"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Danske Muhammed-tegnere vil ikke støtte Lars Vilks

24. marts 2010 - Artikel - af Uwe Max Jensen

Uwe Max Jensen

Danske Bladtegnere kan ikke blive enige om en fælles støtteerklæring til fordel for den mordtruede svenske kunstner Lars Vilks

Den svenske kunstner Lars Vilks skal ikke regne med opbakning fra foreningen Danske Bladtegnere. Til trods for at foreningen huser flere af de danske Muhammed-tegnere. Det var nemlig 12 medlemmer af Danske Bladtegnere, der i september 2005 på Morgenavisen Jyllands-Postens opfordring tegnede religionsstifteren Muhammed, som de så ham.

På Danske Bladtegneres generalforsamling i sidste uge kunne man ifølge Jyllands-Posten ("Bladtegnere uenige om støtte til Vilks", 23/3 2010) ikke blive enige om en erklæring, der tog afstand fra de trusler og senest konkrete mordplaner mod Lars Vilks, som er fremkommet, fordi svenskeren i juli 2007 tegnede Muhammed som en hund.

Mens Kurt Westergaard talte varmt for, at foreningen skulle markere støtte til Lars Vilks, var andre medlemmer af Danske Bladtegnere imod.

"Jeg synes, at argumenterne er indlysende. Det er tragisk og sørgeligt, at en gruppe kreative mennesker ikke ville støtte en anden kreativ person, som er i vanskeligheder. Der var nogle, der mente, at det ikke nyttede noget, men det er da vigtigt at markere sig. De vil ikke identificeres med et positivt forhold til Muhammed-tegningerne og ytringsfriheden. Det er ikke in nu efter Politikens undskyldning. Og den holdning går igen blandt flere tegnere," siger Kurt Westergaard til Jyllands-Posten og uddyber:

"Der er mange, der mener, at vi aldrig skulle have lavet tegningerne. Vi har tidligere diskuteret Muhammedsagen, og der er vi klart splittede. Vi har været uenige om de penge, som vi kollektivt gav til foreningen. Vi var nogle, som mente, at pengene skulle bruges til en pris til en tegner, som var i vanskeligheder, men det kunne vi heller ikke blive enige om. Der er generelt blevet mere afstandstagen til tegningerne i den lille kreds."

Jyllands-Posten forsøgte i forbindelse med sin artikel at tage kontakt til nogen af de tegnere, der var imod støtteerklæringen, men hverken Politikens Roald Als, Lars Refn eller formanden for Danske Bladtegnere, Claus Seidel, hvoraf de to sidstnævnte var at finde blandt Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegnere, ønskede at udtale sig til avisen.

LÆS Hold udkig efter en kvinde med en kniv og en stige

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg