Krigens attråede spænding
”Hist og her måtte et halvt dusin mand af hvert regiment eller bataillon betale spillets indsats med livet; men for den store mængde af dem, der tog del i Britanniens småkrige i disse svundne, lykkelige og sorgløse dage, var det kun elementet, der gjorde denne herlige idræt til virkelig mandfolkesport”.
Beretningen er Winston Churchills fra et af de utallige slag, han omkring forrige århundredeskifte deltog i, skildret i De unge år.
Er det mon her politikeren eller forfatteren, Winston Churchill, vi hører? Svaret er, at det er begge. Både som soldat og politiker anså Churchill og hans samtidige krigen som den nødvendige indsats for fædrelandet, verdens orden og freden, som alle unge mænd – med den kendte risiko og attråede spænding som garanteret løn – måtte deltage i. Jeg er sikker på, at vore tapre soldater i Afghanistan i dag ser med samme gejst på deres indsats i de samme egne, hvor Churchill også udkæmpede krige. Soldatens forståelse for krigens formål, dens rædsler og risici har ikke ændret sig. På slagmarken er virkeligheden uforanderlig. Kun i politikeres hoveder har virkeligheden med usikkert fodfæste i idealistiske forestillinger og naive drømme ændret sig markant.
Krig per langdistance
Ingen af vore politikere har oplevet krig som Churchill og hans samtidige. Ingen har været del af den for sit land nødvendige indsats. Krig er blevet til en distancegerning. Noget idealistisk. Fjernet fra sin konkrete virkelighed er krigen blevet abstrakt. Det handler ikke om sejr og overlevelse eller realiseringen af krigens egentlige formål. Formålet er borte. Tilbage er kun midlet, nemlig krigens love. Om danske soldater leverer en brav indsats ved fronten, om de med døden som indsats yder denne den farligste ”mandfolkesport”, interesserer ikke det brede establishment. Hellere en dansk soldat hjem i kiste, end krigens love brydes, synes mantraet at være. Men hvad er krigens love? Et sæt hæderlige spilleregler, nuvel. Hvem kan være imod spilleregler; de findes alle vegne. Men for de fleste spilleregler – og særligt de deltagendes lyst til at følge dem – kræves gensidighed; en enighed om at det netop er disse regler, der overholdes.
Hjem til mentalundersøgelse
Ved forrige århundredeskifte fandtes ingen spilleregler. Alligevel udkæmpes krigen efter gensidige principper. Efter ugers udmattende march igennem ørken, land, by eller vand mødte tropperne hinanden på kamppladsen og kæmpede.
”I løbet af en times tid ville denne arena myldre med angribende dervisher, dynges fuld af lighobe, mens fodfolkets rifler knitrede bag zeribaens tætte tjørneforhug, og alle kanonerne dundrede”, mindes Churchill få timer før et slag (p. 189).
Ve den danske soldat af i dag, som med en sådan realisme går til sit værk. Vel mødes han af en fjende, som ikke gemmer sig bag krigens love, men blandt civilbefolkningen; vel kæmper han mod en fjende, der hellere angriber civile end soldater og vel er han i kampen for at fjerne den fare, som fjenden udgør; men ve den soldat, som med henrykkelse skulle lade sig begejstre af angribende talebankrigeres lighobe. Manden ville blive hjemsendt til mental undersøgelse.
Hellere købe freden end bekæmpe fjenden
Hvor er det sørgeligt. Vi er i krig for at forsvare en civilisation, som de færreste politikere endog ved at definere eller værne om; i krig mod en fjende, som vi ikke må slå ihjel; i en konflikt, hvor kun vi kræves at overholde reglerne; og i en tid, hvor venstrefløjens skamfulde politikere kappes om at mistænkeliggøre enhver, der med stolthed bekender sig til formålet med at kæmpe: at overleve. Med hvilken pine ville ikke Churchill se, hvad der er sket med den vestlige civilisation, han ikke bare bag skrivebordet men som aktivt kæmpende gennem hele livet forsvarede? Fra Bangalore, fra Cairo, fra Swat-dalen og fra London. Hvad ville han sige til mine nederlagsstemte kollegaer, som hellere vil købe freden end bekæmpe fjenden? Han ville sige: ”Mine herrer, I havde valget mellem krigen og ydmygelsen. I valgte ydmygelsen, men fik krigen”.
Ak ja, uhyggeligt hvordan historien gentager sig.
Morten Messerschmidt er medlem af Europaparlamentet for DF og cand.jur.
Kommentarer
Vil vi have krig eller fred?
2. December 2010 - Bjørn
Jeg synes, det er trist og ærgerligt, at DF hele tiden formulerer, at vi skal være stolte, nationalistiske, ikke indrømme fejl og være begejstret for krig. Kære Messerschmidt - vil du have fred eller vil du gerne i krig? Hvis du vil krig, så du kan få opfyldt din blodtørst, så tal for dig selv, hiv ikke dit land med ind i det, når det ikke vil. Hvis du vil fred, hvordan kan du så synes, det er bedre at lave en krig, end det er at få fred? Og med ytringsfriheden - hvad er så vigtigst? At bevare forholdsvis fred eller at være stolte og provokere løs til ingen alverdens nytte, men uvenskab og følelsen af at have fornærmet nogen, som nogle anser for en sejr og er glade for? Jeg siger dig, disse folk, der jubler over at have injuriereret andre mennesker, dem vil jeg ikke have ved magten i mit land.
Så sandt som det er skrevet
2. December 2010 - Mette Løber
Det er desværre så sandt som det er skrevet. Man kan jo bare se medierne idag: 13årig Afganer fængslet! Oppositionen skal vel straks indkalde til samråd! Hvordan kan det være en "fair" kamp på den ene side og på den anden side gemmer man sig i civilt. Det vil desværre altid være soldaterne der kommer til kort. Det er skammeligt
Bravo
2. December 2010 - Jan s Schiermacher.
Og manden har jo helt ret, vi er blevet reduceret til et viljeløst blævrende folk af tøsedrenge der af al magt vil fodre krokodillerne i håb om at slippe (for at for-danske et andet citat af den stolte Englænder)se Annemette Hommel som nærmest blev stemplet som en krigsforbryder fordi hun sagde sgu til en Taleban terrorist ???? Eller den soldat i Filmen Amarillo der udtrykte begejstring over at have overlevet en træfning hvor kun fjendens lig lå tilbage. Vi er blevet sindssyge i vores jagt for fred...FOR ENHVER PRIS, også friheden og demokratiet, for slet ikke at glemme vores fundament i demokratiet vores ytringsfrihed, alt kan ofres for lidt på overfladen fredeligt samkvem. Vi vil som MM påpegede, bare ikke lære en skid af historiens fejltrin. Derfor er vi også på randen til at tabe imod Islam på trods af vores teknologiske fortrin, giv os dog politikere med mod og mandshjerte tilbage....Og helst i en fart !
"Fjenden"
2. December 2010 - Lars Otto Kristensen
Man vinder ingen krig, hvis "fjenden" bare er en, der har rettigheder. Man spilder kun sine egne soldaters liv.
Kloge ord
2. December 2010 - Tommy Jørgart
Ja , trist er det. Vore politikere bortset fra nogle få har valgt ydmygelsen. Den skal de nu nok opnå, selvom krigen vil følge med. Der er i Danmark ca 5-10 procent af befolkningen, der er kampberedte og ikke vil lade landet gå tabt. Sådan var det under anden verdenskrig, sådan er det nu. I militær henseende er dette antal nok til at vinde, når tiden er moden. Nu, som dengang er det en illusion at tro, at demokratiet er bæredygtigt. I sin nuværende form bygger det på forestillingen om, at det flertal, der stemmer sig til magten, repræsenterer en legitim magt. Men afstemningsdemokratiet er ikke andet end en skematisk, nærmest pervers form for den stærkeres ret. "De fleste" er hverken de stærkeste eller de klogeste. "De flestes" repræsentanter er til gengælde de mest snakkende. Deraf følger handleudueligheden og den evige leflen for det flertal af illoyale, feje og bekvemmelighedshungrende gratister, som skal sikre dem magt og indflydelse. Magten bruger de så på samme måde som Jeppe i baronens seng. Eneste opmuntring: Det holder ikke i længden. Indrømmet: Det er ikke nogen rigtig opmuntring.
En statsmand
2. December 2010 - Jern Henrik
Messerschmidt er en statsmand in spe...
Winston Spencer Churchill og Ultra
2. December 2010 - Søren Rasmussen
Kære Morten Messerschmit, Som du måske ved, stolede Winston (som i øvrigt var en Amerikansk bulldog, jeg mødte ved et loppemarked i Denver) ikke på sine egne efterretningstjenester (primært MI5 & MI6). Winston (som jo ud over sit premierministerembede også var formand for krigskabinettet) formerede så SOE (Special Operations Executive med mottoet 'set Europe Ablaze' og Ultra - hvor han satte sin Kanadiske krigskammeret fra WW1 i spidsen - Ultra husede interessante mennesker som Ian Flemming som på det tidspunkt var søofficer i den Engelske flåde). SOE udførte f.eks. nedskydningen af et fly over Skotland, hvor de ombordværende var Hitlers næstkommanderende Rudolp Hess og den Engelske konges lillebror - et fly som ifølge planen skulle have fløjet til Island - og som iblandt konspiratorer var planlagt til at flyve til Stockholm, af en lille kreds af adelige personer i Europa, der ville forhindfre en ny Tysk to-frontskrig. Det er altid interessant at tale med mennesker, der i det mindste har læst Winston's 'The Second World War' - og endnu mere interessant at tale med mennesker, det har læst Sir Alan Broke's erindringer. Vi Europæere kan takke Winston og hans Amerikanske counterpart F.D Rosevelt og begge deres folk for vores nuværende demokratier i USA og Vesteuropa. D Day (The D stands for The Day) eller Operation Overlord efterlod 10000 allierede soldater døde (og her taler vi om Amerikanere, Briter, Canadiere, Hollændere, Polakkere, Brasilianere (med en division) og mange andre) soldater, der ofrede deres liv den første dag for Europa's befrielse. Lad os for evig tid ære disse mennesker, der ofrede deres liv for vores frihed.
Dolkestødslegende undervejs
2. December 2010 - Niels Thyge Riisgård
Medens danske soldater falder i Afghanistan i kamp mod jihadister, begår deres politikere forræderi på hjemmefronten. Her går den kulturelle jihad nemlig strygende med infiltration af danske institutioner. I børnehaver, skoler, universiteter og sygehuse vejrer den islamiske fane. Bogstavtro imamer får stillet platforme til rådighed for at rådgive regeringen om, hvordan freden bevares. Koste hvad det vil, fristes man til at tilføje. Det nye tyranni møder næsten kun folkelig protest. Det er en katastrofe, at så få repræsentanter for samme folk ikke tør forsvare det liberale demokrati og dansk kultur indenlands. Ikke viser samme mod og beslutsomhed som de gør med vore soldater i Afghanistan. Det kan kun ende galt for vore borgerlige friheder og for vores liberale kultur. Det virker som om flertallet på Christiansborg. instinktivt ved, at de skal blande sig i alt andet end forsvare den frihed, de selv fik serveret på et sølvfad. Som om de tror, at friheden er til personlig eje og ikke en gave, som skal overrækkes uskadt til nye generationer. En flok ynkelige kræmmere sælger frihed for sikkerhed. Ja, når MM selv nævner Churchill kommer stærke, mindeværdige ord i hu. Lad os mindes hans ord om mod som alle dyders moder. Ja, hvor er det sandt. Kun modige folk kan vi have tillid til.
Peace in our time
2. December 2010 - Søren Rasmussen
Apeasement politics handler om meget mere end at vise eftergivenhed overfor en ydre/indre fjende i et samfund. Det Britiske Statssamfund er måske meget stærkere end vi Danskere forestiller os - også selvom vi ser storbyer i UK oversvømmet med muslimer. Briterne er Vikinger (de bliver helt flove, når de bliver gjort opmærksomme på det) - men vores venner vestpå er også klar over deres ansvar. Det er et sympatisk træk at vores vikingefrænder (udover hvad de gjore for os under WWII) aldig har forlangt noget tilbage. Apeasement er også overgivelse - noget som ingen viking aldrig vil overveje - og den største trussel imod overgivelse overfor udemokratiske kræfter skal vi måske finde i vores eget land. Skal jeg blot nævne Det Radigale Venstre eller SF som oplagte politiske bevægelser, der umiddelbart er parate til at eftergive politiske voldelige ambitioner, og som samtidigt er parate til at støtte udemokratiske bevægelser!
Bjørnen sover
3. December 2010 - Montanus
Kære Bjørn. Naturen har det med at rense luften med en gang lyn og torden med skybrud. Bagefter kan man nyde en fredfyldt og varm sommerdag. Når man har med vanvittige mennesker at gøre, der har det som mantra, at de skal udrydde alle, der ikke lige tror på deres hjemmestrikkede guddom og den ligeså selvopfundne profet, så er der kun en ting at gøre: efterligne naturen og få renset ud. Det behøver man altså ikke at være medlem af DF for at kunne indse. Det forkerte ved denne krig er, at vi sender mennesker ind i landene. Vi har den teknik, som de andre er lige ved at have. Vi må endelig ikke bruge den, siger folk som dig. Det, du glemmer, er, at så snart de andre har teknikken færdig, er der ikke nogen, der holder dem tilbage. Tvært imod opfylder de profetens ønske. De skal slagte os - men vi må dårligt nok krumme et hår på deres hoveder. Du og dine politisk korrekte venner er farligere for civilisationen end hele den muslimske befolkning, fordi du/I binder os på mund og hånd. Alle jeres advokater og dommere, der blev oplært i 68-ånden. Disse mennesker, som i deres ungdom lærte at tilbede totalitaristerne i Rusland, Kina og Pol Potistan - og som stadig ønsker at underlægge sig en sådan totalitær magt - de har nu fundet islam, der i ondskab overgår alle de andre. Hvis man vil vide, hvad fred er, må man først gennem en krig. Jo før denne krig kommer, jo flere vil overleve og opleve freden.
Paradokser
3. December 2010 - Torben Caroc
Jo længere til venstre man står, jo mere globalt påstår man at tænke. Men netop disse mennesker kan i praksis ikke se ud over Danmarks grænser. De har ikke opdaget, at der kræves to for at holde fred. De tror, at bare vi selv lader være at slås, så vil verdens øvrige fem milliarder mennesker klappe i hænderne og lade Danmark/Europa/Vesten leve videre i fred, frihed, frugtbart land og rigdom. Hvilken arrogance overfor disse fem milliader ! Hvor dumme tror venstrefolket at disse mennesker er ? Tror venstrefløjen at fred kan købes for en procent eller to af BNP i ekstra udviklingshjælp ? Det er for øvrigt også et paradoks, at den yderste venstrefløj, som påstår at være fredselskende altid er den hvorfra hærværk, optøjer, vold og mishandling starter.
Kan fred være "forholdsvis"?
3. December 2010 - Elis Mogensen
-> Bjørn "At bevare forholdsvis fred" skriver du. Vil du være venlig at definere og afgrænse helt præcist, hvad dette tågede begreb omfatter. For at du kan bevare magten (!) i dit land skal du nok også overveje, hvilke midler, du ville kunne blive nødt til at sætte ind for at bevare denne magt. Det, du giver udtryk for i din selvhøjtidelige erklæring, er god gammeldags blåøjet medløberi.
Hellere være en død Løve, end en levende Hund.
3. December 2010 - Frederik
Kære Morten Messerschmidt; jeg deler ihvertfald din beundring for gamle Churchill. Han var et moralsk Fyrtårn i en tid, som også var præget af skrupelløse og u-menneskelige regimer, som myrdede løs, med det ene formål at udbrede og sikre ondskabens og voldens territorier. Også i Hans samtid mødte Han denne selv-morderiske, fejge og forrædderiske modstand fra naive tosser, som troede at eftergivenhed og velvilje nytter noget overfor rendyrket, agressiv ondskab. Når man hører at en gal hund er løs i nabolaget og med fråde om munden render rundt og skambider naboer og flår deres børn i stumper, er det da ærefuldt, eller videre klogt, at skynde sig ind i sit hyggelige hus, for at nedskrive fred-erklæringer og udsende en venligsindet og tandløs komitté for at bede vildyret om fred?? Eller er det klogt, og modigt, at afsikre sin riffel og gå ud for at møde det onde, selvom man selv risikerer at blive bidt?? Den virkelig stupide, som sikkert regner sig for særlig smart, ville gå langt for at finde hunden og forsøge at forsøde den med kødlunser. Og ifald den (sikkert Midlertidige) passiviséring tilsyneladende lykkes, ville vedkommende galning invitere det syge og farlige dyr hjem i huset, ind i varmen og føle sig tryg og selvfølgelig åhh så god og menneskekærlig. Og snart ville hele byen være borte. Der findes desværre alt for mange af disse sidste typer i verden, i deres ignorante, men selv-retfærdige og bedrevidende holdninger, kæmper disse i virkeligheden for ondskab og undertrykkelse, IMOD en retfærdig og Human verdensorden. Og ikke mindst; imod sit eget hjemlands Helte. Ja man væmmes ubeskriveligt!
"Forholdsvis fred"
3. December 2010 - Elis Mogensen
->2. December 2010 - Bjørn Jeg fatter stadigvæk ikke, hvad dit begreb "forholdsvis fred" omfatter. Vil du ikke godt forklare mig det??
Tekst og logistik
3. December 2010 - Tommy Jørgart
Jeg har et problem med designet. Det kan godt være, jeg overser noget, fx en mulighed for på egen komputer at ændre nogle detaljer. Ønskede ændringer: 1) Kronologisk rækkefølge på indlæg, da det er alt for besværligt og forstyrrende at læse bagfra. 2) Anførselstegn, der nu fører til at det anførte ord (på min PC) bliver forsynet med &quot, bør vel kunne skrives. Måske er der en anden måde. Jeg prøver lige 'apostroffer'. Hjælp!
Sig ikke injurier. Sig ytringsfrihed.
3. December 2010 - Niels H Jensen
Bjørn. Du ønsker ikke folk ved magten, som jubler over at have injurieret andre. Men du forstår ikke, hvad sagen drejer sig om. Meget få, om nogen overhovedet, kæmper for at injuriere andre. Men en ganske lille flok mennesker kæmper for fastholdelse af den i vor vestlige verden hårdt tilkæmpede ytringsfrihed. Flere af dem med betydelig fare for deres liv. Hvorfor er denne kamp så vigtig, at der er mennesker, der risikerer deres liv for den? Fordi ytringsfriheden er den vigtigste af alle friheder og nødvendig for sikring af alle menneskerettigheder. Uden ytringsfrihed, herunder ret til protest mod overgreb, kan du være sikker på, at overgreb vil finde sted. Hvordan vil du f.eks. hindre stening af frafaldne fra den rette lære, hvis ingen tør protestere, fordi protest er forbudt? 80% af befolkningen i Pakistan siger, de går ind for stening for apostasi, vidste du det? Er det fordi de går ind for steningen, eller turde de ikke sige andet? Hvordan vil du hindre magthaveres (herunder dommeres og anklageres) overgreb og sikre lov og ret, hvis det, som i Pakistan, er forbudt at ytre modstand mod overgrebene? Tror du, at ytringsfriheden er sikret hos os? I Danmark er det forbudt at fremsætte sande påstande om grupper af mennesker, hvis sandheden krænker dem. Hvis det f.eks. er sandt, at unge muslimske kvinder er overrepræsenterede blandt forfulgte, truede kvinder på kvindehjem, er det forbudt at sige det. Hvis det er sandt, at 2.-generations-indvandrere læser lige så dårligt dansk som deres forældre, er det også forbudt at sige det. Der kræves kun et pennestrøg fra en offentlig anklager for at få den formastelige dømt. Ytringsfriheden er alle friheders moder. Derfor underkues den af alle tyranner. De ved meget vel, at et tyranni ikke kan bestå der, hvor folk tør tale frit. Derfor var den...
Vi spørger for tredie gang....?
3. December 2010 - Søren Rasmussen
Når de Vesteuropæiske demokratier bryster sig af deres styreform, glemmer deres borgere ganske enkelt hvem de sikrede dem. Det var ikke USSR eller EU eller NATO der den 6. Juni 1944 landede soldater på strandende i Normandiet! Det var først og fremmest USA (derfor blev Dwight D. Eisenhover udnævnt til Joint Cheif of Staff for de kombinerede styrker - og ikke Alan Brooke). USA havde i 1944 10 millioner mand under våben (ikke fordi USA ønskede det) - fordelt på to hovedkrigsskuepladser. Det er sigende at Tyskland i dag stadigvæk er formelt besat af Rusland, Frankrig, England og USA.
Underkastelse eller krig?
4. December 2010 - Kenneth Hansen
Kære alle bangebukse. Det er fair nok at være bange. Det er menneskeligt og har en mængde af overlevelsesinstinkt i sig. Man skal være bange med rette. Bange for det uvisse er medfødt. Det gælder om at blive forvisset. Prøve noget - turde noget. Udvikling og erfaring bliver til viden og mod. Hermed er vi fremme ved essensen af mænd og mus. Islam er i krig med vesten. Derom er der ingen tvivl, beviserne taler sit tydelige sprog. Musene, som per tradition ikke har været soldat, fordi der ikke har været værnepligt for kvinder, bliver bange og underkaster sig. Betaler og bøjer sig i ængstelse for, hvad modstanderen gør af ubehageligheder. De får tunnelsyn og ser kun, hvad modstanderen vil have, at de skal se. Underkastelse og betaling. Det er ikke rationelt. Den stærkeste part underkaster sig og betaler. Den stærkeste part ydmyger sig og får krigen alligevel. Krigen må den stærkeste part ikke kæmpe med sejr for øje for musene. De har betalt for en aftale og tror, at soldaterne ødelægger den. Musene har allieret sig med fjenden.
Landsforræderi
5. December 2010 - Martin Jensen
Under den tyske besættelse af Danmark var yderpunkterne i danskernes indsats frihedskamp eller landsforræderi. Ingen tvivl om, hvem vi er megen tak skyldig for vor frihed. - På mine jævnlige ture i Silkeborgs Nordskov kommer jeg ved lokaliteten Nyløkke forbi en mindesten over en 31-årig skovarbejder Hans Krarup Andreasen, der blev dræbt i kamp mod Gestapo i februar 1945. "Han gav sit liv for Danmarks frihed", står der på stenen. Jeg stopper altid op et øjeblik og spørger mig selv: "Hvad ville denne unge skovarbejder mon mene om måden, hvorpå vi forvalter den frihed, som han gav sit liv for?" Noget i retning af: "Jeg betalte den højeste pris for at befri Danmark for nazismen. Hvorfor er danskerne så nu ved at sætte det hele over styr ved eftergivenhed overfor islamismen? I bekriger islamisk ekstremisme i Afghanistan, men tillader samtidig islamismen at udvikle sig her hjemme." - Jamen, det er da også inkonsekvent. Uden islam ingen islamisme, og derfor har Pia Kjærsgaard ret i, at islam skal bekæmpes. Så hvorfor tillade moskeer, imamer og alt det andet muslimske skrammel i Danmark? En dag kommer vi til at sige nej, ikke blot i Afghanistan, men også herhjemme. Jo før den dag kommer, des lettere bliver dette nej. Men det varer desværre nok længe, for det bliver også ved den lejlighed manden på gulvet, skovarbejderen o.m.fl., der skal lægge ryg til. Selvom det ikke er ham og hans lige, der er skyld i eftergiven-heden.
Bjørn.
6. December 2010 - Jan s Schiermacher.
Han ville sige: ”Mine herrer, I havde valget mellem krigen og ydmygelsen. I valgte ydmygelsen, men fik krigen”. Det er jo slet ikke et spørgsmål om at være "krigsliderlig" men mere et spørgsmål om heller ikke være mere naiv end godt er. Der er en KÆMPE forskel !
EU elle fanden samt uduelige politikere
8. December 2010 - Bitten-Kirsti Nielsen
Og hvem er det så, vi skal hælde vore hoveder til? DF? Ha, de er da faldet helt til patten, men tror tilsyneladende, at det opdager vi nok ikke. Men det gør vi, kan du hilse at sige derhjemme, Morten. Og så undrer det mig, at de helt tidlige aftaler med bl.a. tyrkerne og deres muligheder i Danmark kan komme helt bag på DF. For år tilbage skrev jeg til Peter Skaarup om denne aftale. Jo, han smilede venligt, for han er en venlig mand, men i hans øjne kunne jeg læse, at han enten ikke hørte efter, eller ikke forstod, hvad jeg sagde. Nej, vi skal en helt anden vej: Ingen adgang til borgen derinde uden følgende: Maximum 3 valgberioder, 10 års erhvervserfaring uden afbrud, aldersbegrænsning både for oven og forneden. Derved skræmmer vi det værste karriereryttere væk. Og så skal vi naturligvis have en ny afstemning om EU, hvor nogle alternativer skal udarabejdes og diskuteres - og der kunne du, Morten, f.eke. træde i karakter. Du er vel snart det eneste troværdige levn fra dengang, DF havde andet end ord at tilbyde. med venlig hilsen
Ud af EU
12. December 2010 - Martin Jensen
Siden Bitten-Kirsti Nielsen nu har taget proppen af EU-flasken - og jeg er enig i holdningen, i det hun skriver - vil jeg anføre følgende. Før det overhovedet kan give mening at holde folkeafstemning om noget EU-relateret emne, Euro’en f.eks., må der holdes en afstemning om Danmarks medlemskab. EU, som vi kender det i dag, er jo - i indhold og udstrækning - noget helt andet end det EF, som jeg og mange andre danskere stemte ja til i 1972. Derfor er det på tide at få be-/afkræftet dette ja. Skulle en fornyet folkeafstemning falde ud til et ”ja”, så må grundloven ændres, så regering og folketing reduceres til noget i retning af det halve antal medlemmer eller færre, ligesom statsadministrationen må kunne formindskes betragteligt. Disse instanser fungerer jo overvejende som gummistempel for EU-bureaukratiet. Men jeg mener, der bør stemmes nej til EU. Dette gevaldige, langsomt arbejdende, umyndiggørende, udemokratiske og alt kvælende bureaukrati, for hvilket noget så centralt som finanskrise og statsgældsproblemer synes at være noget helt uforudset og nærmest uhåndterligt, kan vi leve bedre uden. Og grænser, der står vidt åbne til lande, vi intet har til fælles med, kan vi slet ikke leve med. Åbne grænser og åbne socialkasser går bare ikke. Idéen om samarbejde mellem europæiske, selvstændige stater er god, men den er i den grad blevet misrøgtet af politikere og bureaukrater, der synes at sætte en EU-eller anden international karriere højere end plejen af deres hjemlands interesser.
