"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

I USA gider journalisterne ikke engang foregive, at de er objektive og neutrale – bare de har moralsk ret

12. marts 2021 - Artikel - af Jannich Kofoed

Sådan er det endnu ikke i Danmark: Her er journalisterne stadig nødt til at foregive, at de er objektive og neutrale – samtidig med, at de naturligvis har en moralsk ret og pligt til at fremstille virkeligheden, som vi har bedst af at se og høre den.

Når jeg tænker tilbage på den aften i Jerusalem i april 2002, så ser jeg nu, hvad jeg ikke så rækkevidden af dengang: at stadig flere journalister fra de vestlige medier fraskrev sig deres opgave som observatører og rapportører og i stedet begyndte at se sig selv som aktive talsmænd for, hvad de selv opfattede som en retfærdig sag; i dette tilfælde palæstinensernes sag, ’den ædle vilde’ imod den israelske overmagt.

Efter flere reportageture til Israel, Vestbredden og Gaza var jeg efterhånden temmelig irriteret over at se, at stort set alle vestlige journalister hyrede palæstinensiske ’fixere’ og tolke, der som regel var rene propagandister, som altid leverede den forudsigelige fortælling, som journalisterne ville høre, og som da også var forventet hjemme på redaktionerne.

I en diskussion om netop dét problem, som jeg havde med to norske journalister over flere skattborger-betalte drinks på Hotel American Colony – en journalist fra et dagblad og en mellemøst-TV-reporter fra norges NRK – mistede TV-reporteren til sidst tålmodigheden og råbte noget i retning af: ”Du siger, at du vil forsøge at høre begge parter i den her konflikt. Men John og jeg, vi ser det som vores opgave at afdække den undertrykkelse, som palæstinenserne lider under! Hvis man er neutral hernede, så støtter man Israel!”

Farvel til alsidigheden
Den dialog blev jeg mindet om, da jeg for nylig blev gjort opmærksom på en artikel i det magtfulde Politico fra 26. juni 2017 af Mitchell Stevens, professor i journalistik på New York University, under overskriften: ”Goodbye Nonpartisan Journalism. And Good Riddance” (noget i retning af ”Farvel til den neutrale journalistik. Og heldigvis for dét”).

Mitchell Stevens hylder, at ”mange af vores bedste journalister ser ud til, ikke bare i debat men i deres nyhedsdækning at lægge afstand til balance og alsidighed.” De er nu parat til at kalde ”præsidentens vildeste udtalelser” for ”løgn!” L-ordet har alt for længe været tabu, mener han. Mitchell skriver, at den falske forestilling om ”objektivitet” har udlevet sig selv, den er en ”spændetrøje”, som journalisterne omsider har befriet sig for, og som de ikke ifører sig igen. Han hilser velkommen, at ”vores mest respekterede medier begynder at indse det fejlagtige i ikke at tage parti: berøringsangst, blinde pletter, undladelser og fine fornemmelser.”

”Hvor forfriskende er det at se, at mainstream-journalister begynder at indse, at de ikke længere behøver at forstille sig!”, slutter Mitchell Stevens triumferende.

Og han fik grund til at triumfere. Selv i en angelsaksisk tradition, hvor pressen kan gi’ den hele armen, har ingen statsleder i den vestlige verden i nyere tid fået en så uhæmmet partisk behandling som Donald Trump. Eksemplerne er legio. Og de beskriver ikke bare Trumps ofte bizarre proklamationer men er ofte rene karrikaturer, karaktermord og skinbarlige løgne.

Hvor var Trump juleaften?
”Hvad laver Trump under Thanksgiving? Han tweeter og spiller golf” skrev Newsweek den 28. november 2019. Men nej, Trump var i Afghanistan, hvor han skar kalkun ud til amerikanske soldater.

Den 25. december 2018, otte timer før amerikansk juleaftens afslutning afslørede CBS News, at ”Trump er den første præsident siden 2002, som ikke besøger amerikanske tropper i julen.”  Ja, den dovne skiderik gad vel ikke bevæge sig op i Airforce One, totalt ligeglad med de soldater, USA havde udsendt, som han er. Typisk! Men den 26. december frigav Det Hvide Hus fotos af Donald og Melana Trump sammen med med amerikanske soldater på en base i Irak. Hvad? photoshopping? Nej, Trump og førstedamen var såmænd fløjet ud af Washington kort før midnat den 25. december. Men CBS News erkendte ikke sin brøler: tværtimod argumenterede CBS News’ chef med, at ”teknisk set” var overskriften korrekt, for Donald Trump havde ikke besøgt soldaterne juleaften, amerikansk tid, men var landet i Irak nogle timer efter, og så var julen efter CBS’ mening jo forbi.

Det gik også verden rundt 15. april 2020, også i DR, at ”Trump  skylder Bank of China millioner – og pengene skal falde snart,” som Politico skrev. Og underrubrikken lød: ”Præsidentens forbindelser med den statsejede kinesiske bank vanskeliggør hans angreb på Biden.” Det ville naturligvis forklare, at præsident Trumps styrkeprøve med den voksende supermagt  var tamt skuespil. Men Bank of China benægtede i en erklæring at have penge til gode hos Trump; et lån, han havde haft i tre uger, var blevet betalt tilbage i 2012. Hvordan reagerede medierne på det? Med dementier? Næ, de skiftede bare ordet ”skylder” ud med ”skyldte” og lod resten være uforandret.

Fra pluralisme til aktivisme
Da jeg ankom til USA i 1998 blev jeg imponeret over den politiske debat i amerikansk fjernsyn. Det var pluralisme på et højere niveau end i danske medier. På CNN var der dagligt debatprogrammer, hvor f.eks. den tidligere Nixon-taleskriver Pat Buchanan og evangelisten Pat Robertson krydsede klinger med Jesse Jackson og andre repræsentanter for venstrefløjen. Altid i en meget høflig og ofte humoristisk stemning.

Men de tider er forbi. Professor Mitchell Stephens fra New York University og den norske TV-journalist fra NRK har fået ret: der er jo ingen grund til at høre på mennesker, som vi alle er enige om er korrupte, løgnere, magtmisbrugere eller konspirations-fantaster. Under Donald Trump har CNN, CBS, NPR, PBS, NBC, Associated Press, New York Times og Washington Post svejset sig sammen i en monolitisk enhedsfront, bakket op af High-Tech-industriens  venstreorienterede mangemilliardærer, stort set kun imødegået af Fox News. Der er tale om rå kapitalmagt, som fik afgørende indflydelse på præsidentvalget i 2020.

Endnu værre var det gået, hvis Donald Trump også skulle vælges i Europa. Under hele min opvækst, eller så længe jeg kan huske, er USA og alle USAs præsidenter fra John F. Kennedy og indtil Barack Obama (pånær Jimmy Carter, som dog havde den brist, at han var stærkt troende kristen) blevet fremstillet med en blanding af hån og skræk. Som en amerikansk gæstelærer på Zahles Seminarium engang hviskede til mig om eleverne og sine danske kolleger: ”Man skulle tro, at alt, hvad de ved om USA, stammer fra at ha’ set ’Mississippi Burning’.” Jeg kunne fortælle ham, at det billede dagligt blev holdt i live af danske journalister. 

”Nu bygger USA jo som bekendt på slaveri”
Der er ikke langt fra Steffen Kretz’ stupide og forhåbentlig berygtede ”Nu bygger USA jo som bekendt på slaveri” til P1 Morgens præsentation forleden af en sjælden ikke-corona-nyhed: ”I flere amerikanske delstater vil republikanerne forhindre flere vælgere i at stemme”, og bortset fra det dårlige dansk, så lød det jo skrækkeligt, nærmest som en tilbagevenden til den tid i begyndelsen af 60’erne, hvor Demokraterne i Sydstaterne med staveprøver og andre kneb forsøgte at holde de sorte vælgere væk fra stemmeboksene. Det viste sig dog, at republikanerne i bl.a. Georgia blot ville skærpe kravene til vælgernes ID og til brevstemmer for at undgå det kaos og den svindel, som prægede præsidentvalget i flere stater. Republikanerne ville også udelukke afstemning på bestemte søndage, hvorfor ved jeg ikke, men det blev af en herboende amerikansk ekspert (de er altid demokrater) fremstillet sådan, at netop på den søndag ville de afroamerikanske kirkegængere gå i gospel-syngende samlet trop til valgstederne, og dér – eftersom sorte forventes at være Demokrater fra vugge til grav -  give republikanerne (og Ku Klux Klan, tilføjer jeg selv, blot for den dramatiske fiktions skyld) en retfærdig blodtud.  Radioværten spørger så, om sådan et lurvet trick ikke vil vække vrede hos ”de sorte og de unge”, (altså modsat de forstokkede hvide og de senile gamle, må man forstå) og det giver Demokrat-eksperten ham ubetinget ret i.

I Danmark er vi ikke nået dertil, at journaliststanden som i USA åbent og frækt erklærer, at journalister har påtaget sig – nej, er udvalgt til - en særlig mission, nemlig at frelse menneskeheden, og ikke længere gider stryge skabs-racister, mandschauvinister og klimabenægtere med hårene. Men det er sgu’ slemt nok, som det er, og så endda for skatteborgernes penge.

Jannich Kofoed

P.S.: Mens jeg er ved at slutte dette lange, sure opstød, kommer Viktor ud i køkkenet og gør mig opmærksom på en sjov ting på Youtube: ”Louder With Crowder”, et humoristisk program, politisk konservativt, som har over halvanden million følgere. Nå, men Steven Crowder sender sine folk ud i flere stater, hvor der mildt sagt var kaos i november 2020; med de officielle valglister over vælgere i hånden kører de ud og kontrollerer adresser. De ender foran restauranter, på byggetomter, foran nedlagte skibsværfter, under viadukter og på villaveje, hvor adressen ikke findes. Jeg hævder ikke, at det afgjorde præsidentvalget, men jeg hævder, at den valgsvindel, som DR benægtede overhovedet forekom, faktisk forekom. Prøv at se selv;  sjovt og tankevækkende. Hvorfor ser vi ikke den slags på Danmarks Radio?