"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Er målet fuldt for Tommy Robinson?

28. oktober 2021 - Artikel - af Michael Pihl

Det er snart 2 år siden at Trykkefrihedsselskabet gav Sapphoprisen til Tommy Robinson. I tiden der er gået har de engelske myndigheder og mainstreammedier fortsat og intensiveret deres klapjagt på ham i en grad, så han han i dag er ramt af økonomisk ruin og stress og ikke har været i stand til at lave sin gadejournalistik i mere end et år. På lange stræk minder Tommy Robinsons historie om Louis Pios

I 1872 forbød dansk politi og retsvæsen - i strid med Grundlovens bestemmelser om forsamlings-og ytringsfrihed - et socialistisk folkemøde op til ”Slaget på Fælleden” i 1872, og straffede så efterfølgende Louis Pio med tre års helbredsnedbrydende fængsel. Et politiseret dansk retssystem gjorde sig dengang skyldig i en autoritær og udemokratisk knægtelse af en systemkritiker. I 1875 var Pio ved at dø af sygdom i fængslet og blev benådet, fordi magthavere nok frygtede at gøre ham til martyr. Myndighederne lod dog efterfølgende Pio forstå, at datidens dybe stat alligevel nok skulle finde et eller andet påskud for igen at bure ham inde, hvis Pio ikke lod sig bestikke til udvandringen til Amerika. På Lois Pios tid lod det udemokratiske magtmisbrug af retssystemet sig gøre, også fordi datidens mediemagthavere ukritisk støttede denne magtfordrejning. I dag ser vi tilsvarende tendenser i Danmark og Vesteuropa.

I 2020 gav vi Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris til Tommy Robinson for at sætte kritisk fokus samme problem: Retsmyndigheders politisk motiverede forfølgelse af denne engelske ytringsfrihedsaktivist med det ene formål at stoppe hans kritiske gadejournalistik og politiske aktivisme. En forfølgelse, som i dag kun lader sig gøre, fordi engelske (og danske) mainstreammedier jævnligt yder deres aktive støtte til dette udemokratiske magtmisbrug.

For et årstid siden fulgte vi op med en statusopgørelse over engelske myndigheders fortsatte knægtelse af Tommy Robinson. Med uretmæssig magtanvendelse fjernes han af ordensmagten fra Speakers Corner, han straffes for at forsvare sin mindreårige datter mod en pædofil sexkrænker i et vandland og jævnligt påføres han ublu bødestraffe af det engelske retsvæsen for sin kritiske og respektløse gadejournalistik

En stribe af tvivlsomme og ikke-proportionale fængselsstraffe, isolationsfængsel, muslimske medfangers vold og chikane og endeløse bødepålæg er bl.a. metoderne, som engelske myndigheder har taget i anvendelse for at stoppe hans gadejournalistik og politiske aktivisme. Som konsekvens har økonomisk ruin og psykisk stress har ramt Robinson. Og han har ikke været i stand til arbejde med gadejournalistik i over et år.  

Meget tyder nu på, at engelske myndigheders autoritære og åbenlyst uretfærdige behandling af Tommy Robinson også har gjort manden desperat.

For nu er den så gal igen. I starten af oktober blev Robinson straffet for at have opsøgt en journalist, som dog selv havde udbedt sig hans kommentar til en artikel med udokumenterede påstande om misbrug af indsamlede midler til Robinsons retshjælp

Robinson udtalte ved den lejlighed, at han ville vende tilbage dagligt, hvis hun ikke lyttede til ham, hvilket dommeren valgte at udlægge som en trussel. Robinson skulle også have fremsat beskyldninger mod Deardens kæreste for at være ”pædofil”.

Den kontroversielle journalist Lizzie Dearden arbejder på den saudiarabisk ejede og stærkt tendentiøse avis med det ufrivilligt komiske navn The Independent. Da Robinson opsøgte Dearden for at forklare hende sit syn på sagen, har journalisten altså efterfølgende meldt Robinson til politiet med påstand om, at han skulle have udsat hende for ”trusler” og ”forfølgelse”.  På det uafhængige og frie medie Bitchute kan man se Robinsons video fra besøget ved Lizzie Deardens portnerbeskyttede og indhegnede lejlighedskompleks

Det fremgår af videoen, at Robinson på intet tidspunkt fremsatte ”trusler” mod journalisten Lizzie Dearden. Det fremgår også af videoen, at Robinson fjernede sig fra stedet, da en sikkerhedsvagt i Lizzie Deardens mondæne ejendomskompleks bad ham om det.

Alligevel blev Robinson for nylig straffet ved Westminster Magistrates Court med bøde og et fem års forbud mod at henvende sig til journalisten Lizzie Dearden. Sagen var i øvrigt anlagt af det engelske politis anklagemyndighed. Udover endnu en heftig bødestraf til samlingen indebærer dommen for Robinson, at han fremover ikke må henvende sig til journalisten Lizzie Dearden – uanset, hvad hun fremover finder på at skrive om ham. Den engelske dommer i sagen har interessant nok også nedlagt forbud imod at Robinson fremover udtrykker sig kritisk om Lizzie Deardens politiske skriverier, hverken på tryk, på sociale medier eller på hjemmesider, hvilket i praksis giver Robinson mundkurv på og gør det mere end vanskeligt for ham at forsvare sig offentligt mod, hvad Dearden fremover måtte beskylde ham for. Dette minder jo om udemokratiske metoder fra den kolde krigs østeuropa, men har naturligvis ingen anledning givet til kritiske bemærkninger i statsbetalte medier.  

Robinsons desperation kom også til udtryk i det forhold, at han havde hyret en privatdetektiv for at grave oplysninger frem om Lizzie Dearden. Selvom man godt kan forstå Robinsons frustration over sin magtesløshed mod retssystemets uretfærdige behandling af ham og engelske mainstreammediers årelange brug af uhæderlige metoder og falske nyheder om ham, så er det altså bare ikke nogen god idé at opsøge journalister på deres privatadresse eller at overvåge dem v.h.a. privatdetektiver.

I sin tale ved Sapphoprisuddelingen i Trykkefrihedsselskabet  i 2020 fremlagde Robinson overvældende dokumentation for engelske mediers årelange smudskampagne mod ham. Og han fortalte om, hvorfor det netop er kombinationen af mediernes løgnekampagne og retssystemets autoritære metoder mod ham, som er så effektivt nedbrydende.

Det er desuden Robinsons opfattelse, at forfølgelsen af ham skal forstås på baggrund af et særligt klasseaspekt: En politisk korrekt elite og middelklasses foragt for en gadedreng fra arbejderklassen, fordi han sætter flabet og kritisk fokus på alvorlige sociale problemer med det multikulturelle samfund, som den politisk korrekte middelklasse selv lever sit liv på privilegeret afstand af.

Under sit ophold i København i 2020 afslørede Robinson i et interview med Berlingskes Hans Skovgaard Andersen, hvordan denne journalists arbejde bygger på politiske fordomme og ren uvidenhed om en lang række centrale problemstillinger, der danner baggrund for Robinsons virke:

Eftersom Skovgaard Andersens forudindtagede journalistik desværre er typisk for statsbetalte mainstreammediers dækning af Robinson-affærerne, understøtter det kun rets- og magtsystemers systematiske nedbrydning af denne Englands fremmeste systemkritiker. I praksis har det umuliggjort hans arbejde og man har stort set ikke set eller hørt noget til Robinsons gadejournalistik i de senere år, fordi han konstant ligger begravet i retssager og ryger ind og ud af fængsel. Som han f.eks. gjorde i 2019 for at rapportere fra en voldtægtssag i Leeds, hvor nævningene havde afsagt deres afgørelse og ingen risiko reelt forelå for uretmæssig påvirkning af retsafgørelsen.

Med politiserede retssystemer følger indgreb i ytringsfriheden og autoritær undertrykkelse af frihed og debat. En tendens man i nogen tid desværre også har set i Danmark med ordensmagt og anklagemyndigheds ulige håndhævelse af straffelovens § 264d til retsforfølgelse af islamkritikere og små, uafhængige medier for offentliggørelse af materiale, som statsbetalte mainstreammedier frit og ustraffet offentliggør.

Robinson har aldrig opfordret til vold mod anderledes tænkende. Aldrig. Men det er sådan, han fremstilles i medierne. Også i Danmark. I England bliver Robinson straffet for, hvem han er og for, hvad han siger. Mindre for, hvad han faktisk gør. Derfor er Robinson-affærerne et ytringsfrihedsanliggende. De viser, hvilke autoritære metoder, som nominelt demokratiske stater i Vesteuropa nu er indstillet på at tage i anvendelse for at knægte folkelig kritik af det multikulturelle samfunds brutale konsekvenser. Sammenligningen mellem Tommy Robinson og Louis Pio er helt berettiget.

En bitter livsdrik har engelske myndigheder skænket Tommy Robinson. Hans familieliv, hans økonomi, hans arbejde og hans tilværelse er ødelagt af myndighederne. Og af mediemagten. Spørgsmålet er kun, hvornår målet er fyldt?