Tilbage i 2001 underskrev Storbritanniens politiske partier en fantastisk overenskomst. De blev enige om ikke at sige noget, der kunne udløse "racistisk eller religiøst had eller føre til fordomme bundet i race, nationalitet eller religion".
Denne mundkurv medførte ikke bare, at partierne blev høflige. Livsvigtige spørgsmål – fra den massive indvandring og multikulturalisme til deres ødelæggende virkning på britisk civilisation – blev officielt forbudte.
Dermed blev den slags bekymringer defineret som utilladelige tanker. Ganske vist var de allerede tankeforbrydelser, som George Orwell ville have udtrykt det, men denne overenskomst medførte, at tankeforbryderne blev gjort politisk spedalske.
Jeg kom til at tænke på elitens kryster-regel i den forløbne uge, da en dommer i London idømte den 42-årig britisk sekretær Jacqueline Woodhouse 21 ugers fængsel. Hendes forbrydelse?
En udladning spækket med fyndord om indvandringen, multikulturen og den britiske civilisations undergang. Det var ikke lige præcis sådan, Woodhouse havde udtrykt sig, men det er den korte version af noget, hun havde sagt i Londons undergrundsbane en nat i januar.
Mere lige end andre
Samme uge beordrede en anden dommer i London to sorte piger på 18 og 19 til at udføre samfundstjeneste, efter at de fysisk havde overfaldet to hvide sekretærer fra et sagførerkontor.
"Jeg er sikker på, at I begge handlede, som I gjorde den aften, fordi I havde indtaget alkohol," sagde dommer Stephen Kramer, som om han irettesatte et barn, der var kommet for skade at stjæle et æble.
For få måneder siden løslod en anden London-dommer fire muslimske kvinder fra Somalia, efter at de havde overfaldet et hvidt par, idet de råbte "Dræb det hvide afskum" og lignende anti-hvide udgydelser.
Banden slog kvinden til jorden og rev en tot hår af hende. Dommer Robert Brown viste sig langmodig, meddelte han, fordi de muslimske kvinder ikke var vant til at være fulde.
Ingen pardon til Jacqueline
Jacqueline Woodhouse var også fuld, men det var ikke nogen formildende omstændighed i hendes sag. Hun gjorde ingen fortræd, men det var heller ingen formildende omstændighed.
Dommer Michael Snow fremhævede "den dybe skamfølelse", som Woodhouses opførsel havde udløst, fordi "vore borgere ... derved kan tro, at [hendes adfærd] repræsenterer andre hvide menneskers holdninger".
"Tankeforbrydelser er ensbetydende med døden," som George Orwell skrev i 1984. Og takket være YouTube kan alle nu overvære den slags forbrydelser.
Woodhouses "offer", som retten valgte at benævne ham, Galbant Singh Juttla, optog og oploadede hendes optræden. Efter seks minutter var det ude på nettet og Woodhouse meldte sig selv til politiet.
Men hvad har hun haft at tilstå?
"Før boede jeg i England, nu bor jeg i De Forenede Nationer."
Det bliver lige 21 uger i spjældet?
Bippende bippere
Woodhouse sagde en masse andet, mens hun kikkede rundt på de andre passagerer og skræppede som en gammel Eliza Doolittle, der aldrig havde mødt sin Henry Higgins. "Alle I bippende fremmede bippende bippere," sagde hun.
"Hvor kommer I fra? Hvor kommer I fra? Hvor kommer I fra?" Hun anslog, at 30 pct. af togets passagerer var i landet illegalt.
Af med hendes hoved.
Det føg med fyndord om England ("dette bippende land er en bippende vits"), pakistanere, illegale, svin.
"Jeg ville ikke have noget imod jer, hvis I elskede vores land," sagde hun – pludselig med klar stemme – til en pakistaner, der sad ved siden af hende.
"Længe leve Pakistan," sagde han to gange på urdu, hvorefter han anførte et kor i afsyngelsen af Pakistans nationalsang.
Offeret melder sig
Så bemærker Woodhouse sit "offer", der er ved at filme hende. "Men se bare, han filmer," siger hun. "Hallo regering." Hun læner sig ind i kameraet.
"Hvorfor fortæller du os ikke også, hvad du hedder?" siger "offeret" Juttla.
"Hvorfor fortæller du mig ikke, hvor du er fra?" siger hun.
"Jeg er britisk, jeg er britisk, jeg er britisk," svarer han.
"Javel, OK," siger hun.
"Så hvad er dit problem?" siger han.
"Så hvad er dit problem?" siger hun.
"Du skulle passe på, hvad du siger."
"Passe på, hvad jeg siger?"
"Ja."
"Før boede jeg i England, nu bor jeg i De Forenede Nationer."
"Men så hold din kæft."
Enogtyve uger i fængsel, folkens.
To regler
"Hvorfor", spørger Woodhouse helt fornuftigt, "må jeg ikke sige min mening"?
"Vi vil ikke høre på dine meninger," svarer Juttla.
Det får hende til at gå op i limningen. "Hvorfor må du, når jeg ikke må?" Nu skriger hun og hendes stemme skærer gennem luften som et ru barberblad.
I baggrunden høres latter, men der er ikke noget morsomt ved det. I nogle få farceagtige minutter har en nations tragedie – dens ubegrædte og ubemærkede undergang – bemægtiget sig scenen med en fuld sekretær i hovedrollen, fordi der ikke findes andre.
"Bare hold din kæft," siger Juttla for gud ved hvilken gang.
"Hvorfor skal du åbne gabet, når jeg ikke må åbne mit"?
"Fordi det var dig, der spurgte mig først," siger han, hvilket ikke er sandt. Det var Juttla, der først spurgte hende om hendes navn.
Vær vis på, at Big Brother gerne vil vide besked.
"Du kan tro nej," siger hun. "Der skal ikke være én regel for dig og en anden for mig."
Jo, der skal, Jacqueline. Én regel for indfødte øboere.
En anden for alle andre.
Diana West er kolumnist og forfatter bosat i Washington DC. Oversættelse: Lars Hedegaard.
