"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

De europæiske rushdier

25. januar 2009 - Helle Merete Brix

Ved et nyligt møde om Forfatterne og Ytringsfriheden, holdt Kahttan Jasim, født og opvokset i Irak, men siden 1980erne politisk flygtning i Danmark, et bevægende oplæg. Jasim opremsede en liste af navne på mennesker, der enten er blevet dræbt, forfulgt eller tortureret i forskellige muslimske lande.


Ayaan Hirsi Ali

Jeg havde hans indlæg i tankerne, da jeg for læste Victims of Intimidation: Freedom of speech within Europe´s muslim communities. Rapporten er den seneste fra den britiske tænketank Centre for Social Cohesion, som med den kun 30-årige direktør Douglas Murray i spidsen har udgivet en række vigtige publikationer i den korte tid tænketanken har eksisteret.

Rapporten, udarbejdet af arabisten Johan Pieter Verwey og Murray selv, handler om 27 mennesker i Europa (enkelte af dem bor i dag i USA), der alle, med en enkelt undtagelse, har muslimsk baggrund. Fælles for disse politikere, forfattere, journalister og aktivister er, at de har oplevet intimidering, trusler eller vold, på grund af deres kritik enten af selve islam eller aspekter af religionen eller kulturel praksis. Nogle af dem lever et ret normalt liv. Andre med beskyttelse døgnet rundt. Truslerne de møder kommer naturligvis ikke fra majoritetssamfundet, men fra radikale individer og grupper i de muslimske immigrantsamfund.


Salman Rushdie


I rapporten optræder for eksempel verdenskendte kunstnere som Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie, Omar Sharif og Ibn Warraq.  Også Muhammed Sifaoui, den franske journalist, der har infiltreret både en Al Qaeda celle i Paris og Islamisk Trossamfund her i landet, er vel i dag ganske kendt i den brede offentlighed. Han er naturligvis også med, ligesom Naser Khader.     

Kadra Noor og Nyamko Sabuni

Der er andre eksempler fra Skandinavien, således hele tre fra Norge: Samira Munir, politiker og kvindesagsaktivist, der tragisk døde i 2005, formentlig var der tale om selvmord. Shabana Rehman, den kontroversielle stand-up komiker, der fik Trykkefrihedsprisen i 2006. Samt Kadra Noor, kvindesagsforkæmper med et særligt fokus på den barbariske omskæringspraksis i somaliske kredse. Noor blev kendt også uden for Norge, da hun i 2000 med skjult kamera opsøgte imamer, der indadtil anbefalede omskæring, mens de udadtil talte imod det.

Efter at hun i 2007 i Verdens Gang havde talt for en nyfortolkning af koranen i forhold til kvindens status, blev hun overfaldet af en gruppe somaliske mænd udenfor en pub i Oslo. Hun blev slået bevidstløs og mishandlet og har siden modtaget dødstrusler, så i dag modtager hun politibeskyttelse og bor på hemmelig adresse. Hun er citeret for disse ord: ”I 2007 er det meget mere farligt at være feminist i Norge end i Marokko. Det er ironisk”.


Kadra Noor


Også Sverige tegner sig for et enkelt eksempel: Den svenske minister for integration og ligestilling, Nyamko Sabuni. Hendes mor er muslim, men hun betragter sig selv som værende "ikke religiøs". Hun har foreslået lovpligtige undersøgelser af svenske skolepiger for at forhindre omskæring. Og hun ønsker, at det bliver forbudt for piger under 15 år at bære hovedtørklæde. 

Da Sabuni blev udnævnt i 2006 protesterede et stort antal muslimske organisationer mod hendes udnævnelse. Hun er jævnligt blevet anklaget for "islamofobi" og har modtaget mange dødstrusler. Hendes kalender er derfor ikke længere tilgængelig på regeringens officielle hjemmeside og hun har, som Naser Khader, beskyttelse 24 timer i døgnet.

Ehsan Jami

Den yngste person, der er omtalt i rapporten, er 22-årige Ehsan Jami fra Holland, der også er et af de yngste mennesker i Europa, der modtager politibeskyttelse. Jami, der er født i Iran men vokset op i Holland, har i sin unge alder været hele vejen rundt, fra en fascination af militant islam til i dag at være endt som frafalden.  Mordet på Theo van Gogh blev udslagsgivende i at han valgte islam fra. Hans offentlige erklæring om at han ikke længere tilhørte de troende, førte til trusler.

Jami blev i 2005, som purung, valgt ind i byrådet i i Leidschendam-Voorburg. I 2007 oprettede han Rådet for eks-muslimer, der i april 2008 iværksatte en kampagne for større religiøse frihed i Holland. Organisationen ønskede at gøre det nemmere at forlade den religion – læs islam – man var født ind i. Men Jami selv måtte indstille organisationens aktiviteter på grund af dødstrusler, ligesom han er blevet overfaldet to gange.

Havde Jami forventet støtte fra sit politiske bagland, må han være blevet skuffet. Det hollandske Arbejderparti  er i dag, som det fremgår af rapporten, i høj grad afhængig af marokkanske, altså muslimske, stemmer. Prominente politikere fra partiet bad ham om at moderere sine udtalelser og ingen sikkerhedsforanstaltninger blev sat i værk på partiets anmodning. Den hollandske anti-terrorisme enhed NCBT vurderer derimod at Jamis situation er særdeles kritisk og har gjort det klart, at Jami har brug for konstant beskyttelse. Han er derfor opsat på at kunne fortsætte sin agitation imod islams syn på kvinder, homoseksuelle og frafaldne.

Det kan tilføjes, at Jami i dag også sidder blandt Board of Advisors for det nystiftede International Free Press Society, der foreløbig har base i Danmark og USA og har Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard som præsident.  


Ehsan Jami


Mina Ahadi og Maryam Namazien


Også i andre lande er der oprettet Råd for eks-muslimer. Et af dem er Tyskland, hvor grundlæggeren hedder Mina Ahadi. Også hun er vokset op i Iran, hvor hun var politisk aktiv. Hendes mand blev henrettet af det islamiske regime og hun flygtede til Europa.

I 2001 grundlagde hun den internationale komité mod stening og i 2003 en komité mod dødsstraf.  I 2007 dannede hun sammen med  30 andre Rådet af eks-muslimer i Tyskland. Ved åbningen tilkendegjorde hun og de andre medlemmer at de ikke længere var muslimer. Det resulterede omgående i massive dødstrusler. Også Ahadi har modtaget politibeskyttelse. Hun anklager ikke blot den islamisk-politiske bevægelse men også tyske politikere for det faktum, at der ikke længere er reel religionsfrihed i landet. For regeringen har med sin nænsomme indstilling over for muslimske grupper, der baserer sig på en traditionelt-religiøs opfattelse af islam, banet vejen for sådanne gruppers indflydelse.      

Det var også i 2007, at der blev oprettet et råd af eks-muslimer i Storbritannien. Også her har grundlæggeren iranske rødder;  kort efter revolutionen flygtede Maryam Namazien med sin familie til Vesten.  I Sudan, hvor hun arbejdede for FN i 1980erne, begyndte hun at overveje sin identitet som muslim. Hun kom på kant med det islamiske regime i Sudan og måtte diskret evakueres fra landet.

Episoden skærpede formentlig Namaziens blik på, hvordan islamister i Europa benyttede og benytter sig af Vestens tolerance til at promovere en undertrykkende ideologi. I 2005 blev Namazien indrulleret i Homa Arjomands succesrige kampagne mod en sharia ret i Canada. I begyndelsen af 2007 grundlagde hun Rådet for eks-muslimer i Storbritannien. Hendes klare afstandtagen fra en kulturrelativistisk accept af for eksempel tilsløring af mindreårige piger og hendes offentlige tilkendegivelse af, at hun ikke længere er muslim, har ført til trusler mod hendes liv. For eksempel  en sms om at hun ville blive halshugget.

Hun modtager ikke politibeskyttelse, men er opmærksom på, at hun befinder sig i en udsat position: ”Jeg er bekymret for, om jeg vil få lov at leve, specielt efter at jeg er blevet mor.”

Mohammed Anwar Shaikh

Mohammad Anwar Shaikh døde i 2006 i sit hjem i Cardiff. Jeg nåede ikke selv at møde ham, og har kun fra forfatteren Ibn Warraq beretningen om en excentrisk personlighed. Shaikh, der selv bryggede vin og tog det ilde op, hvis hans gæster sagde nej til at slæbe upraktisk store flasker med hjem i tog og undergrund, var født i 1928 i Indien. Han levede til sin død med anger over en forfærdelig gerning, han havde udført. I den kaotiske periode, da Indien blev delt i 1947, tog han del i volden og myrdede tre sikher.

I sin bog The Autobiography of an Apostate har han forklaret hvorfor: ”Vi fik at vide, at det at myrde ikke-muslimer, at forføre deres hustruer og nedbrænde deres ejendom, var et udtryk for jihad, det vil sige Hellig krig”.

Shaikh kunne dog ikke forlige sig med, hvad han havde gjort. Han begyndte at studere koranen og spørge sig selv, om han troede på, hvad der stod. Som 25-årig opfattede han ikke længere sig selv som muslim.

Efter at have arbejdet som lærer og rektor for et gymnasium i Pakistan, flyttede Shaikh til Storbritannien i 1956. Efter et par år begyndte han at udgive sin egen avis, kaldet Liberty. Avisen diskuterede islam fra en kritisk vinkel, og der blev også plads til digte og filosofiske artikler.


Shaikhs bog gav ham en fatwa


I 1990erne udgav Shaikh en række bøger for egen regning, hvoraf den mest berømte var Islam: The Arab National Movement. Bogen var en barsk kritik af islam og Muhammed og i 1995, samme år som bogen udkom, udstedte en stor gruppe muslimske ledere i Pakistan en fatwa mod ham. De forlangte ham hængt offentligt: ”En overløber må dræbes”.

Shaikh døde for tre år siden efter længere tids sygdom. Livet igennem modtog han dødstrusler og religiøse dødsdomme. Hans historie er også beskrevet i Ibn Warraqs bog Leaving Islam: Apostates speak out.

Rachid Ben Ali og Sooreh Hera

De sidste to eksempler, jeg vil præsentere læseren for er kunstnere, og de bor begge i Holland. Maleren Rachid Ben Ali er født i Marokko men har boet i Amsterdam siden 1988. Han blev overfaldet af unge marokkanere efter at have optrådt på forsiden af Gay Krant, et livstilsmagasin for homoseksuelle. To måneder efter mordet på filminstruktøren Theo van Gogh måtte han gå under jorden. Han havde på Cobra Museet for Moderne Kunst i Amsterdam udstillet 40 billeder, der af New York Times blev beskrevet som bl.a. ”vrede skitser af selvmordsbombere og ”had-imamer”……..”

Ben Ali modtog dødstrusler fra islamiske ekstremister og kunne ikke vende tilbage til sit atelier eller hjem.  Han var konstant omgivet af vagter. Men Cobra museets direktør nægtede at fjerne malerierne.

Ben Ali har sagt i et interview, at formålet med hans kunst helt bevidst er at ”bryde tabuer” og udfordre den muslimske ”sociale kontrol”.  For: ”Den muslimske verden giver dig ikke rum som individ”.

Sidste år begyndte Ben Ali at udstille igen på Cobra Museum, værker der handler om homoseksualitet og transseksualitet. Der har ikke været rapporteret om trusler i denne forbindelse.

Sooreh Hera er et pseudonym for en iransk-født fotograf. I 2007 tog hun afgang fra kunstakademiet i Haag. Hun blev udvalgt til at udstille sine værker på Gemeente Museet i byen. Udstillingen inkluderede fotografier af homoseksuelle iranske mænd, der bar farvede masker af islams grundlægger Muhammed og af hans svigersøn Ali. Med udstillingen ville Hera vise den iranske republiks hykleri over for homoseksuelle, der regelmæssigt henrettes i landet.

Dødstrusler mod Hera resulterede i, at museets direktør fjernede de mest kontroversielle fotografier. Han ønskede ikke at museet skulle blive del af en  ”politisk debat”.


Sooreh Heras billede af Adam og Ewald

Hera selv mente at museet lod sig kue af islamisters forsøg på censur. I protest trak hun alle fotografier tilbage og de blev udstillet på Gouda museet. Direktøren for dette museum og Hera selv begyndte at modtage dødstrusler. Truslerne mod hende kunne for eksempel være trusler om at brænde hende og putte en kugle i munden på hende. Hun fik også at vide at ”Nu er du lukket inde i dit hjem og kan ikke mere gå ud”.

I iranske aviser kunne Hera læse, at udstillingen var et komplot mod islam fra den hollandske regerings side. Hun modtager stadig daglige trusler og har udtalt at ”Ytringsfrihed er blevet en illusion i Europa”.


Sveriges integrationsminister Nyamko Sabuni


I rapportens konklusion understreger forfatterne at det er de europæiske regeringers pligt at beskytte deres borgere uanset race og religion. De bør gøre mere for aktivt at promovere og forsvare ethvert individs ret til ytringsfrihed, ligesom de bør retsforfølge de, der intimiderer andre gennem trusler eller vold.

Opfordringen er hermed givet videre. Denne rapport burde være pligtlæsning for enhver statsminister, justitsminister og integrationsminister i Europa.                      

Læs flere eksempler fra rapporten, der kan downloades her