I Berlingske Tidende gav man i november og december 2012 spalteplads til en række indlæg omhandlende konservatismen af i dag.
Denne debat endte som en udveksling angående det tjenlige eller forsmædelige i at nære kærlighed til sit fædreland. Eller anderledes formuleret:
Som en strid imellem på den ene side dem, der tror, at friheden kun kan gro i hjemlig muld og må plejes i en sådan for ikke at forvitre, og på den anden en enkelt sofist, der i den saglige analyses mummedragt hårdnakket påstod, at nationalkultur er uden vigtighed for opretholdelsen af et frit vestligt samfund som vort.
Jeg vil i det følgende skitsere en del af debatten og til sidst give svar på det angreb på min person, som den herre sofist i sit sidste indlæg gav til bedste.
Undergangsiver
Det begyndte d. 15. november med en kronik af Erik Winther Paisley, medlem af Konservativ Ungdom, med den veloplagte titel I minkpels på vej mod afgrunden omhandlende den undergangsiver, der ifølge Paisley kendetegner Det Konservative Folkeparti.
Paisley havde nok håbet at få andre tænksomme og bekymrede konservativt sindede mennesker i tale, men sådan skulle det bestemt ikke gå.
Den 23. november kom der nemlig et alt andet end konservativt svar fra en af Berlingskes faste eksterne leverandører af indspark, Lars Östman, der er filosofisk ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet.
Östman fandt Paisleys »forkærlighed for blod og kamp, rastløshed og adrenalin« meget uheldig, og han rådede således den ungkonservative stridsmand – og alle andre af konservativt sindelag – til at afholde sig fra den slags højstemt tale, som han havde ment at se i Paisleys tekst.
Östmans afslutning rummede blandt andet denne passage:
»Nationalisme og nationalfølelse som grund for en politik er ikke vejen frem for dansk konservatisme. For det første fordi den i Europa kræver, at partiet er fremmedfjendsk, og et sådant har Danmark allerede. For det andet fordi Danmark til forskel fra Storbritannien jo slet ikke har størrelsen til at kunne bære en ikke-fremmedfjendsk nationalisme.«
Nationalsind bør den hjemlige konservatisme ikke røre med en ildtang, for det vil under vore forhold altid medføre en fremmedfjendsk holdning, hvilket jo er noget forfærdeligt noget. Og hvem vil have et parti mere af den slags?
Så simpelt hang det sammen i det östman'ske univers.
27. november indrykkede Marie Krarup så et svar. Forståeligt nok var Krarup ikke imponeret af Östmans argumentation angående hendes partis påstået fremmedfjendske nationalkonservative ståsted.
I al korthed lod hun Östman forstå, at hendes parti ikke var »fremmedfjendsk, men rodfæstet«. Hun forsøgte således at gøre den filosofiske indsparker det begribeligt, at »Dansk Folkeparti er kritisk overfor islam, fordi vi ser på historien og virkeligheden. Og den viser, at islam ikke kan sameksistere med den kristne kultur uden problemer«, og at »Det er ikke spor fremmedfjendsk at gøre opmærksom på det.«
Et indholdsløst ad-ord
Udvekslingen mellem Krarup og Östman kunne have endt her, men det skulle den åbenbart ikke. Den 28. november kundgjorde Östman på rationalitetens vegne, at Krarup var så irrationel, at han næsten slet ikke kunne argumentere imod hende.
Han hæftede sig særligt ved, at Krarup i sit indlæg havde sammenlignet toneangivende kræfters føjelighed over for islam med 30'ernes skæbnesvangert naive syn på nazismen.
Dette var ifølge Östman et klokkeklart eksempel på netop den fremmedfjendske holdning, han i sin replik til Paisley havde tilskrevet Dansk Folkeparti.
Her kunne jeg ikke dy mig længere og skrev derfor en kommentar til avisen.
Det havde karakter af en ironiserende påpegning af det usammenhængende i den argumentation, Östman stillede til skue i sit angreb på Marie Krarup.
Jeg tillod mig således eksempelvis at bemærke følgende om det begreb, Östman anvendte til at stemple Krarup og hendes parti: »ordet fremmedfjendsk er et nærmest indholdsløst ’ad-ord’, hvormed meningsmagere, der glæder sig ved masseindvandringen, udstøder og sværter de inhumane […] standpunkter, som ingen menneskeven kan have.« Begrebet har med andre ord ikke andet indhold end simpel afstandtagen og væmmelse, hvorfor en argumentation, der er opbygget omkring det, er noget svær at tage alvorlig i en saglig diskussion.
Jeg afsluttede mit indlæg med denne opfordring til Östman.
Jeg er [...] endnu ikke overbevist om, at Marie Krarup og hendes parti udgør en samling inhumane nationalister og udbeder mig følgelig en uddybende forklaring fra Östman, så de af os, der ikke at har en direkte linje til verdensfornuften, også kan forstå dens repræsentants domspraksis.
Denne ironiske tone var Östman – som det snart viste sig – alt andet end tilfreds med.
Den 9. december tryktes således en kronik fra Östmans hånd, hvori han primært beskæftigede sig med Marie Krarups gensvar, der bragtes den 4. december under titlen »Nationalstaten – et civilisationsfremskridt«, hvori Krarup blandt andet med henvisning til filosoffen Roger Scruton endnu en gang klargjorde sin forståelse af nationalstatens nødvendighed.
Östman fandt også lidt plads til at forholde sig til min person. Her fremgår det med al ønskelig tydelighed, at jeg i min kommentar havde gjort filosoffen godt gal i skralden.
Mine ”indlæringsproblemer”
Så gal at han i kronikken pure nægtede at forholde sig til det faktiske indhold i min kommentar.
Östman fandt det således tilstrækkeligt at lade læserne forstå, at jeg tilhører »et helt særligt og forhåbentlig ikke stort segment af dansk universitetskultur«, inden for hvilket man glad og gerne skilter med sin egen »dumhed« og »indlæringsproblemer« og udfolder en »universitetskarriere udi de rene postulater.«
Med disse trylleord mente Östman nok at have overflødiggjort enhver beskæftigelse med de indvendinger, jeg rejste over for hans angreb på Marie Krarup.
Östman er overhovedet ikke i nærheden af at forholde sig til min indvending, men griber i stedet fat i den ironisk-enfoldige tone i min kommentar og udlægger denne som udtryk for indskrænket mental formåen.
For mig er det vigtigt at svare, for jeg accepterer stadigvæk ikke brugen af eden fremmedfjendsk til stempling af politiske modstandere.
For ordet har nemlig ikke noget sagligt indhold. Man kunne således spørge den filosofiske mestertænker hr. Östman, hvad der egentlig skal til for at være fremmedfjendsk?
Jeg ved det som sagt ikke, men nærer den efterhånden velbegrundede mistanke, at man i det politisk korrekte östman'ske univers simpelthen er fremmedfjendsk, hvis man opfatter nationalstaten som frihedens værn og derfor ikke er lutter fryd ved multikulturalismens luftkasteller.
Folk af Östmans og min slags bliver sjældent enige, men det er mig sådan set ligegyldigt. Mod tåber kæmper – hvilket Östman velsagtens også har tænkt om mig – som bekendt selv guderne forgæves.
Hvad jeg skrev, det skrev jeg – og jeg gør det hjertens gerne igen, næste gang selvbestaltede repræsentanter for såkaldt rationel argumentation fylder offentligheden med deres virkelighedsfjerne ævl.
Jeg håber, der læses med på Institut for Erkendelse, Medier og Formidling, hvorfra Lars Östman bedriver sin »universitetskarriere udi de rene postulater«.
Johan Christian Nord er ph.d.-studerende på Aarhus Universitet og medlem af Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd.
