"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ytringsfrihedsrealisme

20. marts 2016 - Artikel Artikel - af Torben Mark Pedersen

Ifølge John Locke er der en nær forbindelse mellem frihed og ejendomsret, skriver Torben Mark.

Trykkefrihedsselskabet har lanceret det nye udtryk "ytringsfrihedsrealisme". Her giver bestyrelsesmedlem Torben Mark Pedersen sit bud på, hvad det indeholder.

Der er dukket et nyt ord op i debatten, YTRINGSFRIHEDSREALISME. Et ord, der ikke (endnu) er veldefineret, og som primært tjener som positionering.

 

1. Skal begrebet YTRINGSFRIHEDSREALISME gives et substantielt indhold, så må det efter min mening først og fremmest handle om at have et realistisk blik for, hvor de største trusler mod ytringsfriheden stammer fra, og forholde sig til dem.

Det betyder for det første, at man må forsvare sig der, hvor man bliver angrebet, hvilket indebærer, at det er angriberne, der sætter dagsordenen. Og det er grunden til, at islamkritik og kampen for ytringsfrihed ofte har været to sider af samme sag i de seneste mange år.

Og det betyder for det andet, at hvor ytringsfriheden konkret er under angreb, kan man kun forsvare ytringsfriheden ved at praktisere den. Pålægger man sig selvcensur af frygt, så har man allerede opgivet kampen. Som alle danske medier har gjort, som satirebladet SPOT har gjort, og som Fri Debat har gjort ved flere lejligheder.

 

2. YTRINGSFRIHEDSREALISME handler dernæst om at have et principielt og filosofisk grundlag for sit forsvar for ytringsfriheden som en rettighed. Ens følelser - uanset hvor gode ens intentioner er, er ikke nok. Politisk korrekthed udgør selvsagt heller ikke et holdbart grundlag for at forsvare ytringsfriheden.

Henvisninger til dansk straffelov, Grundloven, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller nogen FN-erklæringer udgør heller ikke nogen autoritativ reference for at forsvare ytringsfriheden, selv om fremtrædende jurister ofte argumenterer på den måde.

Det gør lovgivningen ikke af den simple grund, at både straffeloven, Grundloven, EMRK og diverse konventioner indeholder adskillige paragraffer/artikler, der enten begrænser eller åbner op for at begrænse ytringsfriheden, så hvis ens reference for, hvad ytringsfrihed er, er lovgivningen eller internationale konventioner, så må man begive sig ud i en gang cherry-picking for at vælge de paragraffer, man godt kan lide og se bort fra dem, man ikke kan lide.

Lovgivningen og diverse konventioner udgør åbenlyst ikke et konsistent og principielt værn om ytringsfriheden. Ofte tværtimod.

Det principielle, filosofiske grundlag for forsvar af ytringsfriheden

Historisk er ytrings- og trykkefrihed opstået i kampen for religionsfrihed. Det var i første omgang (primært protestantiske) teologer som Castellio, der forsvarede religionsfriheden med teologiske argumenter, og fra John Locke og frem blev religiøs tolerance og religionsfrihed givet en filosofisk og sekulær begrundelse.

I løbet af det 18. århundrede og inspireret af oplysningstidens liberalisme begyndte man at betragte religionsfrihed og ytringsfrihed som ikke bare naturlige rettigheder, men for så vidt angår religionsfrihed også som en ukrænkelig rettighed. En rettighed som ingen kunne og ingen nogensinde havde overdraget til øvrigheden i nogen oprindelig kontrakt eller lignende.

At religionsfrihed, ytringsfrihed, pressefrihed og forsamlingsfrihed blev betragtet som forbundne friheder ses tydeligst af ”first amendment” – den første tilføjelse til den amerikanske forfatning i Bill of Rights fra 1791, der netop beskyttede de fire friheder i samme artikel. Og man kan ikke skille religionsfrihed fra ytringsfrihed. Der er ingen religionsfrihed uden ytringsfrihed og ingen ytringsfrihed uden religionsfrihed.

Siden John Locke har det været en del af den liberale tradition, at der er en nær forbindelse mellem frihed og ejendomsret.

Det er to sider af samme sag. Alle de personlige friheder udspringer af selvejerskabet, at vi ejer os selv (medmindre vi er slaver). Det gælder retten til liv, kroppens ukrænkelighed, retten til at tro, til at sige, skrive og tegne, hvad man vil (på ens private ejendom), retten til at rejse, til at forsamles med andre mennesker på sin egen ejendom, søge arbejde, handle med andre og frivilligt indgå aftaler om at købe eller sælge retmæssigt erhvervet ejendom.

Denne måde at anskue ytringsfriheden på løser en lang række problemer eller vanskeligheder med andre begrundelser for ytringsfrihed. Den giver en simpel og klokkeklar begrundelse for, hvorfor ytringsfrihed ikke er en ret i sig selv, men at ytringsfrihed handler om ejendomsret.

Det forklarer, hvorfor man ikke har en ubetinget ret til at sige hvad som helst hvor som helt, men på sin private ejendom har man ret til at sige, hvad som helst (så længe man ikke truer andre eller opfordrer til drab m.m.).

Og i en avis, hvor man har fået tilladelse af ejeren, må man offentliggøre læserbreve, kronikker og hvad har vi. Og det forklarer meget simpelt, hvorfor der ikke findes ikke nogen absolut ytringsfrihedsret til at få læserbreve eller kronikker optaget i andre menneskers privatejede aviser eller til at sige hvad som helst på andres ejendom.

Ytringsfriheden er ikke absolut. Det er den realistiske måde at anskue ytringsfriheden på. Ytringsfriheden er altid begrænset af ejendomsretten, men på ens egen ejendom er ytringsfriheden ubegrænset. Igen: så længe man ikke truer andre, opfordrer til vold osv.

Og som ovenstående eksempler med læserbrev i en avis og ytringer i andre menneskers huse eller ejendom viser, så gælder det, at såfremt der ikke eksisterer en RET, så kan der logisk set heller ikke være tale om nogen rettighedskrænkelse.

Det er ikke en krænkelse af nogens ytringsfrihed, at de får afvist et læserbrev i en avis, for det er ingen ret, at få optaget et læserbrev i en avis, der er ejet af andre mennesker.

Ytringsfrihedsrealimse versus utopisk idealisme? 

Uden ret, ingen rettighedskrænkelse. Det skulle være let at forstå. Så meget desto mere mærkeligt er det, at Mchangama og Rose i en kronik i Berlingske forleden synes at mene det modsatte, og gør de det, må det skyldes, at de opererer med et uklart defineret begreb om ytringsfrihed.

For lad os lige slå det fast som en præmis: En stat har suverænitet over landet på samme måde som en privat grundejer har ejendomsret over sin egen grund.

Ingen har ret til at træde ind på andres private ejendom, og på samme måde har ingen udenlandsk statsborger ret til at rejse ind i et andet land uden tilladelse.

Det er en menneskeret/naturlig ret, at man har lov til at rejse ud af sit eget land, men man har lige så lidt ret til at rejse ind i et andet land, som man har ret til at betræde en anden mands private ejendom, medmindre man får tilladelse til det.

Når der ikke eksisterer nogen naturlig ret til at rejse til et andet land, så kan der i sagens natur heller ikke være tale om nogen rettighedskrænkelse, hvis vedkommende afvises ved grænsen. Det er så simpelt, så selv et femårs barn kan forstå det. Og det gælder uanset begrundelsen.

Hvis en udlænding nægtes indrejse i Danmark, fordi vedkommende har sagt noget nedsættende om Lego, så udgør det ikke en krænkelse af pågældendes ytringsfrihed. Hun eller han kan tale lige så nedsættende om Lego, som det passer vedkommende i sit eget hjem eller i Tyskland, hvis vedkommende er tysk statsborger eller tyske myndigheder  giver ham tilladelse til at befinde sig i landet, så vedkommendes ytringsfrihed er ikke krænket. Basta.

Det giver Mchangama og Rose indtryk af, at de mener, når de skriver: ”Men bredt at forbyde indrejsetilladelse til anti-demokrater, der inviteres til at tale i Danmark, er et problematisk indgreb i ytringsfriheden.”

Måske vil de dække sig ind under, at ”problematisk indgreb i ytringsfriheden” slet ikke skal forstås som en krænkelse af ytringsfriheden, men som noget andet. En kneb Mchangama har brugt i anden sammenhæng.

Men det er i så fald utilfredsstillende, at to af Danmarks mest prominente ytringsfrihedsdebattører formulerer sig så (bevidst) uklart, at man for det første ikke rigtig kan vide, hvad de mener, og for det andet ikke er i stand til at udlede noget konsistent filosofisk grundlag for den værdidom. For hvad er det for et princip, der gør det til et "problematisk indgreb i ytringsfriheden" men ikke er en rettighedskrænkelse?

Dette eksempel er for mig en god illustration på forskellen mellem en klar, principiel og filosofisk begrundet YTRINGSFRIHEDSREALISME og en inkonsistent og utopisk idealisme eller politisk korrekthed, eller hvad pokker det er, der ligger bag. Det er under alle omstændigheder uklart.

Uklar argumentation

Mchangama og Rose giver selv et andet eksempel på det samme. Det kan naturligvis heller ikke være nogen ret at få statsborgerskab i et fremmed land. Det er et privilegium, som enhver stat kan give til en person efter hvilke som helst kriterier, den pågældende stat finder passende.

Igen: Når ingen har ret til statsborgerskab, kan ingen som helst afvisning af en ansøgning om statsborgerskab udgøre en rettighedskrænkelse. Logik for femårige.

Mchangama og Rose anerkender denne præmis, så vidt jeg forstår. De skriver i hvert fald, at de anerkender ”Folketingets grundlovsgivne ret til suverænt at afgøre, hvem der skal have indfødsret.” Det viser sig bare, at det er et ”suverænitet, men…”-argument, for de følger netop op med en ”men”, der lyder:

”Men en ordning, hvor lovlige ytringer på sociale medier fører til afvisning af personer, der i øvrigt opfylder betingelserne, udgør sindelagskontrol.”

Igen er det uklart, hvad de to skribenter mener med ”sindelagskontrol”, mener de, at der er tale om en rettighedskrænkelse? Eller er der igen tale om, at de bevidst undlader at kalde det for en krænkelse af ytringsfriheden og i stedet benytter det negativt ladede ord ”sindelagskontrol” for at markere, at de ikke kan lide det, men ikke kan begrunde, at der skulle være tale om en krænkelse af vedkommendes ytringsfrihed?

Jeg tror, de fleste læsere af kronikken vil få den opfattelse efter endt læsning, at Mchangama og Rose ikke mener, at det er i orden at afvise indrejse eller ansøgning om statsborgerskab pga. personernes ytringer, men Mchangama og Rose hævder rent faktisk ikke, at der skulle være tale om nogen krænkelser af nogens menneskerettigheder eller en krænkelse af ytringsfriheden i overensstemmelse med noget principielt eller filosofisk udgangspunkt.

De kører filosofisk friløb og i stedet for at indtage et principielt og filosofisk begrundet standpunkt i ytringsfrihedsdebatten, så vender og drejer de ordene (kald det manipulation) for at forfølge en anden politisk dagsorden under dække af at forsvare ytringsfriheden. Det er uærligt.

Jeg kalder den ovenfor omtalte liberale filosofiske begrundelse for ytringsfrihed for REALISME:

- fordi den hverken er utopisk, idealistisk eller udtryk for nogen form for politisk korrekthed

- fordi der er et eksplicit og klart formuleret filosofisk grundlag for dette forsvar for ytringsfriheden

- fordi det er en opfattelse af ytringsfrihed, der logisk konsistent med alle andre negative friheder og deres relation til ejendomsret og selvejerskabstanken.

Det er den opfattelse af ytringsfrihed – og af personlig frihed – der er det fineste resultat af oplysningstidens liberalisme, og som historisk førte til, at religionsfrihed, ytringsfrihed, trykkefrihed og forsamlingsfrihed begyndte at blive betragtet som ukrænkelige rettigheder fra slutningen af det 18. århundrede.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg