Vi var forundrede over, at denne film, baseret på den virkelige historie om en kvinde, der stenes til døde i Iran, ikke kunne trække flere journalister til. Vi var også enige om, at det er er en stærk og meget seværdig film, der nu har premiere i Danmark.
Filmen Soraya M. kan fra i dag ses i Dagmar i København og Metropol i Århus. Og se den, bør man. Soraya M. er baseret på en bog fra 1990 Femme Lapideé (dansk udgave De stenede hende i 1994, red.) af den iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam, der døde i Paris sidste år, 75 år gammel.
Sahebjam var født og opvokset i Europa i en rig iransk diplomatfamilie, og han talte tysk og fransk, før han talte persisk. Jeg nåede at møde ham flere gange og havde den største beundring for hans forfatterskab og ham selv som person. Det kræver sin mand at rejse illegalt ind i Iran hele 9 gange, når man er dømt til døden in absentia af mullaherne for sin kritik af det islamiske styre. En af de gange, han rejste i Iran, hørte han ved et tilfælde historien om Sorayas skæbne. Historien blev, i virkeligheden som i filmen, fortalt til ham af hendes tante.
Mændene gør klar til at grave Soraya ned til halsen
Ayatollah Khomeini, der kom til magten i Iran ved den islamiske revolution i 1979, ser vi i filmen. Ikke som levende figur, men på et uhyggeligt og stort håndmalet lærredsbillede. Ssådanne billeder dukkede frem i Iran, i takt med Khomeinis voksende popularitet og shahens fald. Også i den landsby, hvor den unge Soraya bor med sin tyranniske ægtemand og deres børn, blafrer et sådant billede. Som et symbol på, synes jeg, hvad en islamisk stat vel er: Et samfund hvor kvinderne kontrollerer børnene, manden kontrollerer kvinden og Allah kontrollerer alle.
Sorays ægtemand Gorban-Ali har forelsket sig i en purung pige. Hendes far sidder i det fængsel, hvor han arbejder som betjent. De har lavet en aftale om, at han kan gifte sig med pigen, hvis han slipper ud af fængslet i live.
Men Soraya vil ikke gå med til skilsmisse. Den lokale mullah, der som adskillige af de mullaher, der groede frem efter den islamiske revolution i 1979 har en skummel fortid, forsøger at mægle. Han tilbyder endda Soraya en art "ægteskab", hvis hun viser sig medgørlig. Men Soraya siger nej. Så brygger Gorban-Ali og mullahen et komplot sammen, der betyder at Soraya anklages for utroskab. I løbet af ingen tid har landsbyens mænd dømt hende til stening, For det er straffen i den islamiske republik, dengang som nu.
Filmens Freidoune spilles af Jim Caviziel, der også spillede hovedrollen i Mel Gibsons omdiskuterede film The Passion of Christ. Det er da også samme producer, der står bag begge film.
Filmen havde premiere i USA i slutningen af juni i Californien. Anmeldelserne var ganske blandede: The Huffington Posts anmelder fandt, at det var én af de mest gribende film, han havde set. Andre har fundet den for ensidig. Det gælder også DRs anmelder på Filmland, Per Juul Carlsen, der finder filmen unuanceret og let gennemskuelig. Og som savner forsonende træk ved for eksempel ægtemanden Gorban-Ali.
Uhyggelig og troværdig
Selv synes jeg, at filmen er velspillet. Både Soraya, spillet af Mozhan Marnó og tanten, spillet af den lidt mere kendte Shoreh Aghdashloo giver deres karakterer liv og personlighed. Måske skulle slutscenen være skåret væk og muligvis er tanten en anelse for rustent-dramatisk i stemmen. Men det er småting. Og hvad de mandlige figurer angår: Ægtemanden ER tyrannisk og sådan er han skildret glimrende. Det samme er den selvhøjtidelige mullah.
Skuespillerne taler farsi i filmen, bortset fra den fremmede, der kommer til landsbyen, journalisten Freidoune. Den er optaget i en bjerglandsby i Jordan over seks uger. Også instruktøren har iransk baggrund, for filmen er instrueret af iransk-amerikanske Cyrus Nowrasteh, der også har skrevet manuskript til filmen sammen med sin hustru Betsy Giffen Nowrasteh.
Filmens dramatiske klimaks, den ca. 20 minutter lange steningsscene, er uhyggelig og troværdig. Den opgejlede landsby. Faderen, der får lov at kaste den første sten. Den hujende og stenkastende hob. Sorayas sønner, der stadig er børn af alder, men i en islamisk kontekst forventes at agere som mænd.
Og endnu et eksempel på barbari: Efter steningen fester landsbyen sammen med en teatertrup, der ankommer i en art folkevognsrugbrød omtrent ved steningens begyndelse. Da det går op for gøglerne, hvad der foregår, forlader de ikke landsbyen. En af dem begynder at slå på en stor tromme.
Så se denne film, der så vidt jeg ved, er den første spillefilm, der skildrer et barbari man ikke helt kan fatte stadig praktiseres i det nye årtusinde.
Den iranske digter Simin Behbani har i digtet Fra gaden beskrevet en stening, der trækker lidt for længe ud. I irritation samler en vogter en cementblok op og kaster den mod kvindens hoved for at gøre en ende på sagen. Digtets sidste vers lyder sådan her (I Erik Stinus´danske oversættelse, digtet blev trykt i Information i 2000, red.)
Jeg tænkte: Betragt det
som den usetes velgerning
at troen nu holder trit med tiderne
For dette er cementens tidsalder, ikke stenenes
Det skulle altså ske at stening-til-døde
blev afløst af af døden ved cement
Læs mere om filmen her
