Et dobbelt blindforsøg er noget, man især benytter inden for den lægevidenskabelige forskning. Det går ud på, at hverken lægen, der initierer forsøget, eller de i forsøget deltagende to patientgrupper ved, hvem der får det nye præparat, som skal testes, og hvem der får placebo-præparatet. Det er noget, man har fundet på, for at sikre sig den størst mulige objektivitet i forsøget. Det er sund fornuft hele vejen.
I disse år pågår der også et dobbelt blindforsøg i Europa og andre vestlige lande. Det er rigtignok hverken videnskabeligt eller som sådan sund fornuft. Det er tværtimod det rene hasardspil med vore alle sammens liv og fremtid.
Dagligt kan vi høre og læse om et begreb, der hedder ”globalisering”. Historien er kort fortalt den, at ingen længere kan gemme sig nogetsteds i verden. Heller ikke virksomheder, der behandler deres arbejdere dårligt, eller ligefrem lader børn arbejde under slavelignende forhold. Pga. globaliseringen ligger hver en lille afkrog af verden badet i lys. Ingen kan længere hygge sig i smug med forfølgelse og undertrykkelse. Det hele kommer for en dag. Globaliseringens dag. Og når det gør, så er det også op til borgerne at gøre anskrig og handle efter de ting, globaliseringen sørger for, bliver afsløret. Sådan er det. Sådan bliver det forklaret for os, som sagt, omtrent dagligt.
Men se om det gælder, når vi snakker islam, og hvad den betyder for livet mellem mennesker.
Al viden udraderet
Debatten – som nu den herhjemme om tørklæder – forløber som det, jeg kalder et dobbelt blindforsøg: Al historisk viden om islam og forholdet mellem landene med muslimsk flertal og Europa er på det nøjeste udraderet og derfor ikke eksisterende i debatten. Det er den ene afblænding. Men minsandten om ikke også det globale vindue ud til den nutidige virkelighed ligeså godt og grundigt er smækket i. Ingen oplysninger slipper ud fra den muslimske krog af den globale landsby – og når derfor altså heller ikke den vestlige verdens offentlighed. Det er det, jeg kalder et dobbelt blindforsøg.
Til gengæld er myterne i debatten legio: De historiske myter, der lever som ikke mindre end fastslåede kendsgerninger, er følgende: 1) I middelalderen repræsenterede det muslimske Spanien et kulturelt højdepunkt. Kristenheden derimod lå hen i kulturel armod, som kontrast til den florissante muslimske periode. Muslimske lærde og videnskabsfolk stod for den tids oplysning og hjalp således også Europa ud af middelalderen. 2) Det var idel fred og tolerance, der udgik fra kalifatet i Cordoba (kalifat fra år 929, indtil da havde det været et emirat) i samdrægtighed med den islamiske stats naboer.
Det er vist ikke meget galt at opsummere den viden, vi europæere har om muslimer og islam i historien på ovennævnte måde. Ikke kun er det altid, hvad vi hører om denne historie, den er tilmed af en karakter, man ikke kan pille ved, uden at blive beskyldt for alt muligt grimt. Som sagt, denne viden er noget nær mytestof. Og så er sandheden om disse to (jeg kunne finde flere, men pladsen tillader ikke flere) påstande, at det er løgn og latin det meste. Rigtigt er det, at Europa efter folkevandringsårene, dvs. efter omkring år 400, sank ned i tilbagegang og mørke. Men det var dog alligevel ikke hele kristenheden, der oplevede dette tilbageslag. Tværtimod var det kristne lærde videnskabsmænd, præster og munke, der formidlede oldtidens videnskab videre til de fremstormende muslimer og deres herskere. De oversatte de klassiske græske tekster til arabisk og gjorde i det hele taget araberne opmærksomme på denne menneskehedens kulturelle skat. Det var kristne fra Mesopotamien, fra Syrien og Egypten og fra Konstantinopel, der løftede kulturen i de nye muslimske riger, der opstod efter Muhammeds og hans efterfølgeres erobringskrige fra det 7. århundrede og derefter. Også senere igen, da Tyrken væltede ind i Lille-Asien og begyndte at true det østromerske kejserrige i Byzants.
Når vi hører om kalifatet i Cordoba, præsenteres det også som en fastslået kendsgerning, at der var fred, fordragelighed og tolerance over hele linjen. Dette er så langt fra sandt, som vel næsten noget kan være – hvor meget, det så end bliver påstået og gentaget. Det var en tid med stadige pogromer såvel mod kristne som mod jøder fra muslimernes side. Kalifatet var udadtil langtfra fredeligt overfor sine naboer. Tværtimod var krig med de europæiske naboer den almindelige tilstand. Krige mod nord, syd, vest og øst. Krige i alle retninger.
Herom vidner historien. Italien, Sydfrankrig, Andalusien, Korsika, Sicilien, Sardinien, Malta, Rhodos, Kreta, Mallorca, Cypern: alle steder er de historiske vidnesbyrd overvældende, om de særdeles aggressive muslimske hære – arabere eller tyrkere – der uophørligt gennem flere hundrede år hærgede og plyndrede Europas syd- og østflanker. Så sent som i 1683 stod Tyrken udenfor Wiens porte, og kunne efter en sejr have løbet (resten af) Europa over ende. Men stopper den muslimske aggressivitet her? Nej, den fortsætter helt op til vor tid. Det Osmanniske Rige herskede i mere end 400 år helt frem til første verdenskrigs afslutning over Grækenland, det græske øhav og hele Balkan. Hertil kom hele det Mellemøstlige område: Palæstina, Egypten og Nordafrika.
Det er aldeles forfejlet at opfatte islams angreb på Europa som noget, der hører en fjern fortid til. Det er skam ramme nutid. Det interne opgør i Det Osmanniske Rige, som vi har lært var et opgør med religionen til fordel for det sekulære, som Atatürk gennemtvang i Tyrkiet, hvorved det moderne Tyrkiet blev skabt, er heller ikke hele sandheden om dén historie. Atatürk blev jo nærmest af Vesten tvunget til at lægge sig efter vestlige normer, dersom Tyrkiet skulle få del i den udvikling, som Vesten havde gennemløbet. Ikke mindst militært (hvilket er det vigtigste) blev det under 1. Verdenskrig pinligt klart, hvor langt bagud Det Osmanniske Rige var sakket efter Europa og Vesten. Men ingen tyrk med blot en smule sans for historie og religion har nogensinde tvivlet om, at der her kun var tale om en nødvendig midlertidig tilpasning til Vesten, for senere at kunne vende stærkt tilbage. For menige tyrkere var Kemal Atatürk ikke bare præsidenten, han var langt mere end det: han var landsfader – ja han var kalif, intet mindre.
Myten over alle myter
Ligesom der i debatten med muslimerne er blændet af for den virkelige historie, er der altså tilsvarende blændet af for viden om den nutidige virkelige virkelighed. Derfor lever myterne også her i værste velgående. Lad os nøjes med at se på myten over alle myter: Islam er en religion, derfor er dens symboler naturligvis også kun af religiøs art = harmløse, ligegyldige manifestationer.
Denne myte kan kun leve så tilsyneladende triveligt, fordi vi afsnører vort vidensgrundlag fra virkeligheden, som den er derude. Vi kan dog komme så langt, at vi kan slå op i Koranen (i Sura 59) og læse os til, at kvinder f.eks. skal dække sig til, så de ikke bliver forulempet af muslimske mænd. I debatten får vi så at vide, at det med forulempelsen, er noget, der blot hører til i en fjern fortid i en arabisk ørken et sted. Tørklædet, burkaen, niqaben eller hvilket navn, man ellers vil give det samme fænomen, er udelukkende et religiøst tegn og betyder intet videre.
Havde dette været en diskussion om nogle virksomheders produktion et sted i Asien eller hvor nu det kunne være, så havde hele den samlede vestlige kritiske presse været på stikkerne for at gå ud i den globale landsby og undersøge, om det nu også kunne passe – altså om det muslimske beklædningspåbud ikke har nogen anden betydning end blot at være åndelig manifestation. Men se, om det sker! På dette punkt eksisterer ingen kritisk, opsøgende journalistik. På dette punkt findes globaliseringen simpelthen ikke! I denne debat kan man snarere sige, at medierne og offentligheden har uddelt en åndelig burka til enhver, som ville undersøge sagen nærmere på vanlig vestlig facon. For sagen er jo den, at blot et enkelt besøg i et enkelt land med muslimsk flertal, ville overbevise enhver indtil det smertelige om, at tørklædet, niqaben, burkaen, sløret den dag i dag har den helt kras realistiske betydning for enhver, som ikke bærer dette stykke tøj, at de bliver forulempet. Akkurat, altså, som Koranen foreskriver det.
Eller skal vi for hele den globale landsbys skyld skære det helt ud i pap: kvinder uden dette stykke tøj gennembankes, voldtages, bortføres og tvangsomvendes til islam og sælges som koner til gamle muslimske mænd, eller bliver ganske enkelt myrdet. Dette er virkeligheden anno 2008, såvel som det i øvrigt var i 1761 (da Carsten Niebuhr besøgte såvel Konstantinopel, som datidens Ægypten), 1453 (da Konstantinopel blev løbet over ende af tyrkerne), 929 (da Cordoba blev et kalifat) eller i år 637 (da Jerusalem blev erobret af araberne). Men lad os bare holde os til nutiden og lade historien ligge. Det bliver ellers bare alt for overvældende.
Jamen, hvis det er sandt, at det er, hvad tørklædet betyder i hvert eneste land, hvor islam har sejret og er landets/flertallets religion, hvordan kan man da fortsat diskutere dette emne, som om det var noget blot religiøst? Problemet med denne muslimske beklædningsgenstand er jo da snarere det trivielt politiske: Må folk gå rundt midt i vort samfund og anbefale overfald på kvinder, der ikke bærer en bestemt beklædningsgenstand? Skal dette problem ikke udsættes for kritisk belysning – historisk, så vel som nutidig? Se til Bosnien: De muslimske ledere vil lave Bosnien om til en mere islamisk funderet stat. Kroaterne er bange, serberne frygter det værste. De kender møllen: 400-års-mørket under osmannisk overherredømme.
Hvornår indhenter globaliseringen egentligt tørklædedebatten? Jeg vil gerne skubbe lidt på. Jeg udlover hermed en kasse tørklæder fra De Grønne Pigespejdere til den kritiske journalist, der kan oplede et eneste muslimsk domineret land, hvor det ikke er tilfældet, at tørklædet de facto er ensbetydende med en forulempelse af ikke-muslimske kvinder.
Ole Buchardt Olesen er sognepræst.
