"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et karaktermord på Hedegaard

19. marts 2013 - Artikel - af Bruce Bawer

Da Martin Krasnik interviewede Lars Hedegaard i Deadline i søndags, brugte han den norsk-amerikanske forfatter Bruce Bawer som bevis på Lars Hedegaards stigende isolation. Bruce Bawer er, udtalte Krasnik ”en af de mest seriøse kritikere af islam”: ”Vi taler om ret respekterede mennesker på den islamkritiske højrefløj, der alle sammen siger, at du har gang i noget, der er løbet helt af sporet”. Men Bruce Bawer kan slet ikke genkende sig selv i Krasniks beskrivelse: Læs hans kritik af Krasniks interview her.

Det begynder at minde om Jobs Bog. I årevis er han blevet dæmoniseret af sin nations medier på grund af sin islamkritik.

I 2011 og 2012 blev han retsforfulgt ikke bare en, to, men tre gange for at bryde dansk lov, der kriminaliserer forhånelse af en gruppe mennesker pga. tro.

Sidste måned ringede en mand så på hans dør forklædt som postbud, og forsøgte at dræbe ham; at han overlevede er nærmest mirakuløst.

I kølvandet på dette mordforsøg kunne man tro, at Lars Hedegaard ville blive genstand for nogen respekt eller i det mindste solidaritet fra danske medier.

Men det kan man kun tro, hvis man ikke kender til forløbet efter mordet på Pim Fontoyn og Theo van Gogh; deres lig var knap blevet kolde i deres grave, før hollandske medier begyndte at bagvaske dem mere ihærdigt end før ved at give dem hovedansvaret for deres egen død.

Mange af Lars' landsmænd støttede ham umiddelbart efter mordforsøget, men i vid udstrækning har reaktionerne fra danske medier været deprimerende forudsigelige.

Som jeg skrev sidste uge forsøgte to ansatte på Ekstra Bladet at følge efter flyttevognen til Lars' nye hjem, tilsyneladende for at kunne offentliggøre adressen.

Heldigvis forpurrede dansk politi deres planer.

Som om han var i retten igen

Men, ak, det stoppede ikke her. I søndags viste Deadline, et program på den statsejede TV-kanal DR2, en halv times båndet interview med Lars lavet af journalisten Martin Krasnik.

Krasniks introduktion, der var tilføjet senere, var ikke lovende. I et tydeligt forsøg på at fremstille Lars som ekstremist nævnte Krasnik, at Lars havde været vært for Geert Wilders i Trykkefrihedsselskabet og at Anders Behring Breivik havde citeret Lars i sit manifest.

Interviewet begyndte venligt nok. Krasnik spurgte til mordforsøget på Lars; Lars berettede om det i detaljer. Så tog Krasnik hul på Lars' syn på islam. Og tonen skiftede.

Efter at have vist et videoklip, hvor Lars sammenlignede eftergivende danske politikere med besættelsens kollaboratører, afkrævede Krasnik, der foregav at være forbløffet over kommentaren, Lars en forklaring i en anklagende tone.

Det var som om Lars var i retten igen.

Så nævnte Krasnik Lars' bog fra 2003 I krigens hus: Islams kolonisering af Vesten en grundig historisk fremstilling, skrevet sammen med Torben Hansen og Helle Merete Brix, som Krasnik – hold nu fast – havde den frækhed at sammenligne med Zions Vises Protokoller.

Krasnik spurgte aldrig

Som om det ikke var uanstændigt nok, gik Krasnik nu videre og hævdede – dette var tydeligvis tænkt som hans coup de grâce - at Lars var så ekstrem at ”du”, som han formulerede, “bliver mere og mere isoleret selv blandt islamkritikere."

I et forsøg på at underbygge påstanden citerede Krasnik en artikel fra januar 2010 fra Weekendavisen, der citerer mig for at ytre ubehag over Lars' venlighed over for Vlaams Belang.

Ja, det er sandt: Lars og jeg har været uenige i synet på Vlaams Belang. Her er en nyhed:

I modsætning til vores jihadist-fjender er Lars og jeg og andre islamkritikere ikke indrulleret i en ensrettet hær, slavebundet af en overordnet tyrannisk ideologi.

Tværtimod er vi ofte uenige om en række ting og diskuterer højlydt indbyrdes.

Det er det, man kalder tankefrihed og er præcis det, vi forsvarer.

Hvis Krasnik ville vide, hvad jeg mente om Lars, kunne han have sendt mig en e-mail. Det gjorde han ikke. Eller han kunne have citeret de seneste udtalelser, jeg er kommet med om Lars.

For et stykke tid siden bad Lars' kolleger i Trykkefrihedsselskabet mig om at bidrage med et par linjer til et Festskrift, der skulle være en overraskelse til hans 70' årsfødselsdag. Bogen Frem for alt frihed udkom for nylig med bl.a. mit bidrag, der i sin helhed lyder:

I first met Lars when I was writing my book While Europe Slept. We had dinner in a pub on Kongens Nytorv in Copenhagen and talked about the rise of Islam in Europe. I was stirred by his seriousness, his intellect, his deep historical perspective, and his palpable love of freedom and of his country. And I was strengthened and inspired – made to feel less alone and less hopeless in my own struggle – by his quiet but fierce determination to resist what he recognized as a threat to both his freedom and his country. The torments he has been put through in recent months by the Danish judiciary have only proven that he was right all along about everything he has raged against – and have proven, too, that he was every bit as strong and insuperable a champion of liberty as he seemed to me on that evening.

I øvrigt består festskriftet af en række lignende hyldest-tekster til Lars fra en lang række venner, kolleger og beundrere fra hele verden.

“Mere og mere isoleret?” Næppe

Hvis Krasnik ikke kunne få fat på festskriftet, ville en hurtig søgning på Google have henvist ham til min artikel om mordforsøget på Lars, hvor jeg priste Lars' mod og kaldte ham en helt.

Men nej, Krasnik var så opsat på at bruge mig til at slå hans interview-offer i hovedet, at han gav pokker i kendsgerningerne.

Hvor dybt kan journalister synke?

I min artikel om mordforsøget kunne Krasnik også have læst et par sætninger, som måske kunne have givet anledning til lidt selvransagelse - hvis han da har en samvittighed – sætninger, hvor jeg udtrykker min foragt for jihadisternes “hjælpere i medierne” som har travlt med at “relativere jihad og rakke helte ned.”

Kan du se dig selv i det spejl, Krasnik?

Hvis Krasnik havde kastet et blik på min artikel fra sidste uge om de kryb, der fulgte efter Lars' flyttevogn, ville han også havde opdaget et utvetydigt udtryk for foragt for de “såkaldte journalister”, der i stedet for at forsvare folk som Lars - modige mennesker, der trods alt kæmper for præcis de rettigheder, som giver de såkaldte journalister mulighed for at udføre deres arbejde - i stedet prøver at skade dem af ren og skær fejhed.

At Lars bevarede fatningen under den halve times overfusning var imponerende.

Efter alt hvad han har været igennem de seneste uger, ville jeg ikke have bebrejdet ham, hvis han var faldet sammen under vægten af de seneste foragtelige slag.

Men nej – han stod det igennem med rank ryg, som et mønster på selvbeherskelse, og besvarede Krasniks modbydelige bagvaskelse med simple facts.

For at citere mine egne ord fra festskriftet viste Lars sig én gang for alle at være overvældende “stærk og uovervindelig” i sit forsvar for friheden.

Hvad Krasnik angår, så har han måske givet os alle sammen det endelige svar på det gamle spørgsmål: Præcis hvor dybt kan en journalist synke?

Vil du vide, hvordan Krasnik overtalte Lars til at komme ind i DR's studie og høre sin bog blive sammenlignet med Zions Vises Protokoller?

Det kommer her: Han lokkede ham ind i sit program med denne email:

"Jeg er en stor beundrer af din vedholdenhed og dit mod til at sige din mening! Det glæder mig utroligt meget, at du klarede det kujonagtige, rædsomme angreb på dig og er konstant forundret over den udbredte, manglende evne til at bakke dig klart og tydeligt op..... Det ville være helt fantastisk og interessant at have dig i programmet til et langt interview."

Sådan. Det er den slags mediefolk, der prøver at ødelægge Lars – og ødelægge enhver, der forsøger at fortælle den usminkede sandhed om islam.

For nogle medlemmer af den fjerde statsmagt kan intet brud på presseetikken blive for groft, intet komediespil for usmageligt, ingen forvanskning for oprørende, ingen løgn for frastødende, når opgaven er at bagvaske og dæmonisere islamkritikere.

 

Oversat fra engelsk af Katrine Winkel Holm, se den originale artikel på Front Page Magazine

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg