"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Arabisk forår

10. februar 2012 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

Geoffrey Cain om historiens lovmæssighed, Mugabe, Arafat og det arabiske forår.

For nogen tid sad Bent Jensen sammen med Lars Hedegaard i Trykkefrihedsselskabets trygge rammer og diskuterede historiefilosofi.

De kunne ikke enes, men begge vil formodentlig acceptere, at der var overordnede rammer om vores adfærd, selvom de enkelte detaljer i den ikke lader sig bestemme på forhånd.

Der vil eksempelvis altid være krig. Sådan er vi jo indrettet (eller programmeret skulle man snarere sige), men hvor og hvordan disse krige vil finde sted, er vanskeligt at sige.

En anden lovmæssighed er magtens tendens til at korrumpere. Og det må der være mindst en million eksempler på.

Mugabe og Mimi

Jeg kan personligt huske, hvor sympatisk og intelligent Robert Mugabe forekom for 40 år siden efter Ian Smith og briternes bortgang fra Zimbabwe.

I dag ville befolkningen i Zimbabwe sikkert give en arm og et ben for at få Ian Smith og briterne tilbage igen. Men det er en anden historie.

Og så har vi araberne. For et halvt år siden bragte Sappho mit essay om det arabiske forår, som jeg anså for dødfødt.

Hvordan kunne jeg vide, at det ville ende galt? Det kommer vi tilbage til. Men først et lille sidespring til en italiensk komediefilm, der gik i de danske biografer for ca. 50 år siden.

Hovedpersonen Mimi, (det er en mand) kommer fra Sicilien til Norditalien, bliver venstreorienteret hippie og tager med sin nye kærlighed, en frigjort hippie- pige, tilbage til Sicilien.

Her gør hun ham til hanrej med en politimand og for at hævne sig på ægte siciliansk manér (Mimi er blevet fuldblods sicilianer igen), må han gøre politimanden til hanrej på samme måde.

Det lykkes ham at lokke politimandens kone til en slags strandhotel, hvor han fortvivlet forsøger at voldtage hende. Fortvivlet fordi hun er mindst dobbelt så stor som ham, og efter en herkulisk tvekamp må han til sidst give tabt.

Men da han udmattet og forslået endelig kaster håndklædet i ringen, overtager damen selv forførelsen, som hun indleder med en striptease i sværvægtsklassen. Hun vil - viser det sig - også hævne sig på sin mand,

Mord og selvmedlidenhed

Filmen hed “Mimi din ære er krænket” og titlen rinder mig ofte i hu, når jeg læser om arabernes påståede genvordigheder. De er altid krænket. De er mazlum, forurettede, og det er noget, de er fra barnsben af.

Det er de også blevet efter den lille foldboldmassakre i Port Said, hvor 74 fans for nylig blev trampet eller slået eller stukket ihjel. De overlevende følte sig krænket. Hvorfor?

Fordi det slet ikke var de involverede parters skyld. De var blevet ofre for et komplot brygget sammen af den ancien régime for at bringe det arabiske forårs fodboldglade tilhængere i miskredit.

Og bag dette djævelske rænkespil anede man - som sædvanligt - en fremmed hånd. Israel eller USA. Hvem ellers.

Denne reaktion ville jeg kalde en arabisk lovmæssighed på samme som krig er en menneskelig lovmæssighed. De myrder hinanden og giver andre skylden.

Deres ære er krænket. Og samtidigt – og her kommer det bedste – samtidigt er de dybt fornærmet på en verden, der ikke værdsætter deres menneskelige værdighed - hvad man sådan set godt kan forstå i betragtning af regionens tendens til både mord og selvmedlidenhed.

Det minder om manden, der myrder sin far og mor og derefter kræver medlidenhed, fordi han er forældreløs. Morderen ser sig selv som det egentlige offer.

Ustinov og Arafat

En anden verbal atombombe i retorik-arsenalet er ordet “humanity”, som alle arabere tilsyneladende besidder i rigt mål. I hvert fald ifølge daværende PLO-formand Yassir Arafat. Han talte med dybtfølt patos om menneskehedens “humanity”, som palæstinenserne også var en del af: “a part of this humanity”.

Og hvem kunne stå for det?

Det var der mange, der ikke kunne, selv om de fleste af dem ville slå sig på lårene af grin, hvis nogen fandt på at tale om danskerne på samme måde.

Men de accepterer det i arabisk sammenhæng.

Og det er vel at mærke ikke kun idioter, der er tale om. Jeg kan tydeligt huske et interview med Arafats kone Suha, (der boede ekstremt dyrt i Paris for palæstinensernes penge), hvor hun modtog en smiskende og krybende hyldest fra den højt begavede Peter Ustinov.

Ærbødigt inklinerende som om han støttede sig til en usynlig rollator, talte han om “your husband's humanity”.

Han vidste måske ikke, at helten med det revolutionære viskestykke på hovedet havde tortureret nogle af sine egne folk til døde ved at hænge dem op på en slagtekrog.

Eller var Ustinov ligeglad? Det ved jeg ikke. Men udsagnet er typisk for vesterlændinge, der afskyer Vesten. Og deri ligger der måske endnu en lovmæssighed?

Det ser jo desværre sådan ud.

Men tilbage til det arabiske forår. Hvordan kunne man forudse dets (unter)gang? Prøv at læse hvad, jeg skrev i juni 2011.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg