"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hero of the Hour

20. marts 2021 - Artikel - af Kit Louise Strand

Optrinnet var fra begyndelsen af TV, når det er værst: et orkestreret angreb på den inviterede gæst, et hundeslagsmål med konstante afbrydelser. Ingen blev klogere: man kendte set-up’et og samtlige argumenter på forhånd.                                                                                                                                             

                                                                                                                                                                      Den engelske gadejournalist og ytringsfrihedsaktivist, Tommy Robinson, der – som den opmærksomme læser vil vide – sidste år blev tildelt Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris, gæstede tilbage i 2017 (d. 20. juni) engelsk morgen-TV.

Det gik ikke stille af.

Anledningen til Robinsons besøg i programmet var, at han dagen forinden i et tweet, blandt flere, havde påstået, at den stærkt omtalte Finsbury Park Mosque, trods alle forsikringer om det modsatte, rekrutterede terrorister.

Disse tweets kom som en reaktion på samme dags terrorangreb, hvor en walisisk mand havde kørt en varevogn ind i en gruppe moskegængere i Finsbury Park i det nordlige London, med én død og elleve kvæstede personer til følge.

Robinsons tweets faldt programmets to studieværter for brystet, og de mente, at han havde udvist mangel på pli ved med det samme at udnytte denne forbrydelse til, som de opfattede det, at opildne til mere had mod muslimer, og – sagt mellem linjerne - at Robinson, som den indflydelsesrige stemme han via de sociale medier var på daværende tidspunkt, kunne bære en del af ansvaret for at have ansporet waliseren til denne udåd.

Robinson forsvarede sig med argumentet, at han de foregående ti år havde prøvet at råbe den britiske offentlighed op og netop advaret mod følgerne af en voksende frustration hos etnisk britiske familier, hvis døtre blev voldtaget, i værste fald slået ihjel som ved popkoncerten i Manchester Arena måneden forinden (22. maj 2017) - og hvis lokalsamfund blev transformeret til ukendelighed af indvandring fra Mellemøsten.

Mens den kvindelige vært, Susanna Reid forholdt sig kritisk og moderligt bebrejdende, gik den mandlige vært anderledes hårdt til Robinson og bad ham bl.a. om, at (…) ”show some damn respect for people’s religious beliefs, right?”, da Robinson hævede en medbragt koran, han hævdede var fuld af opfordringer til vold og udgjorde omdrejningspunktet for hele miseren.

Den mandlige studievært argumenterede, at man burde skelne mellem lovlydige muslimer og så jihadister, der misbrugte koranen og islam til at retfærdiggøre deres vold, og fortsatte overfor Robinson “You’re sounding like a complete lunatic… You’re sounding like a bigoted lunatic… You are an islamophobe who hates Islam… What you’re doing now is deliberately inflammatory… It’s deliberately poisonous… You’re stirring up hatred… You are abusing people’s religion… You are abusing their faith and you’re being a complete disgrace.”

Robinson modargumenterede, at en skelnen i stedet burde gå mellem islam og muslimer, idet islam er en ide, som muslimer kunne vælge at forlade, ligesom han afviste påstanden om islamofobi, idet det i hans øjne var absolut rationelt at frygte koranens voldsopfordringer.  

Optrinnet var fra begyndelsen af TV, når det er værst: et orkestreret angreb på den inviterede gæst, et hundeslagsmål med konstante afbrydelser. Ingen blev klogere; man kendte set-up’et og samtlige argumenter på forhånd.

Hvad, der imidlertid gør interviewet interessant i dag, er, at den mandlige vært var journalisten, forfatteren og TV-kendissen, Piers Morgan, dvs. manden, der nu – oven på Oprah Winfreys famøse interview med Megan Markle og Prins Harry - er blevet ”Hero of the hour” og er sprunget ud som den helt store ytringsfrihedsforkæmper. Og det i en grad, at det har kostet ham jobbet som vært på Good Morning, Britain på ITV.

Man kan ikke andet end bifalde, at der fra Morgan og andre blev sagt fra over for dette mildest talt patetiske, kulørte interview fyldt med urimelige anklager, ikke mindst om racisme i den engelske kongefamilie. 

Men er Morgan dermed blevet et fyrtårn for fri tale – en, der står vagt om både egen og andres ytringsfrihed - til enhver tid og uanset omkostninger?

Står hans ord om, at ”freedom of speech is a hill I’m happy to die on” til troende? Man kan håbe det, men umiddelbart forekommer optrinnet mere at handle om… Piers Morgan, som det har været tilfældet gennem hele hans karriere: at pleje sit brand som åbenmundet, fandenivoldsk studievært, men samtidig vejre folkestemningen og stille sig i det bedst tænkelige lys, inden han, som i dette tilfælde kastede sig ud i et fuldblods forsvar for det engelske monarki.

Morgan er derfor, når alt kommer til alt en vejrhane, en opportunist, en lidt-hér-lidt-dér-type. Han har, når det har været belejligt, bedrevet islamkritik, men ikke så meget, at det gjorde noget, og kun til en grad, at han stadig kunne begå sig på de bonede gulve – og desuden, som Tommy Robinson mindede ham om under det højrøstede interview, med ca. ti års forsinkelse.

 

Artiklen har været bragt i 24Nyt