"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Profeten tilgiver ikke, det bør Helle Merete Brix heller ikke gøre

21. juni 2016 - Anmeldelse - af Lars Hedegaard

Lars Hedegaard anmelder Helle Merete Brixs nye bog om terrorangrebet på Krudttønden: ”Gud og profeten tilgiver ikke”.

 

I sit forord til ”Gud og profeten tilgiver ikke” skriver HMB: ”Livet bliver aldrig det samme [hvis man har været offer for et terrorangreb, LH]. Noget er på godt og ondt forandret, jeg kan ikke præcis forklare hvad.”

Men hun gør et forsøg i bogen, som er en personlig beretning om terrorangrebet på Krudttønden den 14. februar 2015 og de konsekvenser det fik for hende at have været til stede under angrebet.

Bogen er nærmest kalejdoskopisk. I sin form stritter den i alle retninger. Det kan næppe være på anden måde, når man som forfatteren stadig er i chok. Alligevel er den værd at læse som et tidsbillede og som en fortælling om, hvad der sker med et menneske, der han måttet se døden i øjnene for sine meningers skyld.

Efter normal praksis burde jeg ikke anmelde den. Jeg er omtalt flere steder i bogen og står i samme situation som forfatteren. Altså kan man ikke kalde mig uhildet. På den anden side har jeg den fordel, at jeg er en af de ganske få ved, hvad hun taler om.

Lydefri er den ikke. Det irriterer, at Helle Merete Brix på snart sagt hver anden side føler det nødvendigt at henvise til de talrige sikkerhedsvagter, der vimser rundt om hende og de andre fra Lars Vilks Komiteen. Selv om jeg ikke kan bevæge mig uden for en dør uden at have PET-folk i hælene eller foran, er jeg fuldt ud i stand til at skive en artikel uden at nævne dette faktum den ene gang efter den anden. Hun kunne have nævnt det én gang.

Værre er, at bogen sine steder er præget af en vis naivitet og mangel på vilje til at de uhyret i øjnene.

”Hvad fostrer terror? Hvorfra kommer ideen om, at drab på uskyldige mennesker er den direkte vej til paradis?” står der et sted. Det er klicheagtigt. Det er vel ikke bare ”uskyldige”, der har ret til ikke at blive slået ihjel. Skal man have ret til at dræbe skyldige?

Og hvorfra stammer mon ideen om mordet som vejen til paradis? Det er ikke noget mysterium. Den stammer såmænd fra Muhammed.

I sit forord taler Naser Khader om ”en uforståelig … ondskab … nogle forskruede mørkemenneskers tolkning af Koranen og tilhørende tekster”. Men morderen fra Krudttønden og Synagogen og min attentatmand var aldeles ikke forskruede eller uforståelige. De gjorde præcis, hvad islams helligskrifter beordrer dem til.

Man nikker genkendende til forfatterens beskrivelse af den fejhed, der ramte nogle af hendes medkæmpere efter angrebet. Flere forlod Lars Vilks Komiteen, bl.a. redaktør på Information Niels Ivar Larsen og cand.scient.soc. Jaleh Tavakoli.

Kort efter, at være hoppet af, lancerede Niels Ivar Larsen et satirisk tidsskrift ved navn SPOT. Her skulle intet være helligt, forklarede redaktør Larsen – lige bortset fra tegninger af Muhammed, for den slags var blevet ”kapret af en konfrontationsideologi” – altså af typer som Helle Merete Brix. Dette monumentale hykleri fik Katrine Winkel Holm til at reagere på Trykkefrihedsselskabets hjemmeside: ”Hvad er det SPOT har lært af Paris og København? At man med god grund kan hakke på dem, der i modsætning til SPOT, IKKE bøjer sig for voldsmandens veto?”

Komiteens medlemmer blev ikke inviteret til at tale ved mindehøjtideligheden om aftenen den 16. februar 2015. Lars Vilks blev ikke nævnt med et ord, heller ikke af statsminister Helle Thorning-Schmidt, der til gengæld udøste sit hjerte over mordet foran Synagogen: ”Jeg vil i aften sige til alle danske jøder: I er ikke alene. Et angreb på Danmarks jøder er et angreb på Danmark. På os alle sammen.” Hvordan vil hun og den nuværende regering bære sig ad med at beskytte os alle sammen, når de samtidig tillader titusinder af muslimer at vælte ind over grænserne?

En fransk gruppe af ofre for terror tager rundt i fængslerne, hvor de bl.a. møder ”radikaliserede”, dvs. rettroende, muslimer. ”Vil I have hævn?” spørger de indsatte altid ofrene. Og svaret er nej. Det er et svar, som HMB synes at bifalde.

Ville det ikke være rart, hvis svaret blot en gang imellem lød: ”Ja, det kan I fandme tro!”? Ville det ikke være dejligt, hvis politikerne i stedet for at græde snot, tænde lys og synge ”Imagine”, stod op og sagde, at vi vil komme efter jer med alle statens midler, herunder nogen, som I aldrig havde forestillet jeg, at vi havde?

Blandt Helle Merete Brix’s erkendelser efter sin nærdød-oplevelse er, at livet er dyrebart. Når nogen forsøger at tage ens liv, er det måske det mest grænseoverskridende, man kan opleve som menneske.

En dag bliver hun optaget af en mågeunge, der er faldet ud af reden, og hun prøver febrilsk at få Dyrene Vagtcentral til at redde det lille dunede væsen, men det lykkes åbenbart ikke.

Jeg nikker genkendende til den pludselige omsorg for det mindste liv. En dag, da min niece var kommet på besøg for at luge ud i det tætte buskads, som mit staudebed havde udvikler sig til, opdagede vi, at et solsortepar havde bygget rede under gevæksterne. Hunnen hoppede forvirret rundt i det nu uigenkendelige landskab, mens hendes gulnæbbede mage sad og pippede et sted i nærheden. Jeg gik hen til solsortemor og fortalte hende, at hele familien var meget velkommen til at blive, og jeg ikke havde i sinde at gøre dem ondt. Det synes at have beroliget hende, for hun kom ganske tæt hen til mig, og familien lever stadig i bedste velgående i min have, hvor jeg besøger dem hver dag.

Underligt, at terror kan have den slags konsekvenser.

Men terror har andre konsekvenser, som man sikkert skal have oplevet terror for at sætte sig ind i.

”Jeg er blevet til en art paria,” skriver Brix. ”Til en, der slæber rundt på en død terrorist. Slæber på noget ildelugtende, noget ubehageligt, som folk ikke vil vide, findes.”

”Der er brug for handling”, skriver forfatteren side 123. Hun forestiller sig, at de forskellige parlamenter opfører ytringsfrihedshuse, hvor man kan holde møder med truede folk.

Det sker ikke, for parlamentarikerne og regeringerne er bange for terroristerne og deres talrige sympatisører og medvidere. Derimod er de ikke bange for terrorens ofre, som de helst vil lægge afstand til, fordi døden klæber til dem. De har jo allerede vist deres afmagt og ufarlighed, og så længe ofrenes familier og venner nøjes med at bedyre, at kærligheden vil vinde over hadet – selv om alt tyder på det modsatte – er det den rene svir at være terrorist.

”I de europæiske retsstater har vi fået samfund i samfundet, ghettoer, parallelsamfund, hvor bander og kriminalitet trives sammen med en uforsonlig udgave af islam,” skriver HMB. Uforsonlig udgave? Jeg kender kun én udgave, nemlig den, der er beskrevet i Koranen og andre muhammedanske helligskrifter, og den giver ikke plads til forsonlige udgaver. Jo, der findes enkelte bekendende muslimer, der prøver at promovere noget andet, men de har en uheldsvanger tendens til at ende med halsen skåret over.

Som løsning opfordrer hun de muslimske prædikanter til at tage et opgør med de ”barskeste vers i Koranen og det mest umenneskelige materiale i hadith”. Ja, det burde de, men det vil aldrig ske, for enhver, der afviger den mindste tøddel fra profetens blodtørstige belæringer, er ifølge islam at regne for en frafalden, som de rettroende har pligt til at slå ihjel.

Der skal noget andet til. Måske vil Helle Merete Brix fortælle om det i sin næste bog?

 

Helle Merete Brix (med forord af Naser Khader): Gud og profeten tilgiver ikke: En personlig beretning om terrorangrebet på Krudttønden. Forlaget DreamLitt 2016. 148 sider.​

Links: Køb bogen hos Saxo.dk Bogens side på Facebook 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg