret ved den saudiske advokat Faisal Yamani  og samtidig undskyldt for de krænkelser, som avisens genoptrykning af Kurt Westergaards Muhammed-tegning (ovenpå afsløringen af et mordkomplot mod tegneren, red.) forårsagede muslimer i 2008. Det er imidlertid ikke alle, der kan regne med at få en undskyldning af Politiken, hvis de føler sig krænket af avisens redaktionelle valg.

27. februar bragte Politiken en forsideartikel med rubrikken ”Danskerne er vilde med kokain”. Som Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard påpegede i sin tale ved Trykkefrihedsselskabets generalforsamling, er der tale om en generaliserende rubrik, da mange danskere aldrig har indtaget kokain, og en del kokainbrugere måske ikke elsker kokain, men bare er blevet afhængige af stoffet.

Politikens rubrik om de kokainvilde danskere faldt også bloggeren Bent Kim Jepsen for brystet. Bent Kim Jepsen ”fandt det ubehageligt at skulle give penge for en avis (Politiken, red.), der påstår at jeg er vild med kokain og stofmisbruger. Derfor skrev jeg til Politikens redaktionschef og gjorde ham klart, at jeg følte mig såret og krænket af denne helt urimelige generalisering. Jeg udbad mig en undskyldning for denne krænkende påstand. Underskrevet med navn og adresse."

Bent Kim Jepsen har foreløbig måttet kigger i vejviseren efter en undskyldning fra Politiken. Postkassen har været tom:

”Jeg har ikke modtaget nogen undskyldning, og da jeg ikke har råd til at true med retssag, hverken her hjemme eller i London, så kan jeg ikke opfylde betingelsen Politiken åbenbart har for at give en undskyldning.”

Bent Kim Jepsen konkluderer:

”Konklusion: Politiken giver kun undskyldninger til folk der truer Politiken og dens medarbejdere.”

Vedholdende krænket

Nu kan Bent Kim Jepsen og andre imidlertid hente hjælp i en manual til opnåelse af ”undskyldning eller noget, der ligner”. Fremsendt af Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden til undertegnede i en privat mail.

For 14 dage siden sendte jeg et indlæg betitlet Kristendomsforhånelse til Politiken om avisens forhånelser af kristendommen set i forhold til avisens undskyldning til Muhammeds angivelige efterkommere. Politiken afviste indlægget, men det kan (i en lidt anden form) læses her.

Inden debatredaktionens afvisning af mit indlæg fik jeg imidlertid en mail – ikke fra debatredaktionen som man kunne forvente - men fra Tøger Seidenfaden, der ønskede at ”nuancere (mit) indlæg”.

Tøger Seidenfadens mail til undertegnede bringes – med Tøger Seidenfadens billigelse – her, da det synes at være en manual til, hvordan man får en undskyldning ”eller noget, der ligner” fra Politiken. Blandt andet er det ifølge Seidenfaden vigtigt at være ”vedholdende og troværdigt” krænket:

”I dit lange katalog over mulige krænkelser af kristendommen i Politiken, oversér du den helt afgørende forudsætning for, at avisen kan overveje en undskyldning: Den er, at der er konkrete kristne, der føler sig krænkede, og gør den krænkelse vedholdende og troværdigt gældende over for avisen. Først herefter kan avisen så overveje, om den vil give de krænkede helt eller delvis medhold.

Jeg kan ikke erindre i min tid som chefredaktør, at jeg har fået sådanne alvorligt mente klager fra krsitne (det tæller ikke, at andre gør opmærksom på, at kristne burde eller kunne skulle føle sig krænkede, og det gælder slet ikke, når krænkelsen alene gøres gældende som en symmetri-betragtning i forhold til krænkelser af muslimer).

Jeg husker til gengæld tydeligt for ikke længe siden da Mosaisk Trossamfund følte sig krænket af en karikatur-tegning om Gaza-konflikten, som vi havde bragt. Her var tale om en ægte og alvorligt følt krænkelse. Vi gik derfor straks i dialog med Mosaisk Trossamfund - og de fik da også den imødekommelse, at jeg gav udtryk for, at den argumentation, der lå bag tegningen, aldrig ville være fremført på lederplads - selv om jeg så i øvrigt forsvarede at tegningen var bragt som udtryk for tegnerens holdning, der efter min mening ikke var antisemitisk, blot stærkt Israel-kritisk.

Når og hvis kristne læsere måtte føle sig krænkede, tager vi selvfølgelig dialogen med dem. Det er et konkret og kompliceret skøn hver gang, om det fører til en undskyldning eller noget, der ligner.

med venlig hilsen

Tøger Seidenfaden”