"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Send kritikken af racismedom det rette sted hen

14. februar 2016 - Artikel Artikel - af Aia Fog og Katrine Winkel Holm

Kritikken hagler ned over Retten i Helsingør, der dømte Flemming Nielsen for islamkritiske udtalelser. Men det er selve §266b, der kvæler ytringsfriheden, og det er den, kritikken skal rettes imod, skriver formandskabet i Trykkefrihedsselskabet.

Det blev en forside-historie, da Flemming Nielsen sidste uge blev dømt for overtrædelse af §266b. En dom, hvis vanvittige karakter allerede er beskrevet her på Trykkefrihed.dk.

Men også en dom, der har udløst en mængde kritik bl.a. fra stemmer, der hidtil ikke har været kritiske overfor straffelovens mest anvendte krænkelsesparagraf. Juraprofessor Ditlev Tamm slog således fast, at ”domstolene går for vidt her” og kaldte dommen for en ”urimelig udvidelse af racismeparagraffen.” Andre har i samme dur kritiseret dommeren i Retten i Helsingør hårdt.

Vi har ingen særlig sympati de dommere, der idømte Flemming Nielsen dagbøder, men vi mener, at det er for letkøbt at hælde al galden ud på Retten i Helsingør.

De to juraprofessorer, Jørn Vestergaard og Gorm Toftegaard Nielsen, har til medierne udtalt, at falder inden for rammerne af  straffelovens § 266b. Vi er af samme opfattelse: Det er muligt at dømme Flemming Nielsen efter §266b, men det understreger blot hvor forkert og dybest set retsstridig bestemmelsen er.

For §266b kriminaliserer ”forhånelser” af en bestemt gruppe mennesker bl.a. pga. tro. Med andre ord er det religionskritik, den forbyder.

Som Retten i Helsingør skrev i sin begrundelse:

»Retten har i denne kontekst opfattet udtalelserne om “ideologien Islam” som vedrørende Islam generelt og ikke alene som den ekstreme del af Islam,« hed det i afgørelsen.

Når Flemming Nielsen i sin facebookopdatering sammenlignede islam med nazismen, blev det af retten betragtet som en generaliserende påstand, der virker forhånende og nedværdigende overfor tilhængere af islam – altså en hån mod en bestemt gruppe personer baseret  på deres tro, og dermed en overtrædelse af krænkelsesparagraffen.

Det er derfor ikke Retten i Helsingør, der i sig selv udgør en trussel mod ytringsfriheden, for Helsingør Ret har kun draget den yderste konsekvens af loven. Det er straffelovens §266b, der er ondets rod. 

Et år efter Omar El Husseins jihad mod ytringsfriheden i Danmark kan vi med andre ord konstatere, at det frie ord befinder sig under et dobbelt pres. Som en bøf i en sandwich klemmes ytringsfriheden fra to sider: Fra neden af islamistisk vold, fra oven af staten, der nidkært håndhæver §266b.

Skal det frie ord undgå kvælningsdøden, må der gøres noget. Det er ikke nok at skælde ud på Retten i Helsingør. Skal der rettes op på (u)retstilstanden, skal §266b fjernes eller omformuleres.

Det er politikerne, der skal lægges pres på.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg