"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Kæmpenederlag for ytringsfrihedens fjender – men de vil nok prøve igen, frygter et af Geert Wilders' hovedvidner

23. juni 2011 - Artikel - af Sapphos medarbejder

 

 

 

 

 

 

Den hollandske politiker Geert Wilders blev i dag ved retten i Amsterdam frikendt for alle anklager om blandt andet racisme og tilskyndelse til had. Det er en sejr for ytringsfriheden og en anerkendelse af, at det stadig er tilladt at kritisere islam, siger Wilders.

I dag klokken 09.00 faldt den længe ventede dom i retssagen mod Geert Wilders, der er leder af Hollands tredjestørste parti, Frihedspartiet. Retten i Amsterdam frikendte ham for samtlige anklager, der var rejst imod ham.

“Jeg er meget, meget glad for kendelsen,” sagde Wilders, hvis parti er støtteparti for Hollands siddende centrum-højre regering.

”Det er en sejr – ikke kun for mig men for alle hollændere,” fortsatte Wilders. ”I dag er en sejr for ytringsfriheden. Vi har stadig lov til at tale kritisk om islam – og modstand mod islamiseringen er ingen forbrydelse. Tværtimod er det helt nødvendigt, for den islamisering, vi ser af vores samfund, er en trussel mod friheden. Og det har jeg ret til at sige,” understregede han.

Udtalelsen faldt umiddelbart efter dommer Marcel van Oosten havde oplæst frifindelsen. Kendelsen accepterer Wilders' påstand om, at hans udtalelser ikke er møntet på muslimer, men på islam som religion.

Acceptable udtalelser
”Udtalelserne er acceptable indenfor rammerne af den offentlige debat,” udtalte dommeren og tilføjede, at retten ser udtalelserne som grove og muligvis krænkende, men at de efter rettens opfattelse ikke har opildnet til had.

Anklagerne mod Wilders, havde afsæt i en række offentlige udtalelser, som den 47-årige politiker siden oktober 2006 har fremsat om muslimer og ikke-vestlige indvandrere i Holland.

En stor del af sagen byggede på Wilders' film "Fitna", der er stærkt kritisk over for islam, og som gjorde ham internationalt kendt i 2008. Desuden har Geert Wilders sammenlignet Koranen med Adolf Hitlers bog "Mein Kampf" og udtalt, at islam er en fascistisk ideologi. På baggrund af disse udtalelser har Wilders levet under konstant politibeskyttelse i flere år.

Forsøgte at påvirke vidne
Sagen tog sin begyndelse helt tilbage i januar 2009, hvor anklagermyndigheden i Amsterdam rettede de første anklager mod Wilders. Helt centralt i retssagen stod vidnet Hans Jansen, der er en af Hollands førende islameksperter.

Jansen skulle vidne til fordel for Geert Wilders, men umiddelbart før han skulle vidne, kunne han afsløre en retslig skandale overfor en hollandsk avis.

Til avisen fortalte Jansen den 20. oktober 2010, at Tom Schalken – en af de dommere der har arbejdet ihærdigt for at retsforfølge Wilders – ved et middagsselskab havde forsøgt at overbevise Jansen om, at Wilders skulle dømmes. Afsløringen medførte, at den oprindelige retssag måtte afbrydes, og at dommerpanelet blev skiftet ud.

Forløbet har været en stor belastning for vidnet Hans Jansen, der er blevet forfulgt med spørgsmål fra medierne. I dag gør han hvad han kan for at undgå pressen.

Mareridt overstået
Overfor Sappho udtrykker han sin glæde over, at Geert Wilders nu er frikendt for samtlige anklager.

”Jeg er glad for, at dette mareridt nu er overstået. Dommen er et punktum for en retssag, der var fuldstændig unødvendig, og som ville få uoverskuelige følger, hvis systemet var konsekvent: Hvis det, Geert Wilders har sagt om islam, er tilstrækkeligt til at indlede en retssag mod ham, så må konsekvensen være, at alle universiteter må nedlægge deres islamforskning. Derfor var det fra starten en fejl at anlægge sag mod ham.”

Forgiftet retsvæsen
Ud over dommer Tom Schalkens forsøg på at påvirke et vidne har der været en række andre uregelmæssigheder, der har fået iagttagere til at kalde sagen for en juridisk skandale. På den baggrund mener Hans Jansen ikke, at dagens frikendelse skal ses som udtryk for, at det hollandske retsvæsen er kommet til fornuft:

“Man skal være meget optimistisk for at tro det. Det hollandske retsvæsen har sin egen korpsånd, der er forgiftet af naive ideer fra 1960’erne. Det er den slags ideer, der blandt andet tilsiger, at kriminelle – og ikke deres ofre – er de egentlige ofre for kriminalitet. Det er den ånd, vi har set udfolde sig i denne sag, og af samme grund er jeg ikke specielt optimistisk.”


Indsamling til støtte for Wilders
På grund af dens principielle betydning har retssagen været fulgt med stor international opmærksomhed. I den forbindelse har Trykkefrihedsselskabets internationale paraplyorganisation – International Free Press Society (IFPS) – gennem flere år støttet en indsamling til hjælp for Geert Wilders.

Formand for IFPS, Lars Hedegaard, er meget tilfreds med dagens frikendelse:

”Jeg vil gerne udtrykke min glæde over, at vores og mange andres indsats tilsyneladende har båret frugt. Det er en stor sejr for ytringsfriheden, der vil give genlyd i Europa, USA og Canada, hvor man med stor opmærksomhed har fulgt det hollandske retsvæsens forsøg på at undertrykke Geert Wilders' ytringsfrihed.”

Det er endnu uvist, om sagsøgerne vil forsøge at få deres sag rejst ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg