Jared Diamond er en rar mand med et stort hjerte. Han græd, da han så, hvordan små børn døde af malaria på et hospital i Zambia, og det ville de fleste af os også have gjort i hans sted.
Malaria er en ganske rædsom sygdom, men der er måske en løsning ad åre? Vil afrikanere måske kunne få bugt med sygdommen vha. teknologi?
Ja, måske, sagde Jared Diamond. De kunne måske gøre ligesom folk i Singapore og Malaysia, der ligger på de samme breddegrader og oprindeligt plagedes af de samme sygdomme som i tropisk Afrika, og som de nu har fået bugt med.
Hvid mands skyld
Så der er håb endnu. Men var det så denne forsinkede udvikling, der var årsagen til de små børns død i Zambia? Nej, det var det ikke, sagde Diamond.
Årsagen til malarias hærgen var Vestens fremtrængen i Afrika. Og det var derfor han græd. Det rørte ham dybt at se små børn dø, og smerten blev desto mere uudholdelig på grund af skylden.
Den hvide mands skyld. Diamonds eget folk havde spredt død og ødelæggelse blandt de indfødte og kun for ussel vindings skyld.
Geografien bestemmer alt
Denne scene på et hospital i Zambia og de følgende selvbebrejdende overvejelser fremkom i en lang og meget interessant udsendelse, hvor Diamond forklarede, hvorfor civilisationer opstod visse steder og ikke andre. Forklaringen var meget simpel: geografien, (Marx ville have sagt basis), og dette forklarede alt.
Civilisationer er et produkt af de fysiske forhold, og derfor var det ikke tilfældigt, at civilisationens vugge var i den frugtbare halvmåne, Mellemøsten, hvor de der værende planter var nærende, og hvor kvæg havde gode betingelser.
Det havde man ikke i Indonesiens regnskove, viste han os, idet han optrådte in persona blandt temmelig barskt udseende indfødte, der aldrig havde haft en chance på grund af de dårlige fysiske rammer.
Jagt gav ikke så meget, samlevirksomheden heller ikke, og basisernæringskilden, taro- træet, krævede i dagevis af bearbejdelse, inden der kunne spises af det. Det var altså ikke fordi de indfødte var dummere end andre, at de stadig var i ben-i-næse stadiet, det var alt sammen på grund af geografien.
Så glem dine fordomme, fordi vi alle er lige intelligente, og den berømte/berygtede Bell Curve, der klart viste store forskelle mellem de forskellige befolkningsgruppers intelligens, var klart ikke noget, Diamond havde tiltro til, kunne man se.
Ingen forskel i intelligens
Så ingen er genetisk smartere end andre, derfor skal den vestlige verden ikke se ned på folk, der stadig render rundt i bastskørt eller med penisfutteral, fordi vi er allesammen lige begavede. Og derfor karaktermæssigt lige gode eller lige onde? Ja, det skulle man tro, ikke sandt? Men det viste sig hurtigt, at det er vi ikke alligevel.
Vi i den vestlige verden er onde. Vi har erobret verden med geværer, bakterier og stål (i Politikens programoversigt 9. november blev det af uransagelige grunde oversat med geværer, hvede og stål) og det kan vi lidt firkantet sagt takke vores gunstige geografi for.
Men pas på, fordi vi også er onde. Ikke nok med at vi brugte dødbringende skydevåben mod folk, der kun var bevæbnet med bue og pil, vi har brugt de dårlige bakterier, som vi selv er blevet immune overfor, og som slog de amerikanske indianere ihjel som fluer.
Men det var vel ikke bevidst?
Jo, det var, sagde Diamond, (jeg hørte det to gange), det var en bakteriekrig med gustent overlæg. Og her fornemmer man, at Diamond har forladt videnskabens verden og har bevæget sig over i noget ganske andet.
Bantufolket "spreder sig"
Næste levende billede var Afrika, hvor Diamond igen blander sig med de indfødte som en venlig pater familias, mens han forklarer dem og seerne, hvem de skal takke for deres misere. Hans tilhørere tilhørte bantufolket, og de var kommet fra Nordvestafrika, hvorfra deres kultur havde spredt sig næsten ned til Sydafrikas tip.
Det var gået fredeligt for sig, kunne man forstå. Kulturen havde bare "spredt sig", og bantufolket, (der også talte de voldsomt krigeriske zuluer) var kommet som oplysningsengle og have skabt en utrolig civilisation.
Hvorfor den var så utrolig, kom Diamond ikke ind på, men nøjedes med at lovprise deres kommunikation og handelsforbindelser.
De havde også bygget en stad, Mapungubwe ved Limpopo-floden, med flere tusinde indbyggere, der alle blev forsynet af madproducerende bønder fra Mapungubwes opland.
Og der er sikkert noget rigtigt i det, men det strider imod min egen - tilsyneladende ganske fejlagtige - opfattelse af forhold i Afrika før den hvide mands komme.
Mig bekendt havde afrikanerne ikke opfundet hjulet, vævning eller skriftsproget, og bantufolket hærgede andre befolkningsgrupper, som de underlagde sig med vold.
Det er gået særlig hårdt udover Sydafrikas oprindelige beboere, bushmændene, det fredelige Khoisan-folk, som bantuerne i stater som Basutoland stadig behandler som undermennesker.
Men denne lidet opløftende side af afrikansk kultur blev ikke nævnt, og Diamond kom heller ikke ind på den udbredte og ældgamle skik, slaveri, der ifølge den afrikanske historiker Tidiane N'Diaye indebar, at en stor procentdel af alle afrikanere var slaver.
Det vil sige slaver ejet af andre afrikanere, der gladeligt solgte dem videre til arabiske og europæiske slavehandlere. Nogle af dem endte på de danske Jomfruøer.
Malariaens genkomst
Diamonds dokumentar varede længe, og vi fik meget at vide, ikke mindst om europæernes erobring af det sydlige Afrika. Det gik godt i starten, fordi landet lå i en tempereret zone ikke ulig Europa, hvor de hvide mænd og deres medbragte kvæg kunne trives.
Dér følte de sig hjemme.
Men da de hollandske voortrekkere trængte længere op i Afrika og ind i tropezonen, døde de og deres kvæg af malaria. Det havde det indfødte kvæg udviklet resistens overfor, så her var det europæerne, det gik galt for, og som bukkede under - og ikke de indfødte, sådan som det var sket i Amerika.
En anden ting, der beskyttede de indfødte, var deres kloge valg af habitat. De levede i små enklaver og i modsætning til de dumme hollændere, der slog sig ned ved floder og søer - bosatte de sorte afrikanere sig højt oppe i tørre områder, hvor malariamyggen ikke trivedes.
Men ak. Nu dør de sorte afrikanere af malaria igen, så hvad gik galt? Svaret er lige for: Den hvide mands komme.
Nu dør de som fluer i blandt andet Zambia, fordi europæerne havde anbragt dem i store byer i lavtliggende områder, hvor de ikke længere var beskyttet af det tørre klima, og det var derfor Diamond græd sine bitre tårer i et hospital i Zambia. Det var altsammen vores skyld.
Khoisan-mysteriet
Hænger teorien sammen? Meget af det virker plausibelt nok, men den åbner for en masse spørgsmål, som Diamond ikke forholder sig til. Eksempelvis de fysiske forhold i det sydlige Afrika, forhold, der minder om Europa, pointerede han. Javel.
Men hvis de minder om Europa, burde folket der være kommet på et lige så højt civilisationsstade, som europæere? (Husk på, det er geografien, der bestemmer alt). Men det er de bestemt ikke. Det fredelige Khoisan-folk, der stadig graver efter rodfrugter med de bare næver, har verdens omtrent laveste IK. Ca. 70%.
Hvorfor bygger de ikke jumbojets og alt det andet, som folk under samme klimatiske forhold giver sig i kast med? Hvad siger Diamond til det? Afkræfter det hans "geografi-er-alt" teori?
Det kom han ikke ind på, man han ville sikkert have affejet indvendingen ved at pege på det faktum, at selv om Sydafrikas klima og flora minder om Europas, gør faunaen det bestemt ikke.
De mange gode husdyr, der findes i Asien og Europa, findes ikke i Afrika. Man kan ikke ride på en zebra, der trods dens uskyldige pyjamasdragt er uberegnelig og endda overraskende ondskabsfuld.
Så måske ligger forklaringen der? Det må vi så håbe.
Summa summarum: Dokumentarfilmen var interessant, men dens pointe ikke til at tage fejl af. Den kan opsummeres i en enkel formel:
Forskellen mellem verdens civilisationer skyldes geografi. Og europæere er onde.
