Man hører jo en del om Nørrebro i medierne, men det er jo langt fra alle, der har været der. Hvordan vil du beskrive området?
Jeg har boet på ydre Østerbro/Nørrebro i 14 år. Da min søn og jeg flyttede hertil, mærkede jeg straks en anden stemning, en anden kultur end den, vi var vant til fra Frederiksberg og Indre Østerbro i København. Læs tredje artikel i Sapphos serie om livet i danske ghettoer.
Der er klart flere indvandrere, og det sætter jo sit præg. Jeg så med det samme, at den lokale folkeskole, Klostervængets Skole, har flertal af indvandrerbørn, og stemningen var ikke en, jeg ville have, at min søn skulle blive en del.
Jeg bor lige på grænsen til Nørrebro ved Aldersrogade. Det har egentligt været et fredeligt kvarter gennem årene. Nu bor her stort set kun indvandrere, og det har medført en del uro og problemer med kriminalitet og utryghed. I vores boligforening foregik der langt færre overfald, tyverier og bandeopgør for 10 år siden end nu.
Min boligforening satte stop for tilflytning af indvandrere omkring år 2000, så vidt jeg husker.
Jeg oplevede det som en postgang for sent, da jeg jo kunne se, at de indvandrere, som allerede var tilflyttet, havde masser af børn,og at mange af kvinderne var konstant gravide. Så med lidt nem hovedregning var det indlysende for mig, at kvarteret om få år ville have en hovedvægt af indvandrerbørn, hvilket så absolut er tilfældet nu.
Jeg har i store træk, siden jeg bosatte mig i området, ofte følt mig som en minoritet, da mange af kvinderne går med tørklæde og niqab.
Når jeg besøger andre bydele, er forskellen slående. Især Nørrebro er en helt anden verden i forhold til byens andre kvarterer.Det er en verden, der somme tider lige så godt kunne være et andet land end Danmark.
Hvorfor vil du gerne være anonym i dette interview?
Jeg vælger at være anonym af hensyn til min søn, og de repressalier han kan blive udsat for. I vores kvarter er der et meget stort antal muslimske teenagedrenge på min søns alder.
Har du haft nogle særlige oplevelser med indvandrere, muslimer og islam, mens du har boet på Nørrebro?
Jeg har som sådan ikke haft nogen direkte konfrontation med muslimer og islam gennem årene. Jeg oplever dog jævnligt, når jeg går forbi store grupper af unge indvandrere, at de ligesom puster sig op og opfører sig aggressivt for at manifestere deres status i området. Som regel går jeg bare forbi med oprejst pande og kigger direkte på dem.
Ganske enkelt for at demonstrere, at jeg ikke er bange for dem. Men det er kun, når jeg ikke har mulighed for at gå over på den anden side af gaden.
Jeg er dog opmærksom på at skifte fortorv på en taktisk måde, så jeg er sikker på, at de ikke opfatter det som om at jeg er bange for dem. Det er min opfattelse, at de helst angriber svage individer, og jeg har heller ikke lyst til at give dem en følelse af, at de kan gøre os andre bange.
Er der særlige hensyn, folk bør tage, hvis de flytter til Nørrebro?
Det ved jeg egentlig ikke, om der er.
Om aftenen kan det føles en smule utrygt at gå på gaden, og der kan være situationer, hvor du er nødt til at gå en omvej, hvis der eksempelvis står en flok unge indvandrere et sted.
Det har både min søn og jeg oplevet flere gange. Jeg arbejder på Bispebjerg Hospital, som ligger på Ydre Nørrebro, og her ved vi som personale, at der er nogle bestemte udgange fra hospitalet, man af hensyn til sikkerheden ikke skal bruge aften og nat, for så risikerer man at blive overfaldet og bestjålet af indvandrere.
Jeg arbejder som sygeplejerske, og jeg kan fortælle om en enkelt episode, hvis du vil, om en konfrontation med en ung, somalisk muslimsk mand.
Han var indlagt på det hospital, hvor jeg arbejder. Da han havde en vis status, var han konstant omgivet af sine venner. De bar i øvrigt alle skudsikker vest. De var ret støjende, røg på altanen uden for patientstuen, hvilket generede de øvrige patienter - det er forbudt at ryge på hospitalets område.
Jeg gik ind på stuen og fortalte venligt, at hverken gæster eller patienter må ryge på altanen, og at de var nødsaget til at overholde besøgstiden, - de blev til sent hver aften. Det er af hensyn til de øvrige patienter, der jo har brug for ro.
Den unge somaliske patient blev rasende på mig og råbte, at jeg skulle holde min kæft og ikke fortælle ham, hvad de skulle. Jeg blev stående og oplyste ham om, at jeg var nødsaget til at varetage hensynet til de øvrige patienter, og at det ikke var hans opgave at irettesætte mig.
Hans venner undskyldte faktisk deres opførsel, og sagde at de nok skulle lade være med at ryge på altanen.
Oplevelsen var meget ubehagelig, fordi patienten opførte sig truende. Jeg var faktisk nødsaget til at få en læge - med anden etnisk baggrund - til at gå ind til patienten og fortælle hvilke regler, der gælder på et hospital.
I mit job, oplever jeg i øvrigt ofte, at muslimske mænd ikke vil give hånd til mig, fordi jeg er kvinde. Dette tillader jeg altid mig selv at bemærke overfor dem. Jeg udbryder ganske enkelt: "Ønsker du ikke at give mig hånden, fordi jeg er kvinde"? Jeg kan ikke lade være, da dette kultursammenstød provokerer mig og virker racistisk.
Hvor meget oplever man, at islam fylder på Nørrebro?
Sikkert en del, hvis man har børn på de lokale skoler og institutioner. Min søn har gået på skole på indre Østerbro i 9 år. Her fylder islam mest, når de muslimske børn holder ramadan.
Der var en del palaver omkring deres mødedeltagelse samt manglen på koncentration, fordi de ikke må spise og drikke i dagtimerne. Min søn valgte at tage 10. klasse på Ydre Østerbro inden gymnasiet. Det var et kæmpe skift i forhold til skolen på Indre Østerbro. 10. klasse på Kildevældsskolen har stort set kun indvandrerbørn. Min søns sprogbrug er desværre blev meget farvet af dette.
Hvad er dit indtryk af politiets rolle og arbejde på Nørrebro?
Jeg har ikke haft et større indblik i deres arbejde i området. Men umiddelbart må det jo være en kommunalpolitisk opgave at ændre vilkårene i bydelen.
Der er oprettet et såkaldt Ressource Center lige hvor vi bor. Det er et gammelt kommunalt område, der er blevet til et slags værested for de unge.
Hensigten er at hjælpe de unge ved at give dem et sted at være. Indtil videre har der været to skudepisoder på stedet, hvoraf jeg selv oplevede den ene fra min altan. Det handler om bandeopgør mellem indvandrerbanderne, som har delt byen op imellem sig. Skudepisoderne er utroligt ubehagelige.
Der bruges mere end 220 mio. kr. på Nørrebro til socialt arbejde. Oplever du, at integrationen skrider fremad og problemerne bliver mindre?
Nej, desværre.
Hvorfor bor du stadigvæk på Nørrebro? Har du indtryk af, at ikke-muslimer helst ikke vil bo på Nørrebro?
Jeg bor på Nørrebro, som enlig forsørger har jeg desværre ikke råd til at flytte. Den økonomiske krise har gjort, at jeg banken ikke vil låne mig penge til at købe min egen bolig. Jeg arbejder stødt og roligt på at flytte fra kvarteret. Her er dog også mange, som er glade for at bo i kvarteret.
Du har nu fulgt udviklingen på Nørrebro de seneste 14 år. Hvordan tror du, det kommer til at se ud om f.eks. 10 år?
Der er mange indvandrere, der lader sig integrere. Det har jeg set og oplevet i beboerforeningen, på mit job og andre steder. Samtidig har jeg dog indtryk af, at der er en slags mafia i området, som vokser sig større. Der er flere og flere indvandrere, der kører i meget dyre biler.
Et emne min søn og jeg har drøftet. Det virker noget spøjst, at der kører flere og flere spritnye Audi’er og BMW’er i et kvarter, hvor folk ellers ikke kører i den slags dyre biler. Handlen med stoffer er vokset i området, men efter sigende lader politiet hånt om det.
Hvis denne tendens øges, er jeg bange for, at der ganske enkelt opstår ghettoer, om helt autonomt styrer og gør, hvad de vil. De indvandrere jeg kender, har samme opfattelse, og ønsker ligesom jeg at flytte til andre bydele.
Tidligere interviews i samme serie: Dagligtliv i Ghettodanmark, Muslimer i børnehaven: Pædagogens beretning og Jeg måtte sige mit arbejde op
