Hvad tørklædet fortæller

Der er faktisk en meget god ændring på vej. Man begynder mere og mere at se det muslimske tørklæde som en politisk manifestation. Mindre og mindre som et religiøst udtryk.

Det er dejligt konkret. Et stykke stof. Det kan man se og føle på. Det er ligesom inden for forståelsens rækkevidde.

Her kommer en kvinde. Hun har tørklæde på.

Mange kvinder har tørklæde på. De har bare tørklæde på. Men nogle kvinder har tørklæde på. Og det er en manifestation.

Vi andre har i årevis kunnet tale om islamisk politik. Jeg husker, hvordan jeg engang skrev, at der var et problem mellem de politikere, der skulle tage hensyn til deres vælgeres velfærd, og de politikere, der skulle spørge deres imam. De kunne i realiteten ikke snakke sammen.

Observationen er ikke forkert og bekræftes i stigende grad. Danmark har pumpet hundreder af millioner kroner ind i de palæstinensiske områder, men fredag den 13. oktober 2006 sagde en af de vigtige palæstinensiske klerikale under fredagsbønnen i al-Aqsa moskeen på tempelbjerget i Jerusalem, imam Yussef Abu Schnene, at Danmark var deres fjende nummer et, og at de islamiske lande skulle afbryde alle økonomiske forbindelser med os. Der skulle efter opgivelserne i Berlingeren have været 170.000 lyttere til den store imams prædiken mod Danmark.

Sådan noget betyder ikke noget. Heller ikke for de såkaldte intellektuelle eller for politikerne. Det virker ikke på Tøger Seidenfaden og sikkert heller ikke på Ellemann, Lykketoft, Helveg (tænk hvilket udenrigspolitisk overblik, vi har haft den ære at have være udsat for).

Men et tørklæde, det er noget. Visse muslimske kvinder siger, at tørklædet ligesom styrker deres identitet. Da jeg tog tørklædet på, siger de, følte jeg, at jeg kom hjem.

Det har vi stor sympati for - at mennesker styrker deres identitet. Men vi har vel også lov til at tage stilling til det hjem, som identiteten giver dem.

Det er ikke vores hjem. Tørklædet fortæller at de har hjemme i islams hus. Der må de for min skyld gerne være. Men hvorfor så ikke for alvor tage hjem, kunne man spørge, og spare os for besværet med indbyggere, der bor et andet sted.

Nogle religiøse må lide under dette. Det er jeg ked af. Men det er ikke os, der blander religion og politik sammen til en enkelt størrelse.

Tyskerne følte også denne stolthed ved at tage SA-uniform på og et armbind, en klud mindre end tørklædet, med et hagekors. Det var også en manifestation af identitet. De følte sig hjemme i Tysklands hus. Men kom til at handle som nazister.

Mogens Rukov er afdelingsleder på Den Danske Filmskole