I slutningen af 1970´erne lavede Ole Michelsen (ja – ham fra Bogart) en serie radioprogrammer med titlen ”Kardinalernes Middag”.
Her fik han fire gamle kulturpersonligheder - Hans Bendix, Svend Kragh-Jakobsen, Ole Vinding og Olaf Ussing - til at udveksle memoirer om 1920´ernes og 30´ernes København. En gudbenådet morsom og ofte også lidt ondskabsfuld tour de force rundt i ”kardinalernes” erindringer med afstikkere til alt mellem himmel og jord
Ud over den høje underholdningsværdi er det det kendetegnene for programmerne, at samtalen og småskænderierne foregår på et niveau og med referencerammer, som det desværre er umuligt at opdrive i dag blandt dem, der nu henregner sig til kulturens spidser og semi-personligheder.
Og man finder det desværre heller ikke blandt andre (ud)dannede segmenter i Det Snakkende Mellemlag, hvilket enhver kan forvisse sig om, der gider orientere sig i det efterhånden enorme hav af bloggere, der udlægger teksten for os andre. Med få begavede undtagelser, forstås.
Problemet er ikke, at folk biologisk set er blevet dummere, selv om flere undersøgelser desværre tyder på en let faldende national-IQ.
Problemet er, at stort set ingen danskere under 50 har lært det, de skulle – med mindre de selv har sørget for at søge viden andre steder end de gængse uddannelsesinstitutioner.
Reformpædagogikken har sejret ad helvede til, og nåede sit foreløbige lavpunkt, da daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard i slutningen af 1970´erne bekendtgjorde, at det som ikke alle kunne lære, skulle ingen lære.
En generation blev snydt
Groft sagt og firkantet skåret har det betydet, at alle vi, der har gået i skole fra 1970´erne og frem er blevet unddraget viden, krav og læring, som kunne have højnet vores almene dannelse og ikke mindst uddannelsesniveau.
Det kan godt være, at vi nu sidder med universitetsgrader, men mange af os mangler helt basal viden om historie, geografi og biologi.
Og hvor skulle vi vide det fra – vi havde kun et fag, der hed ”orientering”.
Læg hertil dårlige dansk og matematikkundskaber, dels forårsaget af angst for røv-til-bænk metoden – dels af overvældende meget gruppearbejde og for mange feature-uger, der lagde massiv vægt på at manifestere et demokratisk fællesskab.
I dag er det min generation og dem, der er yngre, som befolker lærerværelserne – og som skal give deres manglende viden og ditto dannelse videre til de spirende generationer. Og det går derefter:
Trods de enorme summer, vi bruger på folkeskolen, ligger vi lavt i Pisa-undersøgelserne, og op mod 20 pct. forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter.
Anders Bondos kamp mod kundskaber
Alligevel kan man høre lærernes formand, Anders Bondo Christensen, himle forarget op over den siddende regerings nye folkeskolereform, der vil indføre flere timer på alle klassetrin og opgradere fagene dansk og matematik.
Det går ud over lærernes forberedelsestid, og den ekstra mia. der nu afsættes til lærernes efteruddannelse, er heller ikke velkommen, for det betyder ifølge Anders Bondo Christensen, at lærerne skal efteruddanne sig i deres fritid(!)
Og imens lærerformanden kæmper for at bevare og helst optimere lærernes lukrative tjenestetid, bukker folkeskolen under:
De ressourcestærke middelklasseforældre vælger i stadigt stigende omfang folkeskolen fra til fordel for private tilbud, og
Undervisningsministeriets nylige eksponering af en række folkeskoler med lave gennemsnitskarakterer udstillede i al sin gru, at folkeskolens status som vores vigtigste kulturbærende institution er ved at være fortid.
Folkeskolen er i dag ikke bærer af særlig meget andet end et dårligt ry (med enkelte lysende undtagelser), og dem, der har mulighed for det, vælger privatskole til deres poder – inklusive de socialdemokrater, der udadtil taler dunder til mellemlaget for at få dem til at lægge børn til projektet.
At man skal høre over 30 år gamle radioudsendelser med mænd, der i dag ville være over 100 for at få lidt klasse og dannelse er en dybt deprimerende påmindelse om, at vi er nødt til at sætte massivt ind, hvis vi skal genskabe noget af det, vores samfund er bygget på:
Læring og (ud)dannelse.
Aia Fog er jurist og medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse
