"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Det barbariske slør

1. december 2006 - Artikel - af Helle Merete Brix

Den islamiske tildækning har til hensigt at reducere kvinder – og tilmed mindreårige piger – til seksualobjekter, skriver Chahdortt Djavann i ny opsigtsvækkende bog

Chahdortt Djavann: Kast sløret! Oversat af Simon Staffeldt Schou. Akademisk Forlag 2006. 48 sider, 99 kr.

Denne pige er et sexobjekt

Den 39-årige iransk-franske forfatter Chahdortt Djavann fik sit gennembrud i Frankrig med Bas les voiles!, et essay, der kun er på 48 sider, men væsentligt i sit indhold. Tre år efter den franske udgivelse foreligger Kast sløret! på dansk. Udgivelsen falder sammen med Djavanns aktuelle besøg i Danmark, og den 14. december var Trykkefrihedsselskabet og Kvinder for Frihed værter for et foredrag, som Djavann holdt i PH-cafeen i København. Arrangementet trak fulde huse.

Kast sløret er ikke så skarpt eller klart som det senere essay Que pense Allah de l'Europe? (Hvad tænker Allah om Europa?), hvor Djavann direkte betegner sløret som en ”krigsmaskine”. Men Kast sløret er stadig en skelsættende bog.

Det aktuelle essay blev skrevet året før, Frankrig vedtog loven, der forbyder tydelige religiøse symboler i skolerne, herunder hovedtørklædet. En lov, Djavann fuldt og helt støtter. Her i landet har vi ikke sådan en lov men diskuterer slør og tildækning på livet løs. Hvem husker for eksempel ikke debatten tidligere i år om den tildækkede – og håndsky – studievært Asmaa Abdol-Hamid i programserien Adam og Asmaa på DR2?

Djavann, der siden 1993 har boet i Frankrig, er en modig og selvstændig stemme i den franske integrationsdebat, og hun har i skrift og interviews advaret mod islamisternes stigende indflydelse i Europa. Det vakte også opsigt, da Djavann sammen med seks andre kulturpersonligheder, heriblandt filosoffen Alain Finkielkraut og filminstruktøren Elie Chouraqui, sidste år underskrev en appel, der fordømmer ”ratonnades anti-blancs”, der bedst kan oversættes med ”racistiske straffeekspeditioner mod hvide”.

Sløret eller døden

Djavann lægger ikke skjul på, at hendes afstandtagen fra sløret og hovedtørklædet har rod i hendes personlige oplevelser i det Iran, der med ayatollah Khomeinis revolution i 1979 forvandledes fuldstændigt. Den gennemgribende islamisering af samfundet betød blandt andet, at de iranske kvinder ikke længere havde ret til at vise sig utildækkede i det offentlige rum, i skoler, på universiteter og arbejdspladser. I de indledende linier af Kast sløret! skriver Djavann derfor ligeud: ”I ti år bar jeg slør – for mig var det sløret eller døden. Så jeg ved, hvad jeg taler om.”

Hun mener sig derfor fuldt berettiget til at spørge, hvad det betyder, at man tildækker pigerne, og kun pigerne. Hun understreger, at det at bære slør på ingen måde kan opfattes som en ”blot og bar religiøs tilkendegivelse”, som for eksempel et kors rundt om halsen. Efter forskrifterne bør tildækningen gælde hele kroppen, og sløret definerer og begrænser kvindens råderum.

Dermed er kravet om, at kvinden skal bære hijab det mest ”barbariske, islamiske dogme”. Hensigten er at kontrollere kvinden og lægge bånd på hendes krop. Ifølge islam må hun ikke føle begær, men kun være genstand for mændenes. Sløret er et brændemærke, der fremmedgør kvinden fra resten af befolkningen.

Djavann tager afstand fra de muslimske kvinder i bl.a. Frankrig, der siger, at sløret er et udtryk for deres kultur og for deres frie valg. Mange af disse ”Allahs muser”, som hun kalder dem, udviser en slags dobbelt ”perversitet”. Ved at dække sig til giver de udtryk for en form for ekshibitionisme, et ønske om at blive set. Samtidig sender de et signal om afstand, og om at de ikke vil have med det vestlige samfund at gøre.

Men de er voksne, og det står dem frit for at pakke sig ind i et uldtæppe i 35 graders varme. Helt forkasteligt er det, mener Djavann, at man tillader tilsløring af mindreårige i Frankrig (og Europa). Disse småpiger fremmedgøres og udstilles som seksualobjekter: ”Det er et angreb på menneskerettighederne”.

De oplyste hyklere

Djavann retter også en skarp kritik mod de intellektuelle, både med vestlig og muslimsk baggrund, der forsvarer sløret. Hun kritiserer en række iranske sociologer bosiddende i Frankrig for at fremføre teorier om ”sløret som et middel til emancipation”. Men disse sociologer, påpeger Djavann, har aldrig ”set kvinder blive trukket i håret gennem Teherans gader og blive kastet til jorden og gennembanket, blot fordi de nægtede at bære slør”.

Sådanne sociologer og andre muslimske intellektuelle har, skriver Djavann, haft held til at påvirke den franske tænkning og debat. Hun påpeger, at de franske intellektuelle altid synes at følge den samme argumentationsrække, når de udtaler sig om sløret og de muslimske kvinder: De er på den ene side ikke fortalere for, at kvinder bør bære slør. Men de er imod, at det franske skolesystem ikke tillader det, og i øvrigt løser alle problemer sig af sig selv med tiden. Sådanne intellektuelle er efter Djavanns opfattelse intet andet end ”oplyste hyklere”.

Hvis islam havde fremmet kvindernes frigørelse, ville det være kendt, påpeger Djavann. Koranen bruger mange sider på ”mandens underliv, hans seksuelle nydelse og kvindens pligt til at tilfredsstille sin ægtemands lyst.” Den lover gode muslimer og martyrer en evig strøm af jomfruer: ”Den uendelige orgasme i stedet for den tidlige sædafgang. Jeg forestiller mig, at mændene bliver utrættelige overmænd med penisser af stål – intet andet end velbehag, nydelse og lykkefølelse. Jeg gad vide, om det ikke er på grund af disse hellige løfter, at de troende tror på Koranens hellighed.”

Ja, hvad siger de mon til det i moskéerne, hos Islamisk Trossamfund, blandt de handlekraftige imamer og nidkære konvertitter? Det bliver næppe blandt dem, Djavann vinder tilhængere med sin lille, vigtige bog.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg